Hvis du har kommentarer
så skriv til
Lars Mandrup
5. søndag efter Påske (I)
Risskov Kirke, søndag den 20. maj 2001, Lars Mandrup
Tekster: 1. Mosebog 32,25-32; – Johannes 16,23b-28
Salmer: 671 – 854 – 884 / 250 – 365 – 431 – 549
.
I.
I forbindelse med Store Bededag i sidste uge, blussede diskussionen op om ’denne overflødige helligdag’, som nogle har kaldt den. Lad os flytte den til efteråret, hvor vi ikke har ret mange helligdage, har nogle foreslået. Andre mener, at det er på tide, at vi helt afskaffer Bededag. ’Store Havedag’ er nok et mere dækkende udtryk for, hvad fleste af os bruger dagen til.
Men at afskaffe den synes at være helt umuligt. Fagbevægelsen sætter sig på bagbenene, hver gang det kommer på tale, for det at holde på en fridag er i vore dage mere helligt end både at bede og gå i kirke.
Har vi ikke brug for en helligdag, hvor det at bede står i forgrunden? Eller er vi holdt op med at bede til Gud, ikke bare engang imellem når det presser på for os, men også den regelmæssige daglige bøn – for os selv eller i familien, morgenbøn, aftenbøn, bordbøn? Får vi lært vore børn at bede? Erfaringer fra konfirmandundervisningen synes at vise, at det gør vi ikke. Vi mener ganske vist, at de skal kunne deres Fadervor og helst lidt mere end deres Fadervor, men hvis vore børn ikke engang kan mærke og opleve, at vi voksne beder, hvordan i alverden skulle de så selv finde det naturligt!
Under mit 2½ måneders ophold i Indien først på året lød mullahens kald til bøn 5 gange om dagen gennem en højttaler fra en stor moske få hundrede meter fra, hvor jeg boede, og muslimerne samledes så for at bede, uanset hvor de befandt sig. Også hinduerne, som der er flest af i Indien, tog flere gange om dagen en tur ind i enten et af de store templer eller stoppede op ved et af de mange gadetempler bare nogle få minutter for at bede. Kun kristne så jeg ikke foretage sig noget sådant. De kan åbenbart klare sig hele dagen igennem uden at bede! Meget bedre er det sikkert ikke i Danmark.
Da jeg kom hjem til Danmark igen, opdagede jeg til min overraskelse, at jeg rent faktisk savnede mullahens kald til bøn fra minareten, for jeg hørte det på en måde også som en påmindelse til mig om at lægge mine bøger til side for at samle mine tanker for at bede til Gud!
II.
Søndagen i dag hedder fra gammel tid for ’Bønssøndagen’. Så uanset Bededags skæbne, handler evangeliet i dag om at bede, og derfor vil jeg i dag naturligvis tale om det. ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.”
Sådan siger Jesus til sine disciple i sin afskedstale. Altså vigtige ord, som de skal mærke sig, når han ikke længere er hos dem, som han har været, da de gik sammen med hinanden. Indtil nu har de ikke behøvet at bede om noget i hans navn, for han var der hos dem. Det var så enkelt og ligetil.
Men nu kommer der en ny epoke, hvor han er taget fra dem, eller hvor han ’går til Faderen’, som det hedder i evangeliet i dag. ’Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.’ Det er den tid, vi befinder os i nu. Og hvor længe den varer, ved ingen. Og i den tid er den eneste mulighed, som vi har til at kommunikere med Gud, det at bede: at bede i Jesu navn!
Hans tilstedeværelse her på jorden havde trods alt sine begrænsninger. Jesus var begrænset af tid og sted, så selv en fremmed kvinde fra Tyrus måtte tigge og bønfalde ham, før hun kunne blive hørt. Men Jesus sender nu Talsmanden, Helligånden, som ikke er noget andet end ham selv, men som kan det, som Jesus ikke kunne i sit jordiske liv: være hans nærvær hos ethvert menneske og dag for dag lære os om Guds storhed og nærhed. Der er blevet åbnet en kanal for os, som nu er vor mulighed – og den eneste mulighed – for fællesskab med Gud: bønnen – i Jesu navn! Og derfor er det skæbnesvangert, om vi ikke beder. Ikke er on-line!
III.
Nu er bøn ikke bare ord. Det er der mange, der tror. Vi ved ikke rigtigt, hvilke ord vi skal bruge til Gud, siger vi. ’Hvad skal jeg sige? Mine ord vil ikke meget sige’, har Brorson dog allerede lært os at synge. Bøn er derfor mere en holdning, en indstilling, en retning, end den er nogen bestemte ord. Måske er det derfor, at mange er holdt op med at bede, og ikke fordi vi ikke kender ordene.
Vi har fået det som ideal at være selvberoende, uafhængige mennesker. Det er ikke velset at bede om hjælp. Det bliver tolket som et svaghedstegn hos os, og vi skal helst ikke afsløre svaghed. Derfor kommer vi først i yderste nød. Til hinanden og til Gud. ’Man kan vel komme så langt ud, at man griber til at bede’, kan man høre sagt. Det er den indstilling, den livsholdning, som vi dyrker og som vi bekræfter hinanden i. Den ligger også i megen nutidig pædagogik, filosofi og terapi.
Men hvad hvis nu det er galt? Hvad om det er løgn? Hvis vi ikke kan bede en anden om hjælp, afskærer og afsnører vi os fra hinanden som mennesker. Da forstener vi og bliver som stenstøtter. Da bliver vi u-mennesker. Da bliver vi i virkeligheden onde - uden at ville være det!
På samme måde forholder det sig, når vi taler til Gud. Vover vi ikke at bede til Gud,- indstiller vi bønnen,- glemmer vi at bede og at have bønnens holdning, bliver vi gudløse måske uden at ville det. Når vi tør bede hinanden om noget, forventer vi noget af hinanden,- regner vi med hinanden,- viser vi hinanden tillid. Bønnen er kærlighedens sprog. Og lige som kærligheden på en gang binder os sammen med hinanden og gør os til frie og levende mennesker, så har bønnen til Gud i Jesu navn den samme betydning. Bønnen forløser os fra krampagtighed og fra vor forstenethed. Derfor er bøn ikke en sur pligt, men en befriende og forløsende mulighed og gave.
IV.
Tit forveksler vi bønhørelse med at få det, vi beder om. Mange menneskers frustration ved at bede bunder heri. ’Vi har bedt og bedt om det og det, og vi fik det ikke’. Men bøn er ikke en handel med ydelse og modydelse. Hvis jeg betaler for det, jeg får, skylder vi ikke længere hinanden noget!
Det er ikke det, som er bønnens hemmelighed. Jesus udtrykker den derimod sådan: Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen! Meningen med at bede er, at vi oplever at blive hørt, hørt på, at vi ikke er alene, ladt i stikken, men at der er en kanal åben for Guds velsignelse.
Hvad det vil sige, fik vi et eksempel på i fortællingen om patriarken Jakob, som kæmper sin natlige kamp med Gud ved Jabbok-floden. Det er et dramatisk eksempel på, at bøn ikke blot er at stå pænt med hatten i hånden. Bønnen kan være en kamp. Ud af sin kamp med Gud får Jakob velsignelsen, men han får livsvarigt mén: et slag på hofteskålen gjorde ham halt på livstid. At bede til Gud er altså ikke et middel til hurtig problemløsning eller en genvej til en lykketilværelse.
Men det er en kanal for velsignelse og for fuldkommen glæde i vort liv, uanset hvordan det kommer til at forme sig. Og den er Guds tilsagn til os om, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende.
Amen.