Hvis du har kommentarer
så skriv til
Ulla M. Pedersen
Søndag septuagesima, 1. tekstrække - Sct. Cl. kl. 10
Jer. 9,22-23; 1. Kor. 9,24-27; Matt. 20,1-16
Salmer 4 - 858 - 246 / 146 - 279 v6 - 698 v4-5
______________________________________
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium til søndag septuagesima står skrevet hos
evangelisten Mattæus......
Jesus sagde: Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om
morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet
enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin
vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige
på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal
jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen.
Igen ved den sjette time og ved den niende time gik han ud og gjorde
det samme.
Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér,
og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De
svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen
i min vingård.
Da det blev aften sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald
arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med
de sidste og ender med de første.
Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en
denar.
Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik
hver en denar.
Da de fik den, gav de ondt af sig overfor vingårds-ejeren og sagde:
De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med
os, der har båret dagens byrde og hede.
Men han sagde til dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke
enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den
sidste her det samme som dig, Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad
jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?
Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.
Amen.
I den sidste tid har politikere og andet godtfolk markeret, at det er 25
år siden der kom en lov her i landet om lige løn for lige arbejde.
Og det lyder da så rigtigt. Ligeløn. Samme løn for samme arbejde. Det
lyder alt sammen retfærdigt og godt. Men det er sværere end som så at
føre det ud i livet, har det vist sig.
_______________________
Nu skal det her jo ikke udvikle sig til overvejelser om arbejdsmarkedet
i Danmark og om ligeløn eller mangel på samme.
Det ligger bare lige for at komme til at tænke på den opblussende debat
om ligeløn, når nu dagens evangelium lyder som det gør.
For ligeløn for lige arbejde. Det er godt og det er rigtigt og det er
oplagt. I dagens evangelium er det bare ikke sådan det er.
Med Himmeriget er det ikke sådan det er - med Gud som arbejdsgiver er
det ikke sådan det er. Og det er Himmeriget og Gud, som lignelsen vil
fortælle os noget om.
Til forundring og opmuntring. Og til glæde. Men måske vil det også føre
til misundelse.
_________________________
Himmeriget ligner en vingårdsejer - sådan begynder Jesus sin fortælling
- sin lignelse - med et ganske dagligdags billede for de mennesker han
fortalt lignelsen til.
Og så hørte de dengang og så hører vi i dag beretningen om hvordan der
udbetales løn til de mange arbejdere i vingården - ikke lige løn for
lige arbejde - men lige løn for ULIGE arbejde.
Og så er det, at vi skal huske på, at det ikke er danske forhold, som
beskrives her - men Himmeriget - det er Gud og os, der tales om.
Og når det kommer til Himmeriget og til forholdet mellem Gud og os, da
er det altså ikke millimeter-retfærdighed, som er emnet eller det
afgørende i det forhold.
Her må vi konkludere, at det går uretfærdigt til. Det fortæller
lignelsen fra i dag os så ganske tydeligt.
Sådan er det i lignelsen om arbejderne i vingården, men også i andre
lignelser - som det også er i en af de vel mest elskede lignelser, som
Jesus fortalte -
lignelsen om den fortabte søn, der øder hele sin arv bort, for da
forhutlet at vende tilbage til sin far - der elsker ham, som han kommer
der i laser og pjalter.
Det er ikke retfærdighed - Guds eventuelle retfærdighed - der er
lignelsernes omdrejningspunkt. Det er kærlighed - Guds kærlighed - som
der fortælles så levende og opsigtsvækkende om.
I lignelsen om den fortabte søn - og i dag i lignelsen om
vingårdsarbejderne.
Der fortælles om Gud med ord og hændelser vi kender fra os selv og vores
liv med familie og arbejde og hvad der ellers hører til -
der fortælles med dagligdags billeder - og så får historien lige den
vinkel eller den drejning, som får os til at spærre øjnene op en ekstra
gang.
__________________
Vi ved det jo egentlig godt. Vi ved godt at kærlighed menneske og
menneske imellem betyder noget så provokerende som uretfærdighed -
overfor det menneske vi holder af, kommer kærligheden altid først, og
retfærdighed er et uinteressant emne.
Forældre giver deres børn, hvad de behøver, og ikke hvad de har gjort
sig fortjent til, f.eks. Og sådan er det imellem mennesker, der holder
af hinanden.
Det kan da godt være at ægtefællen eller forældrene eller børnene eller
den gamle onkel kan være noget så forfærdelig irriterende til tider.
Men det er bare ikke det, der er det afgørende i vores forhold til det
menneske, vi holder af. Det fylder ikke mest. Det er ikke vigtigst.
Det afgørende kommer før alt det andet - det afgørende er kærlighed og
den kan indrettes efter hvad det andet menneske nu har fortjent.
Og listen af eksempler er i virkeligheden lang -
eksempler fra relationerne mennesker imellem - og de bekræfter for os,
at det er sådan for os, at kærlighed betyder uretfærdighed.
__________________________
Det overraskende for os i dag er altså ikke, at kærlighed findes og at
den får os til at se stort på, hvad der er retfærdigt og hvad der er
uretfærdigt. Det er der ikke noget som helst nyt i.
Det nye - det afgørende nye, som Biblen fortæller os, også i dagens
lignelse om arbejderne i vingården - det som vi ikke kan vide af os selv
ved bare at se os omkring i verden -
det er at GUD er kærlighed og ikke alt muligt andet, som han lige så
godt kunne være, hvis vi skulle sige noget om Gud ud fra den jord, vi
går på, og ud fra den himmel, som vi kan se oven over os.
_____________________________
Gud er kærlighed. Så kort og så godt hedder det da også i 1.
Johannesbrev. Gud er kærlighed. (1. Johs. 4,8). Meget få ord er det -
med en meget stor betydning.
Og Gud lader ifølge Bjergprædikenen da også sin sol stå op over onde og
gode, og lader det regne over retfærdige og uretfærdige (Matt. 5,45).
Ligesom forældre overfor deres børn giver han os hvad vi har brug for,
og ikke hvad vi har fortjent.
Det nye i Biblen er altså ikke, at kærlighed findes og er vigtig
menneske og menneske imellem. Det nye og afgørende vi får at vide, det
er at Gud er kærlighed.
Det hører vi også i lignelsen om arbejderne i vingården. Gud er
kærlighed og som følge deraf er han uretfærdig.
_________________________
Så langt så godt, kunne vi så bare slutte her med disse opmuntrende og
betryggende ord om Guds kærlighed,
men evangeliet har lige noget mere med - noget også tankevækkende,- der
nok heller ikke rammer helt ved siden af, så det er også nødvendigt at
få med og tage alvorligt.
For vi er jo så vant til, at retfærdighedens fane skal holdes højt. Og
vi spejler os i hinanden, vi måler os selv på andre, og vurderer uden
ophør. Retfærdigt - uretfærdigt. Hvem er god nok og hvem ikke?
Da er det svært at forstå, at i Guds øjne gælder disse måle-redskaber
simpelthen ikke.
Jo, de måleredskaber vi bruger overfor mennesker, som vi virkelig holder
af, de gælder, men dem vi bruger på alle andre områder, de duer ikke.
For også i det menneske, som vi ikke mener kan måle sig - hvad enten
det så er andre eller os selv vi mener ikke står distancen -
ja, i ethvert menneske skal vi se et menneske, der er omfattet af Guds
kærlighed.
Kan vi unde andre det? Det er det spørgsmål, der i evangeliet lyder"..
er dit øje ondt, fordi jeg er god?"
Ja, kan vi unde andre og os selv det? Det er evigt relevante spørgsmål.
Om vi vil stole på, at Guds kærlighed er så stor, at den omfatter andre
OG os selv?
__________________________________
Evangeliet vil have os til at vove det - til at vove at tro på Guds
kærlighed, både når vi tror vi er gode nok og når vi tror vi ikke er
det. Når vi mener, at andre er gode nok, og når vi ikke mener det
Det kan være ubegribeligt med en kærlighed der omfatter onde og gode -
retfærdige og uretfærdige. En kærlighed, der omfatter dem, der vil tage
imod den og dem, der ikke vil.
Og Guds kærlighed er da også ubegribelig stor. Med søndagen i dag,
søndag Septuagesima er vi begyndt at se frem mod påske. Påsken, der
fortæller os om kærligheden, der går hele vejen. Selv op på et kors.
Korsets gåde er kærlighedens gåde. At kærligheden hellere vil ofre sig
end svigte den elskede - at kærligheden til det sidste vil forsøge at få
den elskede i tale, også når den kærlighed bliver afvist.
Sådan er Guds kærlighed. Det er ikke retfærdigt, men det er sådan, det
er. Og det må vi glædes over.
Amen.