Hvis du har kommentarer så skriv
hertil
|
Bededag 1998
Bed, så skal der gives jer. Den opfordring, den
opmuntring giver Jesus os. Vi må frit og gerne
bede til Gud om alt. Men det er vel mest, når vi
har modgang eller når der er noget vi ikke forstår,
at vi beder til Gud. Det er egentlig en skam. Jeg
har kendt mennesker, som hver dag ind i mellem
gik og småsnakkede med Gud. Men selv om vi
ikke i 5 år har skænket Gud en tanke, så giver
Jesus os lov til, at vi råber til Gud i vores smerte,
hvis en ulykke er hændt os. Og vi får svar. Det vil
jeg give 3 eksempler på.
Jeg har læst om en sygehuspræst, som
opfordrer patienter han taler med til at bede til
Gud. Hvis et menneske er meget bange, fordi han
snart skal dø, så spørger præsten:" Er du bitter
over, at det skal ramme dig?" Og hvis patienten
svarer ja spørger præsten:" Har du fortalt Gud
det?"
Og sygehuspræsten skriver, at samtalen
mærkelig nok næsten altid forløber ens. Den kan
foregå over flere gange eller flere dage. Men det
bliver en samtale med Gud, en ægte samtale, hvor
man ikke er i tvivl om, at Gud svarer, og hvad
Gud svarer.
Hvis den alvorligt syge f.eks. siger til
Gud:" Jeg er vred på dig, fordi dette skal ramme
mig." Så hører den syge ofte først et svar som
siger:" Du har ikke ofret megen tid på mig, mens
du havde det godt, så du ligger, som du har redt."
Når sygehuspræsten hører det svar, må han
forklarer, at den Gud han tror på siger:" Den, som
kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort." Og
præsten foreslår den syge at sige til Gud:" Kan du
forstå, at jeg er vred på dig over det, som er sket."
Og da sker der tit, at den syge hører en ja
fra Gud og føler en lettelse, for så er den lidende
ikke forladt, så er Gud dér ved hans side.
Den forandring sker mange gange skriver
sygehuspræsten, at først føler den syge, at Gud er
borte, men så viser Gud sig og kommer nær på en
helt ny måde.
Det ligner da Jesus råbte på korset:" Min
Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig." Men
lidt senere sagde Jesus:" Far, i dine hænder
overgiver jeg min ånd."
Gud svarer os i vores nød. Gud svarer selv
i den værste nød, hvor der intet håb er. Gud
svarer så vi bliver lettede og kan håbe igen. Det
giver liv midt i ulykken.
Og så det andet eksempel, som klart viser,
at Gud svarer på vores bøn. Når Jesus på korset
bad:" Min Gud, Min Gud." Så er det begyndelsen
af en gammeltestamentlig salme. Og mange af Gt
salmer forløber netop som sygehuspræsten
fortæller. Først føler salmedigteren sig forladt af
Gud. I salmen som Jesus synger på korset, står
der lige efter: " Min Gud, jeg råber om dagen,
men du svarer ikke,og om natten, men jeg finder
ikke ro" (Sl 22,3). Men pludselig vender salmen
med ordene til Gud:" Du har svaret mig "(Sl
22,22). Og til sidst i salmen om Gud:" for han
greb ind "(Sl 22,32). Sådan slutter den salme som
begyndte med de forfærdelige ord:" Hvorfor har
du forladt mig." Mens salmisten beder, mens
Jesus beder på korset, får han svaret:" Gud griber
ind. "
Sådan er mange Gt salmer. Vi kan tage en
til.
I salme 69 begynder salmedigteren med at
fortælle om sin nød:"
Frels mig, Gud,
for vandet når mig til halsen,
v3 jeg er sunket i bundløst dynd
og kan ikke få fodfæste.
Jeg er kommet ud på det dybe vand,
strømmen skyller sammen over mig.
v4 Jeg er udmattet af at råbe,
min strube er blevet hæs,
mine øjne har stirret sig trætte
af at vente på min Gud" (Sl 69,2)
Men salmen slutter med at alt er vendt om fordi
Gud har hørt bønnen. Salmedigteren takker Gud.
"Jeg vil lovprise Guds navn med sang
og ophøje ham med tak.
v34 For Herren hører på de fattige,
han ringeagter ikke sine fangne.
v35 Himmel og jord skal lovprise ham,
havene og alt, hvad der rører sig i dem" (Sl 69,31)
Salmedigteren lægger ord i vores mund, så vi kan
råbe vores ulykke ud, og han fortæller os, at Gud
hører, at Gud allerede har hørt og grebet ind, så vi
også skal følge salmen ind i lovprisning af Gud.
Ordene om det bundløse dynd og det dybe
vand fik mig til at tænke på det 3. eksempel, at
Gud svarer vores bønner. Det er Jonas. Jeg vil
fortælle historien som den står i en
konfirmandbog jeg bruger. I den bog er
konfirmanderne i en mærkelig præstegård, hvor
der i kælderen er en låge ind til et rør og kravler
man ind i det, så havner man i situationer i
bibelen. En pige, Thes, brugte sin lommelygte til
at lyse ud hvor røret sluttede og hun lyste ned i
noget pløre, som stank af fisk. Ved et uheld, da
hun lænede sig ud, faldt hun. Hun nåede at tænke
en masse tanker, mens hun faldt. Om hendes
familie, som hun så tit var sur på, men hun
længtes efter dem. Hun tænkte om hun nu skulle
dø. Hun landede med et plask i det væmmelig
dynd, i det stinkende pløre. Hun krøb sammen og
lå stille i mørket. Lygten gik ud. Hun blev
langsomt mere og mere træt og ligegyldig. Og så
faldt hun i søvn. Hun vågnede op. Hun vidste
ikke, hvor lang tid hun havde sovet. Hun sagde
højt:" Tag dig sammen, Thes." Men det var som
om rummets vægge opslugte hendes ord. "Thes,
du må ud," sagde hun. Og hun begyndte at græde.
Men der var ingen, som hørte det. Rummet
opslugte hendes gråd og hendes råd. Der var kun
ensomheden. Det var som om hun blev nedbrudt
og opløst som fiskene i sølet omkring hende. Man
er jo ikke til, når der ikke er andre som er til.
Da mærkede Thes at hun ikke kun var sig
selv, hun var en mand, der hed Jonas. Og han
eksisterede heller ikke rigtigt, og det kunne også
være ligemeget. Men gennem ham fik hun
historien om hvordan han var flygtet fra Gud og
var blevet straffet. Søfolk havde smidt ham i
havet og han var opslugt af en hval. Når hun
tænkte på Gud, som hun var flygtet fra, så var det
som om hun eksisterede. Hun begyndte at bede til
Gud. "Hør du Gud, jeg vil være til." Hun råbte til
Gud:" Jeg ved, at du er vred på mig og at du vil
straffe mig. Men hør mig alligevel. Jeg vil være
til."
Jo mere hun bad, desto mere følte hun liv i
sig, desto mere virkelig blev hun, fordi hun havde
nogen at tale med. Gud blev den, som holdt hende
i live, kaldte hende frem til håbet og livet.
Hun kom i tanke om alle salmerne fra
templet. Dem havde Jonas tit sunget med på om
hvordan vi må råbe til Gud i vores nød og
hvordan Gud hører os. Thes kunne også huske
"Se, nu stiger solen" og fadervor. Hun blev ved
med at bede, for så var hun til.
Sandelig, efter lang tid, ja egentlig var det
kun efter 3 dage, mærkede hun en dirren i hulen
hvor hun krøb sammen. Hun blev skubbet mere
og mere omkring. Pludselig trak hulen sig
sammen i kramper og Thes blev presset op
gennem et tyndt rør. Og hun faldt ud på stranden.
Hvalen, havdyret, havde kastet hende op på
stranden. Det havde gjort ondt. Men hun følte sig
meget lykkelig. Hun strakte sig. Hun nød at være
levende.
Og Jonas faldt på knæ og takkede Gud.
Han havde bedt og Gud havde svaret. Gud
svarede allerede i mørket ved at være den der er
til, så vi også må leve selv når vi er i
dødsskyggens dal. For Gud er hos os. Og Gud
kan gøre undere. Gud griber ind. Gud åbner
mørket, så vi går ud i hans lys og nyder livet.
|
|