Bededag 1998



Bed,  så skal der gives jer. Den opfordring, den

opmuntring giver Jesus os. Vi må frit og gerne

bede til Gud om alt. Men det er vel mest, når vi

har modgang eller når der er noget vi ikke forstår,

at vi beder til Gud. Det er egentlig en skam. Jeg

har kendt mennesker, som hver dag ind i mellem

gik og småsnakkede med Gud. Men selv om vi

ikke i 5 år har skænket Gud en tanke, så giver

Jesus os lov til, at vi råber til Gud i vores smerte,

hvis en ulykke er hændt os. Og vi får svar. Det vil

jeg give 3 eksempler på.

	Jeg har læst om en sygehuspræst, som

opfordrer patienter han taler med til at bede til

Gud. Hvis et menneske er meget bange, fordi han

snart skal dø, så spørger præsten:" Er du bitter

over, at det skal ramme dig?" Og hvis patienten

svarer ja spørger præsten:" Har du fortalt Gud

det?"

	Og sygehuspræsten skriver, at samtalen

mærkelig nok næsten altid forløber ens. Den kan

foregå over flere gange eller flere dage. Men det

bliver en samtale med Gud, en ægte samtale, hvor

man ikke er i tvivl om, at Gud svarer, og hvad

Gud svarer. 

	Hvis den alvorligt syge f.eks. siger til

Gud:" Jeg er vred på dig, fordi dette skal ramme

mig." Så hører den syge ofte først et svar som

siger:" Du har ikke ofret megen tid på mig, mens

du havde det godt, så du ligger, som du har redt."  

	Når sygehuspræsten hører det svar, må han

forklarer, at den Gud han tror på siger:" Den, som

kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort." Og

præsten foreslår den syge at sige til Gud:" Kan du

forstå, at jeg er vred på dig over det, som er sket." 

	Og da sker der tit, at den syge hører en ja

fra Gud og føler en lettelse, for så er den lidende

ikke forladt, så er Gud dér ved hans side.

	Den forandring sker mange gange skriver

sygehuspræsten, at først føler den syge, at Gud er

borte, men så viser Gud sig og kommer nær på en

helt ny måde.

	Det ligner da Jesus råbte på korset:" Min

Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig." Men

lidt senere sagde Jesus:" Far, i dine hænder

overgiver jeg min ånd."

	Gud svarer os i vores nød. Gud svarer selv

i den værste nød, hvor der intet håb er. Gud

svarer så vi bliver lettede og kan håbe igen. Det

giver liv midt i ulykken.

	Og så det andet eksempel, som klart viser,

at Gud svarer på vores bøn. Når Jesus på korset

bad:" Min Gud, Min Gud." Så er det begyndelsen

af en gammeltestamentlig salme. Og mange af Gt

salmer forløber netop som sygehuspræsten

fortæller. Først føler salmedigteren sig forladt af

Gud. I salmen som Jesus synger på korset, står

der lige efter: " Min Gud, jeg råber om dagen,

men du svarer ikke,og om natten, men jeg finder

ikke ro" (Sl 22,3). Men pludselig vender salmen

med ordene til Gud:" Du har svaret mig "(Sl

22,22). Og til sidst i salmen om Gud:" for han

greb ind "(Sl 22,32). Sådan slutter den salme som

begyndte med de forfærdelige ord:" Hvorfor har

du forladt mig." Mens salmisten beder, mens

Jesus beder på korset, får han svaret:" Gud griber

ind. "

	Sådan er mange Gt salmer. Vi kan tage en

til. 

I salme 69 begynder salmedigteren med at

fortælle om sin nød:" 

Frels mig, Gud,

for vandet når mig til halsen,

v3 jeg er sunket i bundløst dynd

og kan ikke få fodfæste.

Jeg er kommet ud på det dybe vand,

strømmen skyller sammen over mig.

v4 Jeg er udmattet af at råbe,

min strube er blevet hæs,

mine øjne har stirret sig trætte

af at vente på min Gud" (Sl 69,2)



Men salmen slutter med at alt er vendt om fordi

Gud har hørt bønnen. Salmedigteren takker Gud.

"Jeg vil lovprise Guds navn med sang

og ophøje ham med tak.

v34 For Herren hører på de fattige,

han ringeagter ikke sine fangne.

v35 Himmel og jord skal lovprise ham,

havene og alt, hvad der rører sig i dem" (Sl 69,31)



Salmedigteren lægger ord i vores mund, så vi kan

råbe vores ulykke ud, og han fortæller os, at Gud

hører, at Gud allerede har hørt og grebet ind, så vi

også skal følge salmen ind i lovprisning af Gud.



	Ordene om det bundløse dynd og det dybe

vand fik mig til at tænke på det 3. eksempel, at

Gud svarer vores bønner. Det er Jonas. Jeg vil

fortælle historien som den står i en

konfirmandbog jeg bruger. I den bog er

konfirmanderne i en mærkelig præstegård, hvor

der i kælderen er en låge ind til et rør og kravler

man ind i det, så havner man i situationer i

bibelen. En pige, Thes,  brugte sin lommelygte til

at lyse ud hvor røret sluttede og hun lyste ned i

noget pløre, som stank af fisk. Ved et uheld, da

hun lænede sig ud, faldt hun. Hun nåede at tænke

en masse tanker, mens hun faldt. Om hendes

familie, som hun så tit var sur på, men hun

længtes efter dem. Hun tænkte om hun nu skulle

dø. Hun landede med et plask i det væmmelig

dynd, i det stinkende pløre. Hun krøb sammen og

lå stille i mørket. Lygten gik ud. Hun blev

langsomt mere og mere træt og ligegyldig. Og så

faldt hun i søvn. Hun vågnede op. Hun vidste

ikke, hvor lang tid hun havde sovet. Hun sagde

højt:" Tag dig sammen, Thes." Men det var som

om rummets vægge opslugte hendes ord. "Thes,

du må ud," sagde hun. Og hun begyndte at græde.

Men der var ingen, som hørte det. Rummet

opslugte hendes gråd og hendes råd. Der var kun

ensomheden. Det var som om hun blev nedbrudt

og opløst som fiskene i sølet omkring hende. Man

er jo ikke til, når der ikke er andre som er til. 

	Da mærkede Thes at hun ikke kun var sig

selv, hun var en mand, der hed Jonas. Og han

eksisterede heller ikke rigtigt, og det kunne også

være ligemeget. Men gennem ham fik hun

historien om hvordan han var flygtet fra Gud og

var blevet straffet. Søfolk havde smidt ham i

havet og han var opslugt af en hval. Når hun

tænkte på Gud, som hun var flygtet fra, så var det

som om hun eksisterede. Hun begyndte at bede til

Gud. "Hør du Gud, jeg vil være til." Hun råbte til

Gud:" Jeg ved, at du er vred på mig og at du vil

straffe mig. Men hør mig alligevel. Jeg vil være

til."

	Jo mere hun bad, desto mere følte hun liv i

sig, desto mere virkelig blev hun, fordi hun havde

nogen at tale med. Gud blev den, som holdt hende

i live, kaldte hende frem til håbet og livet.

	Hun kom i tanke om alle salmerne fra

templet. Dem havde Jonas tit sunget med på om

hvordan vi må råbe til Gud i vores nød og

hvordan Gud hører os. Thes kunne også huske

"Se, nu stiger solen" og fadervor. Hun blev ved

med at bede, for så var hun til.

	Sandelig, efter lang tid, ja egentlig var det

kun efter 3 dage, mærkede hun en dirren i hulen

hvor hun krøb sammen. Hun blev skubbet mere

og mere omkring. Pludselig trak hulen sig

sammen i kramper og Thes blev presset op

gennem et tyndt rør. Og hun faldt ud på stranden.

Hvalen, havdyret, havde kastet hende op på

stranden. Det havde gjort ondt. Men hun følte sig

meget lykkelig. Hun strakte sig. Hun nød at være

levende.

	Og Jonas faldt på knæ og takkede Gud.

Han havde bedt og Gud havde svaret. Gud

svarede allerede i mørket ved at være den der er

til, så vi også må leve selv når vi er i

dødsskyggens dal. For Gud er hos os. Og Gud

kan gøre undere. Gud griber ind. Gud åbner

mørket, så vi går ud i hans lys og nyder livet.