Hvis du har kommentarer så skriv
hertil
|
4. søndag efter påske
Michael Rønne Rasmussen
Epistellæsning: 2. Kor. 5,14-21
Evangelielæsning: Johs. 8,28-36
Salmer: DDS 23, 203 - 249, 432 og 11
Prædiken
Ophøjelse - Forståelse - Tro,
og en Sandhed, der fører til Frihed;
Det er, hvad der holder dagens evangelium sammen. Men
bag og over alle disse tunge begreber er kærligheden -
Kristi kærlighed - den kærlighed, der altid tvinger
den, som den rammer til overgivelse og tro.
"Når I får ophøjet Menneskesønnen", siger Jesus og
henviser dermed til den død, hvormed han skal fremstå
som en gemen forbryder. Han, som så mange har set hen
til med forventning, skal hænge på et kors - afmægtig
og ussel - og fremtræde som et menneske, der har satset
alt på en drøm uden indhold - tilsyneladende en tåbe,
der er fanget ind i sit eget spind. Døden afslører
ubarmhjertigt den sandhed, som enten gør fri eller
tvinger ud i fortvivlelse. For når mørket tager
magten, svinder lyset ind, så der blot skal et enkelt
lille vindpust til at puste det ud.
Det overraskende er dog, at Jesus ikke taler om det
kaos, som skal rejse sig blandt disciplene efter hans
død. Jesus taler om det modsatte - om den klarhed, der
skal vokse ud af mørket: "Når I får ophøjet
Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er
- at jeg intet gør af mig selv, men som Fade ren har
lært mig, sådan taler jeg".
Ud af korsfæstelsen skal vokse den klarhed, at Jesus
ikke står alene, men lever ud af sit fællesskab med
Faderen. Men hvordan i alverden skal det forstås?
Nu er det jo ikke sikkert, at forståelse er det rigtige
ord. Forståelse er for det meste en intellektuel
proces - rationelle tanker og overvejelser, der kan
sammenfattes og i begreber og ord. Men forståelse kan
jo også være noget helt, helt andet; - en anelse, der
kaster ny klarhed ind over livet
- nyt lys ind over det, som for en tid var blevet tømt
for en kraft, der så pludseligt bryder frem igen.
Forståelse bygger jo også på erfaring.
Alt hvad der ligger mellem påske og pinse er del af en
pro ces, hvor den ene erfaring lægges til den an den,
så brikkerne til sidst - som i en mosaik af mange små
sten - ganske langsomt kommer til at danne et stadigt
klarere billede. I evangeliet går bevægelsen fra
ophøjelsen på korset over den spirende forståelse i
påsken, for til sidst at bryde ud i åbenbaringen af den
frigørende sandhed til pinse. Men skal vi se det som
en proces, må vi have alle faser med: Hvad disciplene
måske anede, men ikke helt forstod, var dette; at Jesus
ikke var ladt alene - heller ikke på korset. Ganske
vist har vi et korsord, der synes at afsløre Jesu to
tale forladthed af Gud og mennesker: "Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig?".
Ud af råbet lyder en angst og en smerte, som ikke kan
bort forklares, men alligevel heller ikke står
uimodsagt. Læser vi videre i salme 22, som ordene
indleder, møder vi der en overraskende vending, hvor
salmisten pludseligt ud bryder; "Du har svaret
mig!.....
Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der
fødes, for han greb ind!"
Dette var vel det første, disciple langsom anede - at
Jesu netop ikke mistede, men bevarede og forsvarede
håbet til Gud - selv i det yderste mørke, hvor alle
havde vendt sig mod ham. Da de forstod det, gik det
også op for dem, at Jesu død måtte være konsekvens af
den kærlighed, der ikke tvinger nogen mod deres vilje,
men giver sig selv hen for andre -Og at Gud greb ind og
gav ham ret ved at oprejse ham fra døden, så at ingen
skulle kunne nøjes med at forholde sig til hans død,
men derimod måtte stilles overfor det, der drev ham i
døden; hans ubegrænsede kærlighed! Den tro, der
springer frem at dette, er ikke den rationelle
antagelse af, at noget er til eller hænger sammen på
en bestemt måde, men hjertets tillid til, at kærligheden
gælder alle dem, som den er rettet mod - også mig!
At Jesus altså elskede, fordi Gud elsker os, så vi kan
blive frie til at elske hinanden!
Det er også, hvad Paulus søgte at overbevise korinterne
om; Ikke at Jesu død og opstandelse kunne være et
muligt forløb, men at det er den eneste måde, hvorpå
fællesskabet mellem han og disciplene kan bevares og
føre til evigt liv hos Gud. "Kristi kærlighed tvinger
os", skriver Paulus, "fordi vi har sluttet, at når en
er død for alle, er de alle døde. Og han døde for
alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for
sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem".
Er det mennesker, der stod bag Jesus død, er de nu af
sløret som uhjælpeligt spundet ind i had og synd.
Alligevel greb Gud ind, og lod sin kærlighed stå det
igennem - ja, og lod Jesus opstå af døden - så der
trods menneskers modstand stadig stadigt skulle være
håb for alle.
Dermed har han én gang for alle ført os ind i den
sandhed, som gør fri - fri af synd og fri til at leve i
den kærlighed til hinanden, som kun er mulig fordi han
allerede elsker os og gennem tilgivelsen sætter os fri
til livet - livet fra Gud.
Nu er sandheden imidlertid ikke altid det, man glæde
sig mest over. Sandheden kan til tider komme på tværs,
fordi den ikke blot afslører det gode og rosværdige,
men også alt det, vi ikke ønsker at vide om os selv.
Skulle sandheden alene frem for sin egen skyld, ville
den være ubarmhjertig - sandheden om alles afvisning af
Gud ved at korsfæste hans kærligheds udtrykte bil lede
er jo frygtelig!
Men sandheden står ikke alene. Sandheden står under den
kærlighed, der uden tvang er tæt knyttet til den
kærlighedens ånd, som fulgte Jesus i hans liv, og som
blev udgydt over disciplene pin se dag. Da de fik
Helligånden, faldt brikkerne på plads og gendannede
det billede, disciplene havde haft af Gud i Jesu
forkyndelse og gerning, men som hans lidelse og død for
en tid havde opløst; Billedet af Gud som mennesker
himmelske Far, der vil ét; fælles skabet med sin skabning.
Ud af Jesu ophøjelse forstod de i et glimt, at Jesus
virkeligt var sendt af Gud for at afsløre sandheden -
ikke den ubarmhjertige og nådesløse sandhed, men den
sandhed, der gør fri og fører til det evig liv. Ud af
det voksede deres tro på, at Guds kærlighed ikke lader
sig stoppe, men til det sidste søger forligelse og
forening. Af den virkelighed lever også vi i dag.
I den skal vi leve - ikke for os selv, men for ham, der
forligte os med sin Far - og for hinanden!
Amen.
|
|