Bededag

 		

     Enhver, som beder, får. Og den, som søger, finder. 

Og den, som banker på, lukkes der op for. Det siger 

Jesus. Det lyder flot. Og det er ikke noget, Jesus 

kommer til at sige en enkelt gang. Han siger det andre 

steder lige så sikkert. I Johannes evangeliet siger 

Jesus: Bed om, hvad I vil, og I skal få det. 

     Gør vi det så? Handler vi efter Jesu ord? Der er 

vel nogle gange vi prøver. Det er når vi er kommet så 

langt ud, at vi tænker: Nu er der ikke andet tilbage 

end at bede til Gud. Men normalt glemmer de fleste af 

os, at vi må bede til Gud om alt. Vi tænker, at vi er 

alene om at klare problemerne. 

     Det ved Jesus. Det er derfor han opfordrer os til 

at bede og søge og banke på. Han ved, at vi tit glemmer 

at gøre det. Og det er jo egentlig udtryk for, at vi 

glemmer Gud i vores hverdag.  Gud er skjult. Guds rige 

er som en skat, der er skjult i en mark. Vi finder den 

kun, når vi søger.  Guds hus er som en lukket dør. Vi 

kommer kun ind, når vi banker på. 

     Bed, så skal I få. Det lyder da herligt, men det 

er måske svært for os.  Vi ønsker ikke at stå som dem 

der skal bede andre om noget. Vi vil selv. Vi vil ikke 

have tingene som gave, men selv kunne tage dem. Vi 

ønsker ikke at være søgende, det er så usikkert. Vi vil 

være vidende. Vi ønsker ikke at stå med hatten i hånden 

og banke på. Det kan lyde altfor usikkert sådan at 

overgive alt til Gud og vente alt af Guds hånd. Kan vi 

være så sikker på at Gud vil give os det vi beder om. 

     Ja, det kan vi.  Når vi giver vores børn det, som 

de beder om. Hvor meget mere skulle Gud, vores 

himmelske Far, ikke give os gode gaver, når vi beder 

ham. Og at det er noget ganske dagligdags vi må bede 

Gud om, det viser de eksempler, som Jesus nævner: Brød 

og fisk. Vi giver ikke vores barn en sten, når barnet 

beder om brød. Vi giver ikke vores barn en slange, når 

barnet beder om fisk. Sten og slange, de ord har 

dårlige undertoner. En sten kan man slå andre med. En 

slange er giftig og farlig. Gud giver os ikke straf og 

noget, der er farligt for os. Gud giver os kun gode 

gaver. Når vi som er onde, forstår at give gode gaver 

til vores børn, hvor meget mere vil så ikke Gud, som er 

god, give herlige og dejlige gaver til os. 

     Brød og fisk. Det minder om to fortællinger i 

evangelierne. Den første er fortællingen, hvor Jesus er 

i ørkenen og hvor han sulter og fristes af djævelen. 

Jesus fristes til at forvandle stenene til brød. Men 

det vil han ikke bruge sin magt til. Netop som Guds søn 

vil Jesus leve som den, der modtager alt fra sin 

himmelske Far. Han vil ikke selv skaffe sig det med et 

under. For det er Gud, som gør underet. Det er Gud vi 

får brødet fra, dvs.  livet og alt hvad der fylder 

livet. 

     Det ser vi også i den anden fortælling, som har 

med brød og fisk at gøre. Det er bespisningen i 

ørkenen, hvor mange folk var samlet for at høre Jesus 

og de blev sultne, men der var kun en lille dreng, som 

havde en madpakke med fem brød og to fisk. Da bad Jesus 

til Gud og underet skete. Da den lille madpakke blev 

delt rundt til de mange folk, så rakte den til. De blev 

mætte. Gud gjorde underet. Gud mætter os med gode 

gaver. 

     Vi skal bare bede til Gud, og Gud vil gøre 

underet. Det troede Jesus fuldt og fast på. Det levede 

han på. Og han vil, at vi skal gøre det samme. 

     Ordene, bed og søg står også hos profeten 

Jeremias: Gud siger: Råber I til mig, og går I hen og 

beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I 

finde mig.  Når I søger mig af hele jeres hjerte, er 

jeg at finde. Sådan siger profeten og lige før de ord 

står der: Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, 

siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at 

give jer en fremtid og et håb.  Jeg vender jeres 

skæbne.  Profeten taler til jøderne, mens de var i 

landflygtighed i Babylon og længtes hjem til Israel, og 

profeten forudsagde, at Gud ville hjælpe dem hjem til 

deres fædreland. 

     Det skal vi også høre med i Jesu ord, at Gud vil 

vende vores skæbne. Gud har lagt planer for os, planer 

om lykke, ikke om ulykke. Gud giver os en fremtid og et 

håb. Det er Guds rige Jesus taler om, paradis, at vi 

skal vende hjem til vores himmelske fædreland. 

     Når vi søger, så er det kærlighedens rige vi 

finder, paradis. Når vi banker på og døren bliver 

lukket op, så er det en festsal vi kommer ind i, hvor 

der er pyntet op efter alle kunstens regler, og pynten 

består i hjertelighed og strålende glæde.  Når vi 

banker på døren og der bliver lukket op og vi kommer 

ind, så viser det sig at være et slot vi er kommet til, 

Guds hus, hvor der er så højt til loftet at vi ser ind 

i himlen. 

     Ordene søge og finde, står også hos en anden 

profet, nemlig Jesaja. Han siger (55,6): Søg Herren, 

når han er at finde.  Kald på ham, når han er nær. 

Herren viser barmhjertighed og er rig på tilgivelse. 

Jesus vil altså sige, at Gud er til at finde, for Gud 

er nær.  Vi skal ikke søge længe.  Gud er nær i Jesus. 

Vi skal ikke kalde i lang tid, for Gud er os nær. 

     Når Gud er så god, så skal vi også være det. Men 

hvordan kan vi det, vi som er onde.  Ja, det er bl.a. 

det, som vi skal gives os.  For lige så svært vi har 

ved at bede til Gud med den sikre tro, at vi får alt, 

hvad vi beder om. Lige så svært har vi det, når andre 

beder os. Vi har svært ved at give det, som de trænger 

til. Når andre søger os, skal vi være at finde, være 

dem nær.  Når andre banker på, skal vi gæstfrit lukke 

op. Vi har lettere ved at holde vores dør lukket, så 

andre ikke kommer ind i vores hjerte. Vi har lettere 

ved at tænke, når andre udtalt og uudtalt beder om 

hjælp, - så tænker vi: Hvad kommer det mig ved. Det må 

andre tage sig af. 

     Men glæden og troen på Guds gavmildhed skal fylde 

os, så vi bliver lige så åbne som Gud og gør alt det 

mod andre, som vi ville, at de skulle gøre mod os, hvis 

vi var i deres situation. 

     Det er et meget sundt princip, at sætte sig selv i 

andres sted.  Det kræver ganske vist al vores 

indfølingsevne, at hele vores opmærksomhed er rettet 

mod det, som vores medmenneske har brug for. Men det 

betyder måske, at det ikke er de store flotte og modige 

handlinger, vi skal gøre og som vi kunne vise frem og 

prale med.  Nej, det vores medmenneske har brug for, 

det er at vi er tilstede, at vi er nær.  Det kender vi 

jo fra os selv.  Den bedste trøst vi fik, var når et 

andet menneske var hos os i vores sorg, var hos os som 

medmenneske, som ven.  Det er ikke så stort og flot 

det, der kræves. Det er ikke de store løsninger og de 

fine svar, vi skal give. Men måske er netop det svært 

for os, at opgive vores egen bedreviden, og kun være 

menneske blandt mennesker. Lige så svært som det er for 

os bare at være et lille menneske over for Gud og 

modtage alt af Guds hånd. 

     Det svarer til hinanden, det at bede til Gud og at 

give til andre.  Lige så altomfattende tilbudet er, 

lige sådan er budet. Vi må frit bede om alt.  Og vi 

skal glad og gerne give andre det, som de beder om. Om 

begge dele tænker vi: det kan jeg ikke.  Det gør jeg 

ikke. 

     Derfor siger Jesus, at det kun er få, som finder 

den sande vej, den vej, som fører til livet. Det er 

både vores vandring her på jorden, der er tale om, men 

også retningen ind i paradis, ind i Guds rige, som 

Jesus taler om, at det kun er få, som finder den. Men 

Jesus begyndte jo med at sige: Enhver, som beder, får. 

Vi kan let være mellem dem, der når frem. Vi skal bare 

bede om det. 

     I Lukasevangeliet spørger disciplene engang: 

Herre, er det kun nogle få, som bliver frelst? Og Jesus 

svarer med den snævre port, men så siger han lidt 

efter, at mange skal komme fra øst og vest, fra nord og 

syd, allevegne fra og sidde tilbords i Guds rige. I den 

forstand er det ikke nogle få, altså kun fra et folk, 

f.eks. jøderne, men fra alle folkeslag, at de frelste 

strømmer ind i Guds rige. Som noget af det sidste Jesus 

sagde, mens han har her på jorden, var jo også ordene: 

Gå ud og gør alle folkeslagene til mine disciple.  Det 

bliver vi ved dåben og ved at holde Jesu befalinger. Og 

i dag er Jesu bud til os: Bed, så skal I få. Og det vi 

får, det er frelsen og Guds nærhed men også kraften til 

give og være nær ved vores medmenneske. 

 

ny prædiken 

 

      

     Jesus siger: Bed, så skal I få. Søg, så skal I 

finde.  Bank på, så skal der lukkes op for jer.  Det er 

ikke jordiske erfaringer Jesus taler om. Vi oplever, at 

vi beder nogen om noget, og de siger nej. Eller vi 

søger efter et stykke papir eller en ting, som er 

blevet væk, og vi har lige haft den i hånden, men den 

er og bliver væk.  Eller vi kommer til et hus og banker 

på og der er ingen som lukker op. Døren er og bliver 

lukket. Der er ingen hjemme og vi er gået forgæves. 

Forklaringen på Jesu optimistiske ord, bed, så skal I 

få.  Det er ikke, at er der én som altid vil høre på os og 

give os det vi beder om.  Forklaringen på Jesu 

optimistiske ord, søg, så skal I finde - det er, at der 

er én som følger os uden at vi lægger mærke til det, og 

som ser, når vi søger, og som lægger det foran os, som 

vi søger efter. Forklaringen på Jesu optimistiske ord, 

bank på, så skal der lukkes op for jer - det er, at der 

er én, som ved, at vi kommer og som står parat, og som 

straks åbner døren for os, når vi banker på. Det er 

Gud. 

     Jesu ord er også optimistiske, fordi han ikke 

siger, at det er noget bestemt vi skal bede om. Det 

hører vi også andre steder i det nye testamente.  Jesus 

siger f.eks.  at vi ikke behøver, at bruge mange ord, 

når vi beder til Gud.  For vores himmelske Far ved, 

hvad vi trænger til, endnu før vi beder ham om det.  Og 

det vi trænger til, det er jo tit ganske almindelige 

ting, mad, tøj, godt humør.  Derfor kan Jesus også 

sige, at vi ikke skal bekymre os for maden og tøjet, 

for vores Far i himlen ved, at vi trænger til alt det. 

Og når Jesus nævner mad og tøj, så er det jo kun 

eksempler. Vi kan sige, at vi også trænger til arbejde, 

en bolig, gode film og bøger, som kan underholde os. 

Jesus siger et andet sted, at alt, hvad vi beder om i 

Jesu navn, det får vi.  Det lyder som et eventyr. Det 

lyder som om Gud vil forkæle os og at Gud aldrig siger 

nej til os.  Ellers ville Jesus jo nok have forberedt 

os på, at Gud kun vil give os det, som han mener er 

bedst for os.  Og at det for det meste er forskelligt 

fra, hvad vi mener er bedst for os.  Men netop det 

siger Jesus ikke. I dag siger han, at Gud ikke vil give 

os det modsatte af det vi beder om.  Eller hvem af jer 

vil give sin søn en sten, når han beder om et brød 

eller give ham en slange, når han beder om en fisk. 

     Bed, så skal I få, - det betyder, at der er intet 

som er for småt til at vi må bede Gud om det.  Gud 

lytter til vores mindste bøn. Der er intet, som Gud 

synes er pjat. Og Gud er så rig, at han vil give os 

alt, hvad vi beder om. 

     Søg, så skal I finde, - dér tænker Jesus ikke 

først og fremmest på ting, der er blevet væk, men mere 

på når melodien er blevet væk for os, livets melodi. 

Egentlig er det et bevis på, at det er Gud, som har 

skabt jorden og os, og at vi ved det. For alle 

mennesker føler inderst inde, at livet skulle være som 

en smuk sang eller som herlig musik. Og når livet ikke 

er det, så føler vi, at der er noget som er blevet væk 

for os og vi leder efter det, for at livet igen kan 

blive smukt. Og Jesus lover os, at det ikke er svært at 

finde melodien igen, når bare vi søger. Gud vil vise os 

i de mindste ting og i de største, hvor megen skønhed 

vi er omgivet af. Vi vil finde livets herlighed, hvor 

vi ikke havde ventet det. Det er som vores øjne bliver 

åbnet, så selv den mindste blomst kan fortælle os om 

livets storhed og mening. 

     I vore dage tales der om, at der ikke én sandhed, 

som gælder for alle, at folk er usikre og ikke ved, 

hvor samfundet skal føres hen. Der er ikke en ide eller 

en idelogi, som kan samle folket.  Hvis det er rigtigt, 

så gælder det altså bare om at søge, så vil vi finde. 

Når vi lytter til Jesus, så er vores situation alt 

andet end håbløs og svær. Vi skal bare søge,  så vil vi 

finde ind til livets kerne, som har været den samme fra 

verdens skabelse, men som altid vil stå for os som 

overraskende ny og frisk og storslået. 

     Bank på, så skal der lukkes op for jer, - det 

betyder, at når vi føler os lukket ude, så er det 

eneste vi skal, at banke på. I vores verden er det ikke 

så let.  Dem, der føler sig uden for, de skal ændre 

sig, før de igen bliver accepteret. De, som er 

udlændinge, og som lever i vores land, de skal helst 

lære at tale godt dansk og opfører sig som danskere, 

for at de bliver accepteret og lukket ind i vores 

fællesskab, og for dem vil døren altid kun stå halvt 

åben. Når vi gerne vil ind i Guds rige, så skal vi ikke 

først ændre os og lære at tale det himmelske sprog, 

nej, vi skal bare banke på, så bliver døren åbnet på 

vid gab og Gud står med åbne arme og tager imod os. Og 

der er ingen kvoteordning, som kun tillader et bestemt 

antal at komme ind til Gud. 

     Der er en sekt, som mener, at det kun er 144.000 

som kommer i himlen.  Det tal har de fra Johannes 

Åbenbaring, men dér i samme kapitel står der om en stor 

skare, som ingen kan tælle, af alle folkeslag og 

stammer, folk og tungemål, som står foran Guds trone og 

foran Jesus, klædt i hvide klæder og med palmer i 

hænderne og de synger til Guds pris. Døren til Guds 

rige står åben for alle mennesker, hvilken farve deres 

hud end har.  Og dér i himmeriget vil vi synge med på 

himmelske sange. 

     Det lyder let, når Jesus siger bed, søg, bank på 

og Gud vil lukke enhver af jer ind i sit hjerte. 

Hvordan kan Jesus så tale til sidst i prædikestykket om 

en snæver vej, og at kun få finder den.  En anden gang 

sammenligner Jesus den trange vej ind i himmeriget med 

en kamel, som skal gennem et nåleøje. En kamel er 

altfor stor i forhold til et nåleøje. Og en kamel har 

desuden mange byrder på ryggen. Den kan umulig komme 

gennem et nåleøje. Vi kan altså ikke klemme os ind, 

hvor små vi end gør os. Eller måske er der alligevel en 

mulighed. Jesus siger jo, at vi skal blive som børn for 

at komme ind til Gud.  Når vi gør os så små, at vi skal 

bæres ind, så går det. Frelsen er nemlig umulig for os 

mennesker, men intet er umuligt for Gud. Vi skal bare 

lade Gud gøre det umulige. Og Gud gør det først ved at 

tage alle byrderne af vores skuldre.  Dem har Gud lagt 

på Jesus. Han har båret dem væk fra os. Og nåleøjet, 

som vi skal igennem, det er Jesus selv. Han er døren. 

Ham kan vi trygt komme til. For Jesus har aldrig sagt 

nej til nogen. Derved ligner han Gud, at Jesus åbnede 

sine arme for alle og særlig for de små, børnene. 

     Det er ikke Gud, som er hård og som har gjort 

vejen trang for at der ikke skal komme så mange ind. 

Men måske er det en svær vej at gå, at blive som børn. 

Det er os imod.  Vi vil hellere fylde meget og gå på 

den brede vej.  Men den smalle vej er troens vej.  Den 

er svær at finde hvis vi ikke vil bede, det er at 

indrømme, at vi ikke kan selv, at vi er som små børn og 

må have hjælp.  Porten ind til Gud er snæver, fordi vi 

skal banke på, det er at indrømme at vi er udenfor. 

Det vil vi helst ikke tænke om os selv.  Og vejen til 

Gud er smal, fordi vi skal søge.  Og vi vil helst mene 
om os selv, at vi er klog og vi ved besked. At stå som 

de søgende er det samme som at være usikre og måtte 

stole på andres hjælp. 

     Jesus slutter prædikestykket i dag med hårde ord. 

Hvor snæver er den port, og hvor trang er den vej, der 

fører til livet, og der er få, som finder den. Men 

meningen med de ord er netop at opfordre os til at 

bede, og søge og banke på. Og det er ikke svært at søge 

og bede, for vi ved, hvor vi skal gøre det. Jesus er 

vejen, sandheden og livet. Han er kommet til os. Så vi 

skal ikke gå langt. Jesus er midt i blandt os.  Når vi 

hører ham behøver vi ikke lede længere eller banke på, 

for Jesus er den åbne dør ind til Gud.