Hvis du har kommentarer
så skriv til
Lars Mandrup
Trinitatis Søndag (I) - Johannes 3,1-15
Salmer: 368 - 854 - 126 / 265 - 365 - 864 - 11
Risskov Kirke, søndag den 10. juni 2001.
I.
Drømmen om et anderledes liv, måske et bedre liv, ligger dybt i de allerfleste af os. Måske godt gemt af vejen, men den er der. Og engang imellem dukker den op til overfladen: den ubevidste drøm bliver til et brændende ønske. Tænk om jeg kunne leve anderledes! Tænk om jeg kunne få lov til at starte på en frisk! Kunne bare lidt af det blive mit - en skønne dag!
For nogen er det drømmen om en evig ungdom, uden rynker og grå hår. For andre en drøm om, at sygdomme som måtte ramme mig kan helbredes, og jeg kan leve uendeligt. Men især er det ønsket om, at det som gik skævt eller løb af sporet i mit liv var væk, og jeg kunne begynde i et nyt spor.
Derfor søger vi hjælp hos alle de mange, som står på nakken af at hjælpe os, måske mest fordi de har opdaget, at der er penge i det. Vi går på kurser, deltager i diverse øvelser. Vi anstrenger os for at blive bedre til at tage os sammen og ikke ustandselig begå de samme fejl om og om igen. Vi foretager rejser ud i den store verden eller ind i vort eget indre univers i håb om, at måske bliver bedre. Måske hjælper det os - en lille smule.
Så kan vi stå frem og fortælle vor historie til ugebladene og til Århus Onsdag om, hvor godt det føles alt sammen, og vi synes måske, at det dog er fantastisk. Men et nyt liv er det ikke! Det er sminke og kosmetiske forbedringer, men inderst inde forbliver vi dem, som vi er.
Vi indleder en vandring, som vi tror fører til vore drømmes mål om et anderledes liv. Men vi opdager hurtigt, at vi betræder en uendelig trappestige, som ikke fører os til Paradiset, men er en endeløs og fortvivlet kamp. Der lever slanger også i det Paradis. Vi opdager, at vi al vor gode vilje til trods ikke er i stand til at hæve os op over vore begrænsninger.
II.
Nikodemus, som evangeliet til denne søndag fortæller om, havde et ønske om et andet liv. Det ønske har vi ingen grund til at latterliggøre, lige så lidt som vi skal trække på skuldrene af alle de mange drømme om et andet liv, som lever i både os selv og i andre mennesker.
Han var farisæer og medlem af jødernes råd. Han besad altså en position, som han helst skulle forsvare og bevare. Han forventedes at have de synspunkter, som man nu engang har som farisæer og som rådsherre. Og at han tilrettelagde sit liv derefter. Men inderst inde bar han på en drøm: en drøm om et andet liv - et liv som han havde set hos Jesus - Ham som han ellers var sat til at bekæmpe og modarbejde!
"Vi ved, at du er en lærer, som er kommet fra Gud", siger han, da han forsigtigt opsøger Jesus efter mørkets frembrud. Så du må kunne fortælle os, hvordan man skal gøre! Jeg tror, at Jesus straks har gennemskuet ham og har set både hans gode hensigter og den håbløse vej, som Nikodemus forestiller sig, at han skal til at slå ind på for at få sin drøm opfyldt.
"Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige", siger Jesus til ham. Og Nikodemus ser forundret på ham. At blive født på ny har intet som helst at gøre med store og nye oplevelser eller med indre rejser. Det er ikke med at tage sig selv i nakken eller skeen i den anden hånd. Den anden hånd er gjort af akkurat det samme stof som den første. "Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden er ånd."
- Og vi mennesker er gjort af det samme stof, uanset hvem vi er. Det kan godt være, at det ser anderledes ud. Vi ser endda meget forskellige ud. Vi kan så let som ingenting inddele hinanden - alt efter smag og behag - i gode og onde, i dårlige og fine, de pæne og de mindre pæne, i de vellykkede og mislykkede eller mindre vellykkede ... den række kan fortsættes i det uendelige. Men vi er gjort af samme stof. Vi er skabt og vi født på samme vis. Nøgen kom jeg ind i verden. og nøgne går vi ud af verden igen!
Men det der er kød, er og forbliver kød, det vil sige menneske, og det er måske ofte de små marginaler, som gør, hvilke af de menneskeinddelte kategorier vi lander i. Men ikke en eneste af os - hvem vi så er - kan se Guds rige, om ikke vi bliver født på ny.
Og det at blive født på ny er ikke de gode viljers og de gode beslutningers værk. Det er Guds under. Intet mindre! Det er at "fatte et andet sind", som det bibelske ord for 'omvendelse' bogstaveligt betyder. Og graver vi lidt i det udtryk, opdager vi, at det at fatte et andet sind ikke er blot er det samme som at tage skeen i den anden hånd og gøre noget ved sagerne. Det sind, som vi skal fatte, er ikke vort eget sind, men det er Jesu Kristi sind - det sind som ikke kunne andet end elske os som de mennesker vi er, skabte af Gud til at høre ham til. Det er det sind, vi skal fatte og gribe om. Lade os omfatte af hans ufattelige godhed og længsel efter os; lade os gribe af det!
Vi kan ransage os selv, og gør vi det, finder vi meget forskelligt dernede i dybet. Og slet ikke altid det, at vi såmænd er gode nok der nederst nede på bunden. En ransagning kan være nyttig nok; den kaster lys over noget, den giver selverkendelse, og det er altid noget. Men det er ikke det hele.
Når politiet ransager en lejlighed, gør de det for at finde materiale imod os, en fældende dokumentation, men en ransagelse er noget andet end en frifindelse. En frifindelse kommer andetsteds fra. En frikendelse er en dom, men en dom som falder ud til fordel for den, der bliver frikendt. Det ligger i sagens natur, at et menneske ikke kan frikende sig selv. Vi må frikendes af en anden instans. Det er det, som ligger i Jesu ord til Nikodemus, at den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.
III.
I vort selvskabte Paradis er der altid en slange. En slange som vil få os til at tro, at hvis vi bare er gode og rigtige nok, bliver vi som Gud, og så skal det nok gå alt sammen.
I fortællingen som vi hørte fra Det gamle Testamente fra Israels folks ørkenvandring, fortaltes, at da folket undervejs mistede tålmodigheden med Gud og med Moses, kom der slanger mellem dem, som bed dem til døde. Så bad de igen til Gud om at blive fri for slangerne, og Gud bad så Moses om at lave en kobberslange og sætte den op på en stang. Enhver, som var blevet bidt, men som så op på kobberslangen, ville redde livet.
Vi er alle blevet bidt og slangegiften sidder i os. Men Gud har sendt os Jesus Kristus, som blev sat eller ophøjet på korset. Altså er korset ikke nederlagets symbol, men sejrens og frelsens. Ved ikke at se på os selv, men på Ham, får vi liv. Da bliver vi frikendt, frifundet fra vor skyld, som vi ikke selv kan vikle os ud af.
Korset tegnes over os i dåben. Det betyder da, at her fødes vi på ny, her begynder vi på ny. Her begynder livet - "til vi bliver ny - fra top til tå!
Amen.