3.s.e.påske Thomas Feddersen



Prædiken: 

Rør ved vort hjerte, vor mund, vore hænder



med din almægtige skabende Ånd



Jesus, som dybet i hjerterne kender



læg på vort hoved din kærlige hånd. 







At komme i tvivl, det er noget vi alle kender til. Ikke at vide,

om man skal gå til højre eller venstre, ligeud eller tilbage,

eller et sted midt imellem. Ikke at vide, hvilket ben man skal

stå på. Det kan man med småtingene i livet. Sådan set allerede,

når man skal købe, om det er de blå eller de sorte bukser, man

skal vælge, hvilken uddannelse man skal tage, hvor man skal

sætte sit kryds til den tid, hvilken bil man skal købe og så

videre. Der er mange ting hvor man skal tage stilling, mange

situationer, hvor man skal vælge, og derfor også mange

situationer, hvor man kan komme i tvivl om, hvilken vej man skal

gå. 



Det er der ikke noget nyt i.  Sådan har det nemlig altid været.

OG det gælder også, og måske mest, de store og vigtige ting i

vores liv. Det gælder hvilke værdier vi vælger. Det gælder vores

forhold til vores medmennesker. Det gælder vores forhold til

Gud. Og de tre ting hører faktisk sammen. 



Vi hørte i evangeliet, at Thomas, det er ham, den såkaldt vantro

Thomas, som ***, *** og mine andre konfirmander har set et

teaterstykke om, det er den Thomas, der var kommet i tvivl:

"Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende

vejen". 



Og Jesus svarer: "Jeg er vejen, sandheden og livet". Og det er

et mærkeligt svar, egentlig. Han siger ikke gør sådan og sådan.

Han siger ikke gå til højre eller venstre. Han giver ingen

løsninger. Han siger: Jeg er vejen. 



Og det må jo betyde, at det er ham, som vi på en eller anden

måde må have for øje. Eller rettere, at det er ham, som vi må

vende os til, når vi er i tvivl om, hvilken vej vi skal gå. 



Og der kan vi så blive klogere. Fordi han er både vejen til Gud.

Fordi han er Gud. I ham viste Gud sig. Af ham kan vi vide,

hvordan Gud er. Og han er vejen i forhold til vores medmenneske.

Fordi han har sagt, hvordan vores forhold til vores medmenneske

skal være, hvordan vi udfylder den opgave på jord, som vi som

mennesker er sat til. Menneskelivet drejer sig nemlig om, efter

Jesu egne ord, at "Du skal elske Herren din Gud af hele dit

hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind - og du skal elske

din næste som dig selv." Og sådan levede han selv. Og det må

være vores udgangspunkt. Det er omdrejningspunktet i et kristent

menneskes liv. Det er det største bud. Det er den målestok, som

vi skal vurdere, hvilken vej i forhold til vores medmennesker,

der er den rigtige. Og det skal være den røde snor i, hvad vi

foretager os, også når vi ikke står direkte over det andet

menneske, når vi for eksempel sætter vores kryds ved et valg.

 Hvad betyder det kryds

for mine medmennesker, og især for de svageste iblandt dem.

Eller hvad betyder det rygte, der brænder på min tunge, for det

menneske, det går ud over. Ja, det gælder såmend også

hamstringsbølgen. Hvad betyder det, at jeg køber syvogtyve

rugbrød for dem, der har senere fyraften end mig? - og deres

børn forresten?



"Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din

sjæl og af hele dit sind - og du skal elske din næste som dig

selv." Det er målestokken på livsvejen. 



Men samtidig er det jo umuligt at opfylde. Det er ikke umuligt

at orientere sig efter det krav. Men at opfylde det til punkt og

prikke er umuligt. 



Men kristendommen har en dobbelthed i sig, som er værd at huske

på: Nemlig den, at den på den ene side stiller krav til os. Men

på den anden side er det alligeve ikke vores vej, der er den

afgørende hos Gud. Det er Jesus, der er VEJEN - sandheden - og

livet. Det er ham, der er vejen til Gud, og ikke vores egne

bedrifter. Det er ham, som har ordent vores forhold til Gud. Det

er i ham, at vi finder det sande liv. Både i livet nu, når vi

følger vejen, og i det evige. Han gicver os livet som en gave

både nu og altid og når tidfen er ovre i evigheden. Og vi får

den gave af ham. Vi får den gave, når vi vender os til ham. Vi

år den gave ved at tro på Gud og tro på ham. Ved at være tro mod

Gud og tro mod ham. Og ikke ved andet. Det er det, der kaldes

nåde. Det er det, der kaldes tilgivelse. 



For sådan er Gud. Guds kærlighed er nemlig ikke afhængig af os,

men af kærlighedens kilde, af Gud. Det eneste, kærligheden vil,

er at vi tager imod. At vi tager imod den som vores vej, vores

sandhed og vores liv. 



Amen.