Hvis du har kommentarer
så skriv til
Mette Trankjær
2. søndag i fasten 01 i Horbelev og Karleby
Tekst: Matt.15, 21
Salmer: 350, 377,396,323,13 i forslaget
Man går og siger så meget. Ordsprogsagtige vendinger, som f.eks.
Samtale fremmer forståelsen.
Hvo intet vover intet vinder.
Tro flytter bjerge.
Små hævdvundne sandheder eller slogans, der på én eller en anden måde bider
sig fast og ser ud til at have en vis almen gyldighed.
Samtale fremmer forståelsen, hedder det i en reklame for mobiltelefoner, der
inden for de sidste 15 år tilsyneladende har sat sig mere og mere på tværs
i den daglige samtale mennesker i mellem. Det mest stillede spørgsmål, når
der tales i mobiltelefon, skulle i øvrigt være spørgsmålet : Hvor er du? For
når mennesker farer rundt i verden med tændte mobiltelefoner, kan man jo
aldrig helt vide, hvor eller i hvilken situation , man træffer dem. Faktisk
er det et meget grundlæggende spørgsmål ,der her stilles, når der bliver
spurgt :Hvor er du ? Det er faktisk det spørgsmål Gud stiller Adam, da han
og Eva har spist af det forbudte æble og har gemt sig i paradisets have,
fordi de har opdaget, at de er nøgne. Spørgsmålet: Hvor er du ? Kan nemlig
spørge til meget mere end det sted, hvor man befinder sig, det kan spørge
til den livssituation man befinder sig i . Adam havde lige sat sig op imod
Gud, da han blev spurgt hans, livssituation havde lige netop forandret sig
fra evigt liv til evig død, pludselig havde han opdaget, at han var nøgen i
mere end én forstand. Nøgenhed, det være sig helt bogstaveligt eller i
overført betydning, er selvfølgelig nemmere at skjule, når man taler i
mobiltelefon end når man taler sammen ansigt til ansigt.
Måske kunne man også spørge om det overhovedet er rigtigt, at samtale
fremmer forståelsen. Er samtalen ikke lige så tit kilde til misforståelser?
Forstår vi hinanden bedre fordi vi via f.eks mobiltelefonen har fået
mulighed for at tale sammen, hvor som helst og når som helst om hvad som
helst - det er der for så vidt ikke meget der tyder på.
Hvad kræves der i grunden for at der kan komme en samtale i gang af den
slags, der fremmer forståelsen. Ja, i hvert fald ikke nødvendigvis en
mobiltelefon. Uden mennesker, der betjener sig af den, er mobil telefonen
intet andet end et dødt apparat. Samtalen kræver først og fremmest mindst
to parter, der VIL samtale. Samtale er nemlig noget skrøbeligt noget. Den
kan gå i stå før den rigtigt er kommet i gang. Den kan bevæge sige i
overfladiske cirkler, så man ikke bliver spor klogere, hverken på sin
samtalepartner eller på sig selv. Eller den kan kuldsejle fordi mennesker
kan støde sig lige så slemt på ord som skibe på de skarpeste skær. Man kan
aldrig helt vide, hvor en samtale bevæger sig hen. Pludselig kan den tage
en uventet drejning og dermed også føre én et helt uventet sted hen, måske
endda til en forståelse, man aldrig havde troet mulig.
I dag er vi vidne til en samtale mellem Jesus og en kana'anæisk kvinde. De
to er på ingen måde oplagte samtalepartnere. Hun er en hedensk kvinde, hun
er alene. Jesus er en jødisk mand, der er sammen med andre jødiske mænd og
de vil ikke tale med hende, for det er simpelthen under deres værdighed. Og
den slags er altså meget ubehageligt.
På en rejse i Afrika strandede jeg en gang i byen Kassala på grænsen mellem
Sudan og Etiopien. Jeg havde bare brug for en busbillet, til at komme
videre, men her var det ingen given sag, at samtale fremmer forståelsen, i
hvert fald ikke mellem de lokale mænd og mig, den fremmed kvinde. For der
var ingen af dem, der så meget som ville sælge mig en busbillet, ja, de
ville ikke en gang se på mig, når jeg spurgte dem om noget. Det var slet
ikke et spørgsmål om sprog det her. Det var heller ikke et spørgsmål om , at
der ikke var flere busbilletter. Det var et spørgsmål om holdning. Jeg var
fremmed og de ville ikke have noget som helst med mig at gøre. Basta ! Min
person og mine problemer var dem totalt uvedkommende. Hvis ikke jeg til
sidst havde mødt én venlig lokal kvinde og en tysk ingeniør havde jeg
såmænd siddet der endnu. Gad vist hvad der var sket, hvis jeg havde bedt
mændene med stenansigterne meget indtrængende om hjælp, hvis jeg havde
kastet mig ned for dem, så de kunne se og forstå min nød ? Ja, faktisk tror
jeg ikke det havde hjulpet spor. På de kanter er det ikke velanset, at
kvinder rejser alene, man anses for nul og nix, - ja, man rangerer måske
ikke engang på niveau med en hund. Havde jeg haft en mobiltelefon, der havde
virket og nogen havde ringet og spurgt :Hvor er du ? Kunne jeg jo godt
have sagt i Kassala, men samtidig ville jeg også have været nødt til at
indrømme, at jeg sad i problemer , til op over ørerne.
Den kvinde Jesus møder ligner altså på to måder mig i Kassala, hun er
fremmed og hun har problemer. Store problemer. Problemer som hun forsøger at
løse ved at bede om hjælp. Hun må jo have hørt om Jesus, for ellers kunne
hun jo ikke kalde ham Davidssøn. Hun ved altså godt hvilken tradition han
står i og hun ved også godt, at hun ikke tilhører den tradition hun er
udenfor. Og så er det, der udspiller sig en samtale, der på forunderlig vis
sprænger de grænser, der er mellem Jesus og kvinden.
Kvinden forsøger at komme ind på Jesus' område ved at tiltale ham som
Davidssøn, for ved at gøre det, ankender hun hvem han er, han er den Gud har
sendt til frelse- i hvert fald for det jødiske folk. Som ikke jøde kunne
hun lige så godt have råbt:" Hej du dér, hjælp mig!" men det gør hun ikke.
Hun kender koden, om man så må sige og med den forsøger hun at åbne
samtalen. Kvinden benytte sig her af sit kendskab til Jesus og af det
faktum, at det altid gør et vist indtryk på mennesker , at nogen man ikke
selv kender, ved besked med ens navn og titel. Spørgsmålet er om det
udelukkende gør et positivt indtryk. Jeg tror sagtens man kan forestille
sig, at det kan være grænseoverskridende, at blive råbt an ved navn og titel
af et ukendt menneske, som man ikke ønsker at træde i forhold til , men
egentlig allerhelst ville undgå.
Jesus tackler situationen med tavshed. Ikke et ord svarer han kvinden, men
så tager disciplene affære, de føler sig knyttede til Jesus, han er DERES
Herre og nu kommer så denne hedningekvinde og trænger sig på, og de vil ikke
dele. Hun råber og hun er pinlig og hun skal gå ,synes de. Få hende til at
gå, siger de til Jesus.
Jesus forsøger sig med en afvisning: Han er kun udsendt til de fortabte får
af Israels hus. Kvinden kan godt pakke sig. Hun er uden for. Men hun vil ind
og svarer på afvisningen ved bede ham endnu mere indtrængende, ja hun kaster
sig endda til jorden for ham. Men han er stadig afvisende og forsøger at
ydmyge kvinden ved at sammenligne hende med en hund. Nu må hun vel forstå,
nu må hun vel gå.... Men så sker der det, som kan ske i samtaler, at det ene
ord tager det andet. I stedet for at rejse sig og børste støvet af sig og
gå sin vej, væk fra den ubarmhjertige Jesus, tager kvinden ordet hun til sig
og får hele situationen vendt.
Ja, jeg er som en hund, men hunde har også ret og endda på en vis måde ret
til det samme brød, som det børnene spiser af, for det er jo krummerne fra
deres brød de får. Kvinden satser alt, hun har alt at vinde og intet at tabe
og hun vinder, for Jesus siger kvinde: Din tro er stor. Det skal ske dig som
du vil. Og i samme øjeblik blev hendes datter rask, - for tro flytter jo
bjerge siger man, eller gør den?
Det vil jeg nu godt stille spørgsmålstegn ved, som generelt udsagn
betragtet. Siger man at tro flytter bjerge, siger man jo egentlig ikke andet
end at tro på hvad som helst og hvem som helst flytter noget og den tror jeg
ikke på . Det er sandelig ikke uvæsentligt hvem ,der er troens genstand. Det
havde nok ikke hjulpet mig meget at tro på de afvisende , Sudanesiske mænd,
med stenansigterne. Det var ikke fra den side hjælpen skulle komme.
Men kvinden her har gjort et scoop. Hun har sat sin lid til den rette,
nemlig Jesus Kristus. Og hun lader sig ikke anfægte af sin umiddelbare
erfaring af, at han ikke vil have med hende at gøre, men fastholder på tværs
af den erfaring, at det er ved og i ham der flyttes noget .
Fortællingen om mødet mellem Jesus og den Kana'anæiske kvinde viser os, hvem
Jesus Kristus er. Han er at se til et menneske bundet af tid og sted, af de
skikke, domme og fordomme, der hersker der, men han er mere end det og det
er det der bliver tydeligt i mødet med kvinden. Hendes tro fungerer som en
slags fremkaldervæske, så vi får hele billedet af Jesus Kristus eksponeret,
som den, der ikke bare er en jødisk tilknappet mand, der til forveksling
ligner dem, der ikke ville sælge mig en busbillet. Nej, Jesus Kristus er i
sin tidsbundne tilknappethed også samtidig guddommelig, rummelig,
nyskabende og universel. Så når vi der er døbt i Jesu Kristi navn, bliver
spurgt: Hvor er du, så vi har altid lov til også at svare.Jeg er i Kristus.
Ligemeget om jeg er i Horbelev eller i Kassala eller i New York, så er jeg
også altid i Kristus , dvs. jeg er et sted hvor Gud er og har været og
kommer igen .Kristus er det sted, hvor Gud gror sammen med lige præcis mig
og mit.
Samtalen mellem kvinden og Jesus, tjener til at fremme tilhørernes og dvs.
vores forståelse for hvem Jesus Kristus er:
Han er den der i det skjulte viser sig at have al magt i himlen og på
jorden. Derfor flytter tro bjerge, hvis den er tro på ham, - ellers flytter
den ingenting.