2. s.e.påske		

     Jesus siger: Mine får hører min røst og jeg kender 

dem og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv og 

ingen skal rive dem ud af min hånd. 

     Jesus kender os. Han taler til os. Og det er ikke 

en upersonlig og teoretisk tale, som Jesus holder. Nej, 

han kalder på os.  Han kalder os ved navn.  Han leder 

os både med sine ord, men også ved at tage os i hånden. 

Det ligger jo i udtrykket, at intet skal rive os ud af 

Jesu hånd.  Deri ligger, at Jesus holder os i hånden og 

leder os gennem livet. 

     Og det er jo Gud, som står bag ved Jesus. Når 

Jesus rækker os sin hånd, er det i virkeligheden Guds 

hånd, som griber os. Jesus sagde det selv engang, hvor 

hans modstandere beskyldte ham for at være i ledtog med 

den onde magt, djævelen. De sagde: Det er med djævelens 

hjælp, at Jesus gør undere. Da svarede Jesus: Hvis det 

er den onde, som jeg bruger til at ødelægge alt det 

onde, som plager mennesker, så er den onde kommet i 

splid med sig selv. Men hvis det er med Guds finger jeg 

uddriver alt det onde, som ødelægger livet, så er Guds 

rige jo kommet til jer. Det var Guds finger, som 

virkede gennem Jesus. Og det førte til undere, så 

mennesker blev helbredt fra spedalskhed og blindhed og 

fortvivlelse. Hvis Gud har så meget magt i bare en 

finger, hvor meget mere magt er der så ikke i Guds 

hånd, og Jesus siger i dag, at ingen skal rive os ud af 

Guds hånd. Det er den, som Jesus har rakt os. Det er 

den, som han holder os fast med. 

     Jesus  kalder på os og holder os fast, for at vi 

skal følge ham. Den, som man følger, den bliver man 

også præget af. Det kan man se i alle grupper af 

mennesker. De bliver præget af lederen i gruppen. Man 

kan se det i deres tøj, i deres opførsel. I nogle 

grupper skal man være klædt i lædertøj og råbe højt. I 

andre grupper skal man drikke te og diskutere. 

     Jesus vil, at vi skal følge ham og ligne ham. 

Umiddelbart kan vi alle se, når vi hører historierne om 

Jesus, at han var meget god. Han hjalp de hjælpeløse. 

Alle dem, der ikke blev regnet for noget, dem talte han 

til, gav dem gode ord og gav dem gode timer, for han 

spiste hos dem. Han sagde ikke nej, når de inviterede 

ham. Andre hellige mænd dengang ville have sagt nej til 

at komme i så usle hjem. Men Jesus var lige så gerne 

sammen med de små mennesker, som ikke kunne finde ud af 

deres liv. 

     Når Jesus var meget god, så betyder det altså 

ikke, at han var meget moralsk. Selvfølgelig holdt 

Jesus de ti bud, ikke at lyve og stjæle osv. Men det 

var egentlig vigtigere, at han ikke dømte andre 

mennesker. Det sker tit for moralske personligheder. De 

er stolte over sig selv, deres rene og pæne livsførsel. 

Og de kan ikke fordrage folk, som ikke har orden i 

deres liv. Men intet af det kunne man mærke hos Jesus. 

Og det er det vigtigste. 

     Det bud, som Jesus flest gange nævnte, står slet 

ikke i de ti bud. Jesus sagde: I skal tilgive. Og da en 

af hans disciple engang spurgte: Hvor mange gange skal 

jeg tilgive. Er syv gange nok. Han mente jo, at der 

også måtte være grænser for, hvad man fandt sig i. Da 

svarede Jesus: Nej, du skal tilgive 7 gange 70 gange, 

og dvs. jo sige uendeligt. Kan vi det? Jesus kalder i 

hvert fald på os, tilgiver os for alt det forkerte vi 

har tænkt og gjort.  Jesus kalder for at vi skal følge 

ham og ligne ham. 

     En anden ting, som man lægger mærke til ved Jesus, 

når vi hører historierne om ham. Det er hans 
beskedenhed.  I bibelen kaldes det ydmyghed.  Jesus 

kunne ellers have god grund til at fremhæve sig selv. 

Han kunne have sagt: Jeg er Guds søn. Jeg er meget mere 

værd end jer. I skal se op til mig.  Men Jesus kaldte 

sig selv en tjener eller en slave. Jesus sagde engang 

til sine disciple: Den, som vil være den største 

iblandt jer, skal gøre sig til den mindste. Den, som 

vil være den første, skal sætte sig bagest. Den, som 

vil være den øverste, skal være tjener for de andre. 

Sådan sagde Jesus var han selv, han var kommet for at 

tjene og give sit liv for vores skyld. 

     Nogle, som gerne vil hævde sig og fremhæve sig 

selv, gør det som regel, fordi de i virkeligheden er 

meget usikre. Så spiller de et skuespil, for at dække 

over deres usikkerhed. Når vi kan følge Jesus og ligne 

ham og være ydmyge på en ægte måde, så det fordi vi 

inderst inde aldrig kan være usikre.  Vi er jo i Guds 

hånd og ingen kan rive os ud af den. 

     Paulus skriver det sådan i sit brev til romerne 

kapitel 8: Jeg er vis på, at hverken død eller liv 

eller engle eller magter eller noget nuværende eller 

noget kommende eller kræfter eller noget i det høje 

eller i det dybe eller nogen anden skabning, - jeg er 

sikker på, at intet kan skille os fra Guds kærlighed i 

Kristus Jesus, vor Herre. 

     Guds kærlighed er tydelig i Jesus.  Han taler mod 

alt det som skiller mennesker fra hinanden, foragt, 

fordømmelse, frygt.  Jesus går netop til dem, der føler 

sig udenfor.  Han ophæver deres fortabthed.  Også de må 

være med i Guds rige. Når Jesus gør undere er det også 

for at vise Guds kærlighed.  De lamme, som måtte se 

folk gå forbi på gaden i dagligdagens travlhed, men som 

ikke selv kunne gå med.  Dem rejste Jesus op, så de 

kunne gå hjem.  De spedalske, som slet ikke måtte komme 

ind i byerne, men levede udstødt og alene. Dem rensede 

Jesus, så de igen måtte være sammen med andre.  Jesus 

kom med en kærlighed, som samler os mennesker. Det rige 

som han er konge i, himmeriget, er et kærlighedens 

rige, som har plads til alle slags mennesker. 

     Jesus giver os en stor sikkerhed ved at række os 

Guds kærlige hånd.  Jesus holder om os og kalder på os, 

så vi kan ligne ham, være medmenneskelige og tilgivende 

over for andre. 

 

ny prædiken 

 

     

     Mange unge bruger meget af deres fritid til 

arbejde for at tjene penge.  Det er godt at bruge tiden 

til noget fornuftigt. Det giver os glæde at være aktiv. 

Hvis man bare sad i en stol og så tv, så blev man sløv 

og utilfreds.  Men når nogle unge arbejder så meget, at 

de næsten ikke har tid til at sidde stille og bare være 

til og snakke med deres familie eller venner - når unge 

har så travlt, er det måske for at få så mange penge 

som mulig.  Penge er jo noget man kan bruge.  Man kan 

købe ting, video, computer, tøj.  Og man føler sig 

noget værd, når man ejer noget. 

     Der er også religioner, som tilhængerene bruger 

for at føle sig noget værd. Der er mange religioner, 

hvor man ikke må indtage blod.  Når man skal have kød, 

skal dyrene slagtes på en bestemt måde, og maden skal 

tilberedes på en bestemt måde. Det er synligt hver dag 

at man følger de bud, og så kan man tænke om sig selv, 

jeg er ren, jeg gør noget, jeg er mere værd end de 

andre.  Eller i nogle religioner er der bestemte 

bedetider på dagen, og så lægger alle sig på gaden på 

et tæppe og beder. Så er det tydeligt, hvor hellig man 

er, og at det er en stor skare, som beder. 

     Forleden dag var der en udsendelse i fjernsynet om 

nyreliøse bevægelser.  De mener, at de kan bruge 

overjordiske kræfter, dels til at helbrede og dels til 

selv at blive klogere, og på den måde arbejde sig op 

til himlen. Men i den udsendelse var der også en 

lærerinde, som havde bedt Gud om at tage alle de evner 

fra hende, evnerne til at bruge åndelige kræfter. Hun 

mente nemlig, at det førte til noget forkert, til at 

hun følte sig bedre og klogere end andre, følte, at hun 

havde stor magt.  Hun opdagede at hun kun tænkte på sig 

selv. Hun ville heller sidde i timevis og meditere end 

at passe sine børn og være sammen med dem. 

     Der er mange stemmer, som kalder på os, pengene, 

de smarte religioner, de strenge religioner. Men der er 

også Jesu stemme. Og når vi hører på Jesus og følger 

hans ord, så ser vores tro ikke ud af så meget. Jesus 

siger jo f.eks., at vi skal bede til Gud i det skjulte. 

Men så kan andre ikke se, at vi er hellige eller meget 

værd, hvis vi skal bede i det skjulte.  Kristendommen 

kan heller ikke vise mange frem, som beder. Man ser 

ikke hvor mange som bruger bønnen i det daglige.  Og 

det skulle ikke undre mig, at det er mange flere som 

gør det end vi skulle forvente. De siger bare ikke til 

andre, at de beder. Og de gør det måske heller ikke ret 

længe ad gangen. Men det har Jesus jo netop også sagt, 

at det ikke kommer an på det.  Jesus har sagt: når I 

beder til Gud, skal I ikke bruge mange ord og lang tid 

som hedningene gør, for Gud ved allerede før I beder, 

hvad I trænger til. De nyreligiøse, som sidder i 

timevis og mediterer, det er tydeligt, at de gør noget 

for deres religion.  Men den person, som inden i sig 

selv bare beder en kort bøn.  Det kan man ikke se.  Men 

sådan har Jesus sagt det skal være. Han har endda sagt, 

at når vi hjælper andre, skal vi ikke gøre et stort 

nummer ud af det. Nej, vi skal ikke engang selv lægge 

mærke til det gode vi gør. Vores venstre hånd skal ikke 

vide hvad vores højre hånd gør. 

     Men selv om det ikke har en stor synlig virkning, 

at være kristen, så har det afgørende betydning for 

vores liv. Evigheden er kommet ind i vores liv.  De 

mennesker, som skal gøre meget, de har travlt, for dem 

går tiden hurtigt.  Men dem, som tror på Jesus, de 

mærker allerede her lidt af evigheden i deres liv. De 

tænker ikke, om en halv time skal jeg det, i morgen 

eftermiddag skal jeg det.  De har ikke hele deres tid 

besat, men føler, at de har god tid, at de har 

evigheden foran sig.  Og netop derfor har de kræfter 

til, at foretage sig meget.  Det tager nemlig kræfterne 

fra os, når vi ikke føler, at vi har tid til noget, men 

skal skynde os. 

     Man kan se det på små børn. De er meget aktive, 

uafbrudt er de i gang med noget.  Men de glemmer sig 

selv i legen.  De lever i evigheden.  Når de fortæller 

om det som de har gjort, så er det for at dele glæden 

og oplevelsen med andre, ikke for at sige om sig selv: 

så meget har jeg nået.  Og det kunne de ellers godt 

prale med, for der er ingen, der når så meget som et 

barn, suger mange indtryk til sig, bruger sin krop 

meget.  Jeg hørte om en gymnatiklærerinde, som var i 

topform.  Hun tænkte, hun ville følge sit barn en hel 

dag og gøre de samme bevægelser, som barnet.  Men hun 

måtte hurtigt give op, fordi hun ikke havde kræfter til 

at gøre det samme som barnet. Og så gør barnet det 

legende og let.  Netop fordi det er en leg og glæde. 

     Jesus siger, at vi skal blive som børn, for at 

komme ind i Guds rige.  Med det mener han også, at vi 

skal lære af børnene at tro godt om andre.  Børn tror 

på deres forældre.  Nogle gange næsten for meget. 

Nogle jordiske forældre har jo for mange problemer med 

sig selv og ikke overskud til børnene og tager sig ikke 

godt af dem, men børnene dækker over deres far eller 

mor, føler sig solidarisk med dem. Små børn har en 

ukuelig evne og en ubøjelig vilje til at være tryg og 

ikke bekymre sig.  Og Jesus siger, at sådan må vi være 

børn over for Gud, evigt trygge, fuldstændig sikre. 

Intet kan rive os ud af Guds hånd. Gud holder godt 

fast, Gud er stærkere end det, der kan rive os fra ham. 

Derfor må vi elske Gud af hele vores hjerte, af hele 

vores sind og af hele vores sjæl. Det er et af Jesu 

ord, som vi må følge. Vi skal lægge mærke til, at Jesus 

nævner hjertet først.  Hjerte er det samme som 

kærlighed.  Vi ved selvfølgelig, at rent fysisk har 

vores hjerte ikke følelser, men alligevel så banker 

hjertet hurtigere, når vi møder den vi har kær.  Sådan 

må vores hjerte være fuldt af kærlighed til Gud. Der 

skal ikke være skygge i vores gode følelser for Gud. 

Der skal ikke være skygge af tvivl eller skyld, når vi 

tænker på Gud. Vi må elske Gud af hele vores hjerte. 

Jesu ord kaster et mildt lys ind over os. 

     Man siger ellers, at hvor der er lys er der også 

skygge. Hvis hele vores liv kom frem i lyset, alt hvad 

vi har gjort og tænkt, så ville vi se mange skygger, 

mange mørke situationer, hvor vi var usikre eller 

gjorde noget forkert.  Men det mærkelige er, at når 

Jesus lyser på os, så er det kærlighedens og 

tilgivelsens lys, og så forsvinder alle skyggerne.  Det 

er et blidt og mildt lys som vi møder i Jesus. 

     Når vi er forelsket, så er det som om vi ser 

verden i et nyt lys: alt er så smukt. Og det er som om 

tiden forsvinder, når vi bare er sammen med vores 

kæreste.  Sådan må vi elske Gud, så livet bliver smukt 

for os og dagene bliver lange og fyldt med 

evighedsøjeblikke. 

     Det ser ikke ud til, at kristendommen har mange 

synlige virkninger, som vi kan pege på, men den præger 

vores holdning til livet mere end vi tænker på til 

daglig.  Engang her i vinter talte konfirmanderne og 

jeg om, hvor meget et menneske værd, og hvordan man 

skulle regne det ud. I en krig koster det et bestemt 

beløb at slå et menneske i hjel. Er det vores værdi. 

Man kunne også regne ud, hvor meget de stoffer koster, 

som hvert menneske består af. Men det er ikke ret 

meget, kun ca. 35 kr. Men da jeg spurgte konfirmander, 

hvem der er mest værd et geni eller en åndsvag, så 

svarede en, at de er lige meget værd.  Den tro kommer 

fra kristendommen.  For når man ser fornuftigt på det 

kan en åndsvag let undværes, og der er mange samfund, 

som gemmer dem væk.  Mens et geni er helt uvurderlig 

for et land. Men kristendommen siger, at alle mennesker 

er lige meget værd, om det er et barn eller en 

præsident. 

     Der var også en anden konfirmandtime, hvor vi 

talte om, hvad Jesu ord betyder, at vi skal blive som 

børn, ja, at over for Gud er børnene dem der står 

forrest og har mest at sige. Da var konfirmanderne 

meget forbløffede, for sådan er det jo ikke her i 

verden. Her er det folketinget og de voksne, som har 

mest at sige. Men pludselig sagde en af konfirmanderne: 

Jamen så er vi jo alle lige.  Og det er netop det 

overraskende og helt omvendte, som Jesus siger og som 

den kristne tro giver os, at hvert menneske er uendelig 

meget værd, og det gælder helt fra vi er små. 

     Det er det grundlag, som vi må leve på. Gud elsker 

os og har givet os livet og den smukke jord, for at vi 

skal have et smukt liv.  Hver af os er uendelig 

værdifuld, og vi må hjertensgerne og af stor lyst bruge 

vores evner og vores kræfter.  Hver eneste af os har en 

høj stjerne i Guds øjne, skal vi have mod til at kaste 

os ud i en masse arbejde og fritidsaktiviteter og takke 

for, at Gud har givet os god tid, ja evighed, til det. 

 

ny prædiken 

 

     Jeg læste i ugeavisen for nogen tid siden om en 

modedesigner. Han mente, at vi er ved at ændre normer. 

Han mente, at vi i de næste ti år vil få et andet 

verdensbillede end det vi havde i 80-erne. Han har 

stillet nogle ord op over for hinanden, nogle ord, som 

kendtegnede 80-erne og nogle, som han mener, kommer til 

at gælde i 90-erne.  F.eks.  siger han, at i de sidste 

ti år var der megen var der ensomhed, nu kommer 

tosomheden tilbage. Før var der meget stress, nu vil vi 

prøve at få overblik. Før gjaldt det om at være en 

helt, nu må vi gerne være antihelte, altså almindelig 

emnnesker. Før var der støj og splid, nu vil vi søge ro 

og enhed. Og så siger han også, at der i 80-erne var 

anarki, dvs uorden, men nu vil de gamle værdier kommer 

tilbage, de værdier som hedder Gud, konge og fædreland. 

Vi kan se det med dronningen.  Hendes fødselsdag viste, 

at hendes popularitet er større end nogensinde. 

Modedesigneren sagde også i ugeavisen, at i 80-erne var 

det in at være respektløs, men nu bliver de værdier sat 

i højsædet igen, de værdier som hedder tro, håb og 

kærlighed. Modedesigneren mener altså at nogle af de 

gamle værdier, bl.s. troen på Gud bliver moderne igen. 

Det var ikke kun i gamle dage at det var nødvendigt for 

mennesker at tro. 

     Det er også nødvendigt for os. Ellers bliver vores 

liv sådan, at vi ikke kan glæde os over det gode og 

sådan at vi ikke kan klare os over for det onde. Det er 

jo den kristne tro, som giver os lov til at glæde os 

over alt det grønne og lyse. Når vi ser skoven springe 

ud og når vi ser den blå forårshimmel, tænker vi jo 

ikke, at det bare er et ydre blændværk, og at der bag 

ved det hele er onde magter, som kun venter på at 

ødelægge os.  Nej, vi tror, at naturens væsen og mening 

at være lys og smuk, så vi kan nyde livet af et helt 

hjerte. Det har vi fået fra den kristne tro. 

     Og når der sker ondt, tænker vi ikke bare: Ja, det 

var hvad vi kunne vente.  Det er der ikke noget at gøre 

ved. Nej, vi kæmper mod det onde. Vi vil ikke affinde 

os med det, fordi vi tror, at livet skulle være godt. 

Det har vi fået fra den kristne tro. Vi har fået kraft. 

Vi har fået den ide, at vi siger nej til det onde. 

     Vi har jo ellers videnskaben, som prøver at 

gennemskue alting.  Videnskaben kan give os forklaring 

på meget. Men det er ligeså tit, at videnskaben bare 

rejser nye spørgmål, det er også godt, for så kommer vi 

længere og længere, og meget af det er jo til gavn for 

os, så vi kommer til at leve bedre. Men værdier til at 

leve på kan videnskaben ikke give os. Man kan sige at 

videnskaen er helt værdifri. Den kan udforske det 

mindste, generne og ændre dem, og det kan der komme 

noget godt ud af det, planterne kan blive mere 

frugtbare, men der kan også komme store skader ud af 

det, dræbende bakterier, som ikke er til at standse og 

som ødelægger alt.  Det er også flot at videnskaben kan 

sende en stor kikkert ud i verdensrummet og man kan få 

nye opdagelser, men det er jo også videnskaben som er 

skyld i at himmerummet snart er ved at blive en 

losseplads. Med mellemrum vil der falde gamle 

satelitter og andet ragelse ned i hovedet på os. 

Videnskaben har givet resultater, som kunne bruges til 

forurening både her på jorden og i himmelrummet. 

Videnskaben er meget vigtig, men den skal styres af 

noget højere, af nogle værdier som vi ikke kan få fra 

videnskaeben. 

     De værdier kan vi få fra Jesus. De værdier får vi 

ved tro på ham. Tro betyder jo, at der er noget man 

regner mere end alt andet. Tro betyder, at man holder 

sig til noget, som det faste i ens liv. Når vi tror på 

Jesus, så lader vi hans ord styre vores liv. Når vi 

tror på, at Jesus er Kristus, så tror vi på, at han er 

kommet fra Gud og at det er hans ord om GUd, der 

gælder.  Der er jo så mange meninger om Gud, men når vi 

tror på Jesus, så holder vi os til hans ord.  Det er 

mærkeligt at vi stadig kan leve på de ord som Jesus har 

givet. 

     Det er egentlig et bevis for, at der er noget 

særligt ved Jesu ord, at de har kunne holde sig i 2000 

år, og at vi stadig vender tilbage til dem. I en 

periode kan Jesu ord stå i baggrunden, men så vender de 

tilbage igen med større styrke.  Det har vist sig hver 

gang mennesker har vendt sig fra Jesu ord, så har det 

medført rodløshed og håbløshed og usikkerhed.  Det er 

nok også derfor de gamle værdier er ved at vende 

tilbage, hvis modedesigneren har ret i sin 

forudsigelse.  Der er noget ægte ved Jesu værdier, som 

vi mangler, hvis vi vender os fra dem. 

     Jesu værdier er bud til os, men det er ikke først 

og fremmest de ti bud.  De er også gode, ikke at slå 

ihjel, ikke at lyve og bagtale andre. Det er godt, men 

Jesus har samlet det i et bud. De ti er jo alt for 

mange. Hvem af os kan huske de ti bud udenad. Derfor 

har Jesus samlet det i ét bud: du skal elske Gud og dit 

medmenneske. Det bud betyder for det første, at vi ikke 

er bange for Gud. Vores udgangspunkt er ikke, at vi har 

et dårligt forhold til Gud, og at vi skal bruge megen 

tid på at gøre Gud tilpas.  Nej, vores udgangspunkt er, 

at vi må elske Gud. Og for det andet betyder det bud, 

at vi kan give en rigtig hjælp til vores medmenneske. 

Det bud, som Jesus giver, kan udmøntes i tusinde 

situationer.  Det er forskelligt i hver enkelt 

situation, hvad der er bedst, bare vi tænker ud fra de 

behov som vores medmenneskes har. Og Jesus gav ikke kun 

budet, han viste med eksempler, hvordan vi skal opfylde 

det. 

     F.eks. var der engang en syg som blev båret hen 

til Jesus. Den syge kunne ikke selv gå, så nogle af 

hans venner bar ham. Det var en af de dage, hvor mange 

mennesker var kommet for at høre Jesus tale om Gud, så 

det hus hvor Jesus opholdt sig, var stop fyldt. Derfor 

bar de den syge op det flade tag og gravede et hul i 

taget og de firede den syge ned i stuen lige foran 

Jesus.  Da Jesus så den lamme, sagde han: dine synder 

er tilgivet.  Det var det første Jesus gav den syge: 

tilgivelse fra Gud. Mon ikke de fleste andre i den 

stiuation havde sagt: Skal du ødelægge mit tag.  Det 

kommer du selv til at betale. Men Jesus sagde: du er 

tilgivet. Og det var jo ikke med hensyn til taget, det 

tænkte Jesus slet ikke på. Det var jo kun en ting. Nej, 

Jesus så ind i den syge. Og hvor sker det ikke tit, når 

mennesker bliver syge, at de tænker: det er nok, fordi 

jeg har gjort noget forkert. Nu straffer Gud mig.  Men 

det er altså en af de værdier, som Jesus har givet os 

at leve på, den vigtigste, at Gud har tilgivet os vore 

synder.  Hvad der end sker, må vi aldrig tænke at Gud 

har vendt sig fra os, at vi er forfulgt af en ond 

skæbne, som har taget magten over os. Vi må aldrig være 

bange for Gud.  Efter at have tilgivet den lamme, 

helbredte Jesus ham også, så han selv kunne gå hjem, 

men tilgivelsen regnede Jesus for det vigtigste. 

     I prædikestykket i dag siger Jesus det på den 

måde, at ingen kan rive os ud af Guds hånd. Gud slipper 

os ikke, hvor forkerte vi end kan føle os.  Gud holder 

i os og holder os oppe. Den værdi lever vi på.  Og den 

værdi har Jesus givet os at styre vores liv efter. Det 

vil jo altid være svært at tilgive.  For det betyder 

jo, at der er gjort noget forkert. Vi skal overvinde 

meget i os selv, ønsket om hævn, ønsket om straf, 

ønsket om at stå fast på vores ret.  Det ville vi jo 

helst, men jesus har sagt, at vi skal tilgive.  Det er 

egentlig sværere end at overholde de ti bud. Det kan vi 

vist allesammen. Lade være med at slå ihjel, lade være 

med at lyve i vigtige forhold. Lade være med at stjæle. 

Men hver gang vi skal tilgive, så er der en modstand 

inden i os.  Skal vi virkelig tilgive dem, der har 

slået os, det kan jo være med ord de har slået os og 

gjordt os ondt. Kan vi tilgive dem, der har løjet om os 

og sladret om os og sagt noget helt forkert, som giver 

os mange problemer. Det er meget svært for os at 

tilgive. Men Jesus stiller det op som et af de højeste 

bud vi skal leve efter.  Han siger endda, at vi ikke 

kun skal tilgive en gang. Vi skal tilgive det samme 

menneske 70 gange 7 gange, og det vil jo sige 

uendeligt. Det er jo fordi vi derved viser, at vi alle 

er lige meget værd, og at vi kan gøre meget forkert, 

men at vi alligevel er kostbare mennesker allesammen. 

Tilgivelsen viser, at vi er værdifulde for hinanden, og 

at der er ingen som kan undværes. 

     Derfor er det heller ikke kristen moral, de 

synspunkter som fornylig er kommet frem i diskussionen 

om transplantation. Der er nogle, som har sagt, at 

patienter, som har ødelagt deres lunger ved at ryge, 

eller patienter som har ødelagt deres lever ved at 

drikke, at de ikke skal hjælpes.  Det er forkert. Alle 

mennesker er lige værdifulde, hvordan de end har levet. 

Selv det menneske, som vi synes er den mest sølle 

stakkel er et uendeligt værdifuldt menneske.  Selv dem 

der har levet forkert, og som har misbrugt f.eks. 

tobak eller alkohol, de skal hjælpes på lige fod med 

alle andre. 

     Den værdi har Jesus givet os at leve efter. Den 

tro har han givet os.  Den tro betyder uendelig meget 

for vores liv, også selv om vi ikke altid går og tænker 

over det. Den tro betyder, at vi kan række hinanden 

hånden i bevidstheden om, at alle vi døbte er i Guds 

hånd, og intet kan rive os ud af den. 

 

 

 

ny prædiken 

 

 

 Behøver vi religion?  Der er nogle spørgsmål vi ikke 

kan stille. Har vi behov for virkeligheden?  Den er 

der, selv om vi ikke har behov for den. Der er sikkert 

mange mennesker, som helst vil lukke øjnene for 

virkeligheden. Det kan der være gode grunde 

 til. Virkeligheden kan være barsk. Virkeligheden kan 

være ond. Vi kan ikke spørge om vi har behov for 

virkeligheden, men vi kan sige, at vi har behov for at 

virkeligheden er god. Vi har behov for at være trygge 

med virkeligheden, som den er, også når 

den ikke går efter vores ønsker. Vi har behov for 

opmuntring, som vi går ud i virkeligheden og laver den 

om, når vi kan. Og aldrig mister håbet og modet til at 

lave virkeligheden om, også selv om det kun er ganske 

lidt. 

 Man kan sige, at unge ikke har så mange erfaringer. 

Det kan være I tit for det at vide, når nogle vil 

belære jer om ting. Det er da også rigtigt, at livet 

ligger foran jer og I skal vælge meget om, hvad I vil. 

Senere bliver det mere fast, når vi har f 

ået en stilling, er blevet gift osv. Eller er det nu 

også mere fast. Hele livet igennem kan vi komme i 

krise. Det kan være når der sker noget dårligt, så vi 

ikke forstår, at virkeligheden kan være sådan. Men det 

kan egentlig også være, når der sker nog 

et meget godt, at vi kan have svært ved at finde os 

selv. Hvis vi netop får vores ønskejob, eller lige 

finder den bedste kæreste vi kunne tænke os, så går der 

et stykke tid, før vi rigtig bliver os selv i det som 

sker. På den måde bliver vi ved at være 

 unge, hvor gamle vi end er, at vi kan rystes, at vi 

 kan komme i krise, at vi i situation kan miste 

 forfæstet og have svært ved at finde os selv. Det 

 ligner akkurat jer unge, som jo er igang med at finde 

 jer selv.  Har vi behov for religion. Det er et 

 forkert spørgsmål. Man kan ikke spørge: har vi behov 

 for træet, som står uden for vores vindue. Det står 

 der. Men vi kan sige, at det os godt ind i sjælen at 

 se det grønne. Sådan er det også med religion. Den er 

der. Jeg vil selvfølgelig som præst sige det så stærkt: 

Gud er der. Vi kan lukke øjnene for Gud. Og så siger 

vi: der er ingen Gud. Men det er pjat, som børn der 

gemmer sig ved at holde hænderne for øjnene. 

 Men ligesom vi har behov for det grønne, sådan har vi 

 behov for at glæde os over Gud. Det giver vores liv en 

 sammenhæng, et grundlag. Troen lyser lige så meget ind 

 i vores sind, som alt det grønne og blomsterne.  Her i 

 vinter så konfirmanderne og jeg en film, som hedder 

 Forrest Gump. Den handler om et menneskeliv. Vi ser en 

 drengs barndom og ungdom og manddom. Han er lidt naiv, 

 lidt godtroende. Det sker, at andre driller ham eller 

 er onde ved ham, men det er 

som om det preller af på ham. Han bliver ved med at være 

god og hjælpe andre. Han har en kæreste lige fra 

barndommen. Hun forlader ham indimellem og de mødes 

igen. Hendes liv som voksen bliver meget rodet. Men han 

ser igennem det og bliver ved med at el 

ske hende. Og til sidst bliver de gift og de får et 

barn sammen. 

 Jeg vil ikke fortælle hele filmen. Men i det ydre er 

den en god og morsom og rørende og spændende historie, 

og så handler den i virkeligheden om kristendommen. 

Filmen fortæller, at det nogle gange er de barnlige 

mennesker som er de mest kloge. De bliv 

er ved med at være tillidsfulde og hjælpsomme, selv om 

verden ikke er god. Og det kan godt udrette undere, at 

have den tro på Gud. Selv om Forrest Gump som 

hovedpersonen i filmen hedder, kan blive meget ked af 

det og sørge, så er det som om han har en 

urokkelig tro på Gud, at Gud nok skal hjælpe. Og 

mærkelig nok bliver Forrest Gump heldig af det, der 

sker flere held i hans liv, eller undere. Han bekymrer 

sig ikke så meget. Og så viser Guds hjælp sig også. 

 Alt det må vi gerne have lidt af. Som Jesus sagde det 

og som vi hørte det ved dåben: Guds rige hører børnene 

til. Et andet sted siger Jesus det sådan: Hvis I ikke 

vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i 

Guds rige.  At være barn, det er 

at være tillidsfuld og godtroende. Det må vi gerne 

være. Selvfølgelig skal vi ikke lade os narre og snyde, 

men hvis vi blev det nogle gange, så går der egentlig 

ikke nogen skår af os for det. Det er vigtige den 

grundliggende tro på det gode, at Gud vil 

 hjælpe og gøre undere for os, også når alt ser mest 

 håbløst ud, eller når alt ser trivielt og dagligdags 

 ud. Vi må tro, at livet er forunderligt og smukt.  Det 

 kan godt være at I unge nogle gange, når I er i godt 

 humør, så rigtig har lyst til livet og er spændt på 

 alt det som skal ske. Den lyst må I gerne bevare også 

 når I bliver voksne. Det er den kristne tro, at livet 

 er forunderligt og fantastisk.  Det har vi ikke kun 

 behov for at tro. Nej, det er sådan at vi ikke kan 

 leve uden. Vores liv bliver gråt og mørkt, når der er 

 dage, hvor vi er udenfor den gode tro, 

som vi har fået af Jesus. 

 På sådanne dage skal vi huske Jesu ord i 

 prædikestykket i dag: Min får hører min røst, og jeg 

 kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt 

 liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen 

 skal rive dem ud af min hånd.  Vi er Jesu får, fordi 

 vi er døbt. Vi tilhører Jesus, fordi vi blev knyttet 

 til ham i vores dåb. Og Jesus slipper os ikke. Han 

 giver os evigt liv. Selvfølgelig må vi gerne have 

 travlt og næsten ikke kunne vente, når vi er spændt på 

 noget. -  Sådan 

har 

I unge det nok i dag, at I næsten ikke kan vente på alt 

det, som skal ske i dag, god mad, gaver, fest og hygge, 

og at det er jer, der får det altsammen og er 

midtpunkt. Gaven I får fra Jesus er evigt liv. Det må 

gerne ligge bagved, når I senere i livet 

 kan få travlt og skal nå en masse. Sådan kan vi føle 

det med livet, at vi helst skulle nå så meget som 

muligt. Men det giver os en vis ro, at Jesus har givet 

os evigt liv. Vi skal ikke nå det hele på et antal år. 

Vi har evigheden til at nå det i.  Den 

ro og den tro får I med ud i hverdagen, alle I som er i 

kirke i dag.