Hvis du har kommentarer
så skriv til
Carsten Johansen
”Hvor sidder ondskaben i et menneske?” – Det spørgsmål blev stillet i Søndagsmagasinet i TV for en uge siden. ”Hvor sidder ondskaben – hvem udløser den, og hvad driver den,” spurgte programværten – og han fortsatte: ”Spørgsmålene er mange, når man i samme uge kan gå til retsmøder i Lundin-sagen og se Hannibal Lector-film i biografen. – Vi dyrker ondskaben, og spørgsmålet er, hvorfor?”
De spørgsmål havde man så stillet til en forfatter og en psykolog og en fængselspræst og en hjerneforsker og flere andre, der måske kunne have forstand på sådan noget.
Altså selv om vi lever i denne oplyste tid og i et lille fredeligt land, så er dæmonerne i menneskelivet jo ikke forsvundet – er der noget, der er virkeligt, så er det jo det onde. Den ene dag er det skolebørn i USA, der skyder hinanden ned – den anden dag er det børn, der bliver misbrugt seksuelt – den tredje dag er det altså en mor og hendes to børn, der får brækket nakken – og filmene om det onde spiller millionbeløb ind i biograferne.
– Og hvor det onde kommer fra – hvorfor det igen og igen stikker hovedet frem og tager magten fra os snart her og snart dér – det er lige så umuligt rigtig at forklare, som det altid har været. – Oppe i Sverige, en kort biltur fra den nye bro, kan man finde en dejlig dyrepark for børn og voksne. Her kan børnene både lege og klappe gammeldags husdyr og meget andet fornøjeligt – og til sidst, henne ved udgangen er der et bur, hvor man så endelig som afslutning kan se verdens farligste dyr. Spændingen stiger jo, når man nærmer sig sådan et sted – og når man så kigger ind gennem tremmerne, så ser man ind i et spejl… Dér ser man verdens farligste dyr.
Og dæmonerne har det altså til alle tider med at tiltrække mennesker som møl omkring et lys. For 20 år siden boede jeg nabo til den bakke, hvor den sidste hængning i Danmark i sin tid fandt sted. Det var et par røvere og mordbrændere, der var blevet taget af politiet sent i 1800-tallet – og den dag, de blev hængt, trængtes tusinder af mennesker dér på galgebakken, som var en smuk skråning lige ved siden af kirken og med udsigt over en lille pyntelig sø; folk var kommet helt fra oppe nord for Limfjorden for at se dramaet – for at se retfærdigheden og hævnen ske fyldest og se forbryderne få, hvad de havde godt af.
Var det en barbarisk underholdning dengang? – Ja, det var det vel nok – altså ligesom i denne uge, hvor tilhørerpladserne i retssalen var fyldt til bristepunktet i forventning om en kultisk retssag, der skal fri os fra det onde, som én sagde i den TV-udsendelse. Dér i retssalen var dæmonerne sluppet løs – og som fængselspræsten sagde: fascinationen ligger i, at vi genkender ondskaben fra os selv – det er ondskaben i os selv, der bliver forstørret op og stillet frem – forvrænget og skræmmende, men alligevel i familie med skyggesiderne i os selv, som vi godt kender.
Hvor kommer det onde fra – når tusindvis af kvinder i Afrika hvert år bliver udpeget som hekse og dræbt, eller bare når vi selv vender den kolde side ud mod hinanden og somme tider måske endda nyder at gøre det?
Bibelen har altid sagt, som vi hører det i dag, at det onde er en magt, som hedder Djævelen, og som har en hel hær af dæmoner i sin tjeneste. Det kan være den dæmon, som hedder begærlighed – eller den, der hedder jalousi – eller den, der hedder misundelse eller selvforagt – vi kender dem alle sammen mere eller mindre på første hånd, men de kommer altså fra de onde ånders fyrste.
Det kan vi jo ikke sådan rigtig forstå med vores dagligdags fornuft – men vi kan sagtens mærke det i os selv, at der findes sådan en magt, som er stærk nok til at forbitre vores liv, hvis den får chancen, og som vi mennesker ikke kan hverken udrydde eller for alvor få styr på.
Jesus fortæller jo en lille billedhistorie om os og det onde i vores tekst i dag – om den onde ånd, som er drevet ud af et menneske og flakker hvileløs omkring, indtil den vender tilbage sammen med syv andre, der er værre end den selv – og huset, der er fejet og prydet, så de alle otte kan flytte ind og husere dér med Djævelens ånd i sig og med alle hans gerninger og alt hans væsen.
Og den historie kan vel f.eks. handle om, hvordan det går, hvis vi bilder os ind, at det onde i os selv kan vi godt klare, og det kan vi feje ud og gøre os fri af med vores egen gode vilje. – Hvis vi bilder os ind, at vi kan gøre os selv rene og uplettede – og det onde, det er de andre, og det bor alle steder undtagen i vores eget sind – hvis vi bilder os det ind – hvis vi vil glemme, at vi selv hører til de skyldige, så har vi gjort os selv til Gud, som denne fængselspræst sagde, og så bliver der først for alvor plads til dæmonerne. Hvis vi ikke vil se, at skyggerne også er i os selv, så bliver vi først for alvor farlige både for os selv og hinanden.
Over for det onde er der kun ét middel: at vi må lade noget andet fylde pladsen op og få magt over os - at vi må tro på noget godt for at lade det tage kampen op med det onde i os - at vi må tro på livet og på den Gud, der har givet os det - tro på kærligheden mellem mennesker - tro på, at vi selv er elskede af selve den almægtige Gud, som det blev lovet os, da vi blev døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn - tro på, at Guds godhed er værd at satse på og værd at leve på. Det er det, der afgør alting i den sidste ende: hvad vi tror på.
I Jesu eget liv ser vi jo sådan en tro demonstreret fra første til sidste øjeblik – den tro, at med godt skal ondt fordrives. - Det er hele meningen med alt, hvad, han gør: at give os mod til at tro på godhed og nåde og barmhjertighed – ikke vores egen, men Guds ubegribelige godhed hvert øjeblik over vores liv – at få den tro til at fylde pladsen i vores hjerter. Hvis vi tør tro så meget, så får det onde sværere ved at herse rundt med os og ødelægge livet omkring os.
Det var derfor, han blev ved med at vise tilgivelse og medfølelse og overbærenhed og gavmildhed - selv om det kostede ham livet. Om man så slog ham ihjel, så kunne ingen få ham til at gengælde ondt med andet end godt. - For at give os mere mod og mere tro og mere glæde - for uden sådan en tro bliver der alt for god plads i sindets hus til alle de dagligdags dæmoner.
Amen