2. påskedag

 

 Maria er ude af sig selv. Først kan vi se hvordan og så

kan vi tænke over, hvad det vil sige, at være ude af sig

selv.

	Maria kom ud til graven mens det endnu var

mørkt. Hvem går på en kirkegård i mørke. Det er dem,

der savner den døde så meget, at hun ikke kan vente til

det bliver lyst. Hun er ude af sig selv af sorg. Hun kan

ikke sove, men vågner før tid og må ud til graven.

	Da hun ser, at stenen er væltet fra gravhulen, så

løber hun efter hjælp. Hun er ude af sig selv af

forfærdelse. Jeg har ikke hørt om i Danmark, at der var

en kirkegård, hvor en grav var åbnet i løbet af natten

og kisten taget væk. Men tænk hvilken bestyrtelse vi

ville få, hvis vi kom og så en åben grav. Maria er så

forskrækket som vi overhovedet kan blive.

	Og vi kan springe hen til, da Maria står og

græder. Nu ved hun hverken ud eller ind. Nu græder

hun ikke kun af sorg, men også fordi liget af hendes

kære mester er væk.

	At være ude af sig selv. Det bliver vi, når der

sker forfærdelige ting. Når vi mister. Når vi bliver

bange. Tænk vi bliver ude af os selv, når der sker

noget med vores kære. Det viser, hvor meget vi er

bundet til hinanden, at vi ikke kan være os selv, hvis

der sker vores kære noget. Vi bliver ude af os selv af

frygt og sorg. Og når vi ikke kan forstå det som sker,

så er det også som om vi mister os selv. Vi mister alle

vores kendemærker. Vi kan ikke orientere os. Det er

næsten som et skib eller en flyvemaskine, som mister

radioforbindelsen eller hvad det nu er som giver dem

viden om deres position. Hvis et skib eller en

flyvemaskine pludselige mister viden om sin position,

så er de fortabt. De kan sejle ind mod land, men de ved

ikke hvor de ender. De kan håbe de møder nogen, som

kan fortælle dem hvor de er. Først når de får et svar,

kan de blive sig selv igen.

 	Maria møder en, som ikke kun kan forklare.

Maria møder den opstandne, som siger hendes navn.

Og da kender hun ham og hun bliver sig selv. Al sorg

forsvinder. Al frygt forsvinder. Alle hendes urolige

følelser forsvinder. Det giver hende en utrolig ro, at

Jesus kalder hende ved navn: Maria. 

	Når andre kalder os ved navn, så føler vi

venskab, at vi hører sammen og at det skal varer ved. 

Hvilken forskel der er mellem at være ude af sig selv

og at være sig selv. Når der er en, der kalder os ved

fornavn, så ved vi, at der bliver regnet med os, at vi er

med. Og når det er den opstandne Jesus som kalder os

ved fornavn, så er vi med i hans himmerige og samtidig

bliver vi os selv. Det har intet med at forklare. Vi kan

ikke forklare livet og døden. Men vi er med i den

himmelsk forstående kærlighed, som stråler ud fra den

opstandne. 

	Kan Maria tro på opstandelse fra de døde. Det

ved jeg ikke. Men hun kan ikke lade være med at

svare, da Jesus siger: Maria. Så må hun svare:

Rabbuni. Dvs. Mester. Hvad ville vi sammenligne det

med. At kalde nogen mester. I vores tid har vi ikke

respekt for nogen. I ordet mester ligger både respekt,

ærbødighed, ærefrygt og kærlighed og ømhed. Kender

vi overhovedet til det, at være underdanig for nogen og

samtidig være tryg. 

	Kan Maria tro på opstandelse. Jeg ved det ikke.

Men hun må svare den opstandne. Ordene kommer

selv ud af hendes mund. I mødet med den opstandne er

det ligegyldigt, hvordan vi tror, vi bliver os selv, også

uden at vi forstår alting. I mødet med den himmelske

Jesus vokser tryghed og tro i os af sig selv.

	Jesus siger mere end Marias navn. Han siger:

Hold mig ikke tilbage. Sådan står der i den nye

oversættelse. Det er jo nogle år siden vi fik en ny

oversættelse af bibelen. Og der er ganske få steder,

hvor vi kan se hvormeget det betyder hvordan vi

oversætter. Førhen stod der på dette sted: Rør ikke ved

mig. Det var mærkeligt, at Jesus sagde det til Maria,

når han senere tilbyder den tvivlende Thomas at røre

ved korsmærkerne i hænderne og stikke fingeren i

siden på Jesus, dér hvor soldaterne stak deres sværd

ind. Hvorfor måtte så ikke røre ved Jesus. Det som

kommer efter kan ikke være begrundelse: for jeg er

endnu ikke steget op til min far og jeres far. Men

hvordan kunne Maria røre ved ham, når han steget op i

himlen, så er hun vel ikke længere tæt ved ham så hun

kan røre ved ham.

	Jeg ved bare ikke om den nye oversættelse er

bedre. Hold mig ikke tilbage. Havde Maria virkelig

magt til at holde ham tilbage. Er det med hendes glæde

at hun holder ham, så han ikke kan forlade hende, fordi

hun udstråler stor ømhed over for ham, og han ikke

kan skuffe hende ved at forlade hende. Eller betyder

ordene Hold mig ikke tilbage, at Jesus skal skynde sig.

Det tror jeg ikke. Det er mærkelige ord.

	Men det vigtig er, og det står i alle

oversættelser, at Jesus siger til Maria: Gå til mine

brødre og sig til dem: jeg stiger op til min Far og jeres

Far.

	Jesus taler om vores fælles himmelske Far. Vi er

i Guds omsorg, også midt i den dybeste sorg vi kan

komme i, og dér i Guds omsorg er vi sammen med

Jesus, for Gud er Jesu Far og vores Far. Jesus siger, at

Maria skal gå til Jesu brødre, det er jo disciplene. Dvs.

i troen på den opstandne er vi samlet som en

søskendeflok. Jesu opstandelse heler vores liv. Jesus

heler vores sorg. Han fører os sammen med ham og

med dem vi har kær og som er døde. Jesus heler alt

det, som kan gøre os ude af os selv. Han heler vores

tomme hjerte og fastlåste tanker. Jesus gør vores

fællesskab helt, så vi bliver ét i Gud. Jesus gør os til

sin menighed, der tilbeder vores opstandne mester.

	Når Jesus siger til Maria: Hold mig ikke tilbage.

Så kan det ligne de ord, som han siger til tvivleren

Thomas: Tror du, fordi du har set mig? Salige erde,

som ikke har set og dog tror. Jesus mener, at det er en

større glæde at tro uden at have set, og grunden er at

Thomas én gang påskedag ser Jesus, men så ikke

mere, og det må jo have efterladt en følelse af afstand,

og et ønske om, at den opstandne var blevet synlig

sammen med ham. 

	Men den som tror på den opstandne uden at se

Jesus foran sig, for den er der kun glæde, en stadig

glæde, fordi vi så i hvert sekund må føle os sammen

med den opstandne i ånden og i troen. Paulus taler et

sted om, at Kristus bor ved troen i vores shjerter, og at

vi er rodfæstede og grundfæstede i kærlighed.

	Den opstandne Jesus er os hjertelig nær og

kalder os ved navn.