3. søndag efter påske 

	Michael Rønne Rasmussen 

 

GT-læsning: 2. Mosebog 3,1-7.10-14 

Evangelium: Johs. 14,1-11. 

Salmer: DDS 368, 15 - 289, 279 v. 6-7 og 414 

 

Prædiken: 

 

To forretningsfolk kører i samme bil. 

Den ene peger ud til højre, på en af de høje hvide 

plast stolper med reflekser og spørger sin kollega: 

"Ved du hvad det er?" 

"Nej", svarer han, "hvad skulle det være?" 

"Det er en præst", siger den første med et smil. 

"En præst? Hvorfor dog det? " 

"Jo, den viser vejen, men går den ikke selv!"..... 

 

Det skal nok være rigtigt. 

At være præst, er jo bare at være en vejviser, 

- en, der viser hen til noget, nej, til en anden end 

sig selv.  Derfor bør det ikke anfægte nogen - heller 

ikke præster -at den markør, der står i rabatten, 

kaldes for en "præst".  For præster er alle, der er 

døbt - i dåben modtager vi alt det, der skal til for at 

være præster for hinanden.  Men nu skulle vi jo ikke 

tale så meget om os selv, men derimod om ham, der 

siger: "Jeg er Vejen".  Evangelisten Johannes søger i 

dagens tekst at pege væk fra den verden, hvor vi og alt 

vort eget fylder det hele.  Samtalen, vi hører et 

uddrag fra, foregår før påske, hvor Jesus netop har 

fortalt disciplene, at han snart vil blive taget fra 

dem. Dvs. det er ikke lige det udtryk, han bruger. 

Derimod taler han om at "gå bort" eller at "gå til 

Faderen", hvilket disciplene kun har anelse om, hvad 

betyder.  At Jesus "går bort" må betyde, at han bliver 

fjernet fra dem, at de bliver ladt i stikken og alene 

tilbage uden ham.  At han "går til Faderen" må betyde, 

at de bliver "faderløse".  Og derfor forfærdes deres 

hjerter! 

 

Tanken om at være alene, den huer ingen. 

Hvad enten vi er store eller små, er vor største angst 

den, at blive forladt af andre og at være alene. 

Da Jesus så også hævder, at disciplene allerede kender 

den vej, han skal gå, griber Thomas chancen for at få 

præciseret, hvad det er for en vej, han taler om. 

For kender han vejen, kan det vel ikke være et problem 

at følge efter og dermed undgå at blive ladt alene 

tilbage.  Ind i denne situation, hvor disciplene altså 

forsøger ikke at se realiteterne i øjnene - søger at 

fortrænge det vilkår, at vi mennesker ikke blot føler, 

men på mange måder er alene i verden - netop ind i 

den situation er det, at Jesus siger de ord, der måske 

er de eneste, vi husker, når vi går herfra i dag: "Jeg 

er vejen, sandheden og livet".  JEG ..... og......ER. 

På overfladen almindelige ord, vi bruger hver eneste 

dag: Jeg er præst  - jeg er træt - jeg er ligeglad. 

- Det ene henviser til os selv og til det, ingen kan 

komme uden om; at vi er i verden som en lille ø i et 

stort hav.  - det andet forbinder os med vores omverden 

og alle andre mennesker - vi kan fortælle, hvad og 

hvordan vi er. 

 

Det første ord er ordet "JEG". 

Det bruger vi til at vise, at vi er nogen - vi bruger 

ordet for at bevise for andre og os selv om vor 

eksistens.  Tænk f.eks. på, hvad der er sket, når et 

barn ikke længere siger; "mig vil ha  sutten!", men 

selvbevidst proklamerer: "Jeg vil have sutten!".  Da er 

der kommet vægt bag ordene - da er et menneske  

virkeligt blevet til det "jeg", der hviler i sig selv; er 

blevet til det arkimediske punkt, hvorom hele verden 

herefter drejer! 

 

Til dette ord knytter vi ordet "ER". 

Med det ord, sætter vi os i forhold til verden omkring 

os.  Vi kan sige, hvordan vi har det: Jeg er træt eller 

jeg er glad.  Og for det meste ved andre så, hvordan de 

skal tage hensyn til os eller på hvilken måde de kan 

dele vores følelse.  Ordet "er" kan vi også bruge til 

at sætte os ind i en større sammenhæng eller i 

forbindelse med en større virkelighed.  Udsagnet: "Jeg 

er en dreng" synes som en indlysende konstatering, men 

ikke for den, der opdager det for allerførste gang. 

"Jeg er et menneske" er ligeledes indlysende, men ikke 

for den, der aldrig er blevet behandlet som et 

mennesker. 

 

Et højdepunkt i David Lynch s film "Elefantmanden", der 

blev født med et hæsligt og deformt ansigt, er den 

scene, hvor han bliver forfulgt af en flok unge mænd, 

der med vold magt vil se, hvad der gemmer sig under 

hans ansigtsdække.  Trængt helt op i hjørnet af et 

offentligt toilet, river man posen af hans ansigt og 

betragter med blanding af vellyst og rædsel det syn, 

der møder dem - hånligt nedstirrer de den ydmygede 

skikkelse indtil han pludseligt rejser sig op og råber; 

"I am a human beeing!!"- Jeg er et menneske! 

 

Med dette råb når filmen et foreløbigt højdepunkt, for 

Elefantmanden er netop aldrig blevet behandlet som 

menneske - som et dyr har han været vist frem på 

offentlige markeds pladser - man har råbt og hånet 

hans udseende.  Kun den læge, der i begyndelsen alene 

nærer faglig interesse for hans sygdom, indser ganske 

langsomt, at hans patient trods sit uhyggelige udseende 

virkeligt er et menneske - og at han oven i købet er 

har et navn; John Merrick. 

 

------------------------ 

JEG ER .............. 

Som ordene er sagt i Johannesevangeliet gør de mere end 

blot henviser til et "jeg" i forhold til sin om verden. 

Ordene er, når de i Johannesevangeliet anvendes på 

Jesus, et ekko af en større virkelighed end den, vi 

sædvanligvis knytter til disse ord.  JEG ER er 

gudsordets ekko fra Det gamle Testamente, hvor de mere 

end nogen anden betegnelser er navnet på den Gud, som 

er Israels og hele verdens skaber. 

 

Historien om Moses ved den brændende tornebusk er 

beretningen om, hvordan et menneske møder Gud og i 

dette møde blev kastet ud i en større virkelighed end 

han kunne overskue dybden og rækkevidden af.  Hvad der 

egentligt skete - hvorfor busken brændte, 

men alligevel ikke blev fortærret, om det var 

luftspejlinger eller indre fantasier, uanset den 

mulige forklaring, så står dette dog fast, at ved denne 

lejlighed mødte Moses en virkelighed, der var større, 

mægtigere og mere overbevisende end noget andet, han 

nogensinde havde kendt. 

 

Ud af tornebusken lød ord, som satte et folk i 

bevægelse: JEG ER har set jeres lidelse, 

JEG ER taler til dig 

JEG ER sender dig, Moses, for at lede dit folk på en 

lang vandring - al tid skal I være på vej, altid i 

bevægelse frem mod det land, den fremtid og det liv, 

jeg vil skænke jer!  Det er dette ekko, som har holdt 

jøderne i gang til i dag.  Det er det ekko, der holdt 

dem sammen, selv da de blev skilt fra land og tempel; - 

det er den ukendte og dog kendte Gud, der kaldte dem og 

stadig kalder ethvert menneske ud på en vandring bort 

fra sig selv og frem mod et mål, der er større end det 

selv.  - Han, der med myndighed siger; JEG ER! 

 

Lad os slutte, som vi begyndte, med en fortælling: 

En mand døde og stod ved siden af Gud og betragtede sit 

liv passere revú i form af billeder af sine fodspor på 

jorden.  For det meste var der to par fodspor, men til 

visse tider var der kun ét par.  "Hvorfor er der to 

fodspor?" spurgte han Gud. 

"Det ene sæt er dit, det andet er mit", sagde Gud. 

"Det var, når vi har fulgtes ad". 

 

Da manden havde grundet lidt over det og fundet ud af, 

hvornår det var, der var to - og hvornår der kun var et 

sæt fodspor, vendte han sig forurettet mod Gud og 

sagde: "Det var da fint at følges med dig, men hvorfor 

forlod du mig al tid, når jeg havde det allermest 

svært? " Da så Gud mildt på ham og svarede: 

"Jeg forlod dig da aldrig! I de perioder af dit liv, 

hvor der kun er et sæt fodspor i sandet, da bar jeg 

dig!" 

 

Jesus siger; Jeg er vejen, sandheden og livet! 

Ikke blot viser han med sit liv og sin død den vej, vi 

skal gå, men han gik den selv - helt til enden gik han 

den.  Og når vi ikke magter at følge ham så lnagt, 

når vores svaghed, af magt og ængstelse tager 

overhånd, når vore hjerter forfærdes, fordi vi tror vi 

er alene - da er han der stadig; 

Han, der selv er vejen, sandheden og livet, 

han følger og han bærer os! 

 

Måske dette, når det kommer til stykket, er det 

sværeste; at hvile i, at han er den, der bærer os på 

den vej, vi skulle gå?  At acceptere at han er gået der 

hen, hvor vi skal møde ham, og at han dér har gjort en 

plads klar til os, som vi bare kan tage i besiddelse? 

 

Let? Ja, men samtidig også så svært! 

I det mindste kan vi synes, at vi ikke kan stå inde for 

det. 

 

Men det skal vi heller ikke! 

Vi kan jo nøjes med at vise hen til Ham, der siger det! 

Han, der ikke blot selv står inde for sine ord, 

men endog tør tage Guds navn i sin mund, 

og hvem Gud har allerede har oprejst fra døden til nyt 

liv!  Ham, skal vi pege på! 

Med hele vort liv skal vi turde være præster for 

hinanden - stå i vejsiden og vise hen til det, som han 

har gjort for os! 

 

Det er faktisk alt - 

Og det er nok! 

 

Amen!