Langfredag 1998

	Michael Rønne RAsmussen







GT-læsning: Salme 22 v. 2-22a.

Evangelium  : Lukas 23,26-49

Salmer: DDS 168, 437 - Præd. m. TS 867 - 167, 172



Prædiken:



“Barabbas, den frikendte...det er Barabbas, den

frikendte!”.  Sådan gengiver forfatteren Pär Lagerkvist

råbet mod røveren, da disciplene efter Jesu død finder

ud af, hvem han er.

Det var Barabbas, som blev fri, men som alligevel ikke

kunne frigøre sig fra det, som hændte ham langfredag.

Sådan set kunne han bare have vandret ud af Jerusalem

og fortsat sit vilde røverliv i ørkenen, men han var

uløseligt fanget af det, han havde oplevet den dag.



Derfor havde han så opsøgt den hemmelighedsfulde gruppe

af troende, som stædigt hævdede at deres Mester ikke

var død, men var opstået og nu sad ved Guds højre hånd,

hvorfra de ventede hans genkomst.  Ja, ikke blot

hævdede de, at Mesteren var opstået, men de påstod

endog, at han var død for andre menneskers skyld - de

sagde, at han frivilligt var gået i døden,

at han i kærlighed havde givet sit liv hen for alle,

for at frelse og befri fra den dødvægt af synd, had og

ondskab, som også han, Barabbas havde bidraget så

rigeligt til!

“Elsk hinanden”, lød hans lære.

“Han var Guds Søn”, sagde tilhængerne.

“Afsindigt! ”, tænkte Barabbas. “Var Gud til, ville han

ikke have tilladt nogen at dræbe sin søn!”.



Barabbas havde jo selv set ham dø.

Han, den eneste, som skulle have hængt på korset,

han, der var blevet dømt til døden for flere drab end

nogen havde tal på.  Han havde stået for neden af højen

og tavst betragtet den spinkle skikkelse kæmpe sin

håbløse kamp mod døden.

Han så ham lide, og han så, hvordan kvinderne om korset

sørgede, som de så ofte havde gjort, når han havde

været på færde.

Det var ham, Barabas, der var den skyldige og det var

hans skyld, at den anden led og kvinderne sørgede!

Alligevel var han fri - han, Barabbas, var den

frikendte!



Set gennem Barabbas øjne genfortæller Pär Lagerkvist

beretningen om påsken og tiden efter Jesu død.

Hans synsvinkel er hele tiden dens, der på den ene side

er, men på den anden side og ikke rigtigt kan være en

del af det som sker, men alligevel kæmper for at finde

mening i dem.



Barabbas er - som vi vel også ofte føler os - ikke

rigtig med i de begivenheder, som kristendommen

forkynder som afgørende for menneskehedens skæbne.

Da han på overraskende vis blev benådet, fik han

faktisk muligheden for at slippe væk, men kunne ikke.

Han måtte se Ham, som gik i hans sted!

Han måtte høre mere om Ham, som døde på korset, hvad

hans tilhængere mente og hvad de sagde om ham.

Ja, Barabbas kæmper for at få afklaring på, hvad der

var, der hændte ham -

hvorfor han, røveren og morderen slap fri, mens han,

som alle lovpriste for hans gode gerninger, døde i hans

sted.



Det er korsets, lidelsens og forkastelsens gåde vi her

bliver konfronteret med.

For Pär Lagerkvist er Barabbas ikke blot en tilfældig

skikkelse fra en fjern fortid, men han er det moderne

menneske, som kæmper for overhovedet at finde mening i

en fremmed mands død for længe siden.  Det er gåden om,

hvorfor der overhovedet kan være frihed og befrielse i

forkyndelsen af en mand, der forrådes, forkastes og

henrettes på et kors.



For de enfoldige tilhængere, som Barabbas opsøger, var

det enkelt; de havde hørt ham forudsige det hele før

sin død

- og derfor skete det!
For de stærkt troende af i dag er det også let nok;

de er indlevet i læren og tager det helt naturligt, at

n måtte dø for at alle skulle kunne leve.

Men for Barabbas - og for de alle, der som ham på

overraskende vis bliver draget ind i kernen af

mysteriet for straks at blive kastet ud i periferien

igen - er det anderledes.

For dem er der intet naturligt, men kun anfægtelse ved

at høre om det, der skete langfredag.

Og for både Barabbas, og den, der føler med ham, lyder

spørgsmålet igen og igen: Hvorfor måtte Mesteren dø?

Hvorfor slap han, der virkeligt fortjente døden, fri?



Det spørgsmål er hverken nyt eller gammelt.

Også de, som først nåede frem til en slags afklaring,

måtte kæmpe for svaret.



I 1. Korintherbrev finder vi et af de ældste trosudsagn

i NT.  I en sammenhæng, hvor Paulus forsvarer

forkyndelsen af Jesu død og opstandelse som selve

omdrejningspunktet for den kristne tro, henviser han

til den bekendelse, han selv modtog, da han sluttede

sig til den kristne menighed:



“Jeg overleverede”, skriver Paulus, ”jer først og

fremmest, hvad jeg selv har modtaget;

AT KRISTUS D DE FOR VORE SYNDERE

efter skrifterne, at han blev begravet,

at han opstod på den tredje dag efter skrifterne,

og at han blev set af Kefas og derefter af den

tolv......  men sidst af alle blev han også set af et

misfoster som mig, for jeg er den ringeste af

apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg

har forfulgt Guds kirke...”(1.kor. 15.3-10).



Paulus havde ikke set Jesus, mens han levede.

Han havde heller ikke set ham dø.

Paulus havde kun sat sig ind i Kristustroen for så

meget bedre at kunne bekæmpe de troende og deres

vildfarelser.

Alligevel satte den opstandne ham stævne, og han måtte

da strække sine våben.

For at Kristus mødte netop ham, forfølgeren,

overbeviste Paulus om, at så var han også død for hans

skyld.



Eller tænk på Thomas - Didymos, den tvesindede.

Han, som også havde set Jesus lide og dø.

Afmægtigt havde han fulgt med på afstand.

Da det var forbi, var det også forbi for ham - mørket

rådede.  Selv da de andre glædestrålende fortalte, at

det virkeligt var sket, sådan som han havde sagt det

før sin død, kunne Thomas i mørket ikke gribe det lys,

man bragte ham.

Han måtte selv have syn for savn - og han fik det!

Og Jesus sagde da til ham, Thomas, tvivleren:

“Du tror, fordi du har set mig.

Salige er de, som ikke har set, og dog tror” (Johs.

20,29).  Også for de tvivlende og fortvivlede var han

altså død.  Men med Barabbas var det anderledes.

Han havde set Mesteren dø, men han kunne ikke tro det

gjorde nogen større forskel!

For af bitter erfaring vidste han om nogen, hvor dybt

hadet og dets frugt stikker i et menneske.

Han havde forbrudt sig mod andre - mere end nogen anden

fortjente han straffen for at have udgydt uskyldigt

blod.

At Jesus skulle være død for hans skyld, det var på en

gang så sandt, at Barabbas ikke var i stand til at

ryste det af sig.

På den anden siden kunne han ikke tro, at det var

sandt.



Salme: TS 867 vers 1.



Oplæsning: Pär Lagerkvist: Barabbas s. 52-54:



“Tro! Hvordan skulle han kunne tro på denne mand, som

han havde set hænge på et kors!

Denne krop, som forlængst var død og som han selv var

vidne til ikke var opstanden!

Det var bare noget, de bildte sig ind......

Der var ingen som stod op fra de døde, hverken deres

tilbedte “Mester” eller nogen anden!

Og forresten! Han kunne vel ikke gøre for hvem de havde

valgt! Det var vel deres sag! De kunne vælge hvem som

helst, men nu var det tilfældigvis blevet sådan at det

var ham.

Guds Søn! Vel var han ej Guds Søn!

Men hvis han var det, så havde han da ikke behøvet at

blive korsfæstet, hvis han ikke selv ville.

Han måtte jo selv have villet det!

Det var noget sært og uhyggeligt noget - han måtte have

villet lide. For hvis han virkelig var Guds Søn, så

havde det været den letteste sag for ham at slippe for

det.

Men han ville ikke slippe for det.

Han ville lide og dø på den grusomste måde og ikke

slippe for det, og så var det blevet sådan, han havde

tvunget sin vilje igennem, så han ikke var blevet givet

fri.

Han havde ladet ham; Barabbas, slippe fri i stedet for.

Han havde befalet: Giv Barabbas fri og korsfæst mig.

Men han var jo ikke Guds Søn, der var klart....

Han havde brugt sin magt på den mest mærkværdige måde.

Ligesom brugt den ved ikke at bruge den, ladet andre

bestemme som de ville, afholdt sig fra at gribe ind og

havde

alligevel fået sin vilje; at blive korsfæstet i

Barabbas´ sted.



De snakkede om at han var død for dem. Det kan jo være.

Men for ham, Barabbas, havde han virkelig gjort det,

det kunne ingen benægte.



I virkeligheden stod han ham nærmere end nogen anden,

hørte sammen med ham på en helt anden måde.

Skønt de ikke ville have med ham at gøre!

Han var udvalgt, kunne man sige - udvalgt til ikke at

behøve at lide, til at slippe fri! Han var virkeligt

den udvalgte, den som var frikendt i selve Guds Søns

sted - fordi han ønskede det, på hans befaling.  Og det

anede de ingenting om!



Men han brød sig ikke om deres “broderskab” og deres

“kærlighedsmåltider” og deres “Elsker hverandre”.

Han var sig selv.

Og i sit forhold til ham, som de kaldte Guds Søn, til

ham den korsfæstede, var han også sig selv, som i alt

andet.

Han var ingen træl for ham sådan som de!

Han var ikke en af dem, som sukkede og tilbad ham.



Hvordan kan man ville lide? Når man ikke behøver det,

ikke er tvunget til det? Sådan noget er jo ubegribeligt

og indgyder næsten væmmelse når man tænker på det.

Når han tænker på det, så han for sig den magre,

elendige krop med arme som næppe kunne holde til at

hænge i og munden, der var så indtørret, at den knap

nok kunne få frem at den gerne ville have lidt at

drikke.



Nej, han kunne ikke lide nogen som opsøgte lidelsen på

den måde, nogen som hængte sig selv op på et kors.

Han kunne absolut ikke lide ham!

Men de dyrkedes deres korsfæstede og hans lidelser,

hans ynkelige død, de kunne vist ikke få den ynkelig

nok.

De dyrkede selve døden. Det var modbydeligt, det fyldte

ham med ækelhed.  Det gav ham afsmag for både dem og

deres lære og for ham som de påstod de troede på.



Nej, han kunne ikke lide døden, slet ikke.

Han afskyede den og ville helst slippe for at dø. Måske

var det derfor han ikke havde behøvet det? Derfor var

han blevet udvalgt til ikke at behøve det? I fald han

som blev korsfæstet virkelig var Guds Søn, så var han

jo alvidende og vidste meget godt at han, Barabbas,

ikke ville dø, hverken lide eller dø. Og derfor havde

han gjort det i hans sted!



Og Barabbas havde bare behøvet at følge ham op til

Golgata for at se ham blive korsfæstet.

Det var det eneste, der forlangtes af ham og selv det

havde han fundet svært, fordi han afskyede døden og alt

hvad der hørte den til.  Ja, han var sandelig mennesket

som Guds Søn var gået i døden for!  Det var til ham og

ingen anden der var blevet sagt: Giv denne fri og

korsfæst mig!”



Salme: TS 867 v. 2.



Prædiken fortsat:



Hvorfor døde Jesus?

Hvis man kan nøjes med tanken om, at alle en dag skal

dø, kan man jo blot konstatere, at sådan gik det også

ham.

Lidt mere spektakulært end andre - lidt mere omtalt

siden hen, men også han døde!



Men for de færreste af os er det svar tilstrækkeligt.

At vi skal dø og at vi dør er en konstatering.  Hvorfor

vi skal dø, er et spørgsmål, der stikker langt dybere.

Og svaret rækker langt længere!



Genkender vi bare lidt af os selv i Barabbas, så ved

også, at vi dør, fordi vi har fortjent det.

Døden er en følge af det delvist synlige og delvist

usynlige oprør mod Ham, der gav os livet.

Døden er en følge af at regne livet for sit eget.

Og hvis denne misforståelse ikke var begrænset af

døden, så ville også synden, ondskaben og hadet vare

evigt.  Når vi dør, har vi fortjent det, fordi vi ikke

kan og ikke vil modtage livet som en gave fra Gud.

Vi vil være vore egne Herrer, men magter det dog ikke.

Derfor ender vi i mørket - alene og for os selv.



Men som den eneste døde Jesus uden at have fortjent

det.  Hvorfor det gik sådan, er en gåde, der gør

konfrontationen med langfredag uafrystelig.

Og ud af hans død voksede en kraft, der sprængte døden

og satte en stopper for følgen af alle menneskers synd.

Ja, ikke blot døde han; han døde for os - i vort sted -

for at vi skulle blive fri og leve det liv, som han nu

lever hos Gud.



Barabbas - den frikendte; Det er også os!



I flg. Pär Lagerkvists blev Barabbas aldrig siden fri.

Hele livet måtte han kæmpe med det, han blev del af den

dag, den anden trådte i hans sted.

Hele livet vedblev han at være den forræder og morder,

han altid havde været.



Alligevel var han “Barabbas, den frikendte”!



Glædelig påske!



Amen.



De to sidste vers af TS 867 synges efter altergangen