palmesøndag  Niels Peter Jacobsen

 

Hvor der handles, dér spildes. Det udtryk kender vi.

Det er lidt ærgerligt, men det er samtidig er en

verdens-klog holdning. Så snart vi foretager os

noget, når vi arbejder, når vi omgås mennesker, så

spilder vi noget. Der falder altid nogen af i svinget.

Det kan ikke undgås - siger vi med et skuldertræk.

Og som bekendt skal vi jo ikke græde over spildt

mælk. 

     	Sådan siger den, der har overskud. Den, der

har noget at spilde af. Men evangeliet er ikke for

overskudsmennesker. Evangeliet er for fattige. For

dem, der faldt af i svinget. Jesus kom for at frelse

syndere. Det er dem, som andre har spildt - og dem,

som forspildte deres eget liv. 

       	Ordet SPILD kan stå som overskrift over

evangeliet til palmesøndag. En kvinde kommer ind i

farisæerhuset, hvor Jesus er gæst. Vi ved ikke, hvem

hun er. Evangelisten Johannes siger, at det er Maria,

Lazarus's søster. Lukas siger, at det er en prostitueret

dér fra byen. Mattæus og Markus, som vi hører i dag,

siger kort og godt en kvinde". Men det er også

ligegyldigt, hvem hun er. Det, som betyder noget for

fortællingen, er, det som kvinden gør. 

	Hun bærer på en krukke med en virkelig

kostbar olie. Den er så dyr, at uanset hendes

økonomiske stand, så må den have kostet adskillige

års opsparing. Men hun slår hul på krukken og salver

Jesus med olien - sådan som de gamle profeter på

deres tid salvede kongerne.

	Hvilket spild af penge, sagde de andre gæster

i huset. Hun ku' ha' solgt olien og brugt de penge

meget mere ansvarligt. Hvad gavn gør det, at hun

hælder 200.000 kroner ud over hovedet på Jesus?

Hvem har glæde af det? Det er bare for meget. Ku'

hun ikke ha' udtrykt sin kærlighed på en mere

passende måde? Sådan spørger fornuften.

Men kvindens kærlighed og hengivenhed overfor

Jesus var ikke fornuftig. Den var af en anden slags.

For hende gav det ikke nogen mening at gøre

kærligheden op i penge. Hun tænkte ikke på, hvor

meget hun ville ofre. Hun ville ofre alt - alt hvad hun

havde rådighed over - alt hvad hun havde inden for

sin rækkevidde - selvom det så også var dybt

ufornuftigt - og det var det jo. Men sådan er

kærligheden, når den kan kaldes kærlighed.

Kærligheden regner ikke på udgifter og indtægter.

Den søger ikke efter nogen begrundelse.

Kærligheden er sin egen begrundelse. 

	Vi kan sagtens genkende det, når vi ser det i

praksis. Hvis et ægtepar er begyndt at regne på, om

det nu kan betale sig at blive sammen, så er det ikke

kærligheden, der er drivkraften længere. Det er

måske mageligheden eller gammel vane eller ulysten

til forandringer. Men det er ikke kærligheden. For

kærligheden laver ikke den slags beregninger. 

Eller hvad er det, der holder kærligheden i live

imellem forældre og børn? Det er i hvert fald ikke de

gode grunde. Der kan være grunde nok, der taler

imod. Men kærligheden lever alligevel. For den hører

hjemme på et plan, der ligger dybere end de

fornuftige beregninger og de gode grunde. Den ligge

så dybt, at den vil ofre alt for at leve og elske. 

	Det havde kvinden forstået. Nej, måske havde

hun ikke forstået det. Måske elskede hun bare. Men

sådan var det i hvert fald blevet for hende i forhold til

Jesus. Og det forstod Jesus. Og han tog imod det. De

fornuftiges protest afviste han. Ikke fordi han

manglede sans for de fattige, som ku' ha' fået gavn af

pengene. Men fordi han ikke ville regne på, hvornår

kærligheden kunne betale sig og hvornår prisen blev

for høj. Kærligheden er ødsel af natur. 

	Måske havde kvinden - som en af de eneste -

fornemmet lidt af det, som ventede Jesus. Sådan

tolker Jesus i hvert fald hendes handling. Hun har på

forhånd salvet mig til min begravelse" siger han. Den

kærlighed, som kvinden udtrykker, den er så

sprængfuld af glæde og ødselhed og smerte, at den

kommer til at pege hen på Guds kærligheds sted:

påskens kors. 

	Og hvilket spild var det ikke også? Ham

havde de fulgt, fordi han gjorde godt. Ham havde de

knyttet deres forventninger til. Det gode skulle blive

endnu bedre, når mange flere forstod, at han er Guds

Messias. Palmesøndag rider han ind i Jerusalem, som

den konge han er. Og alle hylder ham. Hvilket spild

af guddommelige muligheder er det ikke, når han få

dage senere hænger dødsdømt på et kors? Sådan

siger hans tilhængere og venner.

	Men de kloge i landet siger: Det er bedre, at

et menneske dør, end at der bliver alt for meget uro i

folket. Og hvad er et menneske - når det kommer til

stykket? Sådan siger fornuften - med et skuldertræk.

Hvor der handles, dér spildes. 

	Men evangeliet vender det hele på hovedet og

siger: Hvor der spildes, dér handler Gud. Han er hos

det forspildte og forladte.

	Kvinden med olien spildte hele sin formue. I

kærlig ødselhed gør hun en eneste gerning, som

hverken gør fra eller til. Den ændrer ingen verdens

ting. Den er det rene spild - som kærlighedens

gerninger altid er spild for den, der kun kan se med

fornuftens øjne. Men evangeliet vender det om og

siger: dér, netop dér - i kærlighedens ødselhed -

handler Gud med det spildte. Han samler det op med

glæde og bruger det som et mægtigt tegn på påskens

evangelium. 

	Jesus råber i angst på korset: Min Gud, min

Gud, hvorfor har du forladt mig? Og så er Gud

alligevel hos ham i hans forladthed. Han samler det

spildte op - også dér - og gir det nyt liv. Han

sprænger en vej ud af gravens og dødens og

ensomhedens mørke. 

	Det er til os den historie om kærlighedens

ødselhed er fortalt. Til os fattige, som dagligt

forspilder livets muligheder. Men der hvor vi spilder,

der handler Gud med os. Det er vor frelse. Vi bliver

ikke bare set på med fornuftens øjne, men med

kærlighedens øjne. 

	Gud gør det aldeles ufornuftige. Han gir os

det hele på ny. Det liv, som vi forspildte, det rækker

han til os hver eneste morgen - med nye chancer og

nye muligheder.

	Og på den sidste store påskemorgen samler

han det hele - alt det, der har været - for at ikke

noget af det skal gå til spilde. 

Amen.