Hvis du har kommentarer
så skriv til
Mette Trankjær
Midfaste 2001 i Horbelev, Karleby og Gedesby
Salmer: 10,442,(396),496,25; 729,255,442,496,706
Tekst: Joh.6,1-15
Det kribler og krabler , det knager og brager, det brydes og strides i
Fastetidens fortællinger.
En fortættet tid hvor blødt og hårdt, godt og ondt, guddommeligt og dæmonisk
kæmper mod hinanden.
En tid fyldt med modsætninger.
Sædekorn og brød på den ene side- på den anden side klippegrund og sten.
Gavmildhed og ødselhed på den ene side- misundelse og gerrighed og
uimodtagelighed på den anden side.
Vand på den ene side, ørken på den anden
Tavshed, stumhed og isolation på den en side på den anden side tale og
fællesskab.
Fortællingerne skiftevis knuger sig sammen som en knyttet hånd for så at
åbne sig og give fra sig og så til sidst knuge sig sammen igen, som nu i dag
hvor Jesus efter det store måltidsfællesskab igen må trække sig tilbage til
bjerget helt alene, for nok er overfloden begyndt men det er endnu ikke tid
til at give alt fra sig. Det sker først langfredag, hvor livet skal gro ud
af de hænder, der er tømt for alt andet end de nagler, der holder dem fast
på korset.
I dag er det midfaste og her mødes flere af de spor, der er blevet lagt ud,
for så at blive taget op igen flere søndage senere som i en sindrigt
opbygget spændingsfortælling, der holder sin tilhører fanget ved hele tiden
udfordrende at gå videre ad veje og omveje, vi ikke havde ventet.
Hvis vi nu spoler tilbage og ser på nogle af de spor der er lagt ud og
forsøger at samle dem i ét billede, så kunne det se sådan her ud:
Et af de små sædekorn der faldt fra sædemandens hånd, landede i den
kana'anæiske kvindes hjerte , hvor det kriblede og krablede og spirede os
slog rod, så hun fik del i den Guds overflod af liv, der var i de
brødsmuler, der blev hende til del. Det var ikke en særlig gavmild Jesus vi
mødte i den anledning, men alligevel var det dér den begyndte, den overflod
af liv, der folder sig ud i dag ,hvor smulerne i skikkelse af fem bygbrød
og to små fisk mætter 5000 mennesker - og der endda bliver 12 kurve til
overs.
Stumhed ,tavshed og isolation og afmålthed er i dag for en stund afløst af
tale, fællesskab og overflod. Det er det Jesus efterlader sig inden han igen
trækker sig tilbage for ikke at blive tvunget til at blive konge, bare på
grund af brødet. Vist er han giveren, men af noget andet og mere end brød,
nemlig af liv i egentlig forstand, det er Jesus Kristus som livsskaber vi
møder i dag, men det er altså også ham vi ender med at blive forladt af.
Her sidder vi sammen med de 5000 på søbredden for foden af bjerget og er i
samme situation som de. Vi har fået tale, fællesskab og overflod, men han er
her ikke, fordi vil ville have ham anderledes end han er.
Det er vel længslen efter ham der kalder os herhen , sådan en søndag i
marts, hvor vinteren langsomt slipper sit tag i os for at lade foråret tage
over. Hvorfor skulle vi ellers sidde her i det her mærkelige fællesskab,
hvor vi måske knapt kender dem vi sidder ved siden af , og hvor dem vi
virkelig synes vi kender måske ikke vil gå med os? Hvorfor skulle vi gå
herhen, hvor vi ikke taler med hinanden , men bare trækker vejret sammen,
når vi synger de samme ord og ellers for resten bliver talt til med ord fra
en fjern fortid, der påstår at de vil os noget lige her og nu og i al
evighed? Hvorfor skulle vi gå herhen og spise et lille papagtigt stykke
brød, når vi kunne sidde langt mere behageligt derhjemme med duftende nybagt
brød på vores tallerkener? Hvorfor , hvis ikke det var fordi vi længes efter
nogen eller noget, som vi får i det her mærkelig fællesskab, på de umagelige
bænke, i de gamle ord, i det lille stykke papbrød, der må siges at være
verdenshistoriens største underdrivelse, men hvordan kan det være andet ?
For at ville købe livets brød ville være absurd - ikke engang for 200
denarer eller mere kunne det lade sig gøre. Livets brød er måske også stort
set det eneste navn bagere ikke har vovet at give deres mere eller mindre
gode brød. Man kan få sportsbrød, og kondibrød, og frøbrød og fransk brød og
græsk brød, italiensk brød og dagens brød og Skagensbrød og et utal af
andre brød, hvis navne er mere forskellige end deres dej , men livets brød
det kan ikke købes.
Og selvom det kan føles livgivende at bage sit eget brød af ordentligt mel,
og selvom dejens blanke overflade kan føles så levende og glat som hud under
hænderne, så kan man ikke bage livets brød.
Altså har den størst tænkelig overflod, fundet det mest ydmyge og det mest
rigtige udtryk i den lille tørre usyrede oblat. Når vi ikke kan skabe noget,
der i storhed og kraft kan matche Guds overflod, så hellere gå i den anden
retning og være minimalister og sige ."Less is more". Lige dér i oblaten
ligger overfloden gemt. Lige dér ligger dét der skal mætte vores længsel
efter ham og stille vores sult efter det intet jordisk brød kan mætte. Lige
dér kommer han til os i det skjulte, giveren, livgiveren. Lige dér er vi del
af et fællesskab der rækker lige ud til siden til det menneske kendt eller
ukendt, som sidder ved siden af os lige nu, men som også er et fællesskab,
der rækker langt tilbage og langt frem. Et fællesskab, der omfatter både
levende og døde, både venner og fjender. Et fællesskab mellem mennesker, men
også et fællesskab mellem os og Gud.
Det er det tegn fra himlen vi får fra ham som er kommet til verden og har
forladt den igen. Det er det tegn vi skal leve af, fordi, det så lille og
ynkeligt det end tager sig ud, er et livstegn i mere end én forstand. Det er
tegn på, at Jesus Kristus lever og det er tegn på, at han har givet og
fortsat giver af sit liv til os. Og så kan man kalde det pistent og tørt og
uanseeligt og være uvillig til at se, at der er liv i det. Men skindet
bedrager i endnu højrere grad end hos hvedekornet, der ikke bare har en
fantastisk stærk grokraft, men som man fra fund i ægyptiske kongegrave ved
kan bevare sin grokraft i flere tusind år. Oblatens grokraft overstiger
langt hvedekornets og dog er det nemmere at tro på hvedekornet end på
oblaten, af den simple grund at vi før har set et hvedekorn spire og gro
inden for et overskueligt tidsrum. Oblatens grokraft har evighedsperspektiv
og det er svært for os dødeligt utålmodige at holde forventningens fane højt
så længe.
Det ville vel ikke falde os ind ikke at forvente forårets og sommerens
mirakuløse komme, selv om vi har været sneet inde i begyndelsen af ugen, så
har vi fået livstegn fra foråret og vi tror dem. Vi ved at det kribler og
krabler og knager og brager under sneen. Vi ved at der er liv under alt det
kolde og golde. At give livstegn fra sig er noget af det mest magtfulde man
kan foretage sig. Enhver der har haft et lille barn eller har siddet hos
syge og døende og lyttet efter et åndedrag i natten ved, at på livstegn
hænger al tro, al håb al kærlighed, og Gud giver altså netop fortsat
livstegn fra sig, og i det livstegn giver han os af sig selv for at vi kan
mætte vores længsel efter ham og siden gå ud i verden og mætte dem, der er
sultne efter alt andet end brød, og endnu ikke ved, at de faktisk har fået
de længes efter