Påskemorgen 2. tekstrække

	Ulla Pedersen

Sl. 118,19-29; 1. Pet. 1,3-9; Matt. 28,1-8.

Salmer: 206, 190, 207 - 194, 204



Langfredags mørke er brudt - det er påskemorgen - opstandelsens morgen -

på alteret blomstrer påskliljerne som de guleste sole - så gule som

forårssolen, der får alt til at spire og vokse frem. 



Det er blevet påskemorgen - på trods af alt hvad der kan modsige det.

__________________________________



Den morgen for så mange år siden - den har vi flere beretninger om - hos

de fire evangelister - og selvom deres beretninger afviger lidt fra

hinanden, så er de enige om det væsentlige.



Evangelierne er enige om, at det er kvinderne, der går ud til graven.

Maria Magdalene og den anden Maria - fortælles det til idag hos Mattæus,

- de er gået ud til graven tidligt om morgenen - og da finder de graven

tom. 



da kvinderne kommer til graven for at lede efter den korsfæstede bliver

de sendt tilbage til livet igen. For den korsfæstede er ikke der - han

er opstanden får de at vide - han er gået i forvejen for dem til

Galilæa.



Og det fortalte de videre med frygt og stor glæde - sådan fortælles det

hos Mattæus - hos Markus er slutningen en anden - da flygter de fra

graven og siger ikke noget til nogen - fordi de er bange. Men noget må

de jo have sagt.



Under alle omsændigheder kan vi forundres over, hvor lidt der er.



Kvinderne - og dermed også os - vi får godt nok et tegn - den tomme grav

- men opstandelsen har ingen set. Vi står tilbage med den tomme grav.



Og opstandelsens virkelighed - sådan som den ser ud for os - den

afhænger da heller ikke af, om opstandelsen kan bevises - eller bare

sandsynliggøres.



Opstandelsens virkelighed afhænger af om den sandhed, der dengang viste

sig i Jesu liv og skæbne, - om den sandhed får lov til at forandre vores

liv - som den forandrede livet for så mange dengang. 



Hvad der konkret skete - det kommer vi aldrig bagom og får hold på - men

opstandelsens betydning er, at Kristus lever og er nærværende i dåb og

nadver - og at ondskabens og dødens magt er brudt.



Det bygger vi en kirke på - på troen på Kristi sejr over døden - det er

selve åndedraget i vor kristne tro, den tro vi er døbt til at tilhøre.

Uden opstandelsestro ingen kristendom.

__________________________________



Når vi ser os omkring i verden, sådan som den ser ud - når vi ser rundt

på de mennesker som vi kender og omgås - 



og når vi ser på vores eget liv, så kommer vi ikke udenom, at vi ser

masser af ting, som vi ikke bryder os om - masser som kan modsige en

påskemorgens glæde - en opstandelsens glæde.



Vi ser krige med alt hvad de fører med sig af elendighed og nød -

ondskab der er så udspekuleret, at man knap kan fatte det - vi ser sult

og vi ser nød.



Også tæt på os oplever vi sorger og ingen af os kommer gennem livet uden

at møde modgang - den kan være af så mange slags -  



det kan være sygdom hos ens nærmeste eller en selv - kærlighed der går

istykker - at vi mister et elsket menneske.



At benægte at livet også former sig på den måde - at livet ikke er

lutter solskin og glade dage - det vil selv på en påskemorgen være for

meget.



Alle mennesker møder modgang - det afgørende er om man møder den modgang

med opgivelse - det afgørende er, om man møder smerte og ulykke med

resignation. 



siger, at livet er trist og uden håb - bare slår sig til tåls - ja,

nærmest ser det som en ret bare at give op - uden visioner - på sin vis

uden fremtid.



Det vil være som at leve på en evig langfredag - hvor alt håb er ude -

hvor ingen fremtid står åben - hvor visionerne er døde.



Selvfølgelig kan ulykke og smerte modsige en påskemorgens glæde - og så

kan vi jo alligevel med større ret vende det om - og sige at det er

påskemorgens glæde, der modsiger alt det, der truer. 



Det der truer - det kan vi sige os selv, det har vi inde på kroppen så

at sige - men glæden og håbet som vi møder opstandelsens morgen - det

kommer til os udefra - og modsiger det andet.



Kristendommen bagatelliserer ikke døden - eller dødens realitet - vi

skal alle miste og sørge og savne



men kernen i kristendommen er, at dermed er alt ikke sagt - livet ender

ikke med langfredags mørke - det er påskens store triumf - vores liv er

i den levende Guds hænder - i liv og i død.



Så opstandelse og påske er alt andet end opgivelse og resignation -

påske er håb og glæde - 



og samtidig udfordring - uro og krav - om at komme videre - om ikke at

resignere og give op, men holde håbet levende.



Leve som frie mennesker - uden den angst for døden, der som oftest giver

sig udslag i en angst for at leve sit liv.

_____________________________



Påskemorgen vil lære os at holde fast i et levende håb - på trods af alt

det, der måtte true.



Hver gang der er barnedåb (som der har været her idag) da lyder der en

lovprisning af Gud, - en lovprisning, der siger:



Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader

som i sin store barmhjertighed 

har genfødt os til et levende håb

ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

(Fra 1. Pet. 1)



Den lovprisning hørte vi også som begyndelsen på epistlen til idag - fra

1. Petersbrev - og den samme lovprisning lyder ved hver en begravelse og

bisættelse.



Livets begyndelse og livets afslutning er rammet ind af et levende håb -

et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, som det hedder.



Det er i dette levende håb, vi har vore rødder plantet - 



For talen om opstandelsen er den tale, der tør og kan rumme al vor

længsel, vor tro og vort håb - både i liv og i død.



- opstandelsen viser os, at kærligheden og håbet ikke kan slås ihjel

 

- opstandelsen gør op med den fornægtelse af håbet, som nogle gange kan

ligge så snublende nær for opstandelsen holder os fast i håbet - også på

trods



- opstandelsen lærer os at vente det umulige - at forstå, at der er

andre muligheder i liv og død end dem, som vi er herre over



- opstandelse og påske er, at vi aldrig bliver færdig med det, som Jesus

gjorde og sagde - vi bliver aldrig færdig med ham.



Han går ude i horisonten - som den vi evigt følger efter og har inden

for synsvidde.

_______________________________________



Påskemorgen - det er håbets morgen over alle - den morgen, hvor

skærtorsdags og langfredags mørke gennembrydes af lys.



Den morgen, hvor det viser sig at kærligheden og håbet aldrig kan slås

ihjel, men lever iblandt os nu og altid.



Opstandelsen - den er en bekendelse - en bekendelse til håbet som det

store fortegn i liv og i død.



Glædelig påske 



Amen.