2. påskedag

 

     Jesus er opstået fra de døde. Jeg har set ham. 

Sådan kommer Maria og siger til disciplene. Kan vi sige 

det samme. Nej, vi har det som den anden discipel, som 

løb sammen med Peter ud til graven. Der står om den 

anden discipel, at han troede uden at have set, og han 

tav.  Det var en stille tro, som var i ham.  Den anden 

discipel, ham, som Jesus elskede, han er nævnt få 

steder i Johannes evangeliet. Da Jesus var taget til 

fange og ført til ypperstepræstens pallads, var det den 

anden discipel, som skaffede Peter adgang til 

gårdspladsen, hvor Peter senere fornægtede Jesus.  Men 

om den anden discipel hører vi ikke, at han sagde 

noget. Det samme ved korset langfredag, dér stod den 

anden discipel sammen med Jesu mor, Maria.  Og Jesus 

sagde til Maria: Se, det er din søn.  Og Jesus sagde 

til disciplen: Se, det er din mor.  Jesus gav dem til 

hinanden. Og disciplen var tavs. 

     Sådan også her ved graven påskemorgen. Han så den 

tomme grav og troede på Jesu opstandelse uden at sige 

noget. Når ligklæderne lå rullet pænt sammen, så kunne 

det også tyde på, at det ikke var gravrøvere, som havde 

været på fprde. Men de to dsciple siger intet til 

hinanden. De løber ud til graven og de går hjem.  De er 

fyldt med tanker. Eller det er mærkelige tanker, for 

det er vel som om deres forstand står stille, og som om 

det fylder deres sind endnu mere end hvis tankerne 

myldrede. 

     Hvis vi virkelig kunne fatte Jesu opstandelse, så 

ville vores sind være fyldt af én eneste tanke: Livets 

sejr. Glædens sejr. Vores opstandne Herre.  Og det 

ville ikke være en begejstring, som forsvandt efter 

nogle dage, når hverdagens trivielle problemer melder 

sig. Det ville være den tanke, som opfyldte alt, hvad 

vi gjorde. 

     Men vores tro ligner mere den tavse undren, som 

Peter og den anden discipel gik hjem med fra graven. 

Opstandelsen bliver aldrig noget vi kan fatte, mens vi 

lever her på jorden.  Vi må leve med den tavse, stille 

undren, lade den være en skjult tryghed, som vi kan 

leve på, også når vi går på verdens mørke veje. Vi skal 

jo hele tiden tænke på, at det er den korsfæstede, som 

opstod, og døden på korset viser hvor meget ondt der er 

i verden, ellers var Jesus ikke korsfæstet. Det onde er 

der stadig, men sådan at det ikke kan tage lyset og 

modet fra os, det stille mod, som bærer os igennem. Den 

stille tro passer bedre til påskemorgens mildhed. 

     Den stille påsketro passer bedst til den 

opstandnes milde ord til Maria.  Det er som om 

opstandelsen har mildnet Jesu ord. Det er som om den 

milde Jesus træder klarer frem påskemorgen.  Da Jesus 

gik omkring i Galilæa, kunne han være hård og streng, 

både mod sine venner og særlig mod sine mostandende. 

Engang sagde han til begge grupper under et: Hvor længe 

skal jeg være hos jer, Hvor længe skal jeg holde jer 

ud. Men påskemorgen siger Han Marias navn og taler om 

det som binder os sammen med ham til evighed: hans og 

vor Far, hans og vores Gud. Jesus er påskemorgen fyldt 

med guddommelig kærlighed. 

     Selv om der er sket noget ganske enestående 

påskemorgen.  Jesus er opstået fra de døde. Så taler 

han ikke med høje og begejstrede ord.  Modsætningen til 

langfredag er meget klar. På korset råbte Jesus. 

Påskemorgen taler Jesus stille og mildt. Han viser det, 

som binder os uløseligt sammen med ham, både ved at 

kalde os ved navn og ved at vise hen til Gud, vores 

fælles himmelske Far. I hebræerbrevet står der, at 

Jesus, der helliger, og os, der helliges, har samme 

Far. Derfor skammer Jesus siger ikke ved at kalde os 

søstre og brødre. Vi kan indskyde, at Jesus påskemorgen 

siger til Maria: Gå hen til mine brødre og sig, at jeg 

er opstanden.  Hebræerbrevet fortsætter, at vi 

mennesker er af kød og blod, derfor måtte Jesus blive 

som os, for at han med sin død kunne gøre djævelen 

magtesløs, djævelen, som har dødens magt. Jesus ville 

nemlig befri os mennesker, som af frygt for døden hele 

livet igennem havde været holdt nede i trældom. Det er 

jo ikke engle, Jesus tager sig af, men os. Derfor måtte 

han i ét og alt blive som os, sine søstre og brødre. 

     Jesus kunne påskemorgen have jublet på sine egne 

vegne over, at Gud havde frelst ham ud af graven og 

døden. Men Jesus viser, at hans opstandelse ikke kun 

gælder ham selv. Jesus hjælper Maria, som græder. 

Jesus hjælper disciplene som er i chock.  Han sender 

dem kærlige ord, som skal vække deres døde tro til live 

igen. Jesus skaber sammenhæng og mening.  Jesus kalder 

os ved navn.  Netop dér i døden, hvor det ikke hjælper 

at kalde på den døde, der kalder Jesus på os. 

     Det er som om vi kan mærke på Jesus, at han er 

opstået fra de døde.  Påskeevangeliet er en enestående 

fortælling. Så mange følelser, og dog så enkel og klar. 

     Det er som om der er en endnu større kraft, 

guddommelig, himmelsk kraft i Jesu ord end der 

tidligere havde været, selv om han kun siger: Maria og 

jeg stiger op til min far og jeres far. 

     Vi skal ikke forstå ordene sådan, at der er en 

forskel mellem Jesus og os, når han ikke bare taler om 

vores fælles Far, vores fælles Gud.  Nej, Jesus vil at 

betone, at ligesom Gud er Jesu far og det viser sig i 

opstandelsen påskemorgen, sådan er Gud og vil også vise 

sig at være vores Far. 

     Der er ikke afspærret mellem os og Gud, sådan at 

der er for helligt hos Gud til os og vi skal holde os 

fra ham.  Alt det som kunne spærre os almindelig 

lidettroende mennesker fra Gud er fjernet. Discipene 

har jo svært ved at tro. De troede, at Jesu lig var 

væk, og de sørged eover det som var sket.  De kunne 

ikke forstå det. Men den opstandne kommer netop i ånd 

og kraft til os lidettroende mennesker, for at løfte os 

op til Gud, ind i det evige liv. 

     Gud oprejste Jesus fra de døde.  Der er brudt hul 

i dødens mur.  Og det hul er stort nok til at vi også 

kan gå gennem det.  Vi ser stadig muren og vi kan ikke 

selv bryde hul i den.  Men vi skal tænke på Jesu 

opstandelse og på den kraftige virkning som den har. 

Den opstandne er os hjertelig nær.  Og det kan døden 

ikke tage fra os. Den må lægge sine våben over for det 

himmelske fællesskab, som påskemorgen giver os. 

 

NY PRÆDIKEN 

 

 

     Maria græd. Hun stod uden for graven og græd. Hun 

græder over, at Jesus er død, ja endnu mere, at hun 

ikke kan finde ham. Det hele er så fortvivlet. 

Mærkeligt nok står der ikke, at Maria græd, da hun gik 

ud til graven påskemorgen. Der står heller ikke om de 

to disciple, som hun henter, at de græder.  Jeg tror, 

at de er lammet af sorg og ikke forstår noget af det, 

som sker. De er ikke kommet til gråden endnu. Men da 

disciplene er gået igen, og Maria er helt alene ved 

graven, da kommer gråden til hende. Hun føler sig helt 

forladt. Ikke nok med, at Jesus blev taget fra hende på 

korset, nu er han også taget fra hende ved graven. 

     Maria havde tilnavnet Magdalene. Det betyder, at 

hun stammer fra byen Magdala ved Geneserath sø, og 

Lukas fortæller i kap 8, at Jesus havde uddrivet 7 onde 

ånder fra hende. Så syg, så meget ude af sig selv havde 

hun været, som om 7 onde ånder havde styret hendes 

tanker og liv. Men Jesus havde frelst hende. Han havde 

gjort, at hun blev sig selv, at hun kunne leve et 

menneskeværdigt liv med ægte følelser som kærlighed og 

glæde. En som er sindssyg og besat, er meget opfarende 

og hidsig og skriger mod andre. Kun den som er sig 

selv, kan tale ægte med andre og elske andre. Og Maria 

elskede Jesus.  Han havde givet hende livet tilbage. 

Ja, endnu mere. Andre, som havde kendt Maria, følte 

måske, at de ikke helt kunne stole på hende. De tænkte: 

Er det ikke hende, som har været vanvittig og mon der 

ikke er lidt af det tilbage i hende. Men Jesus tog imod 

hende. Hun måtte gerne være i den kreds, der bl.a. 

omfattede disciplene, og som fulgte Jesus på hans 

vandring i Galilæa.  Jesus værdsatte hende lige så 

meget som disciplene. Hun var Guds barn. Hun var med i 

Jesu rige. Hun tilhørte ham og han var hendes Herre. 

     Derfor er Maria fortvivlet påskemorgen. Den 

eneste, som fuldt ud havde accepteret hende, var død og 

var forsvundet. Graven var tom. Og de to disciplne, som 

Maria jo dog havde hentet, de var bare gået tilbage til 

deres hjem, uden at tænke på Maria. Det viser måske, at 

de netop tænkte om hende, at hende skulle man ikke 

regne for noget.  Kun hendes mester havde haft omtanke 

for hende. Sådan ser evangelisten Johannes på Maria 

Magdalene, som den ensomste af alle. 

     Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i 

graven. Mon hun lige ville se efter en ekstra gang, om 

det virkelig kunne passe, at Jesus var væk.  Og gennem 

tårer ser hun to engle sidde, hvor Jesus havde ligget. 

De spørger: Kvinde hvorfor græder du. og Maria svarer: 

De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har 

lagt ham.  Det er en død Maria leder efter. Hun ser 

ikke, at det er himmelske engle, som hun taler med. Hun 

tror, at det er jordiske mennesker, som har flyttet 

Jesu lig. Hun er så fastlåst i sin sorg og gråd, at hun 

ikke aner, at det som er sket er himmelsk. 

     Da vendte hun sig om og så Jesus stå der. Men hun 

vidste ikke, det var Jesus. For i tankerne havde hun 

ikke vendt sig fra graven. Hun var stadig i den tomme 

grav. Det var dér hun ville, at Jesus skulle være for 

at hun kunne tage sig af ham og pleje den døde Jesus 

med salver, give ham den omsorg, som man kan over for 

en død. Maria troede det var gartneren hun stod over 

for.  Først da Jesus siger hendes navn: Maria. Da ser 

hun, at det er Jesus, hendes mester. Da sker der det, 

som Grundtvig skriver i en påskesalme: Se, af øjets 

tåreflod morgensolen mildt opstod. Det som før var 

sorgens tåre, bliver nu til glædestårer. 

     Jesus kalder hende ved navn, så hun igen bliver 

sig selv. Han kalder hende tilbage til livet. Akkurat 

som Jesus første gang helbredte hende fra 7 onde ånder, 

sådan helbreder Jesus nu igen, så hendes liv ikke er 

fyldt med tomhed og død, men med kærlighed og glæde. 

Jesus helbreder også hendes ensomhed. Jesus taler om 

Gud som vores fælles himmelske FAr. Vi er i Guds 

omsorg, også midt i den dybeste sorg vi kan komme i, og 

dér i Guds omsorg er vi sammen med Jesus, for Gud er 

Jesu far og vores Far.  Jesus siger, at Maria skal gå 

til disciplene. I troen på den opstandne er vi samlet 

som en søskendeflok. Jesus siger: gå til mine brødre. 

Jesu opstandelse heler vores liv.  Jesus heler vores 

sorg.  Jesus heler vores tomme hjerte og fastlåste 

tanker. Jesus gør vores fællesskab helt, så vi bliver 

ét i Gud.  Jesus gør os til en menighed, der tilbeder 

vores opstandne mester. 

     Der er en modsætning i, at Jesus siger: rør ikke 

ved mig, og så den nærhed han taler om, at vi har 

fælles himmelsk Far. 

     Jeg har altid undret mig over, at Maria ikke måtte 

røre ved Jesus. Et andet sted i påskedagene siger Jesus 

jo til Thomas: kom og stik din finger i min side og 

mærk hullet efter det sværd, som soldaten stak i mig. 

Det er som om Jesus over for Maria skaber en afstand. 

Men det er ikke meningen med Jesu ord. Meningen er, at 

Maria ikke skal holde ved Jesus, for han skal gå til 

Gud i himlen, for at Jesus kan være hjertelig nær ved 

os. Derfor siger Jesus også til Thomas, tvivleren, som 

først tror på opstandelsen, da han ser Jesus foran sig. 

Jesus siger: Tror du, fordi du har set mig? Salige er 

de, som ikke har set og dog tror.  Dvs Jesus siger, at 

det er en større glæde at tro uden at have set, og 

grunden er at Thomas én gang påskedag ser Jesus, men så 

ikke mere, og det må jo have efterladt en følelse af 

afstand, og et ønske om, at den opstandne var blevet 

synlig sammen med ham.  Men den, som tror på den 

opstandne uden at se Jesus foran sig, for den er der 

kun glæde, en stadig glæde, fordi vi så i hvert sekund 

må føle os sammen med den opstandne i ånden og troen. 

Paulus taler et sted om, at Kristus bor ved troen i 

vores hjerter, og at vi er rodfæstede og grundfæstede i 

kærlighed. 

     Hvor er det dejligt, at Gud oprejste Jesus fra de 

døde.  Det er et hul i dødens mur.  Og det hul er stort 

nok til at vi også kan gå gennem det.  Vi ser stadig 

muren og vi kan ikke selv bryde hul i den.  Det oplever 

vi mange gange, når vi står ude på kirkegården og 

sænker en af vore kære i graven. Men netop da skal vi 

tænke på Jesu opstandelse og på den kraftige virkning 

som den har.  Den opstandne er os hjertelig nær. Og det 

kan døden ikke tage fra os. Den må lægge sine våben 

over for det himmelske fællesskab, som påskemorgen 

giver os. 

 

NY PRÆDIKEN 

 

     Jesus siger til Maria: Rør ikke ved mig. Det var 

nok fordi hun gerne vil røre ved ham, gerne ville 

omfavne ham.  Hun havde jo været fortvivlet, da hun så, 

at graven var tom. Han havde troet, at Jesu liv var 

forsvundet. Hun græd.  Og nu så hun ham stå foran sig 

lyslevende. Nu talt han til hende. Sagde hendes navn. 

Selvfølgelig var hun lige ved at falde ham om halsen 

ellerj måske snarere at falde ned foran ham og holde om 

hans fødder. Ja, måske betyder ordene på græsk, at hun 

gjorde det, at hun holdt i ham. For ordene kan også 

oversættes sådan: rør ikke mere ved mig. Hold ikke fast 

i mig. For der er endnu noget jeg skal, og der er noget 

du. Jeg er endnu ikke steget op til faderen, og det 

skal du gå ind og fortælle disciplene, at jeg stiger op 

til min Far og jeres Far, til min Gud og jeres Gud. 

Hold ikke fast i mig. 

     Jeg kan godt forstå, at Maria gerne vil holde fast 

i Jesus. Hun ville gerne blive sammen med Jesus. Hun 

ville gerne, at han skulle være sammen med hende.  Hun 

havde jo lige fundet ham, hun havde fundet ham levende. 

Hun kunne da ikke slippe ham igen. Vi kan vel også 

synes, at det var bedre, hvis Jesus var gået sammen med 

hende ind tilbyen.  Havde det ikke været bedre, hvis 

Jesus var blevet her på jorden, opstanden, legemlig og 

synlig.  Hvad har vi nu: en tom grav og Marias og 

disciplenes ord, at Jesus er opstanden. Hvorfor skulle 

Jesus op til Gud. 

     Først kan vi sige, at det erj Guds vilje,Gud vil 

det sådan, for at vores tro og vores liv skal blive 

rigtigt.  Men ganske kort kunne vi også spekulere over, 

hvad der var sket, hvis Jesus var blevet her som den 

opstandene, legemtligt og synligt. Det ville jo have 

betydet, at han ikke kunne være hos os allesammen, han 

kunne ikke være hos alle sin emenigheder samtidig. 

Havde Jesus været her legemligt, synligt, så var det 

det samme som en begrænsning af Jesu nærvær.  Så kunne 

han kun have været i en by ad gangen. Og det ville nok 

medfører, at alle ville prøve at få fat i ham og holde 

fast i ham.  Hvis han var på besøg hos i vores lille 

kirke, så var det en ære for os, og vi ville prøve at 

få ham tiul at blive så længe som mulig.  Når han tog 

væk, ville vi være kede af det og tænker om han 

overhovedet kunne besøge os igen, når der er så mange 

menigheder ud over jorden. Man kunne endda tænke den 

tanke, at mange ville forsøge attentat, endnu mere end 

mod amerikas præsident eller paven. Det ville være en 

udfordring at slå den ihjel som ikke kan dø. 

     Alle vores tanker og vores tro og vores liv var 

rettet et forkert sted hen, hvis Jesus var blevet hos 

os legemlig og synlig som den opstandne.  Meningen med 

Jesu opstrandelsen er jo netop at vi ikke skal holde 

fast i hans person alene. Men netop at vi ved at holde 

os til ham blive r først til Gud.  Derjfor siger Jesus, 

at han skal stige op til Gud, til hans og vores Far. 

Hvis Jesus var blevet her legemlig og synlig, så var vi 

kun kommekt halvvejen. Fordi Jesus er steget op, løftes 

vores øjne og tanker, ja, vi løftes selv op til Gud. 

     Det er forkert, hvis vi kun ser på den opstandne. 

Derfor forsvinder han hele tiden. Derfor bliver han 

ikke hos Maria. Og derfor viser han sig kun nogle få 

gange for sciplene. Hans opstnadelse er kun 

fuldstændig, fordi Jesus er hos GUd. Kun fordi han er 

steget op til GUd, kanaa han være hos os alle sammen i 

ånd og kraft. Hvis Jesus vajr blevet her legemlig og 

synlig havde det været en begrænsning både af hans 

nærvær og magt. 

     Det er et forkert ønske, hvis vi gerne vil holde 

fas t i Jesus ligesom Maria gerne ville. Det er et 

forkert ønske, hvis vi kun vil holde os til det, som vi 

kan se og røer ved. Over for Gud kan vi ikke få det 

sådan.  Gud kan vi ikke se, mens vi er her i verden. Vi 

får ikke Gud at se direkte, ansigt til ansigt, mens vi 

er her i verden. Det er altid via en mellemmand eller 

en mellemting. Jesus har selv sagt det engang: ikke at 

nogen har set Faderen, kun den som er fra Gud, han har 

set Faderen. 

     Vi kan også høre det i GT, at mennesker ikke kan 

tåle at se GUd. Der er en situation, som meget ligner 

påskeevnagliet. Det er den situation, hvor Moses får de 

ti bud fra Gud. Jeg vil læse fra anden mosesbog. Der 

står: Da morgen gryede den tredje dag, begyndte det at 

tordne og lyne, og en tung sky lagde sig over Sinaj 

bjerg.  Der hørtes vældige trompetfanfarer. Da skælvede 

hele folket.  Og Moses førte folket frem foran Gud. Og 

de stillede sig ved foden af Sinaj bjerg. 

Trompetfanfarerne blev stærkere og stærkere.  Gud 

Herren kaldte Moses op på toppen af bjerget. Og Moses 

steg derop. Og Gud sagde til Moses: Gå ned og fortæl 

folket at de ikke må trænge sig frem til Gud Herre, for 

at se ham, for at ikke mange af dem skal dø. 

     Allerede nogle dage forinden havde Gud sagt til 

Moses, at bjerget skulle afspærres og iingen måtte røre 

ved bjerget, for enhver som gjorde det var dødsens. For 

det var en hellig dag, hvor folket fik de ti bud og 

pagten blev oprettet mellem dem og Gud Herren. 

     Moses var mellemmand mellem Gud og folket, så de 

ikke så Gud direkte. De så den tunge sky og den hørte 

buldren, da Gud kom fra himlen og ned på bjerget. Men 

ingen så Gud. 

     Man kan sammenligne denne situation fra GT med 

påskedag. Det var også den 3 dag. 3. dag efter Jesu 

død.  Maria får også at vide, at hun ikke må røre ved 

Jesus, ligesom jøderne dengang ikke måtte komme i 

nærheden af det hellige bjerg. Ligesom Moses steg op på 

bjergets top for at høre Guds ord og give dem til 

folket, sådan stiger Jesus op til Gud. Ligesom de 

dengang fik at vide, at vi ikke kan se Gud, sådan har 

Maria først svært ved at genkende Jesus, da hun første 

gang ser ham, og hun kan kun se ham i kort tid, så 

bliver han usynlig Det samme sker, de få gange han 

viser sig for discipene. 

     Der ere mange ligheder, men der er også mange 

forskelle, som viser, at den ny pagt, som Jesus 

opretter er bedre end den gamle. For der var ikke 

trompetfanfare og larm påskemorgen. Der var ikke en 

tung sky og mørke som kom ned.  Nej, det er i 

påskemorgens ro og sollys, at vi møder den opstandne. 

Og det var ikke på et bjerg, men i en have. Det er 

svært for os at komme op på et bjerg. Det er dejlig at 

være i en have. 

     Men den vigtigste forskel er alligevel det som 

Maria går ind og siger til disciplene; hun siger: Jeg 

har set Herren.  I GT fik Moses at vide, at han skulle 

fortælle folket at de ikke må trænge sig frem til Gud 

Herren, for at se ham, for at ikke mange af dem skal 

dø.  Maria går ind og siger, at hun har set Herren. Hun 

mener Jesus, men hun mener også Gud. Hun har set Gud i 

den opstandne. Jesus er en mellemmand, hvor vi kan se 

Gud. Det er den levende Jesus og virkningen af at være 

nær ved ham er evigt liv for os. 

     Forskellene mellem Moses og den opstandne gør, at 

den nyu pagt er så meget bedre og at den kristne tro 

fra påskemorgen er til liv og ikke til død for os.  For 

dengang skælvede folket og Gud var bøjthævet over dem. 

Men ligesom den opstandne er nær ved Maria og siger 

hendes navn, sådan er vores forhold til Jesu sog Gud et 

nært forhold. Gud er på fornavn med os, og vi må kalde 

ham vores FAr.  I den gamle pagt og i den situation vi 

hørte fra GT var Guds ord til jøderne de ti bud bud. 

Men de ord, som Jesus giver os, eller som han giver 

efter påskemorgen, det er ordene: Fred være med jer. 

Jesus giver os ikke kun bud vi skal holde, nej, han 

giver os Guds fred. 

     Når Jesus siger: jeg stiger op til min Far og 

jeres Far, min Gud og jeres Gud. Så skal vi ikke forstå 

det sådan, at der er en forskel mellem Jesus og os, at 

han ikke bare siger vores Far, vores fælles Far, vores 

fælles Gud.  Nej, Jesus vil at betone, at ligesom Gud 

er Jesu far og det viser sig i opstandelsen 

påskemorgen, sådan er Gud og vil også vise sig at være 

vores Far. 

     Der er ikke afspærret mellem os og Gud, sådan at 

der er for helligt hos Gud til os og vi skal holde os 

fra ham.  Alt det som kunne spærre os almindelig 

lidettroende mennesker fra Gud er fjernet. Discipene 

har jo svært ved at tro. De troede, at Jesu lig var 

væk, og de sørged eover det som var sket.  De kunne 

ikke forstå det. Men den opstandne kommer netop i ånd 

og kraft til os lidettroende mennesker, for at løfte os 

op til Gud, ind i det evige liv. 

 

NY PRÆDIKEN 

 

     Når jeg hører om påskehaven, kan jeg ikke lade 

være med at tænke tilbage på en anden have, den første, 

vi hører om i bibelen, nemlig paradis. 

     Det er bare to modsatte bevægelser som vi høre om 

i begyndelsen af vores bibel og i slutningen af vores 

bibel.  I begyndelsen startede det hele så godt. Hver 

gang Gud skabte en ny ting, så var det som om Gud ikke 

kunne holde sig af begejstring. For Gud sagde hvergang: 

Hvor er det såre godt. Lyset, jorden, planterne, 

dyrene. Det var alt sammen uendelig godt.  Verden var 

en have, frodig og frisk. 

     Det hele begyndte så godt. Men det var ikke nok 

for menneskene at leve i Guds have. Det var ikke nok 

for menneskene at glæde sig over Guds gaver. 

Menneskene ville have mere. De ville selv. Derfor 

spiste de af træet som gav viden om godt og ondt.  Om 

de fik ret meget godt at vide, kan man diskutere.  Det 

førte i hvert fald mest til elendighed og ondskab. For 

de måtte jo gå ud af den smukke have og ud til en 

kampplads, hvor intet var sikkert. 

     Det hele begyndte så godt. Men menneskenes vej gik 

mod smerte og ulykke og synd og dårlige følelser.  Den 

retning har fortællingen i begyndelsen af vores bibel. 

Det begyndte allerede, da Gud kaldte på Adam og Eva, 

lige efter de havde spist af æblet.  Da begyndte de 

dårlige følelser. Da følte de det hele pinligt.  De var 

bange. De ville helst skjule sig.  De kunne ikke stå 

ansigt til ansigt med Gud. 

     Den retning fortsatte de i, da de gik ud af haven, 

da var de fyldt med dårlige følelser. De følte sig 

alene.  Følte sig udenfor. Det var ensomhed, de gik ud 

til.  Den verden, som de gik ud i, kunne aldrig blive 

deres egentlige hjem.  De måtte for altid længes 

tilbage til Guds have.  Men tilbage kunne de ikke 

komme, for der stod engle og vogtede haven, truende 

engle, vrede engle.  Det var for at menneskene ikke 

også skulle tage af livets træ og spise og få evigt 

liv. 

     I begyndelsen af vores bibel går menneskenes vej 

fra det lyse paradis ud i den mørke og kolde verden. 

Deres vej går fra tryghed og nærhed til sorg og 

ensomhed og død. 

      I påsken, i slutningen af vores bibel går vejen i 

den modsatte retning, fra ondskab til godhed.  Fra 

kulde og mørket til påskemorgens solopgang.  Gud vender 

den bevægelse, den retning, som menneskene gik i. Gud 

vender menneskenes skæbne, så den er fra død til liv. 

     I påsken begynder det mørkt og koldt. Langfredag 

hører vi om ensomheden og frygten.  Disciplene følte 

sig alene og længtes tilbage til de dage, hvor Jesus 

gik sammen med dem.  De var fyldt med dårlige følelser. 

Skam over deres egen opførsel.  De havde forladt Jesus. 

Det var pinligt, det de havde gjort.  Det kunne ikke 

undskyldes.  De var fyldt med en viden om alt det onde, 

som er i verden. De følte slangens ord, som de 

stærkeste.  Slangen taler jo mod Gud. Slangen hvisker 

og gør mennesker utilfredse med Gud.  Slangen stifter 

ondt.  Disciplene følte sig omslynget af den slange, 

som kvalte alt godt i dem. Den følelse var de fyldt af 

langfredag. 

     Disciplene var fyldt med skam og angst og sorg da 

de gik ind i påskehaven.  Den var meget stille og de 

blev fyldt med undren. For den døde Jesus var der jo 

ikke.  Graven var tom. 

     I påsken, i slutningen af vores bibel går 

bevægelsen den modsatte vej af det vi hører i 

begyndelsen af vores bibel. I påsken går vejen ude fra 

dødens verden ind i livets have.  Disciplenes vej gik 

lige modsat Adams og Evas.  Adam og Eva gik grædende ud 

af paradishaven.  Maria kom grædende ind i påskehaven. 

Hun så også to engle.  Men de stod ikke på vagt for at 

holde hende væk.  Nej, det var milde engle, de sad 

fredeligt, der hvor Jesus havde ligget.  Der er en 

stilhed over påskehaven, der ligner den stilhed, som 

var over den nyskabte jord, før synden og døden kom til 

verden.  Hvor forskellige er de engle i påskehaven ikke 

fra de to keruber, som til sidst blev sat uden for 

paradis. De to keruber havde flammesværd i hænderne. De 

spærrede vejen for Adam og Eva, så de ikke kunne komme 

ind i Livets have. Keruberne spærrede vejen med magt. 

Englene i påskehaven derimod, de sidder med hænderne i 

skødet. De udstråler fred. De taler venligt til Maria. 

De spærrer ikke vejen for hende.  Nej, De viser hende 

vej.  De viser hende vej hen til Jesus. I påsken er 

menneskenes vej vendt om så den ikke mere fører bort 

fra Gud, men ind til Gud. 

     Ja, det er Gud selv kommer til os i påskehaven, 

ligesom Gud kom til Adam og Eva.  I begyndelsen af 

vores bibel står der jo at Gud kaldte på Adam. 

Påskemorgen kalder Gud på os igen. Da er det Jesus, han 

siger: Maria.  Adam og Eva blev fyldt med dårlige 

følelser, skam og dårlig samvittighed, da Gud kaldte på 

dem. De ville nødig se Gud . De ville nødig tale med 

Gud. Det er lige omvendt, da Jesus kalder på Maria og 

disciplene. De bliver fyldt med glæde.  Adam og Eva 

blev bange, da de genkendte Gud.  Men Maria blev fyldt 

med stor glæde og undren, da hun genkendte Jesus. Og da 

Jesus sagde hendes navn, følte hun det som en 

kærlighedserklæring. Det var hendes elskede Herre og 

mester, som talte til hende. Ja, man kan spørge om, det 

er et tilfælde, at det var en kvinde, som var den 

første, der fik lov til at se den opstandne.  Det var 

jo en kvinde, som syndede først.  Eva tog først af 

æblet.  Men det var også en kvinde, nemlig Maria, som 

først mødte den opstandne og fik glæden over at se ham. 

     I Grundtvigs store påskesalme "Tag det sorte kors 

fra graven", sammenligner han også Paradis og 

påskehaven.  "Herren kalder, men ej nu: Synder,Adam, 

hvor er du? Sødt det toner, engle tie: her er 

frelseren, Marie." Hvor bevægelsen i GT er fra det gode 

til det onde. Der er bevægelsen i Nt fra det onde til 

det gode. Det som sker for Maria, da hun ser Jesus, er 

ikke at hun ser sin egen skyld og nøgenhed og skam og 

angst. Hun ser slet ikke sig selv.  Hun glemmer sig 

selv og sin egen sorg af glæde over Jesus, den levende 

frelser. Adam og Eva så deres egen synd og fortabthed i 

øjenene, da de mødte Gud efter syndefaldet.  Maria ser 

sin frelser i øjenene, da hun møder Jesus.  Hendes synd 

og sorg er glemt. Eva blev fyldt med fred. 

     Så stort er underet, som sker påskemorgen. Vores 

vej er vendt helt om.  Vi skal ikke mere være bange, 

når Gud kalder på os. Vi skal ikke skjule os for Gud. 

Nej, Gud kommer til os i den opstandne og hans stemme 

lyder sødt til os: Her er frelseren. 

     Det er to modsatte bevægelser vi ser i begyndelsen 

af vores bibel og i slutningen. I begyndelsen af 

bibelen spiser de af æblet og må forlade Guds rige. Men 

i slutningen af bibelen der spiser disciplene af livets 

brød og kommer ind i Guds rige.  Adam og Eva spiser, og 

følgen bliver, at de må skilles fra Gud. 

     Det er lige det modsatte, som sker i påsken.  Da 

rækker Jesus paradisets vin og paradisets brød til 

disciplene. Dér fører det ikke til adskillelse men til 

fællesskab. Da Jesus rækker brødet til disciplene 

skærtorsdag, da er det ikke for at få dem til at 

overtræde et bud, men for at give dem tilgivelse.  Mens 

Adam og Eva spiste sig ud af paradis, så spiser Vi os 

ind i Guds rige.  Man kan sige, at den frugt vi får er 

fra livets træ.  Og når vi spiser af den frugt fører 

det fællesskab mellem os og Jesus, ja, mellem os og 

Gud. 

     Paulus har nogle meget smukke billeder om det 

fællesskab, som opstår, når vi spiser nadver.  Så 

bliver vi som én krop, siger Paulus. Vi bliver ét 

legeme.  Begyndelsen af vores bibel handler om 

adskillelse.  Manden og kvinden bliver skilt ad, fordi 

de gav hinanden skylden.  Og menneskene og Gud bliver 

skilt så menneskene ikke mere kunne være nær ved Gud. 

Det modsatte sker i påskefortællingerne. Dér samles det 

hele.  Vi bliver til én krop, Jesus og os, mænd og 

kvinder. Gud og mennesker. 

     Påskemorgen går vi ind i den have, som Adam og Eva 

gik ud af. Vi er nær ved Gud.