Hvis du har kommentarer
så skriv til
Mette Trankjær
Palmesøndag 2001, Horbelev og Gedser
Tekst: Matt 21, 1-9
Salmer: 150, 53*,396,167,339
Se, din konge kommer til dig ,
sagtmodig ridende på et æsel
Og på et trækdyrs føl.
Hvordan skal vi forstå de ord, der står helt centralt her Palmesøndag , hvor
kun den stille uge ligger mellem os og Påsken?
På en måde stiller de ord os uden for begivenhederne, for de er vanskelige
at forbinde noget med og alligevel er netop de ord måske nogen af dem mange
af os kan uden ad: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et
æsel på et trækdyrs føl. Og måske er der sket det , som tit sker med det man
kender for godt, at man til sidst ikke længere kan høre det rigtigt , fordi
ørerne har vænnet sig til det. Nå ja, det er jo sådan han kommer, kongen,
sagtmodig og ridende på et æsel, og på et trækdyrs føl, og hvad så ? Hvad
kommer det os ved ? Tænker vi måske, vi har jo en for(rygende!) dronning
med store hatte og limousiner, og efter hende skal der komme en frisk
karseklippet frømand, vores billede af en konge er altså temmelig langt fra
det billede vi i dag bliver præsenteret for. Men hvem ved måske sidder vores
forrygende dronning med eller uden hat på en kirkebænk et sted i landet og
hører om den samme sagtmodige konge, der skal komme - selv til dronninger.
Til er et af nøgleordene i dag, ét af dem der burde få os til at studse og
stande op. Han kommer til os, kongen, og det er vel i sig selv temmelig
bemærkelsesværdigt, at det er kongen der kommer til os. Ellers er det vel
mest almindeligt at undersåtterne kaldes til kongen, men denne konge kommer
altså til os, får vi at vide. Og hvordan kommer han så , ja han kommer
stille, som den sagtmodige, den med det sagte mod, et mod til at vedkende
sig hvem man er og hvem man tilhører. Det mod gør ikke noget stort væsen af
sig , men ikke desto mindre er det det mod der skal bære ham gennem angsten
i Getsehmannehave natten mellem skærtorsdag og langfredag, det mod, der skal
bære ham gennem forhør, tortur og forhånelse, det mod der skal få ham til at
svare for sig, så man giver han spottekappe og tornekrone for at fuldende
billedet af denne sære konge. Jødernes konge, som der kommer til at stå over
korset.
Men han er ikke bare jødernes konge. Han er din konge og min konge. Og fra
det øjeblik et menneske får ham til konge, begynder der en sand billedstorm,
der får billederne af alle andre konger til at svaje og ryste og styrte i
grus. Det vi her er vidne til er kejserens nye klæder vendt på hovedet. I
Kejserens nye klæder er sandheden at kejseren ingenting har på , og
ingenting er, andet end et hovmodigt forfængeligt menneske, som så mange af
os andre. Og han har ikke øje for andre end sig selv og det at blive set på.
Her er sandheden at kongen på æslet har alting på , både det der er Guds og
det der er hans eget, men så sandelig også det der er dit og mit og han har
øje for alt andet end sig selv. Intet under han må gå sagte, for vi må
forestille os at han bærer på vores, ja på alverdens hovmod, og det er dét
han er på vej til Golgatha med. Det er dét, der skal korsfæstes sammen med
ham.
Når det gængse kongebillede bryder sammen Palmesøndag, så er det jo ikke
fordi der kastes sten på det udefra, nej det revner indefra på grund af den
kraft der udgår fra billedet af manden på æslet. Her stilles vi ansigt til
ansigt med Gud som konge, men han ligner ikke det vi forstår ved en konge,
altså kommer vi til helt at omdefinere kongebegrebet. En konge er ikke hvad
vi forestiller os eller hvad vi gør til konge. Konge er den Gud peger på ,
Jesus Kristus med det særlige sind, der også skal være i os. For når vi får
en ny konge, er det uundgåeligt at der også sker noget med os, for konger
kan ikke undgå at blive rollemodeller, eller nogen man ser op til.
Vi skal have det samme sind som var i Kristus Jesus siger Paulus. Dvs. at vi
skal lade os bestemme af det kongelige sindelag, sådan som det viser sig
gennem Jesu Kristi sagtmodige måde at være konge på.
Og det er ærlig talt ikke særlig nemt at skulle være sagtmodig i et samfund
som vores, hvor hurtighed og effektivitet er i højsædet, for kan man måske
være sagtmodig for fuld udblæsning ?, Nej vel, det lyder da helt forkert og
derfor vil mange af os nok afvisende sige, at vi sandelig ikke har tid til
at være sagtmodige, vi har kun tid til at være modige, for det er det der
tæller, det der kan ses i verden.
Måske er det i virkeligheden sådan fat, at det sagte mod er den mest
krævende form for mod overhovedet. Det er det mod der bærer mennesker gennem
tilværelsens seje, lange træk: Når vi er i underskud på den ene eller den
anden måde, når vi er syge, når vi føder børn, når vi står vanskeligheder
igennem sammen med dem vi elsker uden rigtigt at kunne handle, men er
henvist til bare at lade det sagte mod bære os frem på den tynde is, som
måske ikke kan bære. Da har vi fat i en lille flig af det sind der var i
Jesus Kristus og som vi skal have overfor hinanden. Men i det daglige er vi
helt sikkert ikke først og fremmest gearet til sagtmodighed, men måske
snarere til overmod eller hovmod, som det hedder med et gammelt ord.
Vi undskylder os måske med at vi ikke har tid til al den sagtmodighed, for
vi skal steder hen, vi har ting vi skal nå, og dog når vi ikke mere end vi
får givet at nå.
Lige her op til Påske når Gud os. Han er gået forud for os, for gang på
gang, sagtmodig at indhente os og komme os i møde lige dér hvor vi er nået
til. Hvad enten vi er over jorden eller under jorden er Jesus Kristus Herre
og dvs. konge.
Der er trøst i det billede af Jesus Kristus som den herre og konge, der
kommer til os. Det er en trøst at ligegyldigt hvor hurtigt vi løber så vil
han møde os på sit æsel ved indgangen til den stille uge og minde os om at
vi har set ham sådan før, nemlig første søndag i advent, hvor vi hører
præcis de samme ord. Han vil minde os om at vi er i den helt særlige
situation, at vores Herre og konge kommer til os og når vi Palmesøndag får
at vide at vi skal have det samme sind over for hinanden, som var i Jesus
Kristus, så må det blandt andet betyde, at vi også skal komme til hinanden.
Lige her lægges der i al stilfærdighed en bombe under det i os, der
kongeligt slår med nakken og siger til eller om et andet menneske, nej han
eller hun må sandelig komme til mig. Når billedet af kongen slår revner ,gør
vi det også, og når der slås revner i mennesker, er det svært for overmodet
og hovmodet at trives, for det lever bedst på stolthedens hårde granit,
hvor der i øvrigt ikke kan gro ret meget andet.
Men begynder stolthedens granit at revne bliver der mulighed for at
mennesket inde bag det kan se ud og måske få øje på, at det andet menneske
man ikke selv vil komme til , fordi man synes det er under ens værdighed,
dét menneske kommer Gud til i skikkelse af Jesus Kristus , der sagtmodigt er
kommet til enhver. Når æselkongen rider ind i vores liv stilles vi ansigt
til ansigt med Gud men også med hinanden. Og det må da aftvinge os en vis
form for respekt overfor hinanden at tænke på at et hvert andet mennesker vi
ser på også altid er én hvis konge kommer til det. Så fint behandles selv
dem vi ikke kan holde ud at være i stue med, så fint behandles den værste
forbryder for æselrytteren rider tværs gennem både hjertevægge og
fængselsmure, for han ved at der sommetider ikke er meget forskel på de to.