klade til 3.s.e.p





Jeres hjerte forfærdes ikke. Tro på Gud og

tro på mig. Modsætningen til tro er angst eller

forfærdelse. Hvad kan vi blive bange for. Jo dels

hvordan det hele skal gå os nu, men også hvordan

det skal gå os engang. Vi prøver måske ikke at

tænke på det. Men vi ved jo, at det engang er slut --

-  eller er det slut? Tænk hvis vi må slippe angsten

både for nu og engang og tro. Det siger Jesus.

Jesus taler flere gange mod frygten. " Frygt

ikke, Tro kun", siger han. 

Vi moderne mennesker mener nok, at

modsætningen består mellem at tro Gud er til og at

tro, at der ingen Gud er. Det er heller ikke sådan, at

mennesker førhen var så religiøse, at de ikke kunne

forestille sig den tanke, at der ingen er Gud.  For

måske 3000 år siden var der en salmedigter som i en

af salmer i GT skriver: Tåberne siger ved sig

selv:"Gud er ikke til" (Sl 14,1).

Bibelen kender også til tvivl. Selv om det

kun er få gange ord som tvivle, tvivlede og tvivl står

i bibelen. Og alle stederne drejer det sig ikke om

Guds eksistens, men derimod tvivl om Gud er god

eller tvivl om Guds magt og hjælp.

At tro er langt fra kun at mene at der er en

guddommelig magt et sted. Nej, at tro i kristen

forstand er at glæde sig over Gud, at være tryg i

Gud. At se alt det herlige Gud gør, så vi må synge

af glæde. Det skriver salmedigteren også i GT. Han

synger til Gud: 



du skjuler ansigtet, og de forfærdes,

du tager deres ånd bort, og de dør

og bliver til jord igen;



v30 du sender din ånd, og der skabes liv,

du gør jorden ny.



v31 Herrens herlighed skal vare evigt,

Herren skal glæde sig over sine værker.

v32 Blot han ser på jorden, skælver den,

blot han rører ved bjergene, ryger de.



v33 Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever,

jeg vil lovsynge min Gud, så længe jeg er til.

jeg har min glæde i Herren (Sl 104,29)



Jesus opfordrer os til at tro noget godt om

ham og om Gud. Vi skal ikke tro noget dårligt og

være bange. Og Jesus begrunder det med hans egne

ord. Han har sagt, at der er plads til os alle hos Gud.

Og Jesus begrunder vores tro med hans gerninger:

han vil skaffe os en helt særlig plads hos Gud, en

plads vores navn står på, så vi straks ved at vi er

velkomne og vi har vores egen plads. Det er da at

tage frygt fra os, at Jesus siger vi er ventet. Ja, han

går os endda i møde og tager os med sig og føre os

hen hvor vi skal være. Og det er dér hvor han er.

Vi kan ikke forstå himmeriget, fordi det

stikker så dybt i os, at vi er alene, adskilt fra andre.

Det er en stor glæde for os, når vi glemmer det i

venskab, i ægteskab, ved fester hvor vi snakker og

føler os ét. Men der skal ikke ske meget, så stikker

angsten sit hoved frem, at de andre er ligeglade med

mig. Det er jo bl.a. grunden til at mange bruger

deres albuer. De mener, de er nødt til det. Hvis de

hele tiden arbejder sig frem i forreste række eller til

øverste etage, så tror de, at angsten ikke kan

indhente dem.

Himmeriget er at Jesus tager selv den

mindste blandt os og er sammen med ham eller

hende. Vi kan forestille os den sådan: Jesus viser os

hen, hvor vi skal være. Og så bliver han hos dig og

mig. For han vil, at vi skal være, hvor han er. Det er

noget han vil. Det er ikke noget han gør halvhjertet.

Han vil det og han gør det.

Det er en stor kærlighed, som lyser ud af de

ord.

Jesus går i forvejen for os. Jeg kommer til at

tænke på to store begivenheder i Jesu liv. Da han

drog ind i Jerusalem som kongen og da han skulle

fejre det sidste måltid med sine venner. Begge

gange sender han nogle af disciplene i forvejen for

at de skal gøre alt parat. Og begge gange er det

underfuldt det som sker. Det de skal gøre går så let

som en leg, fordi Gud i virkeligheden arrangerer

det. Ved indtoget i Jerusalem, skal to disciple hente

et æsel og et æselføl i landsbyen foran, og de skal

bare tage dem, og ingen vil hindre dem i det. Det

samme skærtorsdag aften. Disciplene ved ikke, hvor

de kan holde påskefest og spørger Jesus om det.

Han svarer: Gå ind i byen og I vil møde en mand

med en krukke på hovedet. Følg ham, så kommer I

lige hen til det hus, hvor vi skal være. Dér får i lov

til at gå ind. Dér er plads til os. Jeg tror ikke, at

Jesus alene og i hemmelighed havde været inde og

arrangerer, at en mand skulle stå med en krukke på

et bestemt tidspunkt, og at Jesus havde arrangeret

med en husejer at de kunne være i en sal hos ham.

Og Jesus spiller ikke skuespil over for sine venner.

Jeg tror, at Jesus altid var sammen med sine venner,

undtagen ude i bjergene engang imellem, når Jesus

ville bede. Men ellers vidste de altid hvad han

gjorde. De var de vidner til. Og når Jesus kan sende

dem i forvejen for at gøre festen parat, så er det

fordi han ved, at Gud vil hjælpe.

Det var store begivenheder, det kongelige

indtog i Jerusalem, og den sidste påskefest. Jesus

gav disciplene lov til at gå i forvejen og forberede

det. Han viste dem stor tillid. Festen i Guds

himmerige vil Jesus dog selv forberede for os. Dér

er det ham som går i forvejen. Og han gør det med

samme sikre tro på Gud, at Gud vil hjælpe, at Gud

på underfuld måde allerede har arrangeret det som

skal til.

Jeres hjerte forfærdes ikke. Tro på Gud og

tro på mig. Og med sine kærlige ord driver Jesus

angsten ud af os og han fører os ind i troen.

Evangelisten Johannes har forstået, hvad Jesus

siger. Johannes skriver i et af sine breve. Vi har

frimodighed på dommens dag. Frygt findes ikke i

kærligheden, men den fuldkomne kærlighed

fordriver frygten. 

I sine ord i prædikestykket i dag viser Jesus,

at han har en fuldkommen kærlighed til os og at han

leder os derind, hvor der kun er frimodighed.