Prædiken 3. søndag efter påske

Jan Grønborg Eriksen

 

Tilsted Kirke, 980503 kl. 10 

Tekst: Johs. 14,1-11 

Salmer: 374, 243, 854, 229, 432, 671 

 

"I min fars hus er der mange boliger," siger Jesus. Så 

har jeg somme tider for mit indre øje set Vorherre som 

en gæstfri hotelvært, der med rund hånd anviser 

værelser til alle dem, der kommer for at søge logi, når 

de har forladt det jordiske liv. 

Men der er nok mere i det end som så. For det første 

taler denne hotelvært ikke om sengepladser. Han taler 

om boliger. Hjem. Et hjem er mere end et sted at være. 

Hjem er der, hvor vi hører til. Man kan godt bo et sted 

og alligevel ikke have noget hjem. 

Når man rejser meget rundt og sover på hoteller og den 

slags, så lærer man at sætte pris på den afslapning, 

der breder sig i sjæl og krop, når man endelig kommer 

hjem. At sove i sin egen seng er  ikke kun godt, fordi 

madrassen er god. Men fordi man er i sit hjem, hvor man 

bare er den, man er. 

Den hotelkæde, jeg bruger mest, havde i nogle år et 

reklameslogan, der hed: "Næsten som at komme hjem." De 

vidste, at uanset hvor meget de kræsede for gæsterne, 

ville ansigterne aldrig slappe helt så meget af som 

hjemme.  Der skal mere end en ydre ramme til at udgøre 

et hjem. Vort hjem er der, hvor vi bare kan være helt 

os selv uden at skulle leve op til noget. Hvor vi er 

kendte som dem, vi er, både af de andre mennesker i 

hjemmet og såmænd af møblerne og køkkengrejet og det 

hele. Hvor vi ikke skal være mere veloplagte, end er, 

og hvor vi ikke skal tænke over, om vi kan være 

bekendte at tage skoene af og bare sidde og holde mund. 

Eller hvad vi nu har lyst til. 

Et hjem accepterer os, som vi er. 

Det er hjem, Jesus taler om. Ikke opholdssteder. 

Hos Gud er der et hjem til os. Det er gjort parat til 

os, og vi hører til der. Ikke kun efter døden, - her og 

nu! 

I en af det Gamle Testamentes salmer lyder det: "Herre, 

du har været vor bolig i slægt efter slægt." Det er en 

af de smukkeste tillidserklæringer, vi kan give Gud: Du 

er min bolig, du er mit hjem. Hos dig er jeg accepteret 

helt, som jeg er. Gud, du er hjem for mig. Hos dig 

kræves intet andet af mig, end at jeg er. 

Når Jesus siger: I min faders hus er der mange boliger 

- jeg går hen og gør en bolig parat til hver af jer, - 

så kan vi godt høre det sådan: Gud vil være hjem for 

jer. Overalt hvor Gud er, må I føle jer hjemme - med 

alt, hvad det indebærer.  Hvor Gud er tilstede, er I på 

forhånd anerkendte.  I har lov til at være dem, I er. I 

behøver ikke forstille jer eller prøve at leve op til 

noget. I kan slet og ret - være. 

Det betyder, at både i denne verden og i den hinsides 

behøver vi ikke føle os som gæster - og slet ikke som 

nogen, der er på prøve. Vi har hjemstedsret i den 

verden, som er Guds. Vi hører til, vi skal ikke bevise 

noget. 

Vi har hjemme hos Gud. Somme tider har man brugt 

udtrykket: I Himlen har vi hjemme. Det er også rigtigt. 

I hvert fald hvis vi lader være med at tænke, at Himlen 

er der, hvor vi kommer, når vi dør. Himlen er der, hvor 

Gud er.  Og han er midt iblandt os. Han er overalt, 

hvor vi går. Hvadenten vi er i "den syvende  himmel", 

eller vi "vandrer i dødsskyggens dal", så er han der. 

Og vi er hjemme. 

Da Moses stod ved den brændende tornebusk, blev han 

fyldt med rædsel over, hvad han så. Og ikke mindre da 

han hørte, at Gud ville have ham til at bryde op fra 

alt, hvad han kendte, for at gå ud på historiens 

største ørkenvandring. 

Han skulle forlade alt det, som for ham var  hjem. 

Guds svar er det, Moses har brug for: "Jeg vil være med 

dig. Og jeg er den, jeg er." - Med det tilsagn kunne 

Moses gå ud i det uvisse - og være den, han var. For 

selv i den øde Sinai-ørken ville Gud være.  Moses var 

ved at dø af skræk ved tanken om alt det nye, ukendte, 

han skulle ud i.  Han havde det lidt ligesom mange af 

os: Man ved, hvad man har… Men han kastede sig ud i 

udfordringen alligevel, fordi Gud sagde til ham: Jeg er 

med dig. Du kommer aldrig til et sted i dit liv, hvor 

jeg ikke er helt nær hos dig. Verden er dit hjem, livet 

er dit hjem, for jeg er dit hjem.  Da Moses gik ned fra 

den brændende busk, så han livet med nye øjne. Han 

løftede sit hoved og så verden. Og vidste, at han hørte 

til der.  Disciplene havde en lignende oplevelse på 

pinsedagen. De oplevede, at Gud var overalt omkring dem 

som Helligånd, - og det fik dem til at løfte hovedet. 

De var færdige med at stå og trykke sig i et hjørne som 

gæster i verden. De var hjemme og kunne folde sig ud 

som dem, de var.  Sådan kan det også være at komme i 

kirke. Når vi holder nadver, så indtager vi hver især 

vores plads omkring bordet i det hjem, hvor der ikke 

spørges efter kvalifikationer. Hvor vi bare kan være. 

Og når vi går fra kirken, kan vi løfte hovedet,  se os 

omkring i verden og glæde os over, at den er Guds 

verden - og vi har hjemstedsret overalt, hvor han er. 

Vi kan være her som dem, vi er. 

For vi er hans børn. Og selv om vi stadig har brug for 

et sted, som helt bogstaveligt er hjem for os, så er vi 

også hjemme hos Gud og i hans verden, både her og 

hisset. Han er den, han er. Og vi får lov at være dem, 

vi er.  Amen. 

Jan Grønborg 

 

 

---------------------- 

 

Jan Grønborg Eriksen 

Kancellivej 5, DK-5200 Odense V, Denmark. 

Tel: +45 6592 3033 

Fax: +45 6592 3064 

Email: gronborg@post3.tele.dk