Prædiken til 1.s.i advent den 30.november 1997 (II tekstrk) Tekst: Lk. 4,16-30
Salmer: 66 - 71 - 68 - 60 - 62 Da Maria og Josef bragte deres otte dage gamle dreng med til templet i Jerusalem mødte de den gamle hellige Simon - og Simon udbrød: Herre, mine øjne har set din frelse. Og til Maria og Josef sagde han: dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og bestemt til at være et tegn som modsiges, så at mange hjerters tanker kan komme for en dag"
Den dag blev der prædiket om Jesu betydning, om det tegn fra Gud som dette lille menneskebarn var. Idag hører vi hans egen første prædiken - om sig selv - opfyldelsen af forventningen. Og den betydning som opfyldelsen af det forventede har: godt budskab til fattige, frigivelse for fanger, syn til blinde, frihed til u
ndertrykte - alt i alt Jesus udråber et nådeår fra Gud. Vi har sunget "Vær velkommen Herrens år, og velkommen herhid" og i den forbindelse skriver Johannes Møllehave i Kristeligt Dagblad i går: ...Som barn undrede jeg mig over, hvem hr. Hid var. For et barn lyder det, som om de voksne synger hr. Hid. Han kom hver første søndag i advent, og han kom hvert nytår. Hr. Hid.
Nu ved jeg, at det betyder herhen. Vær velkommen Herrens år og velkommen herhid.
Herrens år, det er altså det nye kirkeår - og da alle adventssøndagene handler om Herrens komme (adventus er latin for ankomst, ad-venire betyder at komme til), er det naturligt at man til det kommende siger vær velkommen.
Vær velkommen! Herrens år - det var ikke ligefrem de ord Jesus blev mødt med. "Dur ikke" sagde de og reagerede vel lige lovlig voldsomt efter vores mening. Drev ham ud af byen og havde helst set ham styrte ud over kanten af bjerget. - Besynderlig reaktion synes vi vel.
Men ordene, om profeten, som ikke er anerkendt i sin hjemby - de ord kender vi og har brugt før - og altid i den forbindelse, at det menneske, den person, som man kender så godt, fordi man har kendt vedkommende fra lille af og har set ham eller hende vokse sig gennem unoder og meget andet, den person har man gevaltig svært ved pludselig at se på med nye øjne - pludselig at lytte til med friske ører - bare fordi vedkommende selv erklærer, her kunne man sige proklamerer sig som noget ganske og aldeles specielt.
Kan I huske da Erasmus Montanus hos Holberg kom hjem fra den store verden og fortalte i den lille hjemby, at jorden var rund? Han blev også truet med kanten af bjerget, og han gav sig, og tog den flade jord til sig igen. MEN jorden er stadigvæk rund!!!
Hvad der forargede jøderne var, at frelsen blev tilsagt dem uden forudgående dom. Hvordan skulle de kunne smække dørene op og byde velkommen uden at være dømt af Gud først. Uhørt! Forargeligt! Og desuden var de vel ikke så elendigt stillede som Jesus så frækt hævdede !- og så må man spørge sig, om ikke de var det alligevel, for ellers havde de nok ikke haft nødig at reagere så voldsomt som de gjorde - for sådan er det altid - sandheden er ilde hørt.
Ihvertfald forudser Jesus, hvad der vil ske senere: for senere, når de har hørt om helbredelser osv foretaget i Kapernaum, så vil de sende bud efter ham og hævde at han skal gøre noget særligt for dem, siden deres by er hans hjemby! Ak ja, så bagvendte er mennesker - og Jesus siger da også her - på forhånd - at når de afviser ham idag, så går frelsen videre ud til resten af verden imorgen. Og sådan blev det - frelsen gik til blandt andet danskerne, som var vikinger og hedninger i går, men som kalder sig kristne idag - hvad de kalder sig i morgen er dog hvad det kommer an på? Så skal det vise sig om vi er mere modige - om vi har mere selverkendelse end jøderne dengang. Tør vi smække fløjdørene op og byde velkommen uden dom? Tør vi tage til os ordene om nådeåret fra Gud - uden Guds dom. Og hvis vi gør det - kan vi så lykkes i det som er så svært, nemlig at se bort fra den dom vi også fælder over os selv. I det mindste i vore lønligste tanker? For vi har vel også vanskeligt ved at byde velkommen både til Jesus Kristus, til Gud og til andre mennesker, hvis vi ikke synes at "huset" er så fint, godt, rigt, veludstyret, som vi vel at mærke selv synes det burde være?
Evangeliet siger: se bort fra det og LYT - til Jesu ord. "skriftordet er gået i opfyldelse" - det er muligt du ikke er gået i opfyldelse, men det er ikke grund nok til ikke at byde velkommen.
At høre er nødvendigt her. For det sker i hans ord! Med hans ord. Og det du hører fører til tro - fører til, at du får tillid til Hans ord - at Ordet skaber hvad det nævner. Det som høres er gået i opfyldelse idag, som dengang. Et nådeår fra Gud. Vær velkommen!
I Johannes Åbenbaring siger Jesus: "Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig."
Vær velkommen! tør vi lukke op og sige det og gøre derefter - vil vi? når nu vi kender Ham så godt - er vokset op med ham så at sige gennem vores barnetro - når nu vi også ved så meget om os selv som vi gør - hvad med alt det som er fejet ind under gulvtæppet?
Og da må jeg forkynde for jer og mig selv, de ord som evangeliet tilsiger os gang på gang: ved troen på Jesus Kristus er du frelst - præcis for dig er et nådeår udråbt. - Luk du roligt døren op!
Måske synes du, at du har lukket døren op adskillige gange - og at ingen stod derude. For hvor er den frihed - hvor er den helbredelse og hvor er den nåde, som Jesus taler om? Vi bliver skuffede og har svært ved at se, at det er virkeligt. -
MEN budskabet fra Gud er i hvert fald virkeligt nok. Der sker noget afgørende fra Guds side, da Jesus begynder at prædike i synagogen - selvom vi har svært ved at se det.
Hvis det derfor ikke er Guds vilje, og Guds skyld, at der stadig findes fanger og blinde og nådesløse skæbner, så kan man spørge, hvis skyld det da er? Det kan vel ikke tænkes, at være vores egen? Det skulle vel ikke være sådan, at alt det som ødelægger vores liv, alt det som fanger, og som blænder og som gør vores liv håbløst - det skulle vel ikke være sådan, at det skyldes os selv? De mørke problemer stammer IKKE fra Gud. - Hvorfor lever vi da stadig som fangne, blinde, håbløse, når det hele er vendt om i Guds øjne - når Gud har slået en streg over alt mørke, når Gud er begyndt på en frisk side i livets bog. Hvorfor lever vi videre som om intet var hændt - som om ingen havde banket på?
Er det fordi vi midt i vores skuffelse over Gud, ikke kan se at vores virkelighed er som han siger? Er det fordi vi helst vil vedblive at være fangne, blinde, håbløse og udenfor nåden? Er det fordi vi har så mange bånd og pligter der fanger os og som holder os oppe i en grad så vi synes det er vigtigt det vi går og foretager os - vigtigere end at byde velkommen? Vi føler os måske trygge af at være bundne og omgivet af faste rammer, sat af os selv - fanger ved jo hvor langt de kan gå, og hvor murene er, som lukker dem inde.
Det er ikke kun strudsen, som stikker hovedet i busken og lukker øjnene og tror resten af verden ikke kan se den - især det som truer den. Det kan være meget trygt med fangenskab og blindhed, mere trygt end frihed og klarsyn.
Frihed og klarsyn! At være kristen har altid stået for det som forargede - det burde det i hvert fald. Forargede på den måde, at vi rystes i vores holdninger, og også rystes ud af dem når vi tør høre Ordet når det banker på, og når vi åbner døren når der bankes på. At være kristen har og må have med det at gøre at bevæge sig på dybt vand - lissom Peter - og lissom ham, at række hånden ud i tro og tillid til Jesus. Vær velkommen Herrens år.
Og ved du ikke hvornår du ser ham, hvornår du skal byde velkommen, så tænk på de to sorgfulde disciple, der på vej til Emmaus mødte Jesus. De sagde: vær velkommen ! og han blev og spiste sammen med dem og da han talte Ordet til dem. Da åbnedes deres øjne og de kendte ham.
Budskabet om frelsen i Jesus Kristus, om nådeåret fra Gud, blev kendt i hele verden. Budskabet gik til blandt andet danskerne, som var vikinger og hedninger i går, men som kalder sig kristne idag - hvad de kalder sig i morgen ved jeg ikke? De, der stiller krav til Gud, men ikke får dem opfyldt i det Gud byder dem - igennem Jesus af Nazareth og Hans Ord - de vil til sidst komme til at hade Jesus. De vil tale ondt om ham, måske spotte ham - i hvert fald erklære at de er færdige med ham. Men jorden er stadigvæk rund, den tanke falder dig naturligt- og Jesu ord står fast til verdens ende - falder det dig naturligt at byde Ham velkommen? Gamle Simon sagde til Maria, at barnet var bestemt til at være et tegn, som modsiges, så mange hjerters tanker kan komme for en dag. - Du handler efter hvad der bor i dit hjerte!
Et nyt kirkeår begynder i dag. Og Jesus kommer sin sædvane tro hver søndag, for at være sammen med os til gudstjeneste - være hos os med sit ord og med sine nådemidler, for at give os nådeåret fra Herren. Da bliver det gode tider, for dem som trænger til evangelium - for de plagede, der trænger til frihed. Men andre vil vende Ham og hans Ord ryggen. - Det giver Gud dem lov til - men han giver dem ikke lov til at knuse hans rige - giver dem ikke lov til, at tage nådeåret fra dem, han giver det til. Evangeliets tekst slutter jo i dag med at Jesus gik sin vej - midt imellem dem, der ville ham til livs. Han drog bort til andre, der ventede at høre evangelium for fattige, - til andre, der var plagede og trængte til frihed. Og overalt hvor man bød ham velkommen spredtes helbredelsens livgivende lys, og mørket fik ikke bugt med det.
Sådan er det også nu. - Ingen kan standse Jesus, når han kommer med nådeåret fra Herren til alle dem, der længes efter det, og som er parate ved døren. Gud er dér, hvor man ikke venter ham - hvor det uforventede sker - det, der går på tværs af vore ordninger og vaner og opfattelse af idyl: Når godhed vises for dem, der ikke har fortjent det - når de, der er i en håbløs situation, fatter mod igen - og når de, der er i sorg, kan blive glade - kort sagt - når det sker, som vi ikke forventer eller regner med.
Jesus sagde : Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres - Salige er de, som sørger, for de skal trøstes - Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud - Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn -
Vær velkommen Herrens år - vær velkommen Guds Søn. AMEN