Vi er i kirke ligesom Jesus og jøderne var det dengang. Og ordene til os er de samme: i dag går alt det som er forudsagt i opfyldelse. Hvis vi hører efter de ord, så sker der det samme i os, som for de jødiske tilhørere. De blev begejstrede og de blev skuffede. Begejstringen kommer af at det er så store ord, vi får at høre. Godt budskab til fattige. Frigivelse til fanger. Helbredelse til blinde. Nådeåret er begyndt. Det er Jesu ord.
Hvem vil ikke gerne have et nådeår. De, som er meget velhavende kan tage sig et sabbatsår, dvs. et år hvor de arbejder med noget helt andet, end de plejer. Hvor de har helt fri til at dyrke en bestemt interesse, som de ellers ikke har tid til. Et sabbatsår betyder det samme som at blive fri fra alle pligter, ikke så man dovner den af, men for at man kan gøre alt det, som den travle hverdag forhindre i.
Jesus siger, at han er kommet med et sådant nådeår til os. Han gør os så rige, at vi får fri for alle sure og kolde pligter. Det siger han.
Men så er det bare om vi kan se, at det er virkeligt det som Jesus udråber. Hvor er den frihed, hvor er den helbredelse og hvor er den nåde, som Jesus taler om. Vi kan blive skuffede, fordi vi har svært ved at se, at det er virkeligt. Budskabet fra Gud er i hver fald virkeligt. Vi får virkelig at høre, at der sker noget afgørende på Guds side, da Jesus begyndte at prædike, det er hans første prædiken vi hører om i dag.
Den dag sker virkelig noget afgørende på Guds side, selv om vi har svært ved at se det ske på vores side af virkeligheden. Men hvis det er op til Gud så har de fangne frihed, efter Guds mening. Og de blinde er ikke længere syge, fordi Gud vil det sådan. Tværtimod er alt ændret fra den dag, hvor Jesus står frem i synagogen i Nazareth. Vi får at vide, at det er Guds mening at fjerne al sygdom og alt ondt fra os. Fra den dag er nådeåret begyndt, fordi Gud har startet på en frisk med at give frihed til alle, som er bundet.
Det er altså ikke Guds skyld, hvis der stadigvæk er fanger og blinde og nådesløse skæbner. Så kan man spørge. hvis skyld det så er. Det kan vel ikke være vores egen skyld, at der stadigvæk er fanger og blinde og håbløse eksistenser. Det kan vel ikke være tilfældet, at alt det som ødelægger vores liv, alt det som fanger og blænder og gør vores liv håbløst, at det skyldes os selv. Det stammer jo ikke fra Gud, alle de mørke problemer. Det hører vi Jesus sige i dag. Men hvordan kan det være at vi selv fylder vores dage med noget som ødelægger. Hvordan kan det være, at vi stadig lever som fangne og blinde og håbløse, når det hele er vendt om i Guds øjne, når Gud har slået en streg over alt det som binder og blænder, når Gud har vendt bladet i bogen og begyndt på en frisk side, hvor der står frihed og glæde og nåde skrevet over det hele. Hvorfor lever vi så videre som om intet er hændt.
Hvis vi er skuffede, hvis vi ikke kan se, at vores virkelighed er som han siger, så må det jo være, fordi vi gerne vil være fangne og blinde og uden for nåden. De mange bånd og pligter, som vi lader os fange ind af, de holder os oppe, så vi synes det er vigtigt det vi gør. Vi føler os måske trygge af at være bundet ind og omgivet af faste rammer. Fanger ved jo hvor langt de kan gå, og hvor murene er, som lukker dem inde.
Måske ønsker vi også at være blinde. Det er den letteste måde at klare problemer på, at lukke øjnene for dem. Det er ikke kun strudsen, som stikker hovedet i busken og lukker øjnene og tror at så forsvinder alt det som truer. Måske vil vi gerne være fanger og blinde. Det er mere trygt, end frihed og klarsyn. Men kan det også passe at vi også helst vil holde os uden for Guds nåde. Det lyder jo mærkeligt, at Gud har tilgivet os alt, hvad vi har gjort fra det mindste til det største, og vi så lever videre som vi ikke er tilgivet, som om det ikke er virkelighed, at Gud har givet os fri. Vi fortsætter med at føle dårlig samvittighed og fortabelse. Når vi lever videre, som om intet er hændt, som om vi stadig er under dom og straf og at livet er ubarmhjertigt krævende. Men det er måske fordi vi ikke vil gøre os afhængige af Gud; og det bliver vi, hvis vi kun lever af Guds nåde og tilgivelse. Lever vi efter stive love og store krav og opfylder dem og når høje mål, så kan vi jo være stolte over det vi har gjort. Lever vi af Guds nåde, kan vi aldrig være stolte over vores egen indsats, hvor meget godt vi end får udrettet. Så er det Gud, vi er stolte over.
Jesu ord blev til virkelighed i hans senere virke. Det kan vi se i alle de fortællinger, som kommer efter denne første prædiken. Jesus gav godt budskab til fattige, han gav frihed til fanger, han helbredte syge, han gav Guds nåde til syndere. Jesus hjalp alle undertrykte. Glædesbudskab som Jesus gav de fattige, var jo at Gud hjælper alle dem, som intet har. Gud tager os ind til sig, hvor der er varme og lys og glæde. Vi er ikke længere uden for porten. Vi er nu med inde i festsalen. Vores liv er ikke længer en ulykkelig skæbne. Vi er nu under Guds velsignelse og forsyn og almagt.
Det var til mennesker, som helt bogstaveligt var fattige, at Jesus gav glæde. Det var også til dem, som var fattige på håb, selv om de måske var rige på penge og ydre ting, men manglede de alt det, som giver livet mening. f.eks. de velhavende toldere. Dem gav Jesus Guds rigdom, Guds kærlighed.
Friheden til fanger, det gav Jesus ikke i bogstavelig forstand. Den eneste som jeg kan komme i tanke om, som var i fængsel, som i bogstavelig forstand blev fri på grund af Jesus, det var Barabas, terroristen, som kom ud af fængslet, da Jesus blev idømt dødsstraf på et kors. Men Barabas er jo et billede på os alle, som har brugt vold i større eller mindre udstrækning og i hvert fald gjort livet usikkert for hinanden. Vi har fortjent straffen. Jesus blev dømt i vores sted. Vi fik frihed og nåde. I den forstand har Jesus åbnet fængslets porte.
Men frihed til fanger kan måske også forstås på den måde om alle de mennesker, som de skriftkloge havde bundet med religiøse lænker og bebyrdet med krav, som intet menneske kan overleve, dem gav Jesus frihed. Jesus opløste de skriftkloges tyranni. De skriftkloge blev afsløret som det de i virkeligheden altid er, nemlig mest interesseret i sig selv, og i have magt over andre.
Vi kan ikke overvurdere den frihed, som Jesus har givet os. Der vil jo altid være skriftkloge. Der vil altid være nogen som er så kloge på bogstaver og regler. Livsvisdom har de ikke. Det er snarere dødsvisdom, fordi når man står på bogstaver og regler så visner livet. Men Jesu ord har brudt den magt. Fra den dag da Jesus begyndte at prædike i Nazareth, da er den port, som de skriftkloge lukkede for alle små mennesker, den tunge port er væltet. Helt konkret hører vi det langfredag, at det forhæng som var i templet så ingen kunne se ind eller komme ind i det allerhelligste, det forhæng revnede midt igennem. Nu er der åbent ind til Gud, ind til livet. Alle de døde bogstaver er fjernet. Nu har vi fået den viden, at barnet er klogere end den belæste, og at vi over for Gud ikke skal stræbe efter anden viden end barnets, og dvs. at vi ved os elsket af Gud. Jo, Jesus gav frihed til fanger. Han gav godt budskab til fattige.
Og Jesus helbredte syge. Det var for at hjælpe, men også for at vise, at nu var den nye tid begyndt, som profeterne havde talt om, nådeåret fra Gud. Måske er det nådeår ikke helt som vi kunne forestille os. Man kan jo komme til at tænke på den blinde mand, som var uden for Jeriko, og som Jesus helbredte. Det var kort tid før langfredag. Jesus var på vej til Jerusalem, til sin død. Og han helbredte en blind, som så fulgte Jesus på hans sidste vandring. Det fik den blinde altså at se, at Jesus gik i døden. Det er sådan Guds nåde er. Den bruger ingen magt. Den afstår fra vold. Den er kun nåde også når den bliver modstået af vold og magt. Men Jesu opstandelse viste, at volden og magten ikke kan beholde sejr over nåden og kærligheden. Selv om Guds tålmodighed ser ud som svaghed, er den en styrke og sejhed, som ikke kan overvindes.
Det skal være vores håb i dag, når vi måske både
bliver begejstrede og skuffede, fordi vi ikke helt kan se
at vores virkelighed svarer til Jesu store ord. Det skal
være vores håb, at Gud er tålmodig og holder ud, indtil
nåden har vundet over alt, det som vi er fanget af og
blændet af.
Tryk her tilbage til forside