En af juletidens mange historier handler om julemanden, der bestemt var ved at opgive det hele. Det var ikke længere spor sjovt at være julemand, når der efterhånden slet ikke var nogen, der troede på ham. Han kom længere og længere ud - og til sidst var han også ved at mistre troen på sig selv. Når man først har mistet troen på sig selv - ja så har man slet, slet intet at give af - og så kan man naturligvis overhovedet ikke være julemand - julemanden lever af at give gaver, og har man intet at give af, har man opbrugt sit forråd uden udsigt til at oparbejde en ny lagerbeholdning - så er der kun ét at gøre, og det er at dreje nøglen om og lukke butikken. Den pågældende historie endte nu godt, for den traurige julemand mødte en engel - en kvindelig én, hun gav ham nyt liv - både på den ene og den anden måde - og så genvandt han troen på sig selv, endda i så høj grad at hans skeptikere også måtte begynde at tro på ham igen - og så var hans eksistensberettigelse endnu engang godtgjort, han kunne gå glad til sin gerning, sprede den glæde omkring sig som altid følger på modtagelsen af gaver og således fik julemanden alligevel en ny glædelig jul!
Julemanden kom ud af sin onde cirkel - for det var en væmmelig karrusel-tur han var rutchet ud i. Det er det altid når man bliver skeptisk set an af sit medmenneske, så bliver den skepsis vendt indad og før man ved af det har man også mistet sit eget selvværd, når man ikke længere tror på sig selv - så mister man samtidig sin værdi og dermed også sin værdighed. Det er slemt, det er selvødelæggende og i regelen skal der intet mindre end et under til for at få rettet op på den uhyggelige tingenes tilstand. Julemanden mødte en engel, og så skete der noget med ham, noget godt, noget positivt, noget nyt, noget livsskabende! Men som sagt: Det var noget, der skete med ham! Selv kunne han ikke gøre hverken fra eller til. Nu er det så ikke nødvendigt for os at tro på hverken julemanden eller engle, for i virkeligheden at have gjort den samme erfaring. Alle kender vi til situationer og livsafsnit i hvilke graden af selvtillid har været dalet ned i nærheden af nulpunktet; men så - så sker der noget - det være sig stort eller småt, der pludseligt gør en forandring! Der er, som det hedder med et gammelt dansk ord, vederfaret os noget, det vil sige, at der er sket noget med os, som gør en forskel! Det er som at få en uventet og aldeles ufortjent gave, der kaster et nyt lys ind over hele vores tilværelse.
Men hov! Er det ikke dét, som julen handler om? Midt i en mørk tid, en trist tid, en tid i hvilken dagene er superkorte - så sker der pludseligt noget, der tændes lys, gaver bliver givet - gaver hvis brugsmæssige funktion i denne sammenhæng er ganske underordnet - men det er gaver, symboler på at livet trods alt det triste har gavekaraktér; fordi livet selv er en gave, noget vi har fået skænket, uden at skulle præstere en modydelse af nogen art. Det glemmer vi tit og ofte når pligternes byrder er ved at tynge os til jorden, når problemernes mængde tapper os for al energi og virkelyst, når ærgrelsernes kæmpebjerg slukker livsgnisten i os, når fantasien og evnen til begejstring har forladt os - så er vi ilde farne ligesom hin julemand, for så har vi ligesom ham mistet troen på os selv!
Men inden vi kan miste troen på os selv har vi først mistet TROEN. Den er vi nemlig født med og også døbt til. Vi er født med en grænseløs tillid - til dem, der skal tage sig af os som spæde. Vi er døbt til et håb og en fortrøstning om, at når ansvaret for vores eget og andres liv er forplumret, så er der alligevel tilgivelse og forsikring om at en ny begyndelse er mulig! Når vi mister tilliden, håbet og fortrøstningen - så er det at vi har mistet troen, den drejer sig som før sagt hverken om tro på julemanden eller på engle - den slags er udtryk for billedsprog som til nogle tider giver mening og til andre ingen mening giver. Dét som er på spil er noget meget vigtigere - noget livsafgørende - dét er nemlig det, der gør hele forskellen på, om vores liv i live er levende død eller om livet er livet værdt, har værdi, har værdighed! Ja - der er troen til forskel! Troen på livets gavekaraktér, som er forudsætningen for også at kunne bevare troen på os selv, den selvtillid uden hvilken vi hverken kan leve eller overleve. Da julemanden fik sin igen - kunne han påny dele gaver ud. Den var en simpel forudsætning for hans liv og virke - og sådan er det også for os! Der skal tro til! Ellers er gaven ligegyldig og giverens indsats forgæves. For tro betyder nemlig modtagelighed. Det lyder jo såre enkelt og ligetil - er tro da ikke andet? Nej dét er det ikke! Men alligevel er det ikke ligetil - vi vil nemlig helst selv, vi vil grumme nødigt lade os noget sige, vi stritter imod dét vi får for intet. Utroligt nok - for det er jo det dyrebareste af alt: Livet selv!
“En fattig jomfru sad i løn - og fødte himlens kongesøn” Det er julens overordentligt enkle budskab, som vi skal fæstne lid til - ikke for Vorherres skyld - men for vores egen skyld. Det betyder nemlig, at et barns fødsel, i en ussel stald, på en mørk og trist decembernat blev et tegn, et vigtigt signal til lysets sejr over mørket, til livets sejr over døden - og det endda især den levende død, som bliver os mennesker til del når vi har mistet både troen og også troen på os selv. Men dén død er overvundet. Det lille Jesus-barn blev udråbt til at være verdens frelser - himlens kongesøn! Det er naturligvis også en billedlig måde at sige på, at hans indsats bestod - ja består i, at give os dén tro tilbage, som vi har mistet. Når vi får den og tager imod den - så genvinder livet også for os sin gavekarakter. Så ser alting pludseligt anderledes ud, for så er der - på ny - sket noget med os, der er vederfaret os noget, som gør en forskel!
Så går det også os som hin julemand, da først han havde genvundet troen - også troen på sig selv - så kunne han påny udføre sin opgave, dén at dele gaver ud. Når først vi har genvundet troen - også på os selv - og forstået at livet er gave, så kan også vi påtage os opgaven. Gave og opgave hænger sammen som forbundne kar. For gaven forpligter, den fordrer ansvar overfor giveren, deraf kommer opgaverne. For gaven skal gives videre, livet skal leves fuldt ud - under forpligtethed og inspiration af, at udgangspunktet var en gave.
Med dét udgangspunkt er der da også virkeligt noget ved det; fantasien og begejstringen vender tilbage, livet bliver fornyet. Det er den bedste julegave af alle, den er det som forkyndes os hvert eneste, evige år til jul - ja hver gang ordet lyder, derfor kan vi på ny og også i år ønske hinanden en rigtig glædelig jul.