1. Påskedag 

 

Af Sven Christensen 

 

Hvad er opstandelse? Det ved intet menneske. Ingen har 

nogensinde set en. Der var ingen vidner til Jesu 

opstandelse. Det hævdes godt nok at der var vidner, der 

så den opstandne, men det er en ganske anden sag. Selve 

Jesu opstandelse har ingen set.  Alligevel påstår vi  

i kirken at Jesus er opstanden. Hvad vil det sige? 

 

En af dem, der kommer tættest på at beskrive hvad det 

er, det er den russiske forfatter Dostojevski. Han har 

selv prøvet det - kunne man godt sige. Den skæbne 

overgik nemlig ham, at blive arresteret af tsarens 

politi for politisk virksomhed hvorefter  

han blev dømt til døden. Han beskriver selv hvordan de 

dømte fanger bliver ført hen til henrettelsespladsen - 

han selv iblandt dem. Døden er dem vis. De har mere 

eller mindre affundet sig med deres skæbne. De ved at 

om lidt - om 50 sekunder så hæves hen 

rettelsespelotonens geværer og skudsalven lyder og så 

er det forbi. I de få sekunder - fortæller Dostojevski 

- gennemlever han sit hele liv - intenst. Han ved han 

skal dø, og derfor lever han. Men et par sekunder før 

skuddene skal gå af kommer tsarens 

kurer med benådning af de dømte. De får deres liv igen. 

De opstår fra de døde. Deres liv bliver totalt nyt! 

Intet er som før. Fremtiden er sort og endnu mere 

usikker end før - for benådningen indebærer at 

dødsdommen ændres til otte år i straffelejr i  

Sibirien. Af mange både dengang og nu opfattet som en 

skæbne der er værre end døden. I et afskedsbrev til sin 

bror Mikhail, som han skrev kort før han juleaften 1849 

blev lagt i lænker, kastet i en slæde og kørt øst på 

med tugthuset i Sibirien som det  

fjerne mål. Han har ikke mistet modet, skriver han i 

brevet - "Livet findes overalt - det er inden i os og 

uden for os. Mennesker vil omgive mig også i 

fangelejren. Det at være menneske blandt mennesker og 

vedblive at være det, det ikke at lade sig knuse 

af ulykken, ikke fortvivle - det er livet, og deri 

ligger meningen med tilværelsen.” Og senere i samme 

brev: "Når jeg ser tilbage på fortiden, må jeg tænke på 

al den tid jeg har forødt i vildfarelser og misgreb, 

træghed og blindhed overfor livet.   

Hvorfor har jeg ikke bedre forstået hvad det er at leve? 

Hvor ofte har jeg ikke forbrudt mig imod mig selv! Mit 

hjerte bløder. Livet er en gave fra Gud, en lykke. 

Hvert minut kunne blive evigt liv for os. Det skulle de 

unge bare vide. Nu former mit liv  

sig om. Det bliver født på ny, i en ny form. Men håbet 

opgiver jeg aldrig, det sværger jeg dig til. Min ånd 

vil jeg holde ren, mit hjerte åbent." 

 

Sådan kan et menneske skrive, der kun har lidelser 

foran sig. Det gør han fordi han tror på opstandelsen. 

Hans eget liv er opstanden fra de døde. Men hvorledes 

forholder det sig nu til Jesu opstandelse fra de døde. 

Er det ikke den vi skal tale om i dag? 

Jo - det er det nok. Men ikke som noget der fandt 

sted i en fjern historisk fortid. Men som noget der er 

til for os - lige her og nu. Den, der stiller 

spørgsmålet, om Jesu opstandelse er fup eller fakta, og 

dermed vil have rede på eller begribe hvad 

det vil sige, at Jesus er opstanden på den tredie dag, 

han bedrager sig selv. For - vil man narre sig selv til 

at mene, at kristentro er noget med at være sikker på, 

at et eller andet har fundet sted i fortiden, så er det 

et selvbedrag. Kristendommen er 

noget nutidigt; det at være kristen er at stå under 

en myndighed. Tro er spørgsmålet om, at tro på det 

myndige ord om syndernes forladelse. Opstandelsen er et 

ubegribeligt under, der skal betegne dette, at den 

Jesus der døde på et træ, har talt til os 

og stillet os under sin myndighed. Eller lidt 

nøjagtigere udtrykt: Det er ikke Jesus selv, der står 

op og bliver Herre, det er Gud der oprejser ham, 

således at Jesu tilsynekomst betyder, at Gud virkelig 

stod bag ham. Det er det vi skal tro på, når vi 

 gør det, da bliver vores liv virkelig nyt. For troen 

gælder nemlig den opstandne, der lever. Troen er ikke 

en art højere viden om noget almindelig viden ikke kan 

stille noget op med, altså f.x. en viden om hvad der 

har fundet sted mellem Jesu død og  

hans første tilsynekomst. Det underfulde som troen 

forholder sig til er dette, at den der er død, lever og 

vel at mærke lever som mit livs herre. Det kan man ikke 

begribe, det skal man heller ikke begribe. Det er et 

under - og hvor man vil have fornuft 

og begribelighed i det underfulde - der får vi 

overtroen. Tro - derimod - det er at slippe kravet om 

begribelighed og indlade sig med den givne og 

ubegribelige virkelighed omkring een. 

 

Med andre ord: Vil vi reducere opstandelsestroen til at 

være en dødeopvækkelse påskemorgen, så reducerer vi 

opstandelsens virkelighed til at være en kedsommelig 

læresætning med karakter af overtro. I det ny 

testamente der tales der om, at den  

korsfæstede opvækkes til at være dommer over levende og døde, 

til at sidde ved faderens højre, til at være verdens 

hersker, til at være herre. Altsammen forskellige 

måder, hvorpå man udtrykker det, at der er tale om en 

verdensomspændende, en  

verdensomkalfatrende begivenhed. Hvis det reduceres til noget så 

begribeligt og fatteligt som en dødeopvækkelse, så er 

der tale om overtro - en opfattelse, der jo blot rejser 

det håbløse og blasfemiske spørgsmål om død nr. 2. 

 

Den slags overvejelser er ørkesløse og trøstesløse. Lad 

os blot afholde os fra dem og i stedet se Jesu 

opstandelse som vores mulighed for at få vores fortabte 

liv igen. Det får vi ikraft af syndernes forladelse, 

som opstandelsen som sagt betyder At få 

sit liv igen, når man ER død. Det er at få frihed til 

at leve - på en ny måde, på en anden måde. At få sit 

liv igen betyder at kunne give sig hen til livet - LEVE 

DET forlæns i stedet for baglæns. Leve det med håb og 

med tryg forvisning om, at fortidens 

synder er sat på plads og derfor ikke kan hindre 

nutidens liv i at udfolde sig frit og frejdigt. 

 

Men hvad så med det kommende liv? Er Jesu opstandelse 

fra de døde da ikke en garanti for at også vi opstår 

fra de døde? Dertil er kun at svare, at det kan vi ikke 

vide det ringeste om, forsåvidt er spørgsmålet 

ligegyldigt. Hvis Jesu opstandelse og syndernes  

forladelse er eet og det samme - så må trykket 

ligge på vores jordiske liv - der hvor vi rent faktisk 

synder og gør oprør mod Gud. Der har vi syndernes 

forladelse behov - det har vi næppe i et liv efter 

døden i hvilket den kirkelige traditions tale  

om disse ting kun sender de syndfri hen. Hvad brug 

har de for syndernes forladelse? 

 

Dostojevski fandt ud af - på grund af sin rystende 

oplevelse på dødens rand, at hans liv indtil da var et 

liv levet i 'dødningehjem" Og 'dødningehjem' det er den 

menneskers verden hvori angst og frygt, ondskab og 

overfladiskhed umenneskeliggør livet.  Syndernes  

forladelse får os til at passere fra 

'dødningehjem' til 'de levendes land'' med Grundtvigs 

udtryk. I Dostojevski's mund blev det samme udtrykt: 

“Livet er en gave fra Gud, En lykke. Hvert minut kunne 

blive til evigt liv for os”. Ja -opstandelsens  

underfulde virkelighed skænker os syndernes 

forladelse - og dermed det evige liv - her og nu - når 

blot vi tror. Lad os så ikke blive ført på vildveje af 

overtroens misbrug så vi slet ikke hører 

opstandelsesbudskabet. Vore moderne øren tager - og  

det med rette - afstand fra overtro. Men lad os holde 

ørerne åbne så vi kan høre TROEN den 

..vidundertro du slår over dybet din gyngende bro 

som isgangen trodser i brusende strand, 

fra dødningehjem til de levendes land; 

bo lavere hos os, det huger dig bedst 

du højbårne gæst. 

 

 

Glædelig påske 

 

AMEN!!