5.s.e.påske



     Her i Sønderjylland går forældre til kommunen med 

det navn, som de vil give deres barn, og de får en 

attest på det. Men mon ikke de fleste forældre føler, 

at det først er fra og med dåben, at barnets navn 

virkelig gælder, ikke kun over for jordiske 

myndigheder, men også over for Gud.  Og så er det 

mærkelige, at vi jo slet ikke døbes i vores eget navn. 

Det vigtige er, at vi døbes i Guds navn.  Vi døbes i 

Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. 

     Grundtvig har skrevet en meget smuk dåbssalme. Og 

i et af versene beder Grundtvig sådan til Gud: O, skriv 

dit navn i deres hjerte, og deres i din højre hånd, så 

de med dig har fryd og smerte tilfælles i den 

Helligånd.  Grundtvig nævner Guds navn først. Det er 

det vigtigste, at det er skrevet i vores hjerte. Og 

vores navn er skrevet i Guds højre hånd. Vores navn er 

ikke kun det navn, som vi hver især bærer, men at vi 

kaldes Guds børn. Og det hænger sammen med det navn, 

som Gud har: vores himmelske Far. 

     Grundtvig beder videre til Gud i sin dåbssalme: 

For vuggen lyde engletoner, lad dem ej dø på gravens 

bred. Alt som du korser, så du kroner, i skyggedalen du 

går med.  Grundtvig beder om, at der lyder engletoner 

over det lille barn, som døbes. Engletoner. Det minder 

om juleaften.  Der hører vi, at englene sang for 

hyrderne på marken. Englene strålede og sang for 

hyrderne.  De sang om fred. 

     For nogle søndage siden hørte vi om Moses og den 

brændende tornebusk.  Det var dengang Moses levede som 

hyrde ude i ørkenen, at han så den brændende tornebusk, 

en busk som blev ved med at brænde uden at forsvinde, 

og da Moses gik hen til den for at undersøge det 

mærkelige syn, da sagde en stemme fra busken: Kom ikke 

nærmere, tag dine sko af. Du står på hellig jord.  Det 

var Gud selv, som talte til Moses, og Moses skjulte sit 

ansigt for ikke at se Gud, da man dengang mente, at 

hvis et menneske så Gud, så ville det menneske dø. Og 

Gud sagde til Moses, at han skulle føre Israel frelst 

ud af Ægypten, og Gud fortalte sit navn til Moses: Jeg 

er.  Sådan sagde Gud om sit navn: Jeg er. 

     Den historie kan vi sammenligne med engletonerne, 

som lød julenat.  Hyrderne var ligesom Moses alene ude 

i ødemarken.  De så også et lys, og de hørte en stemme. 

Men stemmen advarede ikke hyrderne og sagde, at de 

skulle holde sig væk, fordi de var på et helligt sted. 

Nej, stemmen sagde: Frygt ikke.  Hyrderne fik lov til 

at gå helt nær til frelseren, barnet i krybben.  De 

måtte bøje sig ned og se barnet i øjenene.  De skulle 

ikke skjule deres ansigt.  De måtte se deres frelser i 

øjenene.  Den frelser, som ikke kun skal føre Israel 

frelst ud af deres slaveri, men fører os alle ud af 

døden ind i livets land, så engletonerne ikke slutter 

ved gravens bred.  Ja, med det lille barn Jesus hører 

vi Gud sige et nyt navn om sig selv.  Nu siger han ikke 

kun Jeg er, men mere end det: Jeg er jeres himmelske 

Far. 

     Jesus fortæller i sin bøn i prædikestykket i dag 

om det, som er hans mission her i verden: Jeg har 

åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra 

verden.  Med Jesus fortæller Gud mere om sig selv til 

os end til Moses.  Og Gud fortæller det på en anden 

måde.  Jesus bruger nemlig det samme udtryk om sig 

selv: jeg er, men han siger mere om sig selv.  Hvor Gud 

kun siger til Moses: jeg er den, jeg er. Dér får vi 

mere at vide, når Jesus taler.  Han siger: Jeg er 

livets vand.  Jeg er livets brød.  Jeg er den gode 

hyrde.  Jeg er opstandelsen og livet.  Jeg er fårenes 

dør.  Jeg er vejen, sandheden og livet.  Vand og brød, 

det er nødvendigt for at vi kan leve. En hyrde er 

nødvendig for at fårene kan overleve. Jesus siger, at 

vi får livet, ja, det evige liv fra ham. 

     Gud åbenbarer sit navn for Moses: Jeg er den, jeg 

er.  Jesus siger om sig selv det samme: Jeg er; og 

tilføjer: vejen, sandheden og livet.  Jesus nævner sig 

selv med Guds navn. Og det er ikke et navn, han selv 

tager.  Gud har givet ham det.  Det hører vi i 

prædikestykket i dag. Jesus beder til Gud: Hold dem 

fast ved dit navn, det du har givet mig. Og det navn er 

sandheden, vejen og livet. 

     Jesus har givet os lov til at bede i hans navn. 

Vi må bede som om vi var Jesus. Vi skal ikke tænke, at 

vi er for små eller vi er for småttroende til at bede 

til Gud.  Nej, vi må bede, som om vi var Jesus, Guds 

eneste søn.  Jordiske forældre har svært ved at opdrage 

et enebarn. De er tilbøjelige til at forkæle det barn. 

Lidt af det må vi høre i Jesu ord.  Gud hører vores bøn 

som om vi var Jesus, nemlig Guds eneste og kæreste søn. 

Det var om Jesus at ordene fra himlen lød, da Jesus 

blev døbt i Jordan floden: Det er min elskede søn, i 

ham har jeg fundet velbehag. Vi må bede til Gud i Jesu 

navn, i Guds elskede søns navn. 

     Der er meget vi kan og Jesus nævner det også i 

prædikestykket i dag. Vi kan tage imod, vi kan forstå, 

vi kan tro. Vi kan holde fast ved Guds ord. Men vi skal 

lægge mærke til rækkefølgen. Det vi gør er ikke noget 

vi skal gøre for at blive frelst. Det er omvendt. Først 

når vi er frelst, først når vi allerede tilhører Jesus, 

kan vi tage imod og forstå og tro hans ord. Jesus siger 

det sådan til Gud: Jeg har åbenbaret dit navn for de 

mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du 

gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord." Kun 

når Gud har gjort os til sine, kan vi holde fast ved 

hans ord.  Det er Gud vi skal stole på. 

     Vi kender Guds navn.  Det har Jesus givet os.  Vi 

ved hvad vi skal bede: Himmelske Far, hjælp os. Og med 

det samme vi beder det navn, Far, så kender vi svaret 

på vores bøn, for en far hjælper sine børn, og bliver 

ved med at hjælpe dem.  Så meget må vi stole på Gud. 

Det er ikke kun sådan, at Gud giver en begyndelse, 

lægger grundlaget, og så må vi fortsætte alene, bygge 

videre.  Det er ikke sådan, at Gud gør os til sine, og 

dernæst er det helt op til os, hvad der kommer ud af 

det.  Hvis Jesus havde ment det, havde han ikke bedt 

for os.  Og det gør han.  Han beder til Gud for os: 

Hellige Far, hold dem fast ved dit navn." Det er ikke 

kun begyndelsen som kommer fra Gud.  Også fortsættelsen 

beror på Gud, at han bevarer os. 

     Der er meget vi må gøre. Vi må tage imod, forstå, 

og tro. Men det er Gud, som gør begyndelsen og 

fuldendelsen.  Han gør os til sine og han bevarer os 

som sine. Derfor må vi stole på Gud. For det, som Gud 

har besluttet og som Gud sætter sin magt ind på, det 

står fast. Gud lader alt virke til gode for os. Og det 

er nødvendigt, at Gud gør både begyndelsen og enden, 

hjælper os først og sidst, for verden er et farligt 

sted. 

     Det siger Jesus. Han beder Gud om, at han selv 

holder os fast ved hans navn, som jo er Far, så vi 

aldrig glemmer, at Gud er vores himmelske Far.  Der 

sker jo mange uhyggelig ting her i verden.  Men vi 

kender Guds navn og det beskytter os mod alt 

uhyggeligt. Ja, der udspringer mere end tryghed af at 

kende Gud.  Der udspringer evigt liv.  Det gør der, 

fordi Gud ikke skifter sind, men for altid vil være den 

samme over for os. Hans kærlighed er evig og i troen på 

hans navn lever vi i Guds evige kærlighed. 

     Til slut vil jeg give et eksempel på, at det er 

rigtig hvad jeg siger.  Ordene i dag stammer jo fra 

dagene før Jesu død. Jesus skal forlade verden og gå 

til Faderen.  Vi befinder os altså i dagene op til Jesu 

død, og mon ikke hans venner har det forfærdelig.  Det 

fik de i hvert fald langfredag. På den dag bad de til 

Gud: det kan ikke være rigtig det der nu er sket, at 

Jesus er død.  Du kan ikke mene det skal ende sådan. 

Hjælp os.  Og Gud gav svaret: påskedag stod Jesus op 

fra de døde. Der skete mere end de bad om, de kunne 

slet ikke forstå det som skete, det var langt ud over 

hvad de havde bedt om.  Det var fuldkommen glæde. 

     Sådan også når vi føler, at nu er vi nået til 

slutningen, nu kan der ikke ske mere godt, nu er vi 

fortabt, så vil Gud give os langt ud over hvad vi beder 

om.  Gud vil give os en lige så fuldkommen glæde, som 

Jesu opstandelse påskemorgen, for Gud er vores 

himmelske Far, som elsker os. 

 

NY PRÆDIKEN 

 

 

     I denne dejlige sommer ser vi megen herlighed, de 

grønne planter, den blå himmel, skoven og markerne. 

Jesus taler også om herlighed, og den er større end 

sommerfarverne. Det er himmelsk herlighed, Jesus taler 

om.  Den kan vi ikke se. Derfor står der heller ikke 

noget sted i Det nye testamente, at Jesus så smuk eller 

herlig ud.  Han virkede ikke ved sit udseende. 

     Der er kristne, som gerne vil vide, hvordan Jesus 

så ud. Og der har været et linklæde, altså et klæde fra 

en grav, og  man troede indtil for få år siden, at det 

stammede fra Jesus tid. På linklædet var aftegnet et 

ansigt, og man mente, at kunne se mærker efter sår og 

tornekrone. Det linklæde blev opbevaret i domkirken i 

Torino i Italien. Men for få år siden opdagede nogle 

forskere at linklædet var meget yngre end fra Jesu tid. 

Og det er godt. For det herlige ved Jesus var ikke 

udseende.  Derfor hører vi intet om det i biblen. Den 

virkning som udgik fra ham, kom fra hans ord. Der står 

flere gange at folk dengang undrede sig over den 

myndighed han talte med.  Det var ikke Jesu udseende 

som var overnaturligt, men hans ord var det. Der var 

himmelsk kraft i dem. 

     Jesus siger det selv i dag. Jesus siger, at de 

ord, som Gud har givet ham, dem har han givet videre og 

derved herliggjort Gud. Det er strålende ord, himmelske 

ord som Jesus talte. Og folk flokkedes om ham. De ville 

ikke gå glip af et eneste af hans ord. 

     Når vi hører talere enten ved et møde eller i 

fjernsynet, så er vi ofte mere eller mindre enige med 

dem, og hvis det er en lang tale, kan vi have svært ved 

at holde opmærksomheden. Det er sjældent vi høre en 

taler, hvis ord er så sande, er vi er helt opslugt af 

den og følger med i hvert eneste ord. 

     Sådan talte Jesus. Det var hans herlighed, eller 

snarere det var derved han herliggjorde Gud. Hvert af 

Jesu ord havde kraft.  Når Jesus gjorde undere, sagde 

han: Bliv rask. Og det skete straks.  Når vi i dag 

hører om sekter, som prøver at helbrede, så bruger de 

mange ord og fagter og viser dermed, at deres ord ingen 

kraft har. Jesus sagde et ord og det skete. Eller når 

vi hører om psykologer, så bruger de mange og lange 

samtaler for at hjælpe folk.  Men Jesus sagde: du er 

tilgivet. Eller han brugte en kort fortælling, og det 

tog alle byrder fra tilhørernes sind, så de gik sunde 

fra ham, fyldt med glæde. 

     Den herlighed, som Jesus giver os, er større end 

alle de dejlige farver vi ser i sommertiden. Det er 

ikke kun jordisk sundhed og glæde, men evigt liv, som 

vi får i Jesu ord. Jesus giver os nemlig Guds navn, og 

det er Far.  Ellers kunne vi tro at Guds navn var mere 

majestætisk.  Og at vi ikke måtte nærme os Gud.  Vi 

kunne tro, at Gud blev beskyttet af mange engle, som vi 

først skulle godkendes af før vi måtte komme til Gud. 

     Vi kan sammenligne det med vores dronning. Der er 

sikkert mange her i Haderslev, som så dronning 

Margrethe i denne uge. Og vores dronning er omgivet af 

megen pragt og mange store mænd, borgmesteren og fine 

folk. Men det er dejligt her i Danmark, at vores 

dronning ikke er omgivet af mange frygtindgydende 

vagtfolk, som skal holde os væk fra hende. Vi kan stå 

ganske nær ved hende, når hun går forbi. Og det slog 

mig, da jeg overværede hendes gang gennem Haderslev, at 

man jo slet ikke lagde mærke til al pragten og de 

strålende medaljer, men vi så i vores dronning i ærligt 

og fint og klogt menneske, som vi holder af. Vi 

respektere hende både for det hun er i sig selv, men 

også fordi hun på en ægte måde er den, som samler vores 

danske folk. Vi føler hende ikke som en fjern majestæt, 

men som vores kære dronning og der er vist mange af os, 

som blev rørt, da vi stod ganske nær hende eller hørte 

hende. 

     Det gælder endnu mere i vores forhold til Gud. 

Jesus fortæller os den herlige sandhed, at Gud ikke er 

en fjern majestæt, men er midt i blandt os.  Det rige, 

hvor Gud er, Himmeriget er midt i blandt os. Og hos Gud 

møder vi en ærlighed, hvor vi intet skal skjule, og en 

varm menneskelig klogskab, som ser ind til vores hjerte 

og ser forbi alle vores fejl. Gud er kærlighed, som 

ikke kun samler danskerne men samler os som mennesker 

på tværs af alle nationaliteter. Det kan Gud gøre, 

fordi Gud er himlens og jordens konge. Og Gud vil samle 

os til ét rige eller én familie, fordi Gud er vores 

himmelske Far. 

     Men kan vi være sikre på at det gælder os alle? 

Jesus taler jo hele tiden kun om de mennesker, som Gud 

har givet ham. 

     Fra alteret hørt vi det samme. Paulus skriver: " 

Vi ved, at alt virker til gode for dem, der elsker Gud, 

og som efter hans beslutning er kaldet."  Også det 

tyder på, at det kun er nogle bestemte mennesker, som 

Gud har besluttet skal tilhøre ham og som Gud vil 

hjælpe. 

     Men både Jesu og Paulus ord vil have os til at 

stole endnu mere på Gud.  Vi må først og sidst overlade 

hele vores frelse til Gud. Vi ikke skal prøve at frelse 

os selv.  Vi kan ikke give os til Jesus. Vi kan ikke 

beslutte, at vi vil tilhøre ham.  Det er Gud, der kan 

gøre det. Det er af nåde det sker.  Det skyldes Gud, 

ikke os.  Det er Gud vi må takke for vores frelse.  Det 

er ham vi må stole på. 

     Der er meget vi kan og Jesus nævner det også i 

prædikestykket i dag. Vi kan tage imod, vi kan forstå, 

vi kan tro. Vi kan holde Guds ord. Men vi skal lægge 

mærke til rækkefølgen. Det vi gør er ikke noget vi skal 

gøre for at blive frelst. Det er omvendt. Først når vi 

er frelst, først når vi allerede tilhører Jesus, kan vi 

tage imod og forstå og tro hans ord. Jesus siger det 

sådan til Gud: Jeg har åbenbaret dit navn for de 

mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du 

gav dem til mig, og de har holdt dit ord." Kun når Gud 

har gjort os til sine, kan vi holde hans ord.  Det er 

Gud vi skal stole på. 

     Og Gud kunne helt egenrådigt afgøre vores skæbne, 

men vi kender Gud¦s navn. Det har Jesus givet os. Vi 

ved hvad vi skal bede: Himmelske Far, hjælp os. Og med 

det samme vi beder det navn, Far, så kender vi svaret 

på vores bøn, for en far hjælper sine børn. Og bliver 

ved med at hjælpe dem.  Så meget må vi stole på Gud. 

Det er ikke kun sådan, at Gud giver en begyndelse, 

lægger grundlagt, og så må vi fortsætte alene, bygge 

videre.  Det er ikke sådan, at Gud gør os til sine, at 

det dernæst er helt op til os, hvad der kommer ud af 

det.  Hvis Jesus havde ment det, havde han vel ikke 

bedt for os.  Og det gør han.  Han beder til Gud for 

os: Hellige Far, hold dem fast ved dit navn." Det er 

ikke kun begyndelsen som kommer fra Gud.  Også 

fortsættelsen beror på Gud, at han bevarer os. 

     Der er meget vi må gøre. Vi må tage imod, forstå, 

og tro. Men det er Gud, som gør begyndelsen og 

fuldendelsen.  Han gør os til sine og han bevarer os 

som sine. Derfor må vi stole på Gud. For det som Gud 

har besluttet og som Gud sætter sin magt ind på, det 

står fast. Gud lader alt virke til gode for os. Og det 

er nødvendigt, at Gud gør både begyndelsen og enden, 

hjælper os først og sidst, for verden er et farligt 

sted. 

     Det siger Jesus. Han beder Gud om, at han selv 

holder os fast ved hans navn, som jo er Far, så vi 

aldrig glemmer, at Gud er vores himmelske Far.  Der 

sker jo mange uhyggelig ting her i verden.  Men vi 

kender Guds navn og det beskytter os mod alt 

uhyggeligt. Ja, der udspringer mere end tryghed af at 

kende Gud.  Der udspringer evigt liv.  Det gør der, 

fordi Gud ikke skifter sind, men for altid vil være den 

samme over for os. Hans kærlighed er evig og i troen på 

hans navn lever vi i Guds evige kærlighed. 

 

NY PRÆDIKEN 

 

     Johannes evangeliet er indviklet. Hvis vi kun 

hører det med vores hjerne, lyder ordene i 

prædikestykket i dag meget svævende. Men vi skal høre 

dem med hjertet, for ordene er som et digt.  Vi kan 

forklare meget af det som står i dem, og det vil jeg 

prøve.  Men forklaringen bliver altid mindre og 

dårligere end evangeliets ord.  Forklaringen tømmer 

aldrig ordene. 

     Sådan er det med de digte som jordiske forfattere 

skriver, at de kalder på en tolkning. Det får eleverne 

i skolerne at mærke for tiden. De skal skrive stile om 

digte. Det skal de her i eksamenstiden. Men der er 

ingen som vil sige, at fortolkningen og forklaringen af 

digtene er bedre end digtet i sig selv og at man er 

færdig med et digt, når man har prøvet at forstå det. 

Nej, man kommer aldrig til bunds i det, og nye elever 

og nye lærere vil finde nye sandheder i digtene.  Sådan 

og endnu mere gælder det for bibelen. Med vores hjerne 

kommer vi aldrig tilbunds i biblens ord men kan igen og 

igen vende tilbage til dem. 

     Men når vi aldrig forstår dem fuldt ud med vores 

forstand, så betyder det på den anden side ikke, at de 

ikke siger os meget. For med hjertet hører vi jo 

budskabet og meningen med det som Jesus siger.  Det som 

når helt ind i os i dag, det er ordene, at Jesus og Gud 

er ét, og Jesus vil give os samme forhold til Gud, 

ordet give kommer 11 gange. 

     Nej, selv om vi ikke helt kan forstå, hvad Jesus 

siger, så kan vi alligevel ikke lade være med at tage 

nogle af hans ord og overveje og forklare dem, ligesom 

tage nogle af smykkerne op af skattekisten og se, hvor 

de stråler.  Men den tale, som kommer ud af det, den 

forklaring , den overvejelse er altid mindre end ordene 

i sig selv. 

     Det smykke som jeg vil tage frem i dag, er ordet 

     Guds navn.  Det er meget vigtigt for os at kende 

     Guds navn. Det hører vi allerede 

fra begyndelsen af bibelen. Da jøderne var i Ægypten og 

Moses var flygtet ud i ørkenen, hører en dag, at Moses 

så en tornebusk, der brændte, og den blev ved med at 

brænde.  Der stod store flammer op fra busken, uden at 

busken forsvandt. Og Moses sagde til sig selv: " Det 

vil jeg hen og se, hvorfor busken ikke bliver brændt 

op." Men da Gud så, at Moses gik hen til busken, råbte 

Gud inde fra ilden: Moses, Moses. Og Moses svarede: Jeg 

er her.  Og Gud fortsatte: Kom ikke nærmere. Tag dine 

sko af, for det er hellig jord du står på. Og Gud 

talte: Jeg er din Fars Gud.  Da skjulte Moses sit 

ansigt, fordi han var bange for at komme til at se Gud. 

Og Gud sagde: Jeg har set, at mit folk lider i Ægypten, 

og jeg vil hjælpe dem. Du skal gå ind og føre mit folk 

ud fra dets lidelser. Moses svarede: Hvem er jeg, at 

jeg skulle kunne gøre det.  Men Gud sagde: Jo, jeg vil 

være med dig. Men Moses indvendte igen: Jeg kan ikke 

bare komme og sige, at det er fædrenes Gud, som har 

sendt mig.  Jøderne vil spørge om dit navn. Da svarede 

Gud: Jeg er den, jeg er.  Det navn kan du give dem. 

     På hebraisk står der egentlig Jahve. Det er det 

navn, som jøderne dyrkede Gud under. Jeg er. Men 

jøderne frygtede Gud. Han viste sig jo for dem i 

flammer, som ved tornebusken, eller ved torden og 

lynild, som de senere oplevede det ved bjerget Sinaj. 

Jøderne frygtede Gud så meget, at de aldrig, heller i 

vore dage, tør udtale Guds navn. Hver gang der står 

Jahve i bibelen, så læser en jøde noget andet, når han 

læser højt. Han siger Herren.  Desuden siger det navn 

som jøderne fik, ikke så meget: Jeg er den jeg er. Hvad 

fortæller det om Gud.  Selvfølgelig oplevede jøderne 

gang på gang, at Gud hjalp dem mod deres fjender. De 

oplevede Guds kærlighed. Men de oplevede også tit Guds 

straf, når det gik dårligt for jødefolket og de blev 

besat af fremmede magter. Gennem Guds bud lærte de også 

Gud at kende. Men bange for Gud var de alligevel. Det 

viser sig jo også i, at Moses skjuler sit ansigt. 

     Endnu værre er det i andre kulturer, hvor man slet 

ikke kender det mindste til Guds navn.  Jeg læste i 

avisen i søndags et brev fra Bankok.  Brevskriveren 

havde undret sig over, at den mandlige taxi-chauffør 

havde lange rødlakerede negle. Ja, i hver eneste taxi 

havde chufføren lange pink eller rødmalede negle. 

Forklaringen var, at neglene skulle beskytte mod ånder. 

Der har bredt sig den overtro, at kvindelige ånder 

opsøger mænd om natten for at føre dem væk til 

dødsriget. Men ånderne lader sig forvirre af de 

kvindelige negle, og går forbi de mænd. Derfor er der 

mange unge mænd særlig i det nordlige Thailand, som 

tager kvindetøj på om natten, for at slippe for 

kvindespøgelserne. Der er den sandhed i overtroen, at 

mange unge mænd er døde om natten, uden at man har 

kunne finde grunden til dødsfaldene, måske er det 

ensidig kost og vitaminmangel. Men mange unge kan også 

fortælle om natlige mareridt, hvor de drømmer om 

uhyggelige kvindeånder. I hvert fald viser det, hvor 

bange thailænderne er for guderne, og vil beskytte sig 

med amuletter og figurer og malede negle.  De kender 

ikke Gud.  De kender ikke Guds navn. 

     Brevet i avisen sluttede med en udtalelse fra en 

thailandsk guvernør.  Han siger, at det skammeligt med 

al denne overtro, men hvad skal disse mennesker tro, 

når videnskaben melder hus forbi. Hvad de mangler, er 

morals støtte, siger guvernøren.  Og brevskriveren 

tilføjer, at udviklingshjælp, sund kost og uddannelse 

også kunne hjælpe. 

     Det tror jeg ikke. Det eneste som hjælper er at 

kende Gud, at kende Guds navn. Det har Jesus givet os 

at kende.  Jesus begynder med det i prædikestykket i 

dag. Jesus ser op mod himlen og siger: Far. Og Jesus 

slutter med det i prædikestykket i dag. Han beder: 

Hellige Far. hold dem fast ved dit navn. 

     Det er kerne i det, som Jesus blev sendt for at 

fortælle os, at Gud er vores himmelske Far. Vi behøver 

ikke skjule vores ansigt for Gud. Vi skal ikke beskytte 

os mod Gud med maling og figurer. For Gud er vores Far, 

som vi trygt kan være sammen med. Ja, Gud holder os 

fast, så ingen kan rive os ud af hans favn.  Vi kan 

måske få gange have mareridt om uhyggelige ting. Men 

alt det må vi vise fra os. Det skal ikke gøre os bange. 

For der er kun én Gud, vores Far, som har givet til 

kende, at han vil beskytte os mod alle virkelige og 

uvirkelige onde magter.  Og Gud har ikke givet det 

tilkende på en hvilkensomhelst måde. Gud har gjort det 

ved at sende sin eneste søn. Så sikkert er budskabet. 

Det er værd at stole på. For det Guds egen søn, som har 

fortalt os det. Det er ikke en hr hvem som helst, som 

har fortalt os om Gud.  Nej, det er den, som virkelig 

kender Gud, som har fortalt os om Guds følelser for os. 

Det er den, som er ét med Gud, der har fortalt os om 

Guds kærlighed til os. 

     Jesus må jo også mene, at verden er et farligt 

sted.  For Jesus beder for os. Jesus beder Gud om, at 

han selv holder os fast ved hans navn, som jo er Far, 

så vi aldrig glemmer, at Gud er vores himmelske Far. 

Der sker jo mange uhyggelig ting her i verden. Men vi 

kender Guds navn og det beskytter os mod alt 

uhyggeligt. Ja, der udspringer mere end tryghed af at 

kende Gud. Der udspringer evigt liv. Det gør der, fordi 

Gud ikke skifter sind, men for altid vil være den samme 

over for os. Hans kærlighed er evighed og i troen på 

hans navn lever vi i Guds evige kærlighed.