4.s.e.påske

 

     Jesu ord lærer os sandheden, så vi kan blive frie. 

Hvad er modsætningen til sandhed. Det er løgn. Eller måske 

skal vi snarere sige, at modsætningen til sandhed er synd 

og slaveri. Modsætningen til sandhed er selvoptagethed. 

Og som man kan høre af det ord, så er egoisme, at man er 

optaget af sig selv.  Man har sin opmærksomhed rettet mod 

sig selv. Det er synd og slaveri, fordi virkeligheden er 

en anden. Vi er ikke selv verdens centrum. Det er som 

tomgang, når vores tanker kun drejer sig om sig selv. 

Jesus vil standse den tomgang, hvor vores tanker går i 

ring om sig selv og ikke kommer nogenvegne.  Vi bruger 

vores kræfter forkert, hvis vi bare går i ring. Gud har jo 

lagt livet ud foran os, for at vi skal vandre på livets 

vej og engang nå målet, ind i Guds himmerige.  Sådan er 

virkeligheden, en vej vi skal gå, et mål vi skal nå. Og 

det mærkelige er, at det ikke er målet som er det 

vigtigste. Vi skal ikke gå og kun se fremad og længes 

efter at vi engang når ind til Gud.  Nej, vejen er lige så 

vigtigt og lige så herlig som det vi ser frem til.  Jesus 

sagde engang: Jeg er sandheden, vejen og livet.  Når vi 

skal lære sandheden at kende, så er det ikke livets 

teoribog, vi skal undervises i.  Nej, det er en person vi 

skal lære at kende. Det er Jesus, som går med os.  Han er 

vejen. Og han er ikke kun vejen, som engang vil føre os 

til målet.  Nej, han er livet. Og når vi er på den vej, så 

er vi i livet. 

     Der er sandheder, som er skræmmende og lammende. Det 

menneske, som pludselig får at vide, at han er meget syg, 

han bliver lammet af frygt. Den sandhed, som Jesus giver, 

eller mere endnu: den sandhed, som Jesus er, den er 

livgivende og befriende. Et sted står der om Jesus, at han 

har en herlighed, som han har fået fra Gud, en herlighed, 

som er fuld af nåde og sandhed. Nåde er ikke kun 

tilgivelse. Nåde er det, som løser op for os. På vores 

vandring her på jorden vil vi jo også opleve store sorger. 

Hvor meget vi end går i ring, så vil sorgerne bryde ind i 

vores lille verden og standse os og lamme os. Men når vi 

hører Jesu ord, så bliver der løst op for alt det, som 

tynger og lammer os. Jesu ord rejser os op, så vi kan gå 

videre, også selv om det er en stenet vej som ligger foran 

os. 

     Jeg læste en artikel i en avis. Den havde 

overskriften: Lise sang påskesalmer for sin bevidstløse 

mand. Det handlede om en mand, som pludselig blev syg. Han 

blev opereret, men så standsede hans hjerte. Hans kone 

blev tilkaldt og lægen sagde til hende: Din mand er 

faktisk død, men vi prøver på at genoplive ham. Og 

hustruen fortæller, at sygehuspersonalet undrede sig over 

hendes ro. Og hun var selvfølgelig meget bange, men hun 

forklarede en af sygeplejerskerne, at hun var overbevist 

om, at alt var i Guds gode hånd.  Sygeplejersken sagde: Du 

må være meget troende. Og hustruen svarede: Det ved jeg 

ikke, men jeg kender ham jeg har sat min lid til. 

     Og mens lægerne kæmpede for hendes mands liv, så stod 

hun og sang påskesalmer for sin bevidstløse mand eller hun 

læste skrifsteder højt fra Bibelen, skrifsteder hun 

vidste, hendes mand holdt af. Hun spurgte lægerne: 

Forstyrer det, at jeg synger.  Og de svarede: Nej, bliv 

endelig ved, for han kan hører, når du synger og læser. Så 

falder måleapparaterne til ro. 

     Hendes mand vågnede til live igen, og han husker ikke 

selv de første ord han sagde. Men det husker hans kone. 

Han sagde: Jeg ville gerne have fået lov til at blive der 

hvor jeg var. 

     Og manden forklarer, at Gud Helligånd taler til os 

gennem de ord vi har lært fra Bibelen, salmevers eller 

hørt i en prædiken. Derigennem kommer Gud kom til. Derfor 

er det vigtigt at vi kender Bibelens ord, at vi kender 

Jesu ord. 

     Manden, som var død, men blev rask igen, fortæller i 

øvrigt, at han havde haft en stilling som feltpræst på 

Cybern og da var engang en lille gruppe danske FN-soldater 

kommet ind midt i et skyderi mellem de to cypriotiske 

modstandere. Soldaterne havde i deres angst og desparation 

ikke kunne finde andet at berolige sig med end at synge " 

Sejle op ad åen." Det viser, hvor vigtigt det er, at vi 

kender ord fra bibelen, Fadervor og salmevers, som vi kan 

støtte os til. 

     Avisartiklen slutter med den erfaring, som ægteparret 

har gjort.  Sygdommen har understreget over for os, at det 

er nu, i dag, vi skal leve vort liv, i stedet for at 

fortabe os i fortid eller fremtid - i spekulationer over, 

hvad vi har været ude for, og hvad der eventuelt kan 

komme. 

     Jeg synes, at denne artikel giver en god udlægning af 

vores prædiketekst i dag. Det er Jesu ord, som giver os 

sandheden, som vi kan støtte os til og som befrier os. Det 

gælder, når vi er i nød, så beroliger Jesu ord os. Det 

giver os håb, så vi ser, at der er godt at være, hvor vi 

skal hen, nemlig i Guds rige. Men samtidig siger Jesus 

også, at vi skal leve nu. Vi skal ikke spekulere så meget 

over, hvad vi har været ude for, og hvad der eventuelt kan 

komme.  Den frihed giver Jesu ord os. 

     Men det er ikke kun i stor nød at vi kan bruge Jesu 

ord. Det kan vi til daglig. Jo bedre vi kender bibelen, 

desto bedre kan vi tage et skriftord frem hver dag, som vi 

kan leve på. 

     Der er f.eks. ordet: Vær ikke bange, tro kun.  Det 

ord siger, at vi kan føle os som små mennesker, men vi må 

tro, og  at vi selv, når vi er bange, må føle det let at 

tro. Jesus siger jo: Tro kun. Jesus gør det let for os at 

tro, også når vi er tynget af dårlige tanker. 

     Der er et andet skriftord, som kan hjælpe os på en af 

vores hverdage: frygt ikke du lille flok, jeres far har 

besluttet at give jer riget.  Grunden til tryghed er ikke 

vores faste tro og beslutninger, men at Gud er vores 

himmelske far og at Gud er en god giver og har besluttet 

at give os sit himmerige. Og dér er godt at være. 

     Her i forårstiden kunne vi tage en bibelord fra 

salmerne, et ord, som kunne gøre en af vores daligdage 

smukke. Det kunne være fra sl. 8: Herre, vor Herre, hvor 

herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din 

pragt ud på himlen.  Ved at lovsynge Gud får vi selv 

øjnene op alt det herlige, som er her på jorden, og vi 

indser, at Gud har givet det for at vi skal nyde det, også 

selv der er meget ondt, som kunne fylde vores sind. 

     Vi kan også tage en af bønnerne i fadervor til at 

hjælpe os på en af vores hverdage: Forlad os vor skyld, 

som også vi forlader vores skyldnere.  Det er jo netop i 

hverdagen, at vi gør alt det forkerte, som vi må bede Gud 

om tilgivelse for, men det er også i hverdagen at vi møder 

dem, vi kunne have dårlige følelser for og hvor vi skal 

tilgive lige så rent og fuldt som Gud gør over for os. 

Når det bliver så personligt og konkret, at vi skal bide 

vores egen forurettehed i os og tilgive dem, der har såret 

os, så kan det være vi knurrer lidt indvendig. Men i 

virkeligheden giver det os en stor frihed. I stedet for at 

gå og ruge over, hvad andre har gjort, må vi lade det 

ligge og ikke spilde kræfter på det, men gå videre, og 

pludselig opdager vi, at det, som sårede os, jo heller 

ikke var så slemt, som vi først gjorde det til.  Men som 

sagt også selv om det forkerte andre gjorde mod os, 

virkelig var ondt, så må vi tilgive og løse både den anden 

og os selv fra den forbandelse, som hidsighed og 

hævngerrighed er. 

     Jo, Jesu ord giver os en sandhed, som vi kan bruge 

helt konkret, både når vi er i nød, men også i vores 

hverdag.  Jesus har sagt: Se, jeg er med jer alle dage 

indtil verdens ende. Det skal være vores hjælp, at Jesus, 

som er sandheden og vejen og livet, at han selv vil følge 

os på vores krogede veje. 

 

ny prædiken 

 

 

     Hvad er det at være slave og hvad er det at være fri. 

På Jesu tid var det meget konkret. En slave var en som 

intet kunne bestemme over sig selv.  Det var en, som var 

købt og som ikke ejede sig selv. Slaven blev ikke regnet 

for et menneske. Han blev brugt, blev udnyttet af hans 

herre.  At være slave var det samme som at være i fængsel. 

Det kunne ske, at en slaveejer belønnede en af sine slaver 

med friheden. Det var det største man kunne give en slave. 

det var en større rigdom end penge. For friheden var det 

samme som værdighed, at blev regnet for et medmenneske og 

en ligemand. 

     Det værste Jesus kunne kalde jøderne var slaver. De 

var meget stolte over at de var Guds folk og at de 

nedstammede fra Abraham. De kunne ikke forstå det som 

Jesus sagde. 

     Måske har vi også svært ved at forstå Jesus. Vi 

mener, at vi selv kan vælge. Vi regner os for meget værd. 

Men er vores liv ikke nogle gange er som et fængsel, så vi 

er fanget af vores arbejde, eller fanget af vores ønsker, 

der hele tiden pisker os afsted som den værste slaveejer. 

Har vi tid til at være mennesker.  Der var en udsendelse i 

fjernsynet, hvor det fremgik, at mange forældre ikke har 

tid nok til at være sammen med deres børn, høre på dem, 

tale med dem. Det er at være menneske, at høre og tale med 

andre, have tid til det. 

     Det er at være et frit menneske, at hele livet er som 

fritid, så man ikke føler sig som slave på sit arbejde, 

men tværtimod føler det som en frihed at arbejde. Og uden 

for arbejdstimerne er det frihed, hvis man ikke er drevet 

af alle aktivitetsønskerne, men har god tid til også at 

være til sammen med andre. 

     Jesus siger, at sandheden vil gøre os frie og bevare 

os som frie mennesker. Det er en god sandhed Jesus taler 

om. Han taler om sig selv.  Sandheden er det samme som 

troen på Jesus, at han er Guds søn og kommer fra Gud. I 

troen på Jesus hører vi sandheden fra Gud. Den skal vi 

lære. Hvis vi ikke er elever af Jesus og lytter til hans 

ord og bliver i dem, så kan vi ikke komme til sandheden. 

Men når vi tror på Jesus, kommer sandheden til os.  Den 

sandhed, at Gud elsker os og giver os god tid, ja, evighed 

til at være mennesker. Det er den sande frihed, for troen 

på Guds kærlighed løser os fra alt slaveri og alle 

fængsler og giver os en værdighed, vi ikke selv kan 

tilkæmpe os. I troen på Gud bliver vi Guds børn. Det at 

have børn er en stor rigdom, og Gud ser på os som sin 

rigdom, som sine strålende ædelsten, og han vil ikke miste 

en eneste af os. Ligesom en rig mand tit tæller sine penge 

eller sine smykker for at se om noget af det er stjålet, 

sådan holder Gud øje med, at ingen af hans ædelsten, ingen 

af hans børn, bliver revet fra ham. 

     Men for at vi kan blive ædelsten i Guds øjne, så må 

vi slibes til af Guds ord. Derfor sendte Gud sin søn, for 

at han skulle tale Guds ord og sandheden til os og 

bearbejde os så vi kan blive strålende ædelsten. Sådan er 

det også med diamanter. Diamant det ord betyder egentlig " 

hårdt stål." Diamanten er da netop kendt for sin hårdhed. 

Den er det hårdeste materiale i verden.  En rådiamant kan 

man ikke skære over med noget andet end netop en diamant 

og når man sliber stenen gør man det med diamantstøv. Det 

er en stor forandring som sker med diamanten.  Når man 

finder den i naturen, er den mat og kedelig.  Men når den 

bliver skåret over og slebet, så bliver den mere og mere 

klar.  Og jo finere facetter der bliver slebet, desto 

finere er den glans og det lysspil som stenen kaster fra 

sig. 

     Derfor føler vi måske sommetider Guds ord som skarpt 

og skærende og slibende. Paulus skriver i sit brev til 

hebræerne, at Guds er levende og virkende og skarpere end 

noget tveægget sværd og trænger så dyb ind, at det 

sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over 

hjertets tanker og meninger. Ingen skabning er usynlig for 

ham, alt ligger blottet og udbredt for hans øjne, og ham 

skal vi stå til regnskab. 

     Jesus sagde sandheden til jøderne, så de følte den 

som et skarpt sværd.  Enhver som gør sig skyldig i synden 

er slave af synden, sagde Jesus og kaldte jøderne syndere 

og det samme kalder han os. Det er en bitter sandhed.  Den 

skærer i vores hjerte, der er hårdt som en rådiamant. Men 

Guds ord skærer for at polere vores hjerte så det kan 

blive til en strålende ædelsten. 

     Når man sliber en diamant, taler man om, at der 

kommer facetter frem i stenen. Ordet facet betyder 

egentlig ansigt. Og det er når facetterne er slebet til, 

at stenen stråler i lyset.  Vi bruger det også i den 

vending, at et menneske, som lever et rigt liv, at det 

menneske ejer ligeså mange facetter som den finest slebne 

diamant.  Når Guds ord polere eller sliber vores hjerte, 

så er det for at særlig en facet, eller et ansigt skal 

komme frem, og det er Guds eget ansigt. Vi hører jo i 

begynedelsen af vores bibel, at vi er skabt i Guds 

billede. Vi ligner Gud. Det tabte vi ved syndefaldet.  Det 

har vi tabt, når vi er syndere. Men med sit Ord polere Gud 

vores sjæl og sind, så vi igen kan blive Guds børn. Børn 

ligner jo deres far, og Gud vil med sit ord have den 

lighed frem i os. 

     Der er en salme i salmebogen som handler om det. Den 

hedder den store mester kommer. I den salme står, at den 

store mester sidder ved smeltediglen og lutrer sølvet med 

flid. Det øjeblik han venter og agter kærligt på, når 

klarlig hans eget billed vil dybt i sølvspejlet stå. Den 

store mester er Jesus og sølvet er os. Så værdifulde er vi 

for ham. Og Jesus smelter med sine ord fra Gud vores 

hjerte, så hans eget billede kan komme frem i os, og dvs. 

jo Guds søns billede, billedet af et Guds barn. 

     Derfor gælder det ikke kun om Guds ord, at det er som 

et skarpt sværd.  Det er også som en smeltende varme. Og 

det er fordi Jesus ikke kun kalder os syndere, som skal 

stå til regnskab, men samtidig siger at dommeren, som skal 

idømme os straf, en uendelig tilgivende og kærlig. 

     Jesus fortæller det f.eks. i lignelsen om den 

gældbundne tjener. Han skyldte sin Herre 40 millioner 

kroner og kunne ikke betale. Han kastede sig ned foran sin 

herre og dommer og bad: Hav medlidendhed, så skal jeg nok 

betale det altsammen.  Og så siger Jesus: Hans herre fik 

medlidenhed med ham og løste ham og eftergav ham gælden. 

Jesus giver os tilgivelse, så vi må rejse os op og gå ud i 

livet som frie mennesker. Jesus kommer med Guds 

tilgivelse, der løser og sætter os fri fra alt, hvad der 

tynger og tærer indefra, skyld og fortvivlelse.  Han tager 

byrderne fra vores sind, så vi kan rette os og leve som 

Guds stolte børn. Det er med kærlige og varme ord Jesus 

kalder det billede eller den facet frem i os, ansigtet af 

et Guds barn. 

     Jeg har hørt en historie om to mænd, som en dag kom 

ind til en juveler for at se på ædelsten. Flere 

forskellige sten blev lagt frem, røde, grønne, blå. Den 

ene af mændede fik øje på en mat, farveløs klunmp blandt 

de andre. " Hvorfor har De sådan noget stads sammen med 

disse herlige sten?" spurgte han.  Uden at svare tog 

juveleren den tilsynelandende værdiløse sten og holdt den 

nogle øjeblikke i sin hånd. Og da han derefter viste den 

frem, strålede den i alle regnbuens farver med en mageløs 

glans. " Dette er en agat", forklarede han. " Mens den er 

kold, er der intet skønt ved den. Den trænger til en varm 

hånd for at kunne sprede sin farvepragt." 

     Mennesker kan have skjult alle deres gode sider, men 

det er kun en varm hånd, der skal til. Og den har Gud rakt 

os i sin søn og i sit ord for at gøre os til strålende 

ædelsten, gøre os til sine børn. Der er ikke noget en far 

hellere vil end holde sit barn i hånden, når de går tur. 

Det giver kærlighed og tryghed og ømhed til barnet og det 

er en stor glæde for faderen at gå så tæt ved sit barn og 

de kan tale sammen om alt hvad de ser. Og det giver en 

stor frimodighed til barnet, at det går med sin far i 

hånden. 

     Jesus er Guds udstrakte hånd, som smelter alt det 

væk, som skjuler vores gode sider. Jesus er den store 

mester og har i hjertedybet sit billed klart han set, så 

glædes den høje mester, så er hans gerning alt sket. 

 

ny præd 

 

     Sandheden er et stort ord. Kan vi forstå sandheden. 

Vi prøver på det.  Videnskaben forsker i alt, fra det 

mindste til det største. Videnskab nærmer sig hele tiden 

sandheden. Men virkeligheden er så indviklet, at det kun 

er videnskabsmænd inden for samme område, der kan forstå 

hinanden. Og de bruger så svære ord, at vi lægfolk slet 

ikke kan forstå alt hvad de siger.  Virkeligheden er så 

indviklet, at de, som forsker i den mindste celles 

opbygning, taler i et helt andet sprog end dem, som 

forsker i hele universets opbygning; de har svært ved at 

forstå hinanden.  Vi kan nemlig ikke have forstand på 

alting. Hele sandheden kan vi slet ikke rumme, og forstå 

den -det bliver da endnu sværere.  Jo mere vi finder ud 

af, desto mere bliver vi specialister, der går og roder 

med vores eget og har svært ved at sætte os ind de 

sandheder, som andre finder frem til. Jo længere vi når, 

desto flere sandheder bliver der, men uden sammenhæng 

mellem dem. Jo længere vi når, desto mere forvirrende og 

uoverskueligt bliver det hele. Det gælder sandheden om 

ting, vi kan se. 

     Det gælder endnu mere om ting, vi ikke kan se. Det er 

vel derfor psykologien aldrig er blevet helt accepteret 

som videnskab. Det som sker i forholdet mellem mennesker, 

kan vi undersøge og have vores mening om, men hvad der er 

sandheden - det har vi svært ved at gennemskue. Det som 

sker mellem mennesker viser sig i mange små tegn og ord, 

som skal tolkes. Hvem ved hvilken tolkning der er den 

sande. Vi er tilbøjelige til at tolke på en måde, der 

stiller os selv i det bedste lys. Vi tør måske slet ikke 

se sandheden om os selv i øjnene.  Vi er langt fra at 

forstå sandheden om det, som er usynligt i vores verden. 

     Hvad så med sandheden om Gud. Gud er vel endnu mere 

usynlig end det vi går rundt og gør mod hinanden. Hvordan 

kommer vi nogensinde til at forstå Gud. 

     Det kan vi kun, når én fortæller os sandheden, giver 

os den at kende.  Det har Jesus gjort. Det hører vi i 

prædikestykket i dag. Jesus siger: Hvis I bliver i mine 

ord, er I mine disciple, og I skal lære sandheden at 

kende, og sandheden skal gøre jer frie. 

     Det er sådan der står i den nye oversættelse. I den 

gamle oversættelser står der: I skal forstå sandheden. Og 

det græske ord kan godt betyde " forstå", men det betyder 

mere end det. Ordet "forstå" på dansk peger på forstanden 

og ikke på hjertet. Det græske ord er bredere. Det 

betyder: acceptere, tage til sig, gøre sig til ét med, 

eller lære at kende, som når vi lære at kende et andet 

menneske og holde af det. Derfor er den nye oversættelse 

bedre, når den skriver: I skal lære sandheden at kende. 

     Sandheden om Gud har vi lært at kende i Jesus, i hans 

ord og i hans gerninger.  Gud har givet sig selv til kende 

i Jesus. Gud gav sig også til kende i Det gamle 

Testamente.  Dér finder vi mange ord om Gud. Den anden 

salme, som vi sang i dag, er egentlig en gendigtning af en 

salme i Det gamle Testamente, og dér kan vi hører 

sandheden om Gud. At Guds miskundhed er lige så stor som 

himlen over os. Guds trofasthed rækker så langt som til 

skyerne.  I den salme står der også: i mulm er 

kærlighedsvingen bredt ud, vi skjuler os under dens 

skygge. Selv når vi synes at mørket nogle gange kan virke 

truende, skal vi altså ikke være bange, for Gud har bredt 

sin kærlighed ud over os, ligesom fuglen, der beskytter 

sine unger.  Vi skal ikke føle, at der er noget som kan 

kaste en truende skygge ind over os, for vi må skjule os i 

skyggen af Guds kærlighed.  I mulm er kærlighedsvingen 

bredt ud. Vi skjuler os under dens skygge. Allerede i Det 

gamle Testamente kan vi høre sandheden om Gud, om hvor 

stor Guds kærlighed og hjælp til os er.  Men Gud har valgt 

at gøre det endnu klarere for os ved at sende sin søn. 

     Det kender vi også fra os selv. Når vi prøver at 

forklare en ting, så giver vi eksempler på det. Gud har 

givet et eksempel på, hvor stor hans kærlighed er, og det 

eksempel er Jesus. Jesus er et lysende eksempel på, hvor 

meget Gud holder af os. Jesus er det eneste eksempel vi 

skal holde os til.  Der er nemlig den forskel mellem Det 

gamle testamente og Det nye, at i Det gamle testamente kan 

vi finde mange ord om Gud, men i det nye testamente finder 

vi Guds eget ord til os. Det ord er Jesus. 

     Sandheden som vi skal lære at kende og som kan 

frigøre os, er altså Jesus. I prædikestykket i dag kan vi 

se det af, at der står det samme om sandheden, som der 

står om Sønnen. Der står også om sønnen, at hvis det er 

sønnen som har gjort os frie, er vi virkelig frie. 

Sandheden er altså ikke en død sandhed, som vi skal sætte 

os ind i, nej, sandheden er en levende person, Jesus som 

han levede dengang i jødeland og som han lever i dag, som 

den opstandne. Sandheden er ikke nogle ord og begreber, 

som vi skal prøve at fatte og rumme med vores forstand. 

Nej, sandheden er vores levende Herre, der omfatter os, 

holder om os, breder sin vinge ud over os, og dvs både ud 

over vores hjerne og hjerte, både vores legeme og sind. 

Derfor er Jesus hele sandheden, fordi han er det eneste 

eksempel på Gud og fordi han omfavner os helt. 

     Det er vel også derfor, Jesus bruger den vending, at 

vi skal blive i hans ord, og ikke at hans ord skal blive i 

os. Det er ikke os, som skal huske dem og lære dem. Det er 

ikke os, som skal rumme Jesu ord. Nej, de rummer os. 

Jesus siger, at vi må blive i hans ord. De er som et hus 

vi må være i og som beskytter os mod al den forvirring og 

alle de forandringer, der blæser imod os og vil rive os 

omkuld. Jesu ord omgiver os, så vi må hvile i dem, hente 

tryghed i dem.  De er mere end en bygning af døde sten. 

Det er en bygning af ånd og liv, som vi må leve i. 

     Vi må blive i Jesu ord. Det skal give os tryghed, 

Jesu ord er et rige, hvori vi må være. Det rige varer til 

evig tid og det strækker sig til verdens ende. Jesu ord 

holder ikke pludselig op, så vi går ud af dem. Derfor kan 

Jesus gør os frie fra al forvirring og frygt, fordi vi 

ikke er bange, hvor vi end går hen, for det er ind i hans 

favn vi går, selv når mørket dækker os, må vi vide at 

Jesus har bredt sin kærlighedsvinge ud over os, vi må 

skjule os under dens skygge. 

     Jeg kan give et eksempel på det. Ligesom vi lever i 

vores jordiske fædreland og føler os hjemme her og gerne 

vil bo her, fordi vi er fortrolig med det hele.  Sådan må 

vi leve i Jesu ord og føle os hjemme her. 

     Jesu ord, Jesu rige må vi tage lige så naturligt og 

selvfølgeligt, som det at vi har et jordisk fædreland. Det 

tænker vi jo heller ikke på i hvert sekundt. Vi kan vel 

slet ikke sætte ord på, hvad der er så godt ved at være 

dansker. Vi kan ikke forklare det helt. Det er bare noget 

vi ved.  Sådan er det også med Jesu rige. Når vi bliver 

dér, betyder det ikke, at vi tænker på ham hele tiden, 

eller at vi kan forklare og forstå alt, hvad han sagde. 

     Men ligesom vi har et jordisk pas, som er beviset på, 

at vi hører hjemme i Danmark. Og det er noget helt 

uvurderligt, som vi slet ikke tænker nok over i hverdagen. 

Men hvis vi er ude i den store verden, så beskytter det 

pas os.  Når vi er på rejse og viser vores danske pas 

frem, så bliver vi taget godt imod, fordi vi kommer fra et 

godt land. Og hvis vi bliver syge eller mister al vores 

bagage, bare vi har vores pas, så bliver vi hjulpet af de 

danske ambasader.  Sådan har vi et himmelsk pas, der 

beviser, at vi tilhører Guds rige.  Det pas fik vi i vores 

dåb.  Det tænker vi måske ikke nok over til hverdag, men 

det pas er uvurderligt. Det pas betyder uendelig meget for 

vores rejse gennem livet.  Det pas betyder, at vi kan få 

hjælp hvor vi end er, også selv når vi har mistet alle 

vores jordiske papirer. For dåben er der ingen, som kan 

stjæle fra os.  I dåben er vi sat ind under sandheden og 

må leve i den. For vi blev døbt i Jesu navn.  Han er 

sandheden. Han er den sandhed, som gør os til frie 

mennesker. Det gælder både for den lille Ane/Jens som blev 

døbt i dag og det gælder for os andre døbte.