1. søndag efter påske 1998 

	Michael Rønne Rasmussen 



 

Epistellæsningen: Ap.G. 2,22-28 

Evangelielæsning: Johs. 21,15-19 

Salmer: DDS 167, 203 - 279, 198 v.8, 193 

 

Prædiken: 

 

Han hang på korset og mærkede langsomt livet sive ud af 

sin store, knoklede krop.  For sit indre blik så han de 

sidste 40 år passere revu.  Nu hang han her - på samme 

måde som hans elskede Herre og Mester havde hængt på 

Golgata.  35 år var gået siden han sidst havde set hans 

ansigt og hørt hans stemme!  Et hastigt smil gled over 

hans ansigt, der ellers var fortrukket af smerte: Jesus 

- Jesus Kristus!  I tre år havde han fulgt ham og 

lyttet til ham. 

Han tænkte tilbage - helt tilbage til den dag, hvor han 

første gang havde mødt den lille splejsede mand med det 

milde an sigt og de stærke øjne. Indtrængende havde de 

set på, indtil han pludseligt havde sagt: "Følg mig!". 

 

Det var dengang, han kun hed Simon. 

Nu kaldte de ham allesammen Peter - klippen. 

Igen måtte hans smile trods smerterne; Klippen! 

Intet navn passede dårligere på ham - og intet passede 

bedre.  Jovist, han var stor og stærk som en klippe, 

men hans sind var som en bølge på havet, der kastes hid 

og did af stormen.  De tre år med Mesteren havde været 

én lang kæde af begi venheder, hvor han havde taget 

fejl og var blevet irettesat af Jesus - venligt, men 

bestemt. Gang på gang var det sket. 

 

Der var dengang Jesus havde vasket deres fødder. 

Det havde været pinligt! Det var den laveste tjeners ar 

bejde. De andre havde været forvirrede og lod som 

ingenting, men han - Peter - havde sagt nej; "Aldrig i 

livet!" 

Da havde Jesus set på ham. Disse øjne, der fra knæhøjde 

bo rede sig dybt ind i hans sjæl; "Peter! Hvis ikke jeg 

vasker dine fødder, kan du ikke følge mig!" Da var det 

han havde råbt: "Så ikke alene fødderne, men også 

hænderne og hovedet, for hvor du er, der vil jeg også 

altid være!" 

 

Ja, de dage i Jerusalem - de sidste dage med 

Jesus........  Nu bag efter så han den røde tråd i alle 

de frygtelige begi venheder, men dengang...! 

 

Det var startet med ankomsten, som havde udviklet sig 

til et rent triumftog. Folk var stimlet samme og havde 

råbt og skreget og viftet med palmegrene. Hjertet 

svulmede i hans brøst. Nu skete det - nu endelig skete 

det!  Og da Jesus et par dage efter havde smidt alle de 

handlende ud fra forgårdene, havde de atter følt at 

tiden var inde; Nu skulle Israel vinde sin værdighed 

tilbage! Nu skulle ro merne smides ud! Jesus skulle 

være folkets leder, og de - hans trofaste disciple - 

skulle dele hans magt! 

 

Men hvor havde de dog været naive! 

I et glimt huskede han den samtale, han havde haft med 

Lu kas, da denne var ved at skrive det hele ned. 

Da de var kommet til disse sidste dage havde han 

protesteret: "Nej, Peter, det kan jeg da ikke skrive! 

Det er for ydmygende. I svigtede ham jo - hver og én! 

Men da havde han bøjet sig frem og sagt; 

"Jo, det skal med - det skal med altsammen. 

Det skal også med at vi svigtede - det er jo det 

vigtigste af det hele - at vi svigtede".  Og så havde 

han forklaret Lukas hvorfor. 

 

Det var startet den aften, da de spiste påskelammet. 

De havde været oprømte og forventningsfulde. 

De havde spist og drukket som de plejede 

- kun Jesus var tavs og indesluttet. 

Da han endelig talte, havde hans ord været ladet med en 

al vor, de ikke kendte, og da han der efter havde rakt 

dem brødet og vinen og kaldt det sit legeme og blod, 

lagde der sig en dæmper på selskabeligheden omkring 

bordet.  Bedre var det ikke blevet af, at Jesus havde 

sagt noget til Judas, hvorefter han pludseligt havde 

rejst sig og var styrtet hovedkulds ud i mørket.  Den 

dårlige stemning var ikke til at få væk igen, og måske 

var det grunden til, at de havde startet diskussionen 

om, hvem der skulle være leder, når Jesus blev konge. 

Han, Peter, havde naturligvis holdt på sig selv. 

Som den naturligste sag i verden havde han optrådt som 

disciplene leder, og det skulle der vel ikke ændres på 

nu?  Men pludseligt havde Jesus brudt ind i deres 

diskussion, og var begyndt at tale om sig selv som den, 

der var alles tjener.  Da var det, at han havde set 

direkte på ham og havde sagt de frygteligt sårende ord: 

"Satan er ude efter dig, Peter, men jeg har bedt for 

dig. Og når du engang omvender dig, så skal du hjælpe 

dine brødre". 

 

Når du engang omvender dig! 

Ordene havde ramt ham som et hammerslag. 

Han var virkeligt blevet såret og fornærmet. 

Havde han da ikke omvendt sig? 

Havde han ikke forladt alt og fulgt Jesus i tykt og 

tyndt?  Hvis det var takken, så kunne det også være det 

samme.  Lidt tvært havde han sagt til Jesus: 

"Jesus, Du ved da, at jeg er parat til at gå i døden 

for dig!" 

 

Da var det, Jesus havde forudsagt fornægtelsen: 

"Inden hanen galer i nat, Peter, har du tre gange 

nægtet, at du kender mig". 

Og sådan gik det jo også. 

Endnu inden han var holdt op med at være fornærmet 

havde der pludselig været soldater, slagsmål, blod og 

sanseløs flugt.  Så var de alene i haven og snart efter 

spredte for alle vinde.  Da han havde sundet sig lidt, 

havde han sneget sig ind på gårdspladsen ved 

ypperstepræstens hus, hvor en af pigerne havde genkendt 

ham og råbt; "Han var en af dem!" Rasende havde han 

nægtet, og nægtet og bandet og nægtet!  - indtil han 

pludselig hørte hanen gale, men da var det for sent - 

alt, alt for sent!  I det samme havde de ført Jesus 

over gårdspladsen og i et kort sekund, der syntes som 

en evighed, mødtes deres øjne.  Disse øjne! De var 

fulde af smerte - ikke vrede - ikke sorg, men ..... 

noget andet, noget han ikke kunne forklare, et blik, 

der aldrig siden havde sluppet ham. 

 

Han styrtede udenfor - sanseløs vandrede han uden mål 

og mening rundt i de natsorte gader.  Ud af Jerusalem, 

væk, væk, langt væk fra det hele.  Hele natten og næste 

dag gik han hvileløst fra sted til sted.  Ord, som 

Jesus havde sagt - ting, han havde gjort, for gen nem 

hans hoved.  På et tidspunkt havde han siddet på en 

stor sten oppe på Oliebjerget og set solen stå op over 

Jerusalem.  Det var søndag og pludselig havde han 

mærket en svag ry stelse i jorden, og det var, som der 

samtidig blev rystet et el ler andet på plads inde i 

ham selv.  "Når du omvender dig!", havde Jesus sagt. 

Jamen, havde han da ikke omvendt sig, havde han ikke 

slidt og slæbt for at blive bedre?  Havde han ikke 

ryddet den ene sten efter den anden fra sin livsvej for 

Jesu skyld - for at blive bedre?  Skulle der virkeligt 

være flere sten, han kunne snuble over? 

 

Pludseligt vidste han det! 

Peter - klippen - havde Jesus kaldt ham. 

Han havde fjernet sten efter sten, men den nat, hvor 

han af mægtigt hamrede næverne mod bymuren, den nat 

opdagede han, at han intet havde at prale af, at hans 

egen tro intet var værd, at hans styrke og mod kun var 

ynkelighed og frygt.  Da det gik op for ham var han 

færdig! 

For han havde jo set sit eget ansigt og indså, at 

uanset hvor mange sten, han fik fjernet, var der 

inderst inde i ham ingen anden klippe end den, der var 

bygget op på løgn, undskyld ninger og bortforklaringer. 

"Når du omvender dig, Peter!" 

Jo, han havde faktisk omvendt sig! Han havde set sig 

selv,  det han så forfærdede ham - han havde vendt sig 

fra sig selv. 

 

Som han sad der og så ud over Jerusalem den morgen, kom 

der et andet af Jesu ord til ham: 

"Jer er det, der er blevet hos mig under mine 

prøvelser".  Han havde smilet skævt. Det var jo præcis, 

hvad de ikke havde gjort. De havde jo svigtet Jesus og 

var rendt deres vej.  Hvorfor havde Jesus sagt sådan 

noget sludder? 

En tåget erindring dukkede langsom op 

- fra for lang tiden siden - fra hans bryllupsnat. 

Hvorfor kom han til at tænke på det lige nu? 

Han og hans elskede havde ligget og set hinanden dybt i 

øj nene og han kunne stadig høre hende hviske: "Jeg kan 

ikke leve uden dig. 

Du er så dygtigt, så stor og så stærk. Du er så rolig. 

Du holder mig oppe. Uden dig er jeg ingenting!". 

Han havde vidst at det ikke var sandt. 

Sådan var han ikke, men det havde alligevel fyldt ham 

med glæde og lykke. For sådan taler den, der elsker! 

Han havde langsomt rejst sig fra stenen og følt noget 

brede sig i sit indre  - som solens lys over det mørke 

land.  "Jer er det, der er blevet hos mig under mine 

prøvelser! " Det var ikke sandt, det vidste han godt, 

men sådan taler den, der er fuld af kærlighed. 

 

Han begyndte at gå ned af Oliebjerget. 

Ned mod Jerusalem - ned til sted, Golgata, som kærlighe 

den havde drevet Jesus hen.  For hele hans liv - alt, 

hvad han havde sagt og gjort - og til sidst også hans 

død på korset - det hele havde altid været fyldt af 

urimeligheder og modsætninger, men når han brugte 

kærligheden som fællesnævner, gik det alligevel op. 

Jo, for Jesus havde elsket og i sin kærlighed var Jesus 

gået så urimeligt langt, at ingen andre ville kunne 

følge ham.  Han gik hurtigere, men kom ikke ret langt, 

før han pludselig hørte han råb og så sin gode ven, 

Johannes, komme løbende op imod sig, mens armene gik 

som møllevinger.  Resten opløste sig i en tåget lykke i 

hans erindring.  Jesus, som de troede død - Jesus, 

havde overvundet døden!  Graven var tom - han var stået 

op af graven, som han jo også havde sagt dem forinden! 

 

Nogle dage efter kom han uventet på tomandshånd med 

Jesus.  Da var det jo han spurgte "Peter, elsker du 

mig?" Grædende havde han svaret: "Herre, du ved, jeg 

holder af dig. Jeg kan ikke undvære dig, for din 

kærlighed er stærkere end stengrunden i mit hjerte". 

Tre gange havde Jesus spurgt og tre gange havde Peter 

svaret - én gang for hver gang han havde fornægtet ham. 

Men til sidst havde Jesus heldigvis tilføjet de ord, 

som også var de første, som havde lydt mellem dem : 

"Følge mig!" 

 

Nu hang han her - også på et kors. 35 år var der gået. 

Ofte havde han, Peter, som de alle kaldte Klippen, 

siddet på Golgata og set ud over Jerusalem.  Golgata 

var den anden klippeblok i hans liv. 

Fra Golgatas klippe til stengrunden i hans eget indre 

havde Jesus bygget en bro, som var båret op af 

kærlighed - Guds kærlighed. 

Denne kærlighed var for altid blevet fundamentet for 

hans liv - Guds kærlighed - klippen, som intet kunne 

kunne ryste!  På den havde han levet sit liv i 35 år 

- og på den kunne han så også dø i dag. 

 

Amen. 

 

------------------------------------------------------- 

------------------- 

 

Kommentarer: 

 

Prædikenen er en bearbejdelse af en fortælling, som 

sognepræst Peter Maarbjerg, Vroue, har skrevet til KFUM 

og KFUK s medlemsblad GODT NYT nr. 2/96.  Fortællingen 

tog oprindeligt udgangspunkt i Luk. 22,24-32, men er 

her søgt tilpasset kulminationen i Johs. 21,15-

19.