Hvis du har kommentarer så skriv
hertil
|
Bededag
Enhver, som beder, får. Og den, som søger, finder.
Og den, som banker på, lukkes der op for. Det siger
Jesus. Det lyder flot. Og det er ikke noget, Jesus
kommer til at sige en enkelt gang. Han siger det andre
steder lige så sikkert. I Johannes evangeliet siger
Jesus: Bed om, hvad I vil, og I skal få det.
Gør vi det så? Handler vi efter Jesu ord? Der er
vel nogle gange vi prøver. Det er når vi er kommet så
langt ud, at vi tænker: Nu er der ikke andet tilbage
end at bede til Gud. Men normalt glemmer de fleste af
os, at vi må bede til Gud om alt. Vi tænker, at vi er
alene om at klare problemerne.
Det ved Jesus. Det er derfor han opfordrer os til
at bede og søge og banke på. Han ved, at vi tit glemmer
at gøre det. Og det er jo egentlig udtryk for, at vi
glemmer Gud i vores hverdag. Gud er skjult. Guds rige
er som en skat, der er skjult i en mark. Vi finder den
kun, når vi søger. Guds hus er som en lukket dør. Vi
kommer kun ind, når vi banker på.
Bed, så skal I få. Det lyder da herligt, men det
er måske svært for os. Vi ønsker ikke at stå som dem
der skal bede andre om noget. Vi vil selv. Vi vil ikke
have tingene som gave, men selv kunne tage dem. Vi
ønsker ikke at være søgende, det er så usikkert. Vi vil
være vidende. Vi ønsker ikke at stå med hatten i hånden
og banke på. Det kan lyde altfor usikkert sådan at
overgive alt til Gud og vente alt af Guds hånd. Kan vi
være så sikker på at Gud vil give os det vi beder om.
Ja, det kan vi. Når vi giver vores børn det, som
de beder om. Hvor meget mere skulle Gud, vores
himmelske Far, ikke give os gode gaver, når vi beder
ham. Og at det er noget ganske dagligdags vi må bede
Gud om, det viser de eksempler, som Jesus nævner: Brød
og fisk. Vi giver ikke vores barn en sten, når barnet
beder om brød. Vi giver ikke vores barn en slange, når
barnet beder om fisk. Sten og slange, de ord har
dårlige undertoner. En sten kan man slå andre med. En
slange er giftig og farlig. Gud giver os ikke straf og
noget, der er farligt for os. Gud giver os kun gode
gaver. Når vi som er onde, forstår at give gode gaver
til vores børn, hvor meget mere vil så ikke Gud, som er
god, give herlige og dejlige gaver til os.
Brød og fisk. Det minder om to fortællinger i
evangelierne. Den første er fortællingen, hvor Jesus er
i ørkenen og hvor han sulter og fristes af djævelen.
Jesus fristes til at forvandle stenene til brød. Men
det vil han ikke bruge sin magt til. Netop som Guds søn
vil Jesus leve som den, der modtager alt fra sin
himmelske Far. Han vil ikke selv skaffe sig det med et
under. For det er Gud, som gør underet. Det er Gud vi
får brødet fra, dvs. livet og alt hvad der fylder
livet.
Det ser vi også i den anden fortælling, som har
med brød og fisk at gøre. Det er bespisningen i
ørkenen, hvor mange folk var samlet for at høre Jesus
og de blev sultne, men der var kun en lille dreng, som
havde en madpakke med fem brød og to fisk. Da bad Jesus
til Gud og underet skete. Da den lille madpakke blev
delt rundt til de mange folk, så rakte den til. De blev
mætte. Gud gjorde underet. Gud mætter os med gode
gaver.
Vi skal bare bede til Gud, og Gud vil gøre
underet. Det troede Jesus fuldt og fast på. Det levede
han på. Og han vil, at vi skal gøre det samme.
Ordene, bed og søg står også hos profeten
Jeremias: Gud siger: Råber I til mig, og går I hen og
beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I
finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er
jeg at finde. Sådan siger profeten og lige før de ord
står der: Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer,
siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at
give jer en fremtid og et håb. Jeg vender jeres
skæbne. Profeten taler til jøderne, mens de var i
landflygtighed i Babylon og længtes hjem til Israel, og
profeten forudsagde, at Gud ville hjælpe dem hjem til
deres fædreland.
Det skal vi også høre med i Jesu ord, at Gud vil
vende vores skæbne. Gud har lagt planer for os, planer
om lykke, ikke om ulykke. Gud giver os en fremtid og et
håb. Det er Guds rige Jesus taler om, paradis, at vi
skal vende hjem til vores himmelske fædreland.
Når vi søger, så er det kærlighedens rige vi
finder, paradis. Når vi banker på og døren bliver
lukket op, så er det en festsal vi kommer ind i, hvor
der er pyntet op efter alle kunstens regler, og pynten
består i hjertelighed og strålende glæde. Når vi
banker på døren og der bliver lukket op og vi kommer
ind, så viser det sig at være et slot vi er kommet til,
Guds hus, hvor der er så højt til loftet at vi ser ind
i himlen.
Ordene søge og finde, står også hos en anden
profet, nemlig Jesaja. Han siger (55,6): Søg Herren,
når han er at finde. Kald på ham, når han er nær.
Herren viser barmhjertighed og er rig på tilgivelse.
Jesus vil altså sige, at Gud er til at finde, for Gud
er nær. Vi skal ikke søge længe. Gud er nær i Jesus.
Vi skal ikke kalde i lang tid, for Gud er os nær.
Når Gud er så god, så skal vi også være det. Men
hvordan kan vi det, vi som er onde. Ja, det er bl.a.
det, som vi skal gives os. For lige så svært vi har
ved at bede til Gud med den sikre tro, at vi får alt,
hvad vi beder om. Lige så svært har vi det, når andre
beder os. Vi har svært ved at give det, som de trænger
til. Når andre søger os, skal vi være at finde, være
dem nær. Når andre banker på, skal vi gæstfrit lukke
op. Vi har lettere ved at holde vores dør lukket, så
andre ikke kommer ind i vores hjerte. Vi har lettere
ved at tænke, når andre udtalt og uudtalt beder om
hjælp, - så tænker vi: Hvad kommer det mig ved. Det må
andre tage sig af.
Men glæden og troen på Guds gavmildhed skal fylde
os, så vi bliver lige så åbne som Gud og gør alt det
mod andre, som vi ville, at de skulle gøre mod os, hvis
vi var i deres situation.
Det er et meget sundt princip, at sætte sig selv i
andres sted. Det kræver ganske vist al vores
indfølingsevne, at hele vores opmærksomhed er rettet
mod det, som vores medmenneske har brug for. Men det
betyder måske, at det ikke er de store flotte og modige
handlinger, vi skal gøre og som vi kunne vise frem og
prale med. Nej, det vores medmenneske har brug for,
det er at vi er tilstede, at vi er nær. Det kender vi
jo fra os selv. Den bedste trøst vi fik, var når et
andet menneske var hos os i vores sorg, var hos os som
medmenneske, som ven. Det er ikke så stort og flot
det, der kræves. Det er ikke de store løsninger og de
fine svar, vi skal give. Men måske er netop det svært
for os, at opgive vores egen bedreviden, og kun være
menneske blandt mennesker. Lige så svært som det er for
os bare at være et lille menneske over for Gud og
modtage alt af Guds hånd.
Det svarer til hinanden, det at bede til Gud og at
give til andre. Lige så altomfattende tilbudet er,
lige sådan er budet. Vi må frit bede om alt. Og vi
skal glad og gerne give andre det, som de beder om. Om
begge dele tænker vi: det kan jeg ikke. Det gør jeg
ikke.
Derfor siger Jesus, at det kun er få, som finder
den sande vej, den vej, som fører til livet. Det er
både vores vandring her på jorden, der er tale om, men
også retningen ind i paradis, ind i Guds rige, som
Jesus taler om, at det kun er få, som finder den. Men
Jesus begyndte jo med at sige: Enhver, som beder, får.
Vi kan let være mellem dem, der når frem. Vi skal bare
bede om det.
I Lukasevangeliet spørger disciplene engang:
Herre, er det kun nogle få, som bliver frelst? Og Jesus
svarer med den snævre port, men så siger han lidt
efter, at mange skal komme fra øst og vest, fra nord og
syd, allevegne fra og sidde tilbords i Guds rige. I den
forstand er det ikke nogle få, altså kun fra et folk,
f.eks. jøderne, men fra alle folkeslag, at de frelste
strømmer ind i Guds rige. Som noget af det sidste Jesus
sagde, mens han har her på jorden, var jo også ordene:
Gå ud og gør alle folkeslagene til mine disciple. Det
bliver vi ved dåben og ved at holde Jesu befalinger. Og
i dag er Jesu bud til os: Bed, så skal I få. Og det vi
får, det er frelsen og Guds nærhed men også kraften til
give og være nær ved vores medmenneske.
ny prædiken
Jesus siger: Bed, så skal I få. Søg, så skal I
finde. Bank på, så skal der lukkes op for jer. Det er
ikke jordiske erfaringer Jesus taler om. Vi oplever, at
vi beder nogen om noget, og de siger nej. Eller vi
søger efter et stykke papir eller en ting, som er
blevet væk, og vi har lige haft den i hånden, men den
er og bliver væk. Eller vi kommer til et hus og banker
på og der er ingen som lukker op. Døren er og bliver
lukket. Der er ingen hjemme og vi er gået forgæves.
Forklaringen på Jesu optimistiske ord, bed, så skal I
få. Det er ikke, at er der én som altid vil høre på os og
give os det vi beder om. Forklaringen på Jesu
optimistiske ord, søg, så skal I finde - det er, at der
er én som følger os uden at vi lægger mærke til det, og
som ser, når vi søger, og som lægger det foran os, som
vi søger efter. Forklaringen på Jesu optimistiske ord,
bank på, så skal der lukkes op for jer - det er, at der
er én, som ved, at vi kommer og som står parat, og som
straks åbner døren for os, når vi banker på. Det er
Gud.
Jesu ord er også optimistiske, fordi han ikke
siger, at det er noget bestemt vi skal bede om. Det
hører vi også andre steder i det nye testamente. Jesus
siger f.eks. at vi ikke behøver, at bruge mange ord,
når vi beder til Gud. For vores himmelske Far ved,
hvad vi trænger til, endnu før vi beder ham om det. Og
det vi trænger til, det er jo tit ganske almindelige
ting, mad, tøj, godt humør. Derfor kan Jesus også
sige, at vi ikke skal bekymre os for maden og tøjet,
for vores Far i himlen ved, at vi trænger til alt det.
Og når Jesus nævner mad og tøj, så er det jo kun
eksempler. Vi kan sige, at vi også trænger til arbejde,
en bolig, gode film og bøger, som kan underholde os.
Jesus siger et andet sted, at alt, hvad vi beder om i
Jesu navn, det får vi. Det lyder som et eventyr. Det
lyder som om Gud vil forkæle os og at Gud aldrig siger
nej til os. Ellers ville Jesus jo nok have forberedt
os på, at Gud kun vil give os det, som han mener er
bedst for os. Og at det for det meste er forskelligt
fra, hvad vi mener er bedst for os. Men netop det
siger Jesus ikke. I dag siger han, at Gud ikke vil give
os det modsatte af det vi beder om. Eller hvem af jer
vil give sin søn en sten, når han beder om et brød
eller give ham en slange, når han beder om en fisk.
Bed, så skal I få, - det betyder, at der er intet
som er for småt til at vi må bede Gud om det. Gud
lytter til vores mindste bøn. Der er intet, som Gud
synes er pjat. Og Gud er så rig, at han vil give os
alt, hvad vi beder om.
Søg, så skal I finde, - dér tænker Jesus ikke
først og fremmest på ting, der er blevet væk, men mere
på når melodien er blevet væk for os, livets melodi.
Egentlig er det et bevis på, at det er Gud, som har
skabt jorden og os, og at vi ved det. For alle
mennesker føler inderst inde, at livet skulle være som
en smuk sang eller som herlig musik. Og når livet ikke
er det, så føler vi, at der er noget som er blevet væk
for os og vi leder efter det, for at livet igen kan
blive smukt. Og Jesus lover os, at det ikke er svært at
finde melodien igen, når bare vi søger. Gud vil vise os
i de mindste ting og i de største, hvor megen skønhed
vi er omgivet af. Vi vil finde livets herlighed, hvor
vi ikke havde ventet det. Det er som vores øjne bliver
åbnet, så selv den mindste blomst kan fortælle os om
livets storhed og mening.
I vore dage tales der om, at der ikke én sandhed,
som gælder for alle, at folk er usikre og ikke ved,
hvor samfundet skal føres hen. Der er ikke en ide eller
en idelogi, som kan samle folket. Hvis det er rigtigt,
så gælder det altså bare om at søge, så vil vi finde.
Når vi lytter til Jesus, så er vores situation alt
andet end håbløs og svær. Vi skal bare søge, så vil vi
finde ind til livets kerne, som har været den samme fra
verdens skabelse, men som altid vil stå for os som
overraskende ny og frisk og storslået.
Bank på, så skal der lukkes op for jer, - det
betyder, at når vi føler os lukket ude, så er det
eneste vi skal, at banke på. I vores verden er det ikke
så let. Dem, der føler sig uden for, de skal ændre
sig, før de igen bliver accepteret. De, som er
udlændinge, og som lever i vores land, de skal helst
lære at tale godt dansk og opfører sig som danskere,
for at de bliver accepteret og lukket ind i vores
fællesskab, og for dem vil døren altid kun stå halvt
åben. Når vi gerne vil ind i Guds rige, så skal vi ikke
først ændre os og lære at tale det himmelske sprog,
nej, vi skal bare banke på, så bliver døren åbnet på
vid gab og Gud står med åbne arme og tager imod os. Og
der er ingen kvoteordning, som kun tillader et bestemt
antal at komme ind til Gud.
Der er en sekt, som mener, at det kun er 144.000
som kommer i himlen. Det tal har de fra Johannes
Åbenbaring, men dér i samme kapitel står der om en stor
skare, som ingen kan tælle, af alle folkeslag og
stammer, folk og tungemål, som står foran Guds trone og
foran Jesus, klædt i hvide klæder og med palmer i
hænderne og de synger til Guds pris. Døren til Guds
rige står åben for alle mennesker, hvilken farve deres
hud end har. Og dér i himmeriget vil vi synge med på
himmelske sange.
Det lyder let, når Jesus siger bed, søg, bank på
og Gud vil lukke enhver af jer ind i sit hjerte.
Hvordan kan Jesus så tale til sidst i prædikestykket om
en snæver vej, og at kun få finder den. En anden gang
sammenligner Jesus den trange vej ind i himmeriget med
en kamel, som skal gennem et nåleøje. En kamel er
altfor stor i forhold til et nåleøje. Og en kamel har
desuden mange byrder på ryggen. Den kan umulig komme
gennem et nåleøje. Vi kan altså ikke klemme os ind,
hvor små vi end gør os. Eller måske er der alligevel en
mulighed. Jesus siger jo, at vi skal blive som børn for
at komme ind til Gud. Når vi gør os så små, at vi skal
bæres ind, så går det. Frelsen er nemlig umulig for os
mennesker, men intet er umuligt for Gud. Vi skal bare
lade Gud gøre det umulige. Og Gud gør det først ved at
tage alle byrderne af vores skuldre. Dem har Gud lagt
på Jesus. Han har båret dem væk fra os. Og nåleøjet,
som vi skal igennem, det er Jesus selv. Han er døren.
Ham kan vi trygt komme til. For Jesus har aldrig sagt
nej til nogen. Derved ligner han Gud, at Jesus åbnede
sine arme for alle og særlig for de små, børnene.
Det er ikke Gud, som er hård og som har gjort
vejen trang for at der ikke skal komme så mange ind.
Men måske er det en svær vej at gå, at blive som børn.
Det er os imod. Vi vil hellere fylde meget og gå på
den brede vej. Men den smalle vej er troens vej. Den
er svær at finde hvis vi ikke vil bede, det er at
indrømme, at vi ikke kan selv, at vi er som små børn og
må have hjælp. Porten ind til Gud er snæver, fordi vi
skal banke på, det er at indrømme at vi er udenfor.
Det vil vi helst ikke tænke om os selv. Og vejen til
Gud er smal, fordi vi skal søge. Og vi vil helst mene
om os selv, at vi er klog og vi ved besked. At stå som
de søgende er det samme som at være usikre og måtte
stole på andres hjælp.
Jesus slutter prædikestykket i dag med hårde ord.
Hvor snæver er den port, og hvor trang er den vej, der
fører til livet, og der er få, som finder den. Men
meningen med de ord er netop at opfordre os til at
bede, og søge og banke på. Og det er ikke svært at søge
og bede, for vi ved, hvor vi skal gøre det. Jesus er
vejen, sandheden og livet. Han er kommet til os. Så vi
skal ikke gå langt. Jesus er midt i blandt os. Når vi
hører ham behøver vi ikke lede længere eller banke på,
for Jesus er den åbne dør ind til Gud.
|
|