Hvis du har kommentarer så skriv hertil

	









			Palmesøndag af Niels Nielsen 

 Teksten sætter tre situationer op for os, og vi ledes

til en afgørelse om, hvor vi helst vil være i.  Der er

kærlighedens scene med den hengivne Maria, som salver

Jesu fødder og tørrer dem med sit hår i den rene, pure,

svimle, altforglemmende, althengivende kærlighed til

ham, hvor hun ofrer en hel årsløn på et øjebliks rig

oplevelse af vellugt og nydelse.

Der er scenen med den nærige og grådige Judas, som

brokker sig over, at pengene ikke bliver brugt på de

sociale programmer. Den slags brokkeri har der alle

dage været:  - Se de enorme katedraler fra

middelalderen, hvorfor sørgede de ikke noget mere for

de fattige i stedet? Hold nu op med at spilde tid og

penge på jeres frommerier og se i stedet at engagere

jer i projekter til afhjælpning af menneskers nød i

ind- og udland.  Der er ondskabens scene udenfor med en

lurende ufattelig ondskab: ypperstepræsterne har

besluttet at slå både Jesus og Lazarus ihjel. "Hvad gør

vi? Den mand gør jo mange tegn," havde de sagt, da de

drøftede sagen med farisæerne i Rådet. De mente, det 

var dem, der havde det, som var godt for folket, og det

kunne de ikke lade sig forstyrre i af en, som gik rundt

og gjorde døde levende og andre undere, for derved

tabte de deres overblik, og hvis det er noget der kan

bringe os ud af fatning, så er det når vi mister 

kontrollen. De havde slet ikke fantasi til

at forestille sig, at Jesus var i færd med at bringe

noget på banen var så meget større end det, de havde

under kontrol. Han ønskede ikke bare Lazarus levende,

som et tegn på hans magt over døden, men om få dage 

skulle han selv dø og opstå igen, for

os, så dødens magt over os blev brudt.



I dag viser teksten os hvem vi ikke skal gøre fælles

sag med, og hvem vi skal gøre fælles sag med.  I hvert

fald ikke med Judas og hans "omsorg" for de fattige.

Hans kærlighed til penge førte ham i favnen på Jesu

fjender, og videre til forrådelse og selvmord.  I hvert

heller ikke Jesu fjender, der ingen ting havde

forstået.  Vi vil gøre fælles sag med Maria og hendes

ødselhed, uden at glemme, at de fattige også har krav

på os, men vi kan sige det med et citat af forfatteren

Poul Hoffmann: "Og al respekt for kristen diakoni, men

hvor kærligheden til Jesus ikke er det primære, bliver 

det kun til pebernødder og narrestreger på

linie med den verdslige ulandshjælp. De mennesker, der

byggede middelalderens katedraler, var trods alt dem,

som bragte Europa fra det rædselsfulde barbari til den

civilisation, der blev hele verdens  forbillede.

  Maria går foran med en hyldest til Jesus ved at ofre

sin dyre parfume på ham. Jeg tror det til alle tider

ønskes af os at vi giver Jesus vor hyldest og

tilbedelse, for gennem vor hyldest til ham og vor

tilbedelse af ham sætter vi ham på førstepladsen i

vort liv, og vi retter vort sind mod ham og lader ham

være vigtig for os, ja lader ham være Messias - Det er

en kendt sag fra den fyldige idolverden, enten det er

et forboldhold, en megastjerne eller hvem der er idol

for os. Vore tanker fyldes af og er optaget af vore 

idolers liv og færden, og vi følger

dem tæt og følger deres vink, ja nogle vil endda gøre

alt for dem. Denne idolverden med den flygtighed er

sindbillede, der tænder den tilbedelsestrang, der bor i

os alle. Vi oplever også i vor hverdag med mennesker

vi holder af og har respekt, at de

kommer til at betyde noget for os.I den kristne

menighed har det altid været Jesus kirkens Herre vor

opmærksomhed er rettet i mod. Kongen - i vort liv.

Gennem vore lovsange og tilbedelsessange åbner vi døre

ind i vore hjerter, og gør plads ikke for en idol, men

for Herren selv, den Herre, som får selv den største

Mega eller Gigaidoltil at blegne som farven blegner 

på telefaxpapir i solskin.  Sådan også med vort møde 

med kirkens herre Jesus. Åben og tillidsfulde kommer 

vi til ham og udtrykker vor kærlighed til ham. I 

tilbedelsen bliverhan centrum i vore liv.  Tilbedelsen

af Kristus skal der tages tid til, på samme måde som

ægtefolk deler tid og kærlighed med hinanden. Jo mere 

vi er optaget af hinanden, jo større oplevelser får vi 

med hinanden i vore ægteskaber. Sådan også i vort møde 

med Jesus. Når vi bruger tid på nærværet med Jesus, 

så fyldes vore tanker at hans planer, vilje og kærlighed. 

Det er ret af os at hylde Kristus. Vi opfordres af de to 

situationer i dag til at bruge vort liv kostbare nardus, 

vor opmærksomhed og tro, og "salve" Jesus med den,

og stille os op i den kø, der vil hylde Jesus ærligt og

ægte. Så fyldes menigheden af en vellugt og en hyldest,

som smitter.  Amen.





  			
Tryk her tilbage præd 2. tekstr
Tryk her tilbage til forside
Siden er opdateret den 310398
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email