2. påskedag 1998 

 

Epistellæsning: 1. Kor. 15,12-20 

Evangelium    : Johs. 20,1-18. 

Salmer           : DDS 195, 206 - TS 819, 198 v.8 og 

204 

 

Prædiken: 

 

Det fortælles at en præst i engelsk industriby, hvor 

menighe den ikke ligefrem overrendte kirken, en dag gik 

rundt i byen og slog plakater op på døre og 

telefonpæle.  På plakaten stod med store bogstaver: 

"KIRKEN ER DØD. 

Begravelsen foregår i stilhed. 

For alle, der vil være med til at tage afsked, 

vil der i morgen være en kort højtidelighed". 

Den næste dag var der for en gangs skyld mange i kirke. 

Midt i rummet stod en kiste. 

Låget var taget af og efter et par salmer gav præsten 

tegn til at man kunne gå op og tage afsked.  En efter 

en gik de fremmødte op, kiggede ned i kisten for at se 

den døde. Da de havde set ned, så de overrasket op og 

vendte skamfulde tilbage til deres plads igen.  Efter 

nogle salmer brød alle op og gik tavse hjem. 

Forklaringen? 

Jo, i bunden af kisten havde præsten lagt et spejl!  Om 

fortællingen nu skal opfattes som opbyggelig eller det 

modsatte, det afhænger ikke så meget af, hvordan det 

senere gik i denne by, som af, hvad historien gør ved 

os.  Ser vi os også i spejlet? Genkender vi os selv? 

Og hvilken tro er det, der vokser ud af det, vi ser? 

Ser vi os bare som den døde kirke eller får livet en 

chance for at bryde frem? Er det døden eller livet, der 

sejrer hos os? 

 

Dybest set gælder det jo alt, hvad der sker i kirken, 

at det lægger op til genkendelse og selverkendelse. 

Nogen gange til smerte - andre gange til glæde 

Og hvis ikke vi selv på en eller anden måde var sat på 

spil i for hold til det evangelium, der lyder i kirken, 

så er det i realiteten ret ligegyldig, hvad der sker 

her - og så kan vi jo lige så godt først som sidst 

indkalde til kirkens begravelse! 

 

Vi har i dag lyttet til Johannesevangeliets skildring 

af begi venhederne påskemorgen.  Den, der var i kirke i 

går eller på anden måde er fortrolig med evangeliernes 

påskeberetninger, ved, at der er tale gå de fulde 

beretninger, som ikke hænger rigtigt sammen. 

 

For blot at nævne nogle enkelte træk, så fortæller 

Markus hvordan kvinderne Maria Magdalene, Maria, Jacobs 

mor og Salome, kommer ud til graven og finder den tom. 

Da de træder ind i graven, møder de en ung mand i hvide 

klæder, der fortæller at Jesus er opstået, og derefter 

instrue rer dem om bringe opstandelsesbudskabet videre 

til Peter og disciplene. Og da, skriver Markus, 

flygtede kvinderne for færdede derfra 

og sagde ikke noget til nogen! 

 

Hos Lukas er mønsteret nogenlunde det samme. 

Blot bliver kvinderne her præsenteret som Maria 

Magdalene, Maria, Jacobs mor, og Johanne (i stedet for 

Salome).  Dertil hører vi nu om hele to mænd i hvide 

klæder, der ud over opstandelsesbudskabet også minder 

kvinderne om, at Jesus jo selv havde forudsagt sin 

lidelse, død og opstandelse.  Til allersidst berettes, 

hvordan Peter løber ud til graven for at tjekke om 

kvinderne nu også talte sandt - man ved jo aldrig! 

 

Hos Matthæus er den tredje kvinde helt forsvundet og 

kun Maria Magdalene og den anden Maria når frem til 

graven.  Her oplever de til gengæld et jordskælv 

ligesom de ser en engel stige ned fra himlen og vælter 

stenen fra Graven, mens vagtmandskabet dåner af skræk. 

Også her forkynder englen opstandelsen og giver 

kvinderne besked om at bringe budskabet videre til 

disciplene  - og tilføjer så, at de skal skynde sig til 

Gallilæa, hvor han vil møde dem. Kvindernes reaktion er 

her en blanding af frygt og glæde, men de 

 skynder sig dog til disciplene med det glædelige 

budskab.  Og når vi i dag bliver præsenteret for 

evangelisten Johannes påskeberetning, så rejser den 

langt flere spørgsmål end svar. 

 

For det første anfører Johannes kun Maria Magdalene som 

den af kvinderne, der tidligt om morgenen når ud til 

graven. 

 

For det andet beskrives et underligt kapløb mellem 

disciplenes førstemand Peter og "EN ANDEN DISCIPEL, HAM 

SOM JESUS ELSKEDE".  Denne anden discipel har 

tilsyneladende intet navn.  Han er hurtigere end Peter 

og når derfor først ud til graven, hvor han bare lige 

når at kigge ind og se ligklæderne pænt rullet sammen 

og lagt på plads.  Derefter når Peter frem, træder ind 

i graven og ser det samme, men hvad Peter tænker hører 

vi intet om.  Efter Peter træder så den anden discipel 

så også helt ind, og om ham står der direkte, at "HAN 

SÅ OG TROEDE". Herefter kan de to kombatanter så stille 

og roligt vandrer hjem igen. 

 

Resten af evangeliets beretning skildrer mødet og 

samtalen mellem Maria Magdalene og den opstandne Jesus. 

Den del vil vi dog lade ligge, og i stedet kon centrere 

os om den anonyme skikkelse, der altså kun optræder hos 

Johannes og da altid under henvisningen til "den anden 

discipel" eller "den discipel Jesus elskede".  Hvem er 

han - og hvad kan der egentligt være på spil med ham? 

Ikke blot for evangelisten, men også for os, der så 

mange år efter hører opstandelsesbudskabet forkyndt som 

et evange lium, vi skal tage imod, tro og bygge vort 

liv på?  Overfor denne forkyndelse må enhver træde frem 

og spejle sig i det uudgrundelige spørgsmål, som 

opstandelsen er, for at tro opstandelsens gåde er at 

kaste sig ud på meget dybt vand i håbet om, at der dog 

er én, der kaster en redningskrans ud og trækker 

 os i land igen. 

 

Men nogen var jo tættere på denne begivenhed end andre! 

Kvinderne, Peter og disciplene - alle stod de i første 

række.  Selvom de måske ikke lige var på stedet, da 

stenen væltede fra, så de dog den tomme grav! 

 

På et eller andet tidspunkt må den tanke jo melde sig, 

at de, der på den måde stod lige midt i begivenhederne, 

måtte da have haft lettere ved at tro budskabet om Jesu 

opstandelse - for slet ikke at tale om dem, der fik ham 

at se eller på anden måde opl 

evede hans nærvær i tiden ind til hans himmelfart! 

Hvordan kan så vi, der er så langt på afstand af 

begiven hederne, selv tro og gribe det ubegribelige, 

som det dog er livet om at få hold på?  Ja, hvordan 

skulle vi kunne gribe opstandelsestroen i dag? 

 

Det er dette spørgsmål, der bliver rejst under 

skildringen af det underlige kapløb mellem førstemanden 

Peter og den "anden discipel".  Den "anden discipel" er 

nemlig som et spejl, evangelisten Johannes har lagt ned 

i sit evangelium for at vi, der ikke selv fik mulighed 

for at se Guds Søn på jord, nu også skal vide, at vi hø 

rer med i fortællingen og er omfattet af evangeliet. 

 

I slutningen af sit skrift anfører Johannes formålet 

med sit evangelium med disse ord: "Jesus gjorde endnu 

mange undere og tegn, som hans di sciple så; dem er der 

ikke skrevet om i denne bog.  Men dette er skrevet for 

at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at 

I, når tror, skal have liv i hans navn." 

 

Disciplene så Jesus og de tegn, han gjorde, men det 

udvalg, som Johannes beskriver i sit skrift, kan efter 

hans opfattelse sagtens gå ind i stedet for 

begivenhederne i sig selv.  For alle er vi således 

allerede omfat tet af fortællingen, og når vi som i dag 

hører den fortalt og forkyndt, er vi derfor på sin vis 

ikke anderle des stillet end de første disciple.  Vi er 

nemlig identiske med "den discipel, Jesus elskede", som 

altså også er ham, der i flg. Johannes først nåede frem 

til den tomme grav - og som allerede før apostel le 

deren Peter har fattet en brik, ser og griber troen, 

fordi han har læst og forståe 

t, hvad skriften sagde herom. 

Og andet en det har heller ikke vi at for holde os til; 

Skriften og den forkyndelse, som den bevidner - 

vidnesbyrdet af tro og til tro og det levende ord, der 

prædikes i går, i dag og i morgen.  Og det er alt nok - 

det er jo skrevet og det gentages til stadighed med 

dette ene sigte, at vi skal få troen givet og i denne 

tro modtage livet fra Gud! 

 

For troens virkelighed er ikke afhængig af, hvad man 

har set el ler ikke har set!  Troens virkelighed er 

alene afhængig af sin genstand - som altså ikke er den 

tomme grav - men Gud, der oprejste Jesus af graven og 

alene formår at skabe liv af døde!  Det er Gud, vi tror 

på - ikke den tomme grav, vi alligevel aldrig 

nogensinde vil kommer til at se! 

 

Den "anden discipel" er "den, som Jesus elskede", og 

som han derfor også gik i døden for.  Det er derfor 

foreningen af Jesu kærlighed og Guds skaber- magt, der 

er drivkraften i den virkelighed, der i flg. Paulus 

fører os til nyt liv - hvis vi altså vil lade Gud have 

ret!  Benægter vi opstandelsens gåde, er det værst for 

os selv, for da forkaster vi jo den redningskrans, Gud 

har kastet ud til os. 

 

"Men er Kristus ikke opstået, så er jeres tro 

forgæves", skriver Paulus til menigheden i Korinth. "Og 

hvis vi i dette liv har sat vort håb til Ham, er vi de 

ynk værdigste af alle men nesker". 

 

Opstandelsen er således selve det omdrejningspunkt, 

hvor med vor kristne eksistens står og falder.  Det kan 

virke stort og overvældende. 

Vi kan næsten føle os så små, at vi viger tilbage for 

at kaste os ud på dette dybe vand, men da skal vi også 

for stå at opstandelsens virkelighed ikke afhænger af 

os.  Opstandelsen er - dengang som nu - Guds værk! 

Den kan vi hverken gøre til eller fra over for. 

Opstandelsen er Guds enestående gerning og gave til os! 

 

Står det først klart, behøver vi ikke at være bange 

for, hvad vi får at se på bunden af kisten i kirken 

eller nede i den mørke jord, hvor vi skal ligge, når vi 

dør.  Vi behøver ikke at frygte vores mange fejl og 

vores afmagt, når det virkeligt gælder.  For er det kun 

vort eget spejlbillede eller den kolde og livløse jord, 

vi får øje på, da ved vi fra Jesu opstan delse, at Gud 

er større end det, vi kan se og gøre af egen kraft.  Og 

griber vi det, da er vi ikke langt fra "den anden 

discipel", han som "så og troede". 

 

Glædelig påske! 

Amen.