Hvis du har kommentarer
så skriv til
Lars Mandrup
Kristi Himmelfartsdag (I) - Markus 16,14-20
I.
Det sværeste ved at skrive eller fortælle en god historie er at finde en god afslutning. Der er mange eksempler på gode romaner eller en god fortæl-ling, der er blevet ødelagt, ved at forfatteren har valgt enten en alt for banal afslutning, så fortællingen fuser ud,- en happy ending hvor alt slutter i fryd og gammen, eller en usandsynlig afslutning, så at læseren eller tilhøreren har svært ved at tage det hele alvorligt.
Tænker vi nu på evangelierne, er det tydeligt, at hvor de fire evangelister er temmelig enige om, hvordan de skal fortælle historien om Jesu liv og om hans død, så har de været i vildrede med, hvordan de skulle finde en pas-sende afslutning på deres evangelium.
Kun to af de fire evangelister, Markus og Lukas, slutter med at fortælle om Jesu himmelfart. Og evangelisten Markus, hvis slutning vi hører i evange-liet i dag, har sandsynligvis i den allerførste udgave af sit evangelium slut-tet med at fortælle om kvinderne ved graven påskemorgen med disse ord: ”de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.”
For: hvordan skulle man dog slutte fortællingen om Jesus, når den fik et helt andet forløb og en anderledes udgang, end man havde ventet? Hvordan skulle man forklare for alverden, at den Messias, som man havde ventet på i århundreder, blev en konge af en anden slags, end man havde drømt om?
Ville der overhovedet være nogen, der ville tro på den historie? Han havde jo ikke - som forventet af alle - overtaget kong Davids trone. Og der var ingen, som på en troværdig måde kunne gøre rede for, hvor han var blevet af efter sin død og opstandelse.
I de fyrre dage der var gået siden påsken, havde disciplene gået rundt og ikke rigtig vidst, hvor de skulle gøre af sig selv, eller hvad de skulle tro og mene om det hele. I det evangelium, vi har hørt, står der rent ud, at Jesus bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde fortalt om hans opstandelse. Der var sandelig ikke ret me-get at bygge på!
II.
Evangeliet, som vi har hørt i dag, er det som undertiden kaldes ’den uægte Markus-slutning’. Vi kan se det, hvis vi slår op i vores egen bibel, at der står en fodnote her ved de 12 sidste vers, som fortæller at ”denne slutning findes ikke i de ældste håndskrifter.” Det glædesbudskab, som Markus indvarsler i sit evangeliums første vers, kunne da ikke slutte med ordet ’bange’. Så noget måtte der føjes til det forfærdelige slutord ’bange’.
Jamen er der så slet ikke noget som helst at fejre i dag? Var det hele en fuser, et antiklimaks oven på de store forventninger? Nej det var det ikke. Men evangeliet om Messias’ komme blev et andet end det, som de fleste havde forventet. Det blev hverken en banal afslutning, en happy ending eller en usandsynlig og fantasifuld sluteffekt.
Men det blev det, som Ingemann skriver i sin store salme til Kristi Him-melfartsdag, at ”Fuldendt er nådens store værk: Guds Søn har, underfuld og stærk, fuldkommet frelsergangen; fra krybbens strå til Golgata, til gra-ven han udvandred fra, holdt jordens nød ham fangen. Fattig, rige, spottet, såret / har han båret tornekronen, han som arved himmeltronen.”
Dette kunne disciplene ikke se lige med det samme. De har tumlet med at få det udtrykt,- disse tvivlende, vantro, vingeskudte disciple, som havde al god grund til at tro sig kasseret og dumpet til den store afgørende prøve. ”I skal blive i Jerusalem, sagde Jesus til dem ifølge Lukas, indtil I bliver iført kraft fra det høje. Kun Helligånden kan vende det således, at det vanvittige forløb med hån, pinsel, korsfæstelse, spot og spe kunne komme til at give dyb og sand mening. At det betød, at ”Fuldendt er nådens store værk”!
Derfor kan det da godt være, at denne slutning på Markus evangeliet er uægte i den forstand, at den ikke har hørt med til evangeliet i sin oprindeli-ge skikkelse, men det er ikke det samme som at sige, at den er usand. Her får vi netop at vide, at disciplene ikke var helte eller nogen der havde be-stået alle prøverne til jægerkorpset, men at de med alle deres fejl og svigt var troværdige budbringere for evangeliet.
III.
For fra nu af var det dem, der skulle fortælle mennesker om nådens store værk. Og hvordan kan sådan noget fortælles af mennesker, hvis ikke man selv har brug for nåden og for oprejsningen. For Jesus selv er nu på sin plads ved sin Fader.
For vor tanke og med vor viden om universets indretning lader det sig ikke gøre at tænke om Jesu plads på et eller andet bestemt sted på jorden, i rummet eller universet, hvor Jesu sæde findes eller hvorfra han udøver sit herredømme.
Evangeliet udpensler da heller ikke, hvad der sker ved himmelfarten, men nøjes med at sige, at ”da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd”. Det må vi da også lade os nøje med, at det er sådan, og det er akkurat, som Johannes evangeliet fortæller i sin indledning, at ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” Sådan er Jesus nu igen hos Gud.
Men vi ved så til gengæld, hvad de første kristne menigheder har sunget i en af de første kristne salmer, som vi har kendskab til: ”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus / han, som havde Guds skikkelse / regnede det ikke for et rov at være lige med Gud / men gav afkald på det / tog en tjeners skikkelse på / og blev mennesker lig; / og da han var trådt frem som et menneske / ydmygede han sig / og blev lydig indtil døden / ja, døden på et kors. / Derfor har Gud højt ophøjet ham / og skænket ham navnet over alle navne / for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, / i him-len og på jorden og under jorden, / og hver tunge bekende: / Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.”
Al jorden skal lovprise ham. For nu skal vi ikke længere foretage os alle mulige krumspring for at finde Gud, stå på hovedet, søge mærkværdige steder hen, gøre underlige og sære ting. Vi skal ikke pine og plage os selv. Vi skal ikke stige op til himlen for at hente Kristus ned (for han er ikke der). Vi skal heller ikke dykke ned i afgrunden for at hente ham op (for der er han heller ikke).
Men Ordet er dig nær i din mund og i dit hjerte: det troens ord som vi præ-diker. Nåden er ikke for de få udvalgte, dem der består prøverne, eller er så heldige at blive udtrukket. Men Jesus er hos de tvivlende, de bange, de tøvende. Os betror han at være vidner om nådens store værk. Og de tegn som måtte følge med i kølvandet af dette vidnesbyrd er det ikke vores sag at statuere. Det vil Han selv gøre.
Amen.
Salmer: 220 – 215 – 219 / 217 – 365 – 390 – 221
Risskov Kirke, Kristi Himmelfartsdag den 24. maj 2001.