Salmer 60 - 858 - 62 / 3 - 167 v7 - 66
Jeg har engang læst en historie om en jødisk familie, der i 1400-tallet, ligesom alle andre jøder i Spanien,- da blev de udvist af landet.
Familien havde boet i Toledo, men de blev nu tvunget til at lukke deres hus og efterlade stort set alt, hvad de ejede og havde.
Familiens overhoved, den gamle bedstefar, flygtede sammen med hele sin slægt. Og det var ham, der drejede nøglen om i døren og lagde den i lommen, hvorefter de begyndte deres lange vandring - ingen af dem så sig tilbage, da de gik.
De flygtede til et andet land, men den gamle mand kunne ikke omstille sig. Hvert år ved påskefesten, når familien ifølge jødisk tradition læste om udfrielse fra Ægypten, tog bedstefaderen nøglen frem til huset i Toledo.
Han fortalte familien om slægtens historie hjemme i Spanien,- og han sluttede med at sige: Vi har et hus i Spanien. Her er nøglen til det. Pas godt på den, så vi en dag kan vende tilbage.
Og nøglen blev et klenodie i familien. I femhundrede år fortalte man hvert år hinanden historien til påske.
Nøglen blev ved den anledning taget frem, selvom den var blevet ganske rusten. For nøglen var nu i slægten blevet et symbol;
og den fortalte mens den blev givet videre fra generation til generation, om en fjern fortid der alligevel stadig havde med dem og deres at gøre,- og nøglen fortalte om et hjemsted hinsides lande og have.
Familien havde en nøgle, eller et håb, som sprængte alle grænser.
Håb og forventninger, det præger i allerhøjeste grad også den tid, som vi lige nu er i - adventstiden.
Og det er vist fælles for os alle i denne tid,- fælles for børn og voksne, for vi er midt i forberedelsestiden til jul, med alt hvad denne netop rummer af forventninger til den tid, der kommer.
Men hvis vi tænker efter, så ved vi godt, at det ikke kun er i adventstiden, at vi har håb og forventninger.
Her ind under jul er de bare nemmere at få øje på, fordi det helt konkret er noget af det samme vi tænker på, og måske især fordi det også får nogle synlige udtryk, med pynt og lys, mad og gaver.
Men håb og forventninger,- det har vi i virkeligheden hver eneste dag, time og minut af vores liv. Da håber vi, vi nærer forventninger.
Det kan være de små håb og forventninger, til glade timer i selskab med dem vi holder af, til solskinsvejr og den slags.
Men vi tænker og håber, vi ønsker og drømmer også større. Vi håber på og ønsker os et godt liv for os selv og for alle mennesker, et liv uden sygdom og nød - sågar helst uden døden også.
Ja, vi håber på fred og retfærdighed her hos os selv og i verden omkring os.
Det som vi drømmer om og håber på, når vi tænker stort, ja, ofte uoverkommeligt stort for vore egne kræfter og evner,- det vi drømmer om og håber på,- det har i Biblen et navn, det kaldes et fredsrige, for det er ikke kun os i vor tid, der har haft den drøm og det håb,- det er velkendt gennem tiderne. Vore håb og vore drømme ligner på den måde hinanden, også gennem tiderne.
For nogle søndage siden, på den første søndag i advent, da var prædiketeksten her i kirken fortællingen om Jesus i synagogen i sin hjemby Nazareth, her læste han højt af Esajas bog, netop om hvordan Fredsriget skal komme med fred og retfærdighed - med godt budskab til fattige, med frihed til de fangne og undertrykte og med helbredelse til de syge. Og derpå sagde han: I dag er det skriftord gået i opfyldelse! Dermed sagde Jesus i virkeligheden - Nu er forventningernes tid forbi, lige nu, i denne tid kommer det Fredsrige eller Guds rige til jorden, som der er blevet profeteret om. Det rige som ligger i vore håb og drømme. Men de, der hørte ham, blev vrede på ham og forsøgte at styrte ham ned fra et bjerg. For de kunne ikke se, at der var sket nogen forandring. De fangne og undertrykte var stadig ikke sat i frihed og de blinde kunne stadigvæk ikke se.
Den samme rektion kan man såmænd have på prædiketeksten til i dag, Zakarias lovsang, den sang Zakarias synger da hans søn, Johannes Døberen er blevet født. For temaet på de to adventssøndage er i virkeligheden det samme. At nu er det opfyldt. Drømmene og håbet er i Jesus af Nazaret blevet til virkelighed. Her, i Zakarias lovsang, hedder det at Gud har besøgt og har forløst sit folk, har vist barmhjertighed og har givet mennesker at leve uden frygt. Altså et det er gået i opfyldelse, det der er profeteret om. Det, der er lovet. Også her ville de, der hørte på Zakarias´ lovsang dengang kunne indvende, at det var nu noget svært at få øje på.
Og det ville være rigtigt hvad de sagde,- det var svært at få øje på nogen forskel;- og det er det forøvrigt stadig. Verden er stadig fuld af sygdom og krig, nød og død. Det kan vi opleve i vores eget liv. Eller bare tænd for nyhederne, så er det der. Og der er stadig også mennesker, der bebrejder Gud, at det er sådan.
Alligevel er adventstiden en lang opfordring til os om at hævde og holde fast i - selvom det så også bliver på trods,- da at hævde og holde fast i, at alting blev anderledes, da Guds søn kom til jorden. Vi holder fast i, at med Jesus er vort liv forandret. Vi holder simpelthen fast i - som Zakarias sang det - Herren har besøgt og forløst sit folk. Forløst det, ikke fra de realiteter, som verden rummer - sygdom og krig og nød; ikke engang fra den død, som vi alle går imod. Det må vi indse. Men vi er forløste,- eller befriet,- fra den håbløshed som disse til tider barske reliteter ellers ville få os til at føle. Vi lever i det håb at det er Gud,- og ikke mennesker eller det onde, der har riget og magten og æren. At det er Guds,- og ikke menneskers,- retfærdighed og kærlighed, der sætter normerne for hvad et menneske er og for hvordan det er at være menneske. Vi lever med det håb, at ligegyldigt hvor håbløs verden og livet kan se ud, ligegyldigt hvor håbløst og uoverkommeligt det kan virke at gøre noget ved menneskers ulykkelige forhold hvor og hvordan de så er,- ligegyldigt hvor håbløst det kan se ud til tider, så våger Gud alligevel over verden, som en mor våger over sit syge barn. Gud har for altid sat sin fingeraftryk på verden og vore liv - og når livet er levet til ende, da venter et evigt liv hos Gud, som også er vor Fader i himlen.
På sin vis er alt dette allerede blevet sagt én gang her i dag,- eller i
hvert fald summen af det. Men det blev sagt på en noget anden måde,-
nemlig da der var barnedåb. Her hedder det i begyndelsen af ritualet:
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader,
som i sin store barmhjertighed
har genfødt os til et levende håb
Vi må leve vort liv med et levende håb. Og det er det nu godt at blive
mindet om igen og igen. Det bliver vi i høj grad også her i adventstiden
- mindet om det levende håb.
Da har vi også en nøgle til et håb, der sprænger alle grænser.
For det er med det, der sker her i kirken, - ordene vi hører læst, dåben
og nadveren; det er med disse ting som det er i historien, som jeg
begyndte med at fortælle.
Herinde i kirken fortæller vi også videre fra generation til generation,
om det der skete i en fjern fortid og som alligevel stadig har med os og
vore liv at gøre;
for i ordet, i dåben og i nadveren besøger Herren stadig sit folk og
forløser det. Besøger Herren os og forløser os.
Og som familien havde en nøgle, et håb, som sprængte alle grænser,-
sådan har vi også en nøgle til et leve vores liv uden frygt, uden at
det, der kan se håbløst ud, tager magten fra os.
Den nøgle får vi givet i dåben. Hver gang der er dåb rækkes nøglen
videre - nøglen til det levende håb.
Dermed kan vi sige i kor med Zakarias:
Lovet være Herren
for han har besøgt og forløst sit folk.
Amen