Hvis du har kommentarer
så skriv til
Susanne Fabritius de Tengnagel
Prædiken til 5. søndag efter påske - 20/5-2001
Tekst: Joh 16,23b-28
Salmer: 204 - Kyrie/Gloria - 190 - 697 - 2 dåb - 488 / 884 - Gør mig til et redskab for din fred
-----
At bede er at holde pause.
At bede er at holde pause fra sig selv, for sig selv - for at modtage den kærlighed, som Gud altid rækker os, men ofte rækker os forgæves, fordi vi ikke holder pause.
Livet er som et musikstykke med indlagte pauser. Musik uden pauser virker ensformigt, enerverende, stressende.
Jeg ved godt, at en ny form for musik har vundet indpas i mange menneskers hverdag. En musik uden pauser, kaldet New-age musik, hvor der hverken er begyndelse eller slutning, men netop har denne ensformige lyd som uafladelige bølgeskvulp mod strandbredden. Men en sådan musik giver ikke mulighed for at modtage noget, kun at give slip på noget.
Det er pauserne i musikken, der gør musikken levende. I kraft af pauserne får vi givet et øjeblik - måske ganske kort - til at standse ved det, vi har hørt, og vente på det, som skal komme. Det er pauserne, som gør, at vi kan føle rytmen i musikken.
Bøn er som livets pause. Pausen mellem aktivitet og hvile.
Pausen giver vort liv en naturlig rytme.
Livet uden pauser er et liv i en stadig aktivitet for at præstere noget. Og det er måske en af forklaringerne på, at mange mennesker ikke kan finde ud af at bede. Vort samfund er præget af en overmåde stor respekt for præstationer. Vi bedømmer hinanden efter, hvor mange aftaler, der fyldes i kalenderen. For en del år siden kunne ingen med respekt for præstationerne undvære en Time-manager kalender. jeg har ikke sat mig ind i, hvordan sådan en fungerer, men af nogen, som fik sådan en, kan jeg forstå, at man ikke kan holde styr på sin hverdags mange gøremål uden en sådan kalender.
Jo mere vi præsterer, jo højere stiger vi i graderne i samfundet. Og jo højere vi kommer op på stigen, jo mere forventer man, at vi skal præstere. Jo, det bliver et enerverende liv uden pauser. Og i et sådan samfund, hvor man indretter sig efter det, vi præsterer, er der ikke rigtig plads til at bede. For bøn er det modsatte af at præstere noget.
At bede er at modtage, lytte, vente, håbe. At bede er at åbne sig for den kærlighed, som kommer os i møde fra Gud selv.
Jeg kender et menneske, som i en periode var fortvivlet over, at hun ikke kunne bede til Gud. Hun havde en stor ordløs tomhed inden i sig, og blev bange for, at hun så også var ved at miste troen på Gud.
Men da det ikke blev bedre af at fortvivle, lod hun tomhed være tomhed og satte sig åndelig talt til at vente. Og det hjalp.
Bøn kan ikke tvinges frem. Den kommer til os, ligesom Gud kommer til os.
Det kan hænde, at vi gør bøn til en slags præstation. Det sker f.eks. når vi siger: Jeg må til at bede noget mere. - eller hvis vi får dårlig samvittighed over, at vi ikke fik bedt for et sygt menneske eller en ven i nød. Som om et andet menneskes liv og velfærd var afhængig af, at jeg fik bedt for det, og ikke er afhængig af Guds godhed.
Et ungt klogt menneske spurgte mig engang i en samtale om at bede: hvorfor skal vi bede til Gud, når han i forvejen ved, hvad vi trænger til.
Spørgsmålet har en sandhed i sig. Det er rigtigt, at Gud i forvejen ved, hvad vi trænger til. Det har Jesus sagt, han ved. Men måske vi også skal vide, hvad vi trænger til, og derfor er bøn en vigtig del af vort liv. At bede er at lytte til, hvad vi trænger til.
At bede er at modtage, og ikke at stille krav.
Vi kan bede og bede, for at et sygt menneske skal blive rask, og vi kan opleve at bede forgæves. Og det kan man da godt blive fortvivlet over og miste troen på. Men vi beder forkert, hvis vi beder for at stille krav til Gud og forlange, at vor bøn bliver opfyldt.
At blive bønhørt er at Gud hører vor bøn, hører vor klage, vort savn, vor sorg. Men det er ikke ensbetydende med, at vor bøn bliver opfyldt, som vi vil det.
I Getsemane have bad Jesus for sit liv aftenen inden han blev korsfæstet. Men han vidste, at han ikke kunne stille nogen krav over for Gud. Derimod kunne han fortælle Gud, hvordan han havde det, og hvordan han gerne så sit liv reddet fra døden. Men han sluttede sin bøn med at sige: Ske ikke min vilje, men din. Han bad ikke i sit eget navn, men i Guds navn.
Når forældre fristes til altid at opfylde deres barns ønsker, og gør, hvad det beder om, vil der aldrig blive en anledning til at overraske barnet, aldrig muligheden for at være klogere end barnet, men forældrene vil leve på barnets betingelser og ikke tage ansvaret for den rolle, det er at være forældre og være klogere på livet end barnet er. Bøn i eget navn er at stille krav og vide bedre, end den, man beder noget om.
Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det, lover Jesus.
At bede Gud om noget i Jesu navn er det samme som at lægge sit liv i Guds hånd og tro på, at han ved bedre end vi gør, hvad der er bedst for os.
Da disciplene bad Jesus om at lære dem at bede, gav han dem ikke et foredrag om bøn, men han gav dem en bøn, som de kunne bede: Fader vor, du som er i himlene. Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen, således også på jorden.
Jesus lægger os bønneord i vor mund og hjerte, som i første omgang ikke drejer sig om os selv, men om Gud, om hans navn, hans vilje.
Først derefter kan vi bede for os selv og vort: Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.
Bed, og I skal få, som Gud vil.
Et ønske opfyldes, når det går, som vi ønsker.
En bøn opfyldes, selv om det ikke går, som vi ønsker.
Og det er det, det drejer sig om: forskellen mellem et ønske og en bøn. Der er Gud til forskel i Jesu navn. Når vi foretrækker at ønske noget i vort eget navn fremfor at bede Gud om noget i Jesu navn,
er det som at foretrække stene for brød.
Men det er ikke til at se det, hvis vi ikke lige ved det!
Susanne Fabritius de Tengnagel
Sognepræst ved Køge Kirke
Tlf. 56 65 14 83
susanne.fabritius@koege.mail.telia.com
www.hjemmesider.eon.dk/Susanne-praest