Bededag (II) – 4. fredag efter Påske – Mattæus 7,7-14 

 	Lars Mandrup 



I. 

Julens, Påskens, Kristi Himmelfartsdags og Pinsens 

helligdage udspringer alle af begivenheder i den 

bibelske historie. Ja hele vort kirkeår fra advent til 

advent er så at sige bygget op over frelsens historie 

og over Jesu liv. 

 

Det gælder ikke for Bededagen i dag. Den har sin 

oprindelse i vor egen historie og i de mange landsens 

ulykker som epidemier og krige, som hærgede Danmark i 

1500- og 1600 tallet. Det havde medført mange 

ekstraordinære bededage året rundt for at afvende Guds 

vrede, som måtte være årsag til alle ulykkerne. Det 

blev til sidst for meget, og den danske konge valgte at 

samle de mange bededage til  en, som blev til Store 

Bededag. 

 

Alt det er jo nu for længst historie, og derfor er 

Bededagen blevet en underlig størrelse i vort kirkeår. 

Mange spørger rent ud: hvad skal vi med den? Men de 

færreste vil af med den, for det er jo en fridag, og 

den er der ikke mange, der har lyst til at undvære. 

 

Er der i det hele taget mennesker, der beder længere? 

Jo, de ældre måske, som ikke har så meget andet at tage 

sig for! Men mennesker der har travlt med deres mange 

gøremål hver eneste dag? Der er tilsyneladende ikke 

megen plads til bøn, stilhed og eftertanke i moderne 

menneskers tilværelse. 

 

At bede synes i mange tilfælde at være en forsvundet 

livsstil. Bordbøn før måltidet findes vist kun i meget 

få hjem. Mange spiser forresten også sjældent samlet, 

for alle de mange aktiviteter, som vi skal passe, 

ligger på forskellige tidspunkter. Morgenbøn og 

aftenbøn er i mange tilfælde gledet ud. 

 

Tilsyneladende står det sløjt til. Det er så let for os 

at stemme med i det store jammerkor. Det kor behøver 

aldrig at annoncere i avisen efter nye medlemmer. Men 

et er vist og sandt: der er aldrig nogensinde spiret nyt 

åndeligt liv frem af jammer, og der er aldrig 

nogensinde nogen kirke eller menighed, som vokset som 

følge af klagesange. 

 

II. 

Måske er det heller ikke sådan, det ser ud i 

virkeligheden. Flere og flere får øjnene op for 

stilhedens betydning. Flere og flere opdager, at vi har 

brug for at samle vort liv sammen i eftertanke og 

overvejelse og formulere os om det, og vi har også brug 

for bestemte steder og tider til at gøre det. 

 

Flere og flere er blevet klar over, at vort liv går i 

stykker for os og falder fra hinanden, hvis ikke vi 

lægger det frem for Gud i bøn om, at han vil samle de 

mange spredte brudstykker sammen, og at han vil samle 

de skår, som engang imellem bliver ud af et liv, der 

ikke lykkes som det skulle. 

 

Jeg vil give et par eksempler på det. De færreste 

konfirmander, der begynder at gå til forberedelse har 

tilsyneladende lært at bede. Det er i hvert fald de 

færreste, der kender bøn som en levende praksis i deres 

hjem.  Men når vi taler sammen om at bede, som det at 

få lov til at sige lige netop det til Gud, som jeg har 

på hjerte og giver dem lov til at udtrykke det på 

skrift, så opdager man, at bønnens sprog ikke behøver 

at være et svært sprog, men det som kommer frem hos 

dem, er bøn om at Gud vil bevare den familie, som de er 

en del af, at den må forblive hel; at han vil tage sig 

af en bedstefar, som er død og som man savner, eller en 

mor som er syg.  Eller så er det ord om, at Gud vil 

være med mig i den fremtid, som jeg kan stå  usikker 

overfor, og med den verden, hvor der er så megen ufred. 

 

I alle disse ting er konfirmandernes bøn ikke meget 

forskellig fra vi andres. Bønnens sprog behøver ikke at 

være et svært og utilgængeligt sprog, men udtrykker på 

en gang vore dybeste behov og vore nære og jævne tanker. 

 

III. 

Evangeliet til Bededag er et lille udpluk af Jesu 

undervisning af sine disciple i, hvordan de skulle 

bede. Også de trængte til undervisning til hjælp for at 

komme i gang. Der er altså ikke noget at skamme sig 

over, hvis vi ind imellem kan stå famlende over for at 

bede. 

 

Pointen i Jesu undervisning var, at disciplene ikke 

skulle bede længe og omstændeligt og ordrigt, som 

hedningerne bad, eller stå frem og bede i alle folks 

påsyn, sådan som farisæerne bad. Derfor lærte Jesus 

sine disciple at bede kort og klart. Fadervor var 

mønsterbønnen. Heri var det hele sagt, og mere 

behøvedes ikke. 

 

I dag er situationen måske den modsatte. Det er ikke så 

påtrængende i dag at lære mennesker, at de skal 

begrænse deres ordrige bønner og skære ned på de mange 

ord. Det er tværtimod påtrængende i dag, at vi 

opmuntrer hinanden til at bede og at lære mennesker at 

komme i gang med at bede. 

 

"Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank 

på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som 

beder, får, og den, som søger, finder; og den, som 

banker på, lukkes der op for." 

 

De ord er sagt i en anderledes situation end vores i 

Danmark i dag. Det var en situation med begrænsede 

muligheder, med få ting at vælge imellem, med mange 

lukkede døre. Vi i dag behøver strengt taget ikke at 

bede om så meget. Tilbuddene vælter ind ad døren. 

Mulighederne står vidt åbne, og dørene står på vid gab. 

Hvordan kan der formuleres bøn i den situation? 

 

Fra min tid på Madagaskar husker jeg et stort 

distriktsmøde. Der var riskrise. Der havde ikke været 

ris at opdrive i ugevis, og folk skal have ris morgen, 

middag og aften. Mødet varede i 3 dage og samlede 

sædvanligvis flere hundrede deltagere. Normalt skulle 

hver deltager selv medbringe ris til eget forbrug, men 

meget få kunne klare det, og der kunne ikke skaffes 

noget. Til trods for det var folk stævnet sammen 

langvejs fra. Præsten på stedet prædikede ved 

åbningsgudstjenesten. Han talte ud fra ordet: Min nåde 

er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed. 

 

"Vi på Madagaskar lever i en situation, hvor der ikke 

er nok af de helt elementære ting, begyndte han. Der er 

ikke nok ris, vor indtjening rækker ikke til det 

nødvendigste. Den medicin vi skal bruge for de 

sygdomme, der rammer os og vore børn, kan vi ofte ikke 

få. Der er ikke nok af tingene, og vi føler stærkt, at 

vi lider under det nu. Men evangeliet fortæller os nu i 

aften om noget, der er nok af. Nok til dig. Nok til 

mig. Nok til os alle." 

 

Talen blev ikke lang, men alle vi som var der, husker 

hvert ord. Der var ingen billige løsninger på det 

akutte problem, men vi forstod, at evangeliet angik os 

og forjætter et håb for vort liv, som er solidere end 

alle ønsker og drømme. Den aften sendte jeg mange 

tanker hjem til overflodssamfundet Danmark, hvor vi tit 

ikke har tid til en bordbøn for maden. 

 

IV. 

At bede forjætter et håb for vort liv, som er solidere 

end alt det, som velfærdssamfundet kan tilbyde os. Jesu 

ord i evangeliet kan høres som en kommando, som en 

befaling til at bede. Du skal altså bede. Med det 

resultat at vi kan komme til at opleve bønnen som en 

tung og måske sur pligt oven i alle de andre, som 

f.eks. at vi skal betale skat og rydde vort fortov for 

sne om vinteren. 

 

Bønnen går hen og blive en præstation, som vi skal yde. 

Og så går bønnen i stå for os. Vores strube snøres til. 

Sådan er det sikkert gået for mange. 

 

Men Jesu ord er ikke et påbud. Det er en opmuntring, en 

tilladelse, en vej, der åbnes for os til Gud. Bøn fødes 

altid ud at et menneskes, af et råb, af en længsel 

eller af en indre glæde. Bønnen baner sig vej fra vort 

indre og vil ud. Og så må vi have lov til at give plads 

for den. Vi må have lov til at formulere det og sætte 

ord på alt det indestængte og give det fri luft. 

 

Så kan der da også ud af den dybe nød og smerte skabes 

plads for lovsang.  Der gives plads for en ny og 

glædeligt og overraskende dimension i vores liv. 

 

    Amen. 

 

Salmer: 884 – 834 – 550 / 551 – 869 v.3-4 - 535 

 

Risskov kirke, fredag den 8. maj 1998 – 

Radiotransmission.