Hvis du har kommentarer så skriv
hertil
|
Palmesøndag af Niels Nielsen
Teksten sætter tre situationer op for os, og vi ledes
til en afgørelse om, hvor vi helst vil være i. Der er
kærlighedens scene med den hengivne Maria, som salver
Jesu fødder og tørrer dem med sit hår i den rene, pure,
svimle, altforglemmende, althengivende kærlighed til
ham, hvor hun ofrer en hel årsløn på et øjebliks rig
oplevelse af vellugt og nydelse.
Der er scenen med den nærige og grådige Judas, som
brokker sig over, at pengene ikke bliver brugt på de
sociale programmer. Den slags brokkeri har der alle
dage været: - Se de enorme katedraler fra
middelalderen, hvorfor sørgede de ikke noget mere for
de fattige i stedet? Hold nu op med at spilde tid og
penge på jeres frommerier og se i stedet at engagere
jer i projekter til afhjælpning af menneskers nød i
ind- og udland. Der er ondskabens scene udenfor med en
lurende ufattelig ondskab: ypperstepræsterne har
besluttet at slå både Jesus og Lazarus ihjel. "Hvad gør
vi? Den mand gør jo mange tegn," havde de sagt, da de
drøftede sagen med farisæerne i Rådet. De mente, det
var dem, der havde det, som var godt for folket, og det
kunne de ikke lade sig forstyrre i af en, som gik rundt
og gjorde døde levende og andre undere, for derved
tabte de deres overblik, og hvis det er noget der kan
bringe os ud af fatning, så er det når vi mister
kontrollen. De havde slet ikke fantasi til
at forestille sig, at Jesus var i færd med at bringe
noget på banen var så meget større end det, de havde
under kontrol. Han ønskede ikke bare Lazarus levende,
som et tegn på hans magt over døden, men om få dage
skulle han selv dø og opstå igen, for
os, så dødens magt over os blev brudt.
I dag viser teksten os hvem vi ikke skal gøre fælles
sag med, og hvem vi skal gøre fælles sag med. I hvert
fald ikke med Judas og hans "omsorg" for de fattige.
Hans kærlighed til penge førte ham i favnen på Jesu
fjender, og videre til forrådelse og selvmord. I hvert
heller ikke Jesu fjender, der ingen ting havde
forstået. Vi vil gøre fælles sag med Maria og hendes
ødselhed, uden at glemme, at de fattige også har krav
på os, men vi kan sige det med et citat af forfatteren
Poul Hoffmann: "Og al respekt for kristen diakoni, men
hvor kærligheden til Jesus ikke er det primære, bliver
det kun til pebernødder og narrestreger på
linie med den verdslige ulandshjælp. De mennesker, der
byggede middelalderens katedraler, var trods alt dem,
som bragte Europa fra det rædselsfulde barbari til den
civilisation, der blev hele verdens forbillede.
Maria går foran med en hyldest til Jesus ved at ofre
sin dyre parfume på ham. Jeg tror det til alle tider
ønskes af os at vi giver Jesus vor hyldest og
tilbedelse, for gennem vor hyldest til ham og vor
tilbedelse af ham sætter vi ham på førstepladsen i
vort liv, og vi retter vort sind mod ham og lader ham
være vigtig for os, ja lader ham være Messias - Det er
en kendt sag fra den fyldige idolverden, enten det er
et forboldhold, en megastjerne eller hvem der er idol
for os. Vore tanker fyldes af og er optaget af vore
idolers liv og færden, og vi følger
dem tæt og følger deres vink, ja nogle vil endda gøre
alt for dem. Denne idolverden med den flygtighed er
sindbillede, der tænder den tilbedelsestrang, der bor i
os alle. Vi oplever også i vor hverdag med mennesker
vi holder af og har respekt, at de
kommer til at betyde noget for os.I den kristne
menighed har det altid været Jesus kirkens Herre vor
opmærksomhed er rettet i mod. Kongen - i vort liv.
Gennem vore lovsange og tilbedelsessange åbner vi døre
ind i vore hjerter, og gør plads ikke for en idol, men
for Herren selv, den Herre, som får selv den største
Mega eller Gigaidoltil at blegne som farven blegner
på telefaxpapir i solskin. Sådan også med vort møde
med kirkens herre Jesus. Åben og tillidsfulde kommer
vi til ham og udtrykker vor kærlighed til ham. I
tilbedelsen bliverhan centrum i vore liv. Tilbedelsen
af Kristus skal der tages tid til, på samme måde som
ægtefolk deler tid og kærlighed med hinanden. Jo mere
vi er optaget af hinanden, jo større oplevelser får vi
med hinanden i vore ægteskaber. Sådan også i vort møde
med Jesus. Når vi bruger tid på nærværet med Jesus,
så fyldes vore tanker at hans planer, vilje og kærlighed.
Det er ret af os at hylde Kristus. Vi opfordres af de to
situationer i dag til at bruge vort liv kostbare nardus,
vor opmærksomhed og tro, og "salve" Jesus med den,
og stille os op i den kø, der vil hylde Jesus ærligt og
ægte. Så fyldes menigheden af en vellugt og en hyldest,
som smitter. Amen.
|
|