Ild kan være skræmmende og ild kan være venlig. Da 

Moses så den flammende tornebusk, var han først nysgerrig, 

men da han kom nærmere blev han bange. Det var Guds kraft 

han så. I Jesus ser vi også Guds kraft, men da er det et 

strålende og varmt lys, fuld af nåde og sandhed. I Jesus 

ser vi et lys, der gør os trygge. 

     Stærk ild kan vi ikke komme nær. Det turde Moses 

heller ikke. Det gjorde det ikke bedre, at det var en 

tornebusk, som brændte. Der lød også en advarende stemme: 

Kom ikke nærmere. 

     Den stemme hører vi ikke i Jesu ord. Han siger 

snarere det modsatte: Kom bare nærmere. Ja, de første ord, 

som Jesus sagde, da han begyndte at prædike, var ordene: 

Guds rige er kommet nær.  Over for Jesus skal vi ikke 

skjule vores ansigt og være bange. 

     Det er Gud vi hører om, både i GT og NT. I mødet med 

Moses hører vi, at Gud har set jødernes lidelser og har 

hørt deres råb om hjælp. Gud er barmhjertig mod os 

mennesker og hører vores bønner. Det kommer også klart 

frem i Nt. Men alligevel viser Gud sig på forskellig måde 

i GT og NT. Moses bliver bange og skjuler sit ansigt. 

Disciplene er helt trygge og ser Jesus i øjnene. Hans 

ansigt stråler af mildhed.  Jøderne blev skræmt af at være 

nær ved Gud og det var kun ganske få som kom det. Moses 

var en særlig udvalgt, som Gud havde en særlig opgave til. 

Derfor kom Gud helt nær til ham. 

     Der er intet skræmmende tilbage, når vi møder Gud 

i Jesus. Dér ser vi ind i vores himmelske fars milde 

ansigt.  Og det er ikke kun forbeholdt nogle særlig 

udvalgte. Alle os små døbte mennesker må være helt nær ved 

Gud. 

     Den forskel er der mellem GT og NT.  Så er der også 

den forskel, at Gud ville hjælpe jøderne i deres jordiske 

trængsler og fører dem i frihed til det forjættede land, 

som var jordisk. Men Jesus hjælper os ikke kun i det 

jordiske. Jesus hjælper os til en større frihed, nemlig 

til vores himmelske fædreland. 

     Forandrer Gud sig? Er Gud ikke evig og altid den 

samme. Nej, jeg tror, at Gud har forandret sig i 

historiens løb. Det har Gud gjort, fordi Gud besluttede, 

at han ville det. Hvor Gud i GT er højt ophøjet. Gud siger 

ikke sit eget navn, men siger bare: Jeg er. Det hedder på 

hebraisk Jahve. Og jøderne turde i lange perioder ikke 

udtale det navn. De omskrev det og sagde Herre. Når 

jøderne læste op af bibelen og der stod Jahve, så læste de 

i stedet Herre. I lange perioder turde jøderne ikke sige 

Far om Gud. De sagde i stedet: vores fædres Gud. Den 

afstand følte de til Gud. 

     Men med Jesus besluttede Gud sig for noget nyt. Gud 

gjorde sig selv til far. Gud gjorde det helt konkret ved 

at lade sin søn føde til verden. Men Gud blev en helt 

særlig far, for Gud gjorde sig lige med sin søn. Gud var 

ét med sin søn. Gud opgav sin almagt og gjorde sit ét med 

et menneske, sin søn. Der har ellers været tider, hvor 

jordiske fædre havde stor magt og var højt hævet over 

børnene. De talte ikke med dem. Når det gik højest, så 

skældte de børnene ud. Fædrene var autoriteten, som skulle 

adlydes. Men Gud gjorde sig til en anden slags far. Gud 

gjorde sig til ét med sin søn. Jesus siger det selv i dag: 

jeg er i faderen og faderen er i mig. Det bevirkede noget 

ganske enestående. Hvor psykologer siger, at mange sønner 

inderst inde ønsker at gøre oprør mod deres far, ja, måske 

allerinderst inde gerne ville se sin far død. Dér er der 

et helt enestående forhold mellem Gud og Jesus. De er 

bundet sammen i en enestående kærlighed, så Jesus giver 

sit liv af kærlighed til sin far og for at give os samme 

kærlighed til Gud. 

     Der er endda nogle teologer, som siger, at Gud ikke 

kun opgav sin almagt og blev ét med et svagt menneske, men 

at Gud endda opgav sin uddødelighed.  Johannes skriver jo, 

at Guds Ord blev menneske og tog bolig iblandt os. Guds 

ord er det samme som Gud selv. Gud blev menneske. Men det 

betyder også, at på korset var det Gud, som døde. Det kan 

vi også slutte ud af Jesu ord i dag: Faderen er i mig. Det 

var Gud også, da Jesus døde på korset. Det Guds eget 

blødende hjerte vi ser ind i, når vi ser Jesus hænge på 

korset. Gud bløder af kærlighed til os. Gud opgiver sin 

almagt og uddødelighed for at komme os helt nær og bringe 

os ind i Himmeriget, det evige liv. Påskemorgen viser jo, 

at Gud vinder sejren over alt det onde og døden. 

     Gud er ikke længere den højt ophøjede, som vi skal 

være bange for. Gud er ikke en autoritær far, som vi skal 

bøje os for. Gud er livets og kærlighedens ånd, som giver 

os tryghed og evigt liv. 

     Det nære forhold, som Jesus har til Gud, det giver 

han til os. Vi kan høre det klart i ordene i dag. 

     Det er kun tryghd Jesus taler om. Der er intet som må 

forfærde os.  Dvs.  Jesus ved, hvordan vi føler.  Vi skal 

ikke være finere end vi er. Der er meget som kan forfærde 

os. Men Jesus giver os den eneste hjælp: at vi må tro på 

Gud.  Han siger: Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på 

Gud og tro på mig.  Også selv om vi er svage og har svært 

ved at holde fast i troen, så vi kunne tænke og at vi nok 

ikke har helt ret til at tro på Gud, så siger Jesus, at 

der ikke er den mindste tvivl om, at vi må tro på Gud. 

Det er som at få en check på en stor rigdom, og der er 

ikke skrevet modtager på.  Vi må hver især skrive vores 

eget navn. 

     Den store rigdom består i, at der er god plads hos 

Gud.  Jesus siger: I min Fars hus er der mange boliger. 

Også det er udtryk for, at det ikke kun er særlig dygtige 

og troende, Gud vil have hos sig. Hvis der ikke var megen 

plads hos Gud, måtte Gud jo vælge mellem menneker, hvem 

han ville have hos sig. Og til sidst måtte Gud sige: Nu er 

der fyldt. Nu er der ikke plads til flere, så selv om du 

gør dig den yderste umage, kan du ikke komme ind. Så var 

det kun de heldige, dem, som kom først, eller de, som 

havde udmærket sig, der fik plads hos Gud. Men det er en 

stor tryghed, at der er mange boliger hos Gud.  Så vil der 

måske også være en ringe plads til dig og mig. 

     Ja, hvor ringe mon den plads egentlig er, for Jesus 

siger, at han går bort for at gøre en plads rede til dig 

og mig. Tænk vi får ikke kun en plads i en krog eller lige 

inden for døren. Når Jesus gør en plads rede til os, så er 

det jo en fin plads. Sådan er det i jordiske forhold, at 

det mange gange er godt, at have gode forbindelser. Så kan 

de lægge et ord ind for een.  De kan reserve en plads og 

når vi så kommer, så bliver vi ført derhen. 

     Når folk skal have en anden lejlighed at bo i og de 

har gode forbindelser, så viser det sig i, at de pludselig 

en dag bliver ringet op og får at høre, nu er den helt 

rigtige lejlighed til dig. Sådan er Jesus en god 

forbindelse vi har. Jesus har reserveret en plads, den 

helt rigtige for os og Og når vores plads her i verden 

blive opsagt, så kommer Jesus og viser os straks ind i 

Guds hjerte. 

     Når vi kommer til en fin restaurant, så kommer 

tjeneren og tager imod i døren og viser os ind. Men det er 

en større tryghed Jesus taler om.  Han er selv tjeneren og 

han går ikke kun til døren, han går helt ud hvor vi er og 

leder os hen til festen og fører os ind. hvor han vil, at 

vi skal være. 

     Når tjeneren på en fin restaurant tager imod os og 

tager vores overtøj og viser os ind, så er det for at 

sige, at vi er velkomne. Når Jesus ikke kun står i døre, 

men går helt ud hvor vi er nu og hjælper os hen og ind til 

festen, så siger han dermed, at vi er mere end velkomne. 

Så godt har Jesus gjort det for os. 

     Det hører vi, den tryghed hører vi ud af Jesu ord i 

dag. Og i dem skal vi hører Guds ord. Jesus slutter jo 

sådan: De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig 

selv. Nej, lige så milde Jesu ord er, lige så kærlige er 

Guds ord til os. Det skal hjælpe os både i liv og i død.