4. søndag efter påske

	Michael Rønne Rasmussen  

 

Epistellæsning: 2. Kor. 5,14-21 

Evangelielæsning: Johs. 8,28-36 

Salmer: DDS 23, 203 - 249, 432 og 11 

 

Prædiken 

 

Ophøjelse - Forståelse - Tro, 

og en Sandhed, der fører til Frihed; 

Det er, hvad der holder dagens evangelium sammen.  Men 

bag og over alle disse tunge begreber er kærligheden - 

Kristi kærlighed - den kærlighed, der altid tvinger 

den, som den rammer til overgivelse og tro. 

 

"Når I får ophøjet Menneskesønnen", siger Jesus og 

henviser dermed til den død, hvormed han skal fremstå 

som en gemen forbryder.  Han, som så mange har set hen 

til med forventning, skal hænge på et kors - afmægtig 

og ussel - og fremtræde som et menneske, der har satset 

alt på en drøm uden indhold - tilsyneladende en tåbe, 

der er fanget ind i sit eget spind.  Døden afslører 

ubarmhjertigt den sandhed, som enten gør fri eller 

tvinger ud i fortvivlelse.  For når mørket tager 

magten, svinder lyset ind, så der blot skal et enkelt 

lille vindpust til at puste det ud. 

 

Det overraskende er dog, at Jesus ikke taler om det 

kaos, som skal rejse sig blandt disciplene efter hans 

død.  Jesus taler om det modsatte - om den klarhed, der 

skal vokse ud af mørket: "Når I får ophøjet 

Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er 

- at jeg intet gør af mig selv, men som Fade ren har 

lært mig, sådan taler jeg". 

Ud af korsfæstelsen skal vokse den klarhed, at Jesus 

ikke står alene, men lever ud af sit fællesskab med 

Faderen.  Men hvordan i alverden skal det forstås? 

 

Nu er det jo ikke sikkert, at forståelse er det rigtige 

ord.  Forståelse er for det meste en intellektuel 

proces - rationelle tanker og overvejelser, der kan 

sammenfattes og i begreber og ord.  Men forståelse kan 

jo også være noget helt, helt andet; - en anelse, der 

kaster ny klarhed ind over livet 

- nyt lys ind over det, som for en tid var blevet tømt 

for en kraft, der så pludseligt bryder frem igen. 

 

Forståelse bygger jo også på erfaring. 

Alt hvad der ligger mellem påske og pinse er del af en 

pro ces, hvor den ene erfaring lægges til den an den, 

så brikkerne til sidst - som i en mosaik af mange små 

sten - ganske langsomt kommer til at danne et stadigt 

klarere billede.  I evangeliet går bevægelsen fra 

ophøjelsen på korset over den spirende forståelse i 

påsken, for til sidst at bryde ud i åbenbaringen af den 

frigørende sandhed til pinse.  Men skal vi se det som 

en proces, må vi have alle faser med: Hvad disciplene 

måske anede, men ikke helt forstod, var dette; at Jesus 

ikke var ladt alene - heller ikke på korset.  Ganske 

vist har vi et korsord, der synes at afsløre Jesu to 

tale forladthed af Gud og mennesker: "Min Gud, min Gud, 

hvorfor har du forladt mig?". 

 

Ud af råbet lyder en angst og en smerte, som ikke kan 

bort forklares, men alligevel heller ikke står 

uimodsagt.  Læser vi videre i salme 22, som ordene 

indleder, møder vi der en overraskende vending, hvor 

salmisten pludseligt ud bryder; "Du har svaret 

mig!..... 

Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter, 

man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der 

fødes, for han greb ind!" 

 

Dette var vel det første, disciple langsom anede - at 

Jesu netop ikke mistede, men bevarede og forsvarede 

håbet til Gud - selv i det yderste mørke, hvor alle 

havde vendt sig mod ham.  Da de forstod det, gik det 

også op for dem, at Jesu død måtte være konsekvens af 

den kærlighed, der ikke tvinger nogen mod deres vilje, 

men giver sig selv hen for andre -Og at Gud greb ind og 

gav ham ret ved at oprejse ham fra døden, så at ingen 

skulle kunne nøjes med at forholde sig til hans død, 

men derimod måtte stilles overfor det, der drev ham i 

døden; hans ubegrænsede kærlighed!  Den tro, der 

springer frem at dette, er ikke den rationelle 

antagelse af, at noget er til eller hænger sammen på 

en bestemt måde, men hjertets tillid til, at kærligheden  

gælder alle dem, som den er rettet mod - også mig! 

At Jesus altså elskede, fordi Gud elsker os, så vi kan 

blive frie til at elske hinanden! 

 

Det er også, hvad Paulus søgte at overbevise korinterne 

om; Ikke at Jesu død og opstandelse kunne være et 

muligt forløb, men at det er den eneste måde, hvorpå 

fællesskabet mellem han og disciplene kan bevares og 

føre til evigt liv hos Gud.  "Kristi kærlighed tvinger 

os", skriver Paulus, "fordi vi har sluttet, at når en 

er død for alle, er de alle døde.  Og han døde for 

alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for 

sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem". 

 

Er det mennesker, der stod bag Jesus død, er de nu af 

sløret som uhjælpeligt spundet ind i had og synd.   

Alligevel greb Gud ind, og lod sin kærlighed stå det 

igennem - ja, og lod Jesus opstå af døden - så der 

trods menneskers modstand stadig stadigt skulle være 

håb for alle. 

 

Dermed har han én gang for alle ført os ind i den 

sandhed, som gør fri - fri af synd og fri til at leve i 

den kærlighed til hinanden, som kun er mulig fordi han 

allerede elsker os og gennem tilgivelsen sætter os fri 

til livet - livet fra Gud. 

 

Nu er sandheden imidlertid ikke altid det, man glæde 

sig mest over. Sandheden kan til tider komme på tværs, 

fordi den ikke blot afslører det gode og rosværdige, 

men også alt det, vi ikke ønsker at vide om os selv. 

Skulle sandheden alene frem for sin egen skyld, ville 

den være ubarmhjertig - sandheden om alles afvisning af 

Gud ved at korsfæste hans kærligheds udtrykte bil lede 

er jo frygtelig! 

 

Men sandheden står ikke alene. Sandheden står under den 

kærlighed, der uden tvang er tæt knyttet til den 

kærlighedens ånd, som fulgte Jesus i hans liv, og som 

blev udgydt over disciplene pin se dag.  Da de fik 

Helligånden, faldt brikkerne på plads og gendannede 

det billede, disciplene havde haft af Gud i Jesu  

forkyndelse og gerning, men som hans lidelse og død for 

en tid havde opløst; Billedet af Gud som mennesker 

himmelske Far, der vil ét; fælles skabet med sin skabning. 

 

Ud af Jesu ophøjelse forstod de i et glimt, at Jesus 

virkeligt var sendt af Gud for at afsløre sandheden - 

ikke den ubarmhjertige og nådesløse sandhed, men den 

sandhed, der gør fri og fører til det evig liv.  Ud af 

det voksede deres tro på, at Guds kærlighed ikke lader 

sig stoppe, men til det sidste søger forligelse og 

forening.  Af den virkelighed lever også vi i dag. 

I den skal vi leve - ikke for os selv, men for ham, der 

forligte os med sin Far - og for hinanden! 

 

Amen.