Palmesøndag, men handler om lidelse

 

 Der er dage, som ser strålende ud på overfalden, men

under det lyse og smukke gemmer sig mørke og angst. Det

gælder i vores liv, at der er dage, hvor solen skinner, men vi

alligevel er dybt ulykkelige over noget der er sket eller skal ske i

vores liv. Lyset og solen og foråret kan virke helt forkert, mens

vores inderste fortvivlelse overdøver det synlige.



Sådan var det også palmesøndag. Det gælder begge

fortællinger, indtoget og salvningen. På overfladen er der glæde,

jubel, sang. Overstrømmende kærlighed i begge fortællinger, og

samtidig en vemodig tone: Jesus rider op til Jerusalem ydmygt,

ved at han skal dø på et kors, og da han modtager kvindens

overstrømende salvning, så tænker han på sin begravelse. 



Denne modsætning mellem den strålende overflade og

nedenunder, at Jesus var knuget og alene. Han tænker på

lidelsen. Den modsætning præger Palmesøndag. På den ene side

kan vi fæstne os ved Jesus som vores konge. Han er folkets

konge. Han er nær ved os som en konge vi må tilbede og være

glad for. Men vi kan også koncentrere os om lidelserne, de

smerter som han må bære og som vi må bære. 



Men vi hører måske for tit om lidelse i kirken. Det kan

være. Det er der en grund. Kirken er det eneste sted, hvor man

ægte kan høre om lidelse. Hvor vi tør være ærlige. Hvor vi tør

lade sandheden komme op til overfladen. Kirken er det eneste

sted hvor vi kan tåle at høre om lidelsen, fordi Gud er hos os og

holder os. 


Lidelsen ude i hverdagen holder vi altfor tit skjult. Der

skal livet helst se strålende ud på overfladen. Det lykkes også

for de fleste af os.



Der er en indiske fabel om en kvinde. Hendes barn

døde, og i sin fortvivlelse gik hun til den hellige mand og bad

man opvække barnet fra døden. Han sagde: Det vil jeg gerne.

Alt hvad du skal gøre, sagde han til den grædende kvinde, det er

at du skal bringe mig lidt ris fra et hus, som har undgået sorgens

forbandelse." 



Det blev kvinden meget oplivet af. Hun gik ud i sin

landsby. Hun gik fra dør til dør. Hun talte med folk. Så gik hun

til nabo landsbyen. Men i hvert hjem, i hver familie var der

minder om sorte dage, hvor ulykke og død havde hærget.



Kvinden vendte tilbage til den hellige mand. Hun måtte

indrømme og acceptere, at lidelsen er i verden, og at vi

mennesker hvor hellige vi end er har dage med stor smerte.



Det er en indisk fortælling. Den slutter med at man må

acceptere og bøje sig under lidelsen. Det er gør Jesus egentlig

ikke. Selv om han er ydmyg og tager sin skæbne på sig, så er

han ikke opgivende og uvirksom. Han drager ind i Jerusalem og

giver sig straks til at prædike i templet.



Og da Jesus hænger på korset, prædiker han og bringer

kærligheden fra Gud, netop i døden. Jesu korsord er så

kraftfulde, at soldaten som holder vagt udbryder: Sandelig den

mand var Guds søn. Soldaten havde været med ved mange

henrettelser, men aldrig en som denne, for Jesus er ikke apatisk.

Han tager Guds vilje på sig. Men han gør ikke som de

mennesker, som  tror på skæbne og siger: Det der skal ske, vil

ske. Eller det, som skete, skulle ske.  Sådan er Jesus ikke. 

Jeg har stødt på en udtryk, et moderne ord, som man

bruger om alderdommen. Ordet bliver brugt både om de ældre

som er på plejehjem og de pensionster som klarer sig hjemme.

Det moderne ord er, at de skal lære at afvikle deres liv. Det er

et forfærdeligt ord. Kristendommen siger det modsatte om

alderdommen. 

	Grundtvig skriver det klart. Han synger til Gud: 

mens i alderdommens dage

herlig kræfterne tiltage

hos din gode ven.



og han forklarer det med:

Om end gennem dage hårde,

blomstre skal i dine gårde

hvert et hjerteskud,

bære frugt på gamle dage,

medens bjerg og skov gentage:

Ejegod er Gud! (4,8)



Mennesket skal ikke lære at afvikle livet. tværtimod

kræfterne tiltager. Og til sidst bærer vi frugt. Frugten er det

evige liv.

Jesus var heller ikke apatisk, da han så frem til sin død.

Han bad Gud om: Hvis det er muligt så tag denne skæbne fra

mig. Jesus troede, at Gud kunne ændre det umulige. Gud kan

hjælpe. Men Jesus sluttede sin bøn: din vilje ske. Og det lyder

måske først opgivende og underkastende. Men det er bønnen

fra fadervor. Ske din vilje som i himlen således også på jorden.

Hvordan ser der ud i himlen, hvor Guds vilje sker fuldt ud. Dér

er herligt. Dér er fuldkommen glæde. Dér fylder

barmhjertigheden det hele. I gamle dage kaldte man det

saligheden. Sådan er Guds vilje, også når vi beder: din vilje ske.



Det dobbelte gælder Jesus. Han skjuler ikke lidelsen.

Han spiller ikke med i folkets jubel palmesøndag. Han viser at

det onde er i verden. Vi kristne får heller ikke et liv uden

smerte. Vi må følge Jesus. Det andet er, at Jesus ikke lader sig

kujonere af lidelsen. Han sætter sig ikke hen og giver op. Selv

dér hvor døden tager ham i sit greb. Dér er håbet og

kærligheden så virksom i ham, så døden sprænges for os. Døden

er der, den frygtelige forfærdelige død, men når vi følger Jesus,

bliver vi førte gennem døden ud på den anden side.



Det er det mærkelige ved Jesus, at Gud i ham kom til os

også hvor der er lidelse og smerte. Det er ikke kun de livlige

mennesker, dem der forstår i hvert fald på overfladen at få livet

til at lykkes, det er ikke kun dem Gud vil være hos. Men også

når vi må være ærlige og indrømme vores tab og fejl.  I

smertens dage kan vi gå med værdighed fordi vi følger Jesus.

Hvor mørk natten end bliver, er Jesus ved vores side. Der er

ingen skuffelser som han ikke kender.



I dag hører vi om kvinden, at det hun har gjort skal

fortælles til minde om hende. Det er nok fordi hendes gerning

peger hen på det som Jesus gør på korset. Den kærlighed som

kvinden udtrykker,  den er så sprængfuld af glæde og ødselhed

og smerte, at den kommer til at pege hen på  Guds kærligheds

sted: påskens kors.



Der er et ordsprog: hvor der handles, der spildes der.

Evangeliet vender det på hovedet og siger: Hvor der spildes,

der handler Gud. Det var det rene spild, det som kvinden

gjorde. Det var en salve som var uhyre kostbar. Pengene kunne

have gjort nyttig. Men hun gør en gerning, som hverken gør fra

eller til. Den ændrer ingen verdens ting. Den er det rene spild.

Evangeliet siger, at netop dér i kærlighedens ødselhed, dér

handler Gud med det spildte. Han samler det op og bruger det

som et ægte tegn på påsken.



Jesus råber i angst på korset: Min Gud, hvorfor har du

forladt mig. Og så er Gud alligevel hos ham i hans forladthed og

samler det spildte op og giver det nyt liv. Gud sprænger en vej

ud af graven, ud af døden, ud af ensomheden.



Det er til os historien om palmesøndag og salvningen er

fortalt. Om kærlighedens ødselhed. Til os, som mange gange

forspilder livet. Men dér hvor vi spilder, dér handler Gud med

os. Gud ser på os med kærlighedens øjne, som samler alt det

spildte.



Gud giver os det hele på ny, det rækker han til os hver

eneste morgen.



Og på den sidste påskemorgen samler det hele, alt det som har

været, for at ikke noget af det skal gå til spilde.