Skærtorsdag 

 

Af Sven Christensen 

 

Det såkaldte 'gode selskab' har som bekendt sine normer 

og sit godkendte adfærdsmønster, som de der vil høre 

til det bare har at holde sig efterrettelige. Disse 

normer existerer for det meste som uskrevne love, der 

forudsættes bekendt. Een af dem er den: At kende sin  

plads. Den der ikke kender sin plads - 

er provokerende og uforskammet. En saadan bliver 

udstødt af det 'gode selskab'. 

 

Vi er i færd med at følge en sådan provokatør til dørs. 

Jesus af Nazareth havde i sit korte liv gjort sig ud 

til bens med stort set alle dem, der havde noget at 

skulle have sagt i datidens gode selskab. Det var 

omsider blevet dem for meget, nu måtte det 

have en ende! Dø det skulle han. De vidste det, og 

han vidst det. Derfor samler han sine venner til en 

sidste fest. Et måltid hvor de kan tage afsked med 

hinanden. Men se til om ikke han selv i venners lag 

fremturer med sin provokatoriske adfærd.  Han 

der burde kende sin plads som lederen, som den ansete, 

han går stik imod det der forventes af ham, ved at 

påtage sig den usleste funktion ved bordet. Han vasker 

vennernes fødder. Peter er mest harmdirrende: "Aldrig i 

evighed skal du tvætte mine fødder 

" Peter falder dog hurtigt til føje, han bliver klar 

over, at her er tale om en betydningsladet 

billedhandling, omend dens betydningsindhold går langt 

over hans forstand. 

 

På samme måde går den også langt over vor forstand. De 

skrevne og uskrevne regler, der regulerer vores 

indbyrdes forhold tillader os ikke at anerkende 

provokationer. Billedhandlinger lader os også kolde - 

vores fantasi er begrænset til tørre tal og  

beregnelige enheder der følger matematiske lovmæssigheder. 

Det er en skam - for hvor fantasien går ud svinder også 

livets dybde og skønhed ind til ingenting. Når vi 

holder Gudstjeneste denne torsdag aften, så er det for 

at fejre indstiftelsen af en ganske 

bestemt billedhandling. Der netop har med et måltid at 

gøre - Herrens Nadver. Mange mennesker opfatter den 

kirkeskik som noget af det mest uforståelige af alle de 

mærkelige ting man foretager sig i kirken. Det skal da 

heller ingen hemmelighed være at 

netop denne kirkeskik i tidens løb har været genstand 

for de mest uhyrlige diskussioner og slagsmaal teologer 

og kirkeafdelinger imellem. Stridighederne har som 

hovedregel gået ud på hvordan det billedmæssige ved 

handlingen skulle forstås, dertil er så 

 kommet stridigheder om hvem der overhovedet måtte 

deltage i handlingn. Lad det blot være historie. Lad os 

i stedet se på hvad et billede er. 

 

Meget groft sagt så findes der to slags billeder. Der 

er dem der forestiller noget - ganske synligt og 

evident for enhver som ser på det. En hjort ved en 

stille skovsø over sofaen der hjemme - kan alle se hvad 

er, det kræver ingen fantasi - det er bare 

 at se, det er der ingen kunst i. Men så er der en 

anden slags billeder - det er dem der er kunst i. De 

forestiller ikke nødvendigvis noget, men de forlener 

iagttageren med en oplevelse, tvinger ham måske til at 

tyde og tolke hvad der ligger i billedet. 

Det er ikke sikkert at han oplever og ser det samme 

som kunstneren der har malet det. Det gør heller ikke 

noget. Et sådant billede er ikke blot og bart 

gengivelse, det er tværtimod noget levende. Det er ikke 

kunstigt, det er kunst. Det gør noget med og 

for iattageren, han rives ud af betragterens rolle og 

bliver et med billedet. Det er på den måde at Herrens 

nadver skal forstås som en billedhandling. Den 

forestiller ikke noget særligtt. men den gør os til et 

med ham, der provokerede borgerskabet og 

 blev slået ihjel for livets skyld - for vores skyld! 

Det er i sig selv en meningsløshed - en provokation at 

liv skulle komme af død, men ikke desto mindre så er 

det kristendommens centrale påstand og den vi holder 

gudstjeneste på søndag efter søndag. 

Det er en påstand, som rummer håb midt i håbløsheden; 

en påstand som giver mening i meningsløsheden. For Jesu 

disciple var det en meningsløshed at Vorherre skulle 

vaske deres fødder. At han der var deres herre skulle 

te sig som om han ver deres tjener. 

 For dem var det meningsløst, fordi det ikke 

harmonerede med deres tillærte normer om hvad man kan 

og ikke kan. Just deri fik handlingen mening og 

betydning - Jesus kender ikke, vil i hvertfald ikke 

kendes ved de normer der er vore. I Guds rige hører de 

ingen steder hjemme. Der er der vendt op og ned på 

herre-tjener-forholdet. 

 

Nu er selve ordet tjeneste et mærkeligt ord. Et der er 

blevet fyldt med betydningsnuancer med det tilfølge, at 

det næsten er umuligt at bruge. Vi taler om at gøre 

nogen en tjeneste om at tjene penge, om at tjene på 

noget, der er noget der kaldes tjenstivrighed.  

Man kan tjene en sag. Der er næsten ingen 

ende på hvad det ord kan betyde. Men fælles for alle 

ordets betydninger er, at nogen står til at drage 

fordel af det. I regelen endda begge parter. Tjeneren 

får sin løn af den han betjener. Et tjenesteforhold  

er et gensidigt forhold. Det gælder bare 

ikke her. Vorherre står ikke til at tjene på os ved at 

betjene os. Derfor behøver vi heller ikke stille os 

mistroiske an og spørge: Hvad er han ude på? Hvor 

ligger fidusen? Der er ingen. 

 

For Vorherre er der ingen fidus i at tjene os, men det 

er der sandelig for os. Det slangagtige ord FIDUS er 

direkte overtaget fra det latinske kirkesprog, det 

betydcr TRO. Fidusen består altså i, at Vorherres 

tjeneste for os giver os TRO, det vil sige 

LIV og FRIMODIGHED til at være til. Når vi bekender 

troen på Gud som skaber og på Gud som frelser, så siger 

vi i virkeligheden TAK for det liv han har givet os. 

Når vi bærer små børn til dåben eller når vi går til 

alters, så gør vi det for at blive min 

det om, at livet er en gave, som netop erholdes i tro, 

i tak. Nå vi misbruger livet både vores eget og andres 

-- så forholder vi os modsat - så er det ikke gave. Så 

er det snarere besiddelse, ejendom, noget vi vil være 

herrer over. 

 

At gå til alters er med andre ord at lade sig minde om, 

at vi ikke er herrer over vores liv, men at det liv er 

en gave, der til stadighed skænkes os. Det skænkes os 

som syndernes forladelse, alt det vi har forbrudt - det 

heles igen, vi får en ny begynd 

else, vi kan begynde forfra. Den kærlighedsløse 

tilværelse vi dagligt lever når vi vil herske i stedet 

for at tjene - den sættes på plads - kærligheden - Guds 

kærlighed får atter indpas i vores liv. Når det sker 

sættes vi på ny i stand til at elske lig 

esom han der elskede os først. Men det er ikke nemt, 

der måtte en provokation til førend dybden af dette 

kunne gå op for os. Den egentlige provokation Er temaet 

for morgendagens gudstjeneste - KORSET. 

 

Der måtte noget voldsomt, noget extraordinært, noget 

proportionsforvridende til, for at få mennesker til at 

fatte en lille flig af livets mysterium - og så kan vi 

endda ikke fatte det. Vi vil afvise det - ikke 

nødvendigvis i fornægtelsens form - som med 

Peter. Langt snarere i forræderiets form som med 

Judas - vi forrråder Vorherre med kys og klap - vi 

tager kraften ud af hans evangelium ved at lade det 

være tjener for vores ideologier og opfattelser. 

Evangeliet er provokatorisk og foruroligende.  Det 

 vil rive os ud af vores selvtilstrækkelige og 

selvtilfredse gode selskab og genindsætte os i livets 

spændingsfyldte sammenhæng. Evangeliet giver os ikke 

kys og klap og narresutter - tværtimod - det giver os 

saft og kraft til at leve midt i dette liv, 

der er under syndens og dødens fortegn. Evangeliet som 

det forkyndes i ord, i dåb, i nadver vil give os mod 

til liv på trods af død og synd. 

 

AMEN!!