Der er en visesanger, som lige har udgivet en plade, som hedder Fornuftens land. Den handler ikke om et landområde, men om hvordan vores liv bliver, hvis vi kun lever efter vores fornuft. Visesangeren mener, at vores egoisme får frit spil, hvis vi kun går efter fornuften og kun lever efter, hvad der kan betale sig. Så er resultatet, at grupper i vores samfund bliver sat udenfor. Hvis fornuften er den eneste rettesnor, så bliver det sjovt at være stærk men trist at være svag. Når fornuften skal bestemme, så bliver det vigtige alt det, som kan måles og vejes og sælges. Så er det resultaterne som tæller. Men det ender til sidst med en stor kulturel fattigdom. Visesangeren siger, Man bør snarere se det som en rigdom og en udfordring, at der bliver ved at være meget man ikke forstår, og at der omkring én hele tiden ligger et uudforsket land.
Når Jesus i Nazareth prædiker i synagogen, så er det ikke fornuftens land han taler om. Det er himmeriget. Det er et land, hvor også de svage kan være med. Det er et land, hvor der er godt budskab til fattige, frihed for fanger og helbredelse for dem, som lider. Det er et land, som går over vores fornuft. Det er jo undere Jesus taler om.
Hvis vi spørger med vores fornuft, om det kan passe, det som Jesus siger, så må vi svare, at der i verden stadig er fattige og fangne og blinde. Når Jesus dér i synagogen for næsten totusinde år siden siger: I dag er det gået i opfyldelse, så kan vi ikke se med vores forstand, at han har ret.
Det var vel også sådan borgerne i Jesu hjemby tænkte. De tænkte: Jesus kender vi. Det er Josefs søn. Vi har set Jesus vokse op. Hvordan kan han mene, at han kan ændre verden.
Og så er der alligevel en tysk forfatter, som har udtalt, at han vil foretrække selv den dårligste kristne verden fremfor den bedste hedenske, fordi der i en kristen verden er plads til dem, som ingen hedensk verden nogenside har haft plads til, nemlig syge og krøblinge, gamle og svage. Den kristne verden har givet kærlighed til dem, som i en hedensk og gudløs verden var overflødige. Og forfatteren siger: Jeg tror på Jesus Kristus. Jeg tror, at 800 millioner kristne her i verden vil være i stand til at forandre jorden. Jeg tror, at en verden uden Kristus ville få selv ateister til at længes efter Kristus.
Verden er blevet en anden efter Jesus. Måske passer det meget mere end vi tænker over til hverdag, at vi har fået et godt budskab. Vi har fået befrielse. Vi har fået nyt syn på livet. Der er kommet en anden ånd ind i verden med Jesus. Den ånd mærker vi ude i hverdagen, hvor den kæmper med snusfornuftens ånd. Men klart mærker vi den her i kirken.
Jeg læste i et kirkeblad, at der var en, som skrev, at han og hans kone holdt af at besøge kirker, når de var rejse rundt i Danmark. Efter at have set sig om i kirken, sætter de sig et par minutter. Men skriver han, selv om vi er helt alene i kirken, føles den ikke tom. Følelser kan ikke beskrives, heller ikke begrebet ånd. Det begreb hører man ellers om i mange religioner, om onde og gode ånder, måske mest om onde ånder. Men i den stille kirke føles noget andet. Jesus har flere gange brugt ordene: Den som har ører at høre med, han høre. Det er som om man i stilheden i kirken, kan høre, at den ikke er tom. Og den ånd hører man jo endnu mere ved en gudstjeneste.
Der er ikke noget sted, hvor man får så godt et budskab som i vores kirke. I teatret er budskabet tit problemer og larmende ord. I fjernsynet er det på samme måde. Det er sjældent man får et budskab, som gør godt helt ind i hjertet. Det gør vi i kirken. Her hører vi om kærlighed. Her hører om hjælp til alle. Her mærker vi en stille glæde. Her bliver vi oplivet og får trøst. Det er en befrielse, som sker, når vi hører Jesu ord. Det er et nyt syn på livet vi får, nemlig at kærligheden er en stor magt og at der er plads til hver eneste af os i den. Det jager alle onde tanker og onde ånder væk.
I 1920-erne var en af de grønlandske byer ved at blive overbefolket, og en lille gruppe bad myndighederne om lov til at danne en ny by 1000 km længere mod nord. Det lykkedes for dem i 1925. Den nye by lå meget isoleret. På grund af isforholdene kunne man kun sejle dertil to måneder af året. Men der var mange fangstdyr og familierne klarede sig godt. Da de efter nogle år blev spurgt: Hvordan har I det? Så svarede de: Vi har det godt. Her er masser af fangstdyr og nok at leve af. Her er god jagt. Men vi kan ikke blive her. Vi kan ikke bo her. Vi kan ikke leve her. Her er ingen kirke. Her er ingen klokke til at jage de onde magter på flugt. Heldigvis endte historien godt og byen fik en kirke og en klokke. For vi kan ikke leve uden. Men vi mærker det nok mest, når kirken ikke er der. Når klokken ikke lyder ud over sognet.
Både i klokkernes klang og i gudstjenestens ord og i kirkens stilhed hører vi en god ånd.
Ja, i Lukasevangeliet er ånden virksom lige fra begyndelsen. Da englen Gabriel sagde til Maria, at hun skulle føde et barn, da forklarede Gabriel det sådan: Helligånden skal komme over dig. - Og da Maria var på besøg hos Elisabeth, da står der, at Elisabeth blev fyldt med helligånd og hun lovpriste Maria som frelserens mor. Og Efter Johannes Døberens fødsel, blev hans far Zakarias fyldt med helligånd og lovpriste Gud for frelsen, der snart skulle komme. Efter Jesu fødsel, da Maria og Josef rejste op til templet for at fremstille deres barn, står der om en gammel mand, Simeon, at Helligånden drev ham ind til templet, hvor han tog det lille Jesusbarn i sine arme og lovpriste Gud. Ved Jesu dåb kom ånden dalende ned som en due til Jesus. og ligeefter hører vi, at ånden drev Jesus ud i ørkenen, hvor han blev fristet. I prædikestykket i dag hører vi Jesus sige, at ånden er over ham. Derfor giver han godt budskab til fattige, befrielse til fangne og nyt syt til blinde.
Det er rigtigt, at vi ikke kan definere, hvad ånden er. Den kan ikke tælles og vejes og sælges. Men den gode ånd gør det samme hos os, som Jesus gjorde dengang. Der er sikkert nogen, som tænker at det er svært at tro på Jesus og på Gud. Men man kunne jo lade det komme an på en prøve. I sin hverdag kunne man gøre det eksperiment at leve på Jesu ord. Når han siger: Bed! - så prøv. Når der er problemer, som skal løses, så bed Gud om hjælp. Når der er store glæder, så bed og sig tak. Eller når Jesus siger: Elsk Gud af hele dit hjerte og elsk din næste sig dig selv, - så prøv: Sig et godt ord til den, du møder på din vej. Ræk en hjælpende hånd hvor du kan. Vær opmærksom og kærlig over for andre, selv om de iriterer dig. Og prøv engang at tale med Gud om din skyld og om alt det, du ikke forstår eller er ked af.
Når vi gør det, når vi lever på Jesu ord, så mærker vi en ny ånd i vores liv, en ånd, som stammer fra Jesus. Det er en ånd, som giver os et godt budskab og befrielse og nyt syn på livet.
Det er den ånd vi hører om her på den første søndag i advent. Og det er den gode ånd, som vil virke hos os i hele det nye kirkeår.