Hvis du har kommentarer
så skriv til
Benedikte Brisson
Dengang da Gud skabte verden, begyndte han med naturen, planter og alle de forskellige slags dyr. Mennesket blev skabt til sidst, skabt i Guds billede og med Guds Ånd blæst ind i sig.
Det var ikke fordi planterne og dyrene ikke var levende; de sætter jo også frø og føder unger. Men mennesket skulle være levende på en helt særlig måde, mennesket blev skabt med sprog, med evnen til at tale både med Gud og med andre mennesker.
Det skulle være en stadig glæde for os at være i stand til at tale med hinanden og lovsynge Gud. Men sådan er det jo ikke, må vi bekende.
Den særlige evne til at tale og selv høre er sårbar. Mennesker kan helt konkret miste evnen til at tale eller forstå det talte sprog - det sker ved forskellige sygdomme og kan ikke altid helbredes. Eller tænk på, hvis vi er et sted, hvor alle omkring os taler et fremmed sprog, vi ikke forstår og ikke kan svare på.
Eller måske lader vi helt være med at sige noget, for tavsheden over for vores medmenneske er en form for straf eller vel snarere hævn.
Vi fryser fast i vores tavshed, som isen binder vandløbene om vinteren. Og er vi havnet i sådan en total tavshed, er det svært, for ikke at sige umuligt, at få tavsheden brudt. Der er ikke mere at snakke om, siger vi.
Eller vi har de bedste hensigter om at være forstående og positive. Alligevel vælter det ud med onde ting, hver gang vi lukker munden op, sladder og kritik af andre.
Vores samtale med Gud går lige så dårligt. Vi svarer ikke på, hvad Gud siger, for vi har lukket ørerne, så vi ikke forstår hans sprog.
Og vi har ikke noget at tale med Gud om, for vi oplever, at vi er fanget i tavsheden - og hvordan var det nu lige, man skulle bede? Det er meget lettere for os at tale djævelens sprog, som de mennesker, der oplevede, at en stum kom til at tale og lige skulle pille glæden ud af ham ved at snakke om, at det nok var med hjælp fra den onde selv, at han var blevet rask.
Der står også i dag i mange poesibøger, at "tale er sølv, men tavshed er guld". Det kan godt ske, vi opfatter tavsheden mellem mennesker - eller mellem mennesker og Gud - som en mere voksen, mere værdig måde at håndtere et problem på. Men hvis tavshed er guld, er det et farligt guld.
Der var engang en konge, som kun ønskede sig rigdom i form af guld. Han fik lov til at få sit højeste ønske opfyldt: alt, hvad han rørte ved, blev til guld. Det gik fint, så længe det var våben og antikviteteter. Hele hans palads blev til guld.
Desværre blev hans kone også til en smuk guldstatue, da han ville give hende et kys. Men værst af alt: hans mad blev til guld på den fine guldtallerken, så han var ved at dø af sult og måtte tigge om at blive fri for alt sit guld.
Sådan er det også med tavsheden. Den ser så forlokkende ud, men i virkeligheden er den en grum forbandelse. Vi kan ikke leve af tavshed, til gengæld kan tavsheden dræbe både os og dem, vi holder af, dem, der står i størst fare for at blive kvalt i vores tavshed.
Kristendommen er ikke en tavshedens religion. Vi kommer ikke i kirke for at være fælles om at tie stille alle sammen hver for sig; vi kommer for at høre Guds ord og lovsynge ham sammen.
Det er ikke tilfældigt, at det nye testamente kalder Jesus for Guds Ord. Ved at sende Jesus til vores verden viste Gud os sin kærlighed, lige så tydeligt, som når vi siger "Jeg elsker dig" til den, vi holder af.
Jesus er Guds ord, der lyder over verden, lige som dengang alt var øde og mørkt og Gud sagde sit første "Bliv lys". Og når Gud taler sit ord, sker der altid noget.
For Jesus kom ikke bare som lærer eller godt eksempel for at vise os, hvordan vi burde gøre, når vi skal omgås hinanden. Han kom for selv at kæmpe mod og besejre alle de mørke magter, der holder os bundet, så vi hverken kan høre eller tale.
Den kamp fandt først sin afslutning, da det viste sig, at selv det værste, Djævelen kunne finde på at gøre, nemlig at få Jesus anbragt i dødsriget, det heller ikke var nok til at vinde over Guds kærlighed.
Der står et sted i det gamle testamente, at er man først havnet i de dødes rige, er der ikke mere at gøre. Der hersker den totale tavshed nemlig. Der bliver Gud ikke lovsunget, der kan ingen vende tilbage fra. I dødsriget er der ingen håndtag på indersiden af døren; det er et fangehul.
Men Jesus sprængte dødsriget indefra, han var i den stærkes hus, men han blev der ikke. Han lod død og Djævel stå tilbage med tomme hænder. Det krav, Djævelen indtil da havde haft på mennesker, der så nemt lod sig overtale, det krav kan han ikke længere gøre gældende.
For siden Jesus stod op fra de døde, er vi Guds mennesker igen og ikke djævleyngel. Vi er blevet frie fra fangenskabet under mørket og døden og Djævelen. Vi døde med Kristus, og nu lever vi det nye liv i lys med ham, der hvor vi følges med ham. Han er med os til alle tider, ja, om det så er gennem døden.
Og på pinsedagen, da apostlene pludselig kunne tale på alle de forskellige sprog, da viste det sig, at den djævelske tavshed var brudt. Vi hører dem tale om Guds store gerninger på vores eget sprog, sagde de, der hørte det.
Og da Peter og de andre blev slæbt for retten og fik besked på, at de ikke måtte tale om Jesus Kristus mere, da kunne de kun svare: Vi kan ikke lade være med at tale om, hvad vi har hørt og set.
Det, det havde hørt af Jesus, det, de havde set, det er det, vi kalder for evangelium, det glade budskab. Det budskab er stadig lige nyt og friskt, for der hvor Gud taler sit ord, bliver livet nyt og mennesker løst fra fangenskab, der får vi evnen tilbage til at takke og lovsynge.
Det er ikke os, der skal fylde livet ud med snak for at komme tavsheden til livs. Men Helligånden, der kom til apostlene, er Guds finger, Guds kærligheds varme, der alene kan smelte isen i vores hjerter.
Da vi blev Guds børn i vores dåb, fik vi Jesus til bror, også for at vi skulle kunne kalde på ham, når Djævelen prøver at bilde os ind, at tavshed er det bedste guld.
Da bliver vores isnende tavshed brudt, da kan synge af hjertet og sige med glæde:
Lov og tak og evig ære osv