Prædiken, 1. sep II, Hodsager 980419

Næst efter kærlighed tror jeg, at tillid er det allervigtigste

i livet. Men den er lige så svær at have med at gøre som

kærligheden. De er nok i familie med hinanden.

Se nu bare på den samtale, Jesus og Peter fører i teksten, som

vi lige har hørt. Det her foregår kun nogle dage efter, at

Peter højlydt har bandet på, at han sandelig aldrig har kendt

noget til ham der Jesus af Nazareth. Peter, der altid var stor

i munden, - da det virkelig brændte på, løb han fra sit ord så

stærkt, han kunne. Tre gange gentog han sit forræderi den nat,

hvor hans herre og mester lå i fangehullet og ventede på sin

henrettelse.

Og tre gange spørger Jesus ham nu: Elsker du mig? Han spørger

endda: Elsker du mig mere, end de andre gør? Tre gange -

ligesom Peter i ugen før fornægtede Jesus tre gange.

Svaret kender Jesus nok i forvejen. Selvfølgelig ville Peter

bedyre ham sin urokkelige kærlighed. Mundtøjet havde aldrig

fejlet noget. Og Jesus vidste såmænd nok også, at der var stor

risiko for, at Peter igen ville svigte hans tillid.

Det gjorde Peter nu ikke. I hvert fald ikke ved at fornægte

Jesus igen. Måske blev han lidt stor i slaget. Læser vi

Apostlenes Gerninger, ser vi af og til tegn på, at Peter havde

temmelig store tanker om sig selv. Han var og blev et menneske

med fejl og mangler.

Men det forhindrede ikke Jesus i at vise ham en stor tillid.

"Vær hyrde for min flok", beder han Peter om. Det var lidt som

at give sin hoveddørsnøgle til en, der flere gange er straffet

for tyveri.

Men tilliden har det ligesom kærligheden: Den gives i

virkeligheden altid ufortjent. Hvis man kun viser tillid til

dem, der virkelig har gjort sig fortjent til den, så er det

måske slet ikke tillid. Så er det bare ren beregning.

Tillid er at risikere noget.

Og i den ånd skal tilliden også modtages. Som noget, vi godt

ved, vi ikke helt fortjener. Og som vi netop derfor værdsætter

ekstra meget.

Peter vidste, at han ikke fortjente den tillid, Jesus viste

ham. Han vidste, at Jesus vidste det. Måske var det derfor,

Peter brugte resten af sit liv på at varetage det ansvar, han

fik betroet. Og da han blev sat på sin sværeste prøve - truet

med døden, hvis han ikke ville afsværge sin tro - var det

vigtigere for ham at leve op til tilliden end at redde sit liv.

Han døde som martyr i Rom i år 64.

Når nogen viser os tillid, sker der noget med os. Ligesom når

nogen viser os kærlighed. Både kærligheden og tilliden søger

bagom al vores upålidelighed og egoisme og hvad vi ellers kan

nævne af fejl og mangler. Ligesom kærligheden taler tilliden

direkte til det smukkeste i os. Den går ind og griber fat i

vort allerinderste - der hvor Guds billede er i os.

Tilliden taler til det smukkeste i os - og det smukkeste i os

løfter hovedet og svarer. Hvis vi giver os selv lov. Hvis vi -

ligesom Peter - bøjer hovedet og tænker: den tillid er jeg ikke

værdig, den må jeg virkelig tage til mig.

Vi kan selvfølgelig afvise tilliden. Vi kan sige, at det kan

jeg altså ikke leve op til - og så lader vi være med at prøve.

Det er realistisk, og det er let. Men det, vi så gør, er at

forhindre tilliden i at nå ind til det smukkeste i os. Før

gudsbilledet i os kan nå at løfte hovedet og svare på tilliden,

har vi skyndt os at afvise den. Realistisk. Og fattigt.

Nej, længe leve godtroenheden! Længe leve den godtroenhed, som

får Gud - og måske også os?! - til at vise stor tillid til

mennesker, der ikke fortjener den. Og længe leve den

godtroenhed, som får os til at sige tak for tilliden og vokse

med den. Blomstre. Måske fejle. Måske svigte. Javist. Men

tilliden er parat til at løbe den risiko. Guds tillid er. Når

han er så godtroende, at han viser os tillid, så lad bare os

være så godtroende, at vi tager imod den.

Vores tillid til hinanden må også være parat til at løbe

risikoen. Tænk hvis vi kun kunne elske dem, der levede op til

alle vore forventninger? Og tænk hvis vi kun kunne have tillid

til dem, der aldrig ville kunne svigte? Så ville menneskenes

verden være et koldt og ensomt sted at leve.

Ligesom tillid taler til det smukkeste i os, sådan taler

mistillid til det grimmeste i os. Den, der viser os mistillid,

vil aldrig komme til at opleve os fra vores bedste side. Det er

sikkert og vist. Spørg enhver arbejdsgiver om det.

Jesus går i forvejen med at vise en umådeligt stor tillid til

et menneske, som lige har forrådt ham.

Når vi læser bjergprædikenen, ser vi, at han også forventer en

masse smukke ting af os. - Den tillid er vi ikke værdige. Lad

os skønne på den, så vil den forskønne os.

Og hvem ved - måske bliver vi en dag også bedre til at vise

stor tillid til hinanden, selv om der er alle mulige gode

grunde til ikke at gøre det. Og det er der såmænd altid.

Tager vi imod den tillid, Gud så urimeligt viser os, giver vi

det smukkeste i os en chance for at løfte hovedet og vokse -

måske ligefrem blive helt synligt.

Og hvis vi tilmed begynder at vise vore nærmeste al den tillid,

som de - ikke fortjener, men behøver, så taler vi til det

smukkeste i dem - og det smukkeste i dem vil svare os.

Det er ikke sikkert. Måske bliver vi skuffede. Og måske bliver

Gud skuffet over, hvordan vi behandler hans tillid.

Men han holder ikke op med at vise os tillid af den grund. Og

vi skal heller aldrig holde op med at være godtroende og

tillidsfulde overfor Gud og mennesker.

Tillid er smuk. Og tillid gør os smukke. Både den, vi tager

imod, og den, vi viser.

Amen.