I dag er det første søndag i advent. Den fortælling vi har hørt er en overskrift over det nye kirkeår. Den stammer fra begyndelsen af Lukasevangeliet. Det er de første ord, den første prædiken Jesus holdt. Ordene er altså også overskrift over Jesu virke.
Hvert andet år læser vi første søndag i advent om Jesu indtog i Jerusalem, hvor folkeskaren lagde palmegrene på vejen og råbte: Hosianna. Det indtog fandt sted ved slutningen af Jesu virke. Det indtog indvarsler påsken, Jesu død og opstandelse. De to fortællinger Jesu indtog og Jesu første prædiken i Nazareth ligner hinanden. Der er tale om jubel og der er tale om afvisning. Folkeskaren jubler over Jesus men ender med at afvise ham. Her i dag hører vi, at de vil styrte ham ud over et bjerget.
Den første søndag i advent er en festdag. Nu skal vi høre alle de dejlige historier igen om Jesus, om hans fødsel i stalden i Betlehem. Det er en hjertegribende fortællingen. Så kommer hellig 3 konger tiden og fasten, som leder op til påsken, hvor der også er højtid og store følelser. Og sådan kan vi gennemgå hele det nye kirkeår. Mens der er blandet vemod i det verdslige årsskifte, nytårsaften. Der begynder et nyt år, men vi ved ikke, hvad det bringer. Så er der en større tryghed ved det kirkelige årsskifte. Vi ved, hvad vi skal høre i det nye kirkeår. Det er det samme som i det gamle. Det er ord, som holder os fast og giver højtid til vores dage. Det er udtryk for, at Jesus bliver ved med at være den samme og at han igen vil gribe vores hjerter og fylde dem med tro.
Eller vil han nu også det? Skaber Jesu ord kun jubel hos os eller skaber de også afvisning. Det hører vi jo om både ved Jesu indtog i Jerusalem og ved Jesu første prædiken i Nazareth. Det endte med, at de kom til at hade Jesus. De ville styrte ham ud over et bjerg eller de råbte: Korsfæst, korsfæst. Det er grunden til, at det nye år ikke bliver en kedelig gentagelse af det gamle. Der er noget ubegribeligt ved Jesus og det taler os imod. Hans ord kan aldrig blive til vaneord, som vi hører med ligegyldighed. Der er en kerne i Jesu ord, som vi altid vil studse over.
Det er mærkeligt, at Jesu ord giver den største sikkerhed til små mennesker og samtidig rokker de ved den falske sikkerhed, vi helst vil lulle os ind i.
I fortællingen i dag kommer Jesus til sin fødeby og hans prædiken er stærk. Han læser de flotte profetier fra GT og siger: Nu går det i opfyldelse. Godt budskab til fattige. Helbredelse af blinde. Frigivelse af fanger. Et nådeår. Der er ikke noget mere herligt. Det er det, som vi sukker efter.
Det gode budskab til de fattige er jo, at nu får de en stor rigdom, som aldrig slipper op og som ingen kan tage fra dem. De blinde kan nu igen fryde sig over livet og se, hvor smuk en gave Gud har givet os. Fanger føler vi os tit, af pligterne og alt det som styrer vores liv. Frigivelse, det er, at livet er helt frit, så vi kan glæde os over det og nyde det i fulde drag. Alt det, som Jesus bringer er samlet i det udtryk: et nådeår.
En snevejrsdag, hvor sneen dækker alt og lukker vejene. Det er besværligt for os. Men egentlig kommer der også en stemning af ferie og frihed. Vi kan ikke styrte rundt som vi plejer, men må nyde varmen indendøre, mens vi ser ud på alt det rene og hvide udenfor. Og tit bliver folk mere hjælpsomme.
Det kunne godt være et billede på det, som Jesus siger, et nådeår. At vi bliver standset i al vores travlhed og larmen stilner af og vi bliver mere hjælpsomme mod hinanden. Ja, egentlig er nåden som sneen, der daler hvid og stille og dækker alt, så vi ser ud på en ren verden. Vi har jo også det udtryk, at vaske tavlen ren. Det betyder, at alt den skyld og alle de fejl vi bærer rundt på, bliver visket væk og vi kan begynde på en frisk.
Nu om dage er der kommet mulighed for, at man kan søge et sabatår. Det udtryk kommer fra jødedommen. Hvert 7. år var et sabbatsår og da måtte markerne ikke tilsås og vingårdene ikke beskæres. Landet skulle hvile. Og hvert 50. år var et jubelår. Da skulle der udråbes frigivelse i landet for alle indbyggerne. Hver skulle vende hjem til sin familie. Slaverne måtte gå hjem til deres familie. Og ejendom blev givet fri, gæld blev eftergivet. Alle stod frit. Den lov blev nu aldrig efterlevet i Israel, men den var en længsel og et billede på det nye rige, som skulle komme: et jubelår, som varede evigt. Et nådeår, hvor alt som tynger og fanger os bliver fjernet og vi kan rette vores rygge.
Den fantastiske prædiken holder Jesus i Nazareth: Nu begynder nådeåret. Men så fortsætter han: ikke for jer. Og folk i hans fødeby bliver blinde af raseri. Jesus kom med helbredelse til blinde, men i hans fødeby blev de blinde af raseri.
Det var fordi de ikke troede på Jesus. De havde kendt Jesus fra barn. De spurgte: Er det ikke Josefs søn? Og fordi de havde kendt ham som et almindeligt barn, kunne de ikke tro på de store ord han sagde. De troede ikke, at han kom fra Gud. Det kan vi sagtens sætte os ind. Hvis der kom en, som var opvokset i vores landsby og som vi havde set gå i skole og blive voksen, og som aldrig havde vist sig som noget ualmindeligt menneske, hvis han så pludselig sagde: Jeg er en profet. Jeg kommer fra Gud. Så ville vi have svært ved at tro det, hvis han ikke gjorde et særlig stort under. Det måtte vi kræve. Og hvis han så tværtimod sagde: Jeg kommer med budskab fra Gud, men jeg kan intet gøre for jeres landsby. Så ville vi også blive rasende.
Måske var Jesus så barsk over menneskene i hans fødeby, fordi de først mente, at han som en af deres egne netop skulle gøre et stort under hos dem. Og Jesus lader sig ikke sådan holde fast. Gud lader sig ikke tvinge eller holde fast af os. Som om vi kunne forlange noget af Gud. Det er omvendt: Gud som af nåde giver alt til os og vi kan kun modtage det i tro.
Der var engang, hvor Jesus gjorde et stort under og bespiste 5000 mennesker med 5 brød og 2 fisk, og folk udbrød: Han er sandelig profeten, som kommer til verden. Og de ville gøre ham til deres konge. Men da Jesus forstod at de ville komme og tvinge ham til at være deres konge, så trak han sig tilbage op i bjergene helt alene.
Vi har en drøm om, at verden skal ændres så den bliver paradis. Det er uretfærdigt al den ondskab og vold som findes. Det er forkert, at der er lidelse og sorg. Og Jesus er opfyldelsen af den drøm. Men ikke sådan at vi ser vores verden fuldstændig forandret. Det er i troen, at alle de store undere sker. Godt budskab til fattige. Helbredelse af blinde. Frigivelse af fanger. Et nådeår. Det er kun troen, som kan se de undere ske. Men i troen sker det virkelig. Da er vores liv blevet et helt andet.
Hvis Gud nemlig helt uden om vores tro, gjorde vores verden til et paradis, så ville det i virkeligheden intet ændrer. Vi ville hurtigt blive så vant til at alt var såre godt, så vi ville gøre ligesom Adam og Eva. Vi ville stræbe efter mere. Vi ville selv bestemme og klare os selv, fordi det hele jo gik så godt. Vi ville glemme at takke Gud. Det er den falske sikkerhed, som Jesus vil rokke os ud af, når vi vil have livet for os selv. Derfor er der noget ubegribeligt ved Jesus og det taler os imod. Der er en kerne i Jesu ord, som vi altid vil studse over. Derfor er Jesus ikke til at holde fast, og hvis vi alligevel prøver, så glider Jesus ud af vores hænder og tanker og går sin vej, som han gjorde det i Nazareth eller efter bespisningen af de 5000.
Gud må gå vejen omkring vores tro, for at give os himmeriget. Vi kan tage et eksempel. Der kom mange hjælpeløse stakler til Jesus og bad om hjælp. Og Jesus spurgte dem tit: Tror du på mig, så kan hjælpe dig. Og af deres dybe nød råbte den ulykkelige: Jeg tror. Og Jesus sagde: Gå hjem, din tro har frelst dig. Og den syge blev rask, og gik hjem, jublende over Gud. Men vi hører aldrig hvad der skete med de helbredte, når de kom hjem og leve en ganske almindelig hverdag. De første år tænkte de nok tilbage på Jesus og på det under, som var sket, at de fik livet tilbage. Men kunne det ikke være, at de vænnede sig til deres hverdag, som jo lignede fuldstændig deres venners og families. Måske kunne troen glide i baggrunden, så de helt glemte, at de levede på et under. Og så var underet forsvundet. Så blev deres hverdag akkurat som de andre menneskers.
Men i troen ser vi, at vi lever på et under, som Jesus har gjort for os.
Jesus har givet det gode budskab til os fattige, at vi har fået en stor
rigdom, som aldrig slipper op og som ingen kan tage fra os. Vi, som så let
vænner os til alt det gode, vi får åbnet vores øjne så vi kan fryde sig over
livet og se, hvor smuk en gave Gud har givet os. Jesus gør vores liv frit,
så vi kan glæde os over det og nyde det i fulde drag. Alt det, som Jesus
bringer er samlet i det udtryk: et
nådeår.
Tryk her tilbage til forside