Der var engang en konfirmand, som efter at

have været til gudstjeneste, sagde, at det var

afslappende at komme i kirke. Og meningen var

ikke, at det var dødsens kedsommeligt. Meningen

var, at det var beroligende og oplivende. I kirken

kan man slappe af så man igen får energi og lyst til

at gå ud i hverdagen.

Det er beroligende at være i kirken, for her

blev vi døbt. Dengang var vi  helt små. Gud sagde

god for os uden at vide, hvordan vi ville blive. På

forhånd sagde Gud til dig: " Du er et rigtigt

menneske. Du er mit barn. Du må føle dig hjemme

på jorden og over for mig." Sådan lød Guds ord til

hver enkelt af os i dåben.

Og for at vi skal vide, at det virkelig gælder

os; for at du ikke skal være i tvivl om, at gud siger

god for dig, derfor blev dit navn nævnt ved dåben.

Dengang vidste ingen, hvad navnet dækkede over,

hvem du var. Alle muligheder stod åbne. Og dine

forældre håbede alt godt for dig.

I dag betyder dit navn dig som du er, et

selvstændigt menneske. Og i dag ved din

konfirmation lyder også dit navn sammen med Guds

velsignelse. Gud siger god for dig. Du er Guds barn.

Nu da du er ved at finde ud af, hvem du er, bliver

du mindet om, at Gud kender dig og regner dig for

et rigtigt menneske.

Det er beroligende at få at vide. Gud, som

har mere forstand på livet end både du og jeg

tilsammen, han vil kendes ved os. Over for Gud må

vi slappe af. Det viser dåben og det viser

konfirmationen.

Når I om lidt går op til alteret, er det altså

ikke, fordi I skal sige ja til Gud. I skal ikke love, at I

vil tro på Gud. Det kan vi slet ikke love eller

forpligte os til, vi, som endda undertiden tvivler på

os selv. Når vi ikke altid kan tro på os selv, så kan

vi endnu mindre love, at vi altid vil tro på Gud. Og

det skal vi heller ikke.

Når I går op til alteret er det for at høre, at Gud står

ved det, han har lovet i dåben. Gud vil aldrig opgive

jer. Han vil holde hånden over jer. Gud vil altid

være jeres himmelske Far.