Når mørket er ved at lukke sig om os, da skal vi få øje på det lys, som altid er et sted. Og vi skal holde blikket fast rettet mod lyset, indtil mørket mister sin magt.
Jeg lider somme tider af højdeskræk. Den ytrer sig på en sær måde: Når jeg står ved kanten af en afgrund – ved rælingen på en stor færge eller ved gitteret på toppen af Eiffeltårnet – så mærker jeg, hvordan afgrunden næsten fysisk trækker i mig. Jeg er nødt til at gå nogle skridt tilbage eller i hvert fald se bort fra afgrunden, - ellers er jeg bange for, at jeg springer.
Det, jeg frygter allermest, den dybe afgrund, det store fald, har en uhyggelig tiltrækning på mig. Jeg tror virkelig, at hvis jeg en dag bliver stående og ser ned i afgrunden, så vil jeg springe ud. Og gå til grunde. Jeg er faktisk farlig for mig selv.
Så jeg ved, at sådan nogle steder har jeg bare at komme væk fra kanten i en fart. Rette min opmærksomhed mod et sted, der ikke er farligt. Man har fortalt mig, at det ikke er så ualmindeligt at have det sådan. At det, man frygter allermest, det drages man af, det har man svært ved at slippe.
Nogle af os har oplevet perioder med dyb, dyb fortvivlelse. Da kan vi komme ud for, at mørket ikke bare truer os, - det holder os også fast. Vi kan ikke få øjnene fra det, lader os suge længere og længere ind i det. I de situationer kan vi også være farlige for os selv, hvis ikke vi magter at rette blikket mod de små glimt af lys, der næsten altid findes, selv i det tætteste mørke. Somme tider kan et andet menneske holde os i hånden så varmt, at vi bliver i stand til at se andet end den afgrund, der skræmmer os og trækker i os. Somme tider er vi kloge nok til at søge professionel hjælp – men også det kan være en meget svær overvindelse.
Fortvivlelsen kan være en sorg over en, vi har mistet. Eller over, at vi har lidt nederlag på et af de vigtigste områder i livet. Fortvivlelsen kan også være over en svær beslutning. En af dem, som vi næsten ikke kan tage, men som skal tages. En valgsituation kan være så tung, at vi låser os selv fast i selve valgsituationen – uden at træffe noget valg. Og synker dybere og dybere ned i fortvivlelsen. Valgsituationen er den afgrund, der holder os fast. Så fast, at vi kun har blik for den – og ikke for valgmulighederne!
Der er en gammel græsk myte om Orfeus og Eurydike. Den fortæller, at den unge pige Eurydike var holdt fanget i underverdenen, i Dødsriget. Den eneste, som kan befri hende, er den, som elsker hende. Orfeus, som spiller så smukt på sin lyre, at alt levende, dyr og mennesker, fortrylles. Orfeus stiger ned i underverdenens mørke og spiller sin elskede fri. Han tager hende ved hånden og fører hende opad mod lyset og livet. Kun ét skal hun love ham: Hun skal se på hans ansigt hele tiden, ligesom han ser på hendes. Hun må ikke vende sit ansigt bort fra ham og se tilbage i underverdenen, for så mister han taget i hende, og hun synker tilbage i mørket. Sammen stiger de opad. Men så gør Eurydike det, som Simon Peter vel også gjorde, da han skulle gå på bølgerne: Hun vender sit ansigt bort fra den, som elsker hende, og som lyser af kærlighed til hende – og straks er hun tilbage i mørket.
Tro – kalder vi det ikke at slippe ham, som elsker os, af syne et øjeblik. Tro eller tillid. Han er lyset i mørket. At vende sit ansigt bort fra lyset, det er at give fortabt og at overgive sig til mørket.
I nogle tilfælde kan et andet menneskes kærlighed være et lys, som vi kan låse blikket fast på. I alle tilfælde kan Guds kærlighed være vort lys. Gud kan være vores Orfeus. Hvor han fører os hen, når han fører os ud af mørket, behøver vi ikke vide. Vi kan ikke vide det! Men uanset hvor han fører os hen, vil vi være sammen med ham, der elsker os, og det er nok at vide.
Somme tider kan vi bare ikke få øje på ham! Gud kan føles så fjern nogle gange. Mennesker, der har troet fast på ham hele deres liv, kan godt netop i de mørkeste timer føle, at han ikke længere er der. De kan ikke se ham mere. Og derfor, siger de, kan de ikke længere bede. Kan vi da ikke bede som Job, der råbte sin vrede ud mod den Gud, han ikke kunne få øje på? Eller som Jesus på korset, der råbte: "Min Gud, hvorfor har du forladt mig?"
Vrede og fortvivlelse over Guds fravær – når det er sådan, vi har det, så må vi råbe til Gud. I bønnens vrede eller fortvivlede råb møder han os igen. Og så må vi holde blikket rettet mod ham – også selv om det måske er et tvivlende blik eller et vredt blik!
Den sidste salme vi skal synge i dag, fortæller os, at selv det koldeste mørke ikke kan holde vores Orfeus tilbage fra at komme os i møde. Den fortæller om rosen, der skyder op midt i den mørke vinter. Rosen, som er ham, der elsker os.
Når vi spejder efter rosen, vil vi få øje på den.
Når vi råber på Gud, fordi han er så fjern, så er han der.
Og så skal vi se dybt ind i de øjne, som elsker os…
Amen