Kristi Himmelfartsdag. 



      Kristi Himmelfartsdag føler jeg det som om Jesus 

fjerner sig fra os.  Som om han mister i betydning. Jo 

længere Jesus løftes op, desto mere tåget bliver han. 

Alt hvad Jesus gjorde før havde et formål: når Jesus 

gjorde noget overnaturligt F.EKS. helbredte, så var det 

for at hjælpe mennesker. Men er der noget formål med 

himmelfarten?  Det er som om Jesus bare forsvinder. 

Hvor Jesus sagde nej til djævelen til at kaste sig ud 

fra et højt sted og blive båret af engle, så siger 

Jesus nu ja til at blive båret op i himlen væk fra os. 

Hvor der er barnlig glæde over julen og en dyb trøst 

over påsken, så føler jeg noget koldt over 

himmelfarten. Måske kunne man tænke, at nu har Jesus 

gennemført hvad han skulle og at han trækker sig 

tilbage.  Nu er han i sikkerhed. Han trækker sig ud af 

vores forvirrede verden for at være i den fuldkomne 

glæde, hvor han engang vil tage imod os.  Men hvad skal 

vi som er ladt tilbage. Var det ikke meget bedre, hvis 

Jesus blev ved med, som han gjorde i tiden efter påske, 

at vise sig engang imellem hos os og give os sin fred 

og række sine hænder til os. Nu hører vi, at han løfter 

sine hænder for sidste gang til velsignelse. 

     Men vores følelser er ikke altid de bedste 

vejvisere.  Vores følelser har ikke altid ret. Det 

gælder i vores eget liv, at vores følelser overdriver 

eller er blinde for sandheden. Og det gælder i hvert 

fald over for Jesus og Gud. For det første kunne Jesus 

ikke blive ved med at vise sig som den opstandne som 

han gjorde i de første dage efter påske. Det ville jo 

ellers give gode overskrifter i avisen: Nu har Jesus 

trådt frem i Sydafrika. Nu har eskimoerne set ham. Hvor 

bliver det næste sted. Men nogen sand fred ville det 

ikke give os. Nogen hjælp ville det ikke være for os. 

Nej, hvis vores opstandne Herre var blevet her på 

jorden  og vist sig med mellemrum, så havde vi tænkt, 

at han hverken var død eller levende, hverken i himlen 

eller på jorden, at han hverken var Gud eller menneske. 

Vi ville have følt Jesus som hvileløs og uden et 

blivende sted. 

     Når vi tænker sådan over det, så ser vi, at der 

noget værdigt og højtideligt over himmelfarten. Det som 

vi først måske følte som koldt, det er snarere ophøjet. 

For det er jo en tronbestigelse, en ophøjelse, som sker 

Kristi himmelfartsdag. Jesus tager sæde ved Guds højre 

hånd på tronen i himlen. Jesus får magten over himlen 

og jorden for at lægge sine fjender som hunde for sine 

fødder. Det skulle få os til juble over vores himmelske 

konge. 

     Vemod og jubel. Det er de to følelser, som 

himmelfarten kan fremkalde i os. Og mærkelig nok 

fortælles det netop om Jesu venner. I apostlenes 

gerninger, som vi hørte fra alteret, dér står 

disciplene og stirrer op efter Jesus, mens han løftes 

op i himlen og forsvinder bag en sky. De står og ser op 

efter Jesus, for at holde ham tilbage, eller i hvert 

fald holde ham i syne så længe som muligt, måske også 

med et ønske om, at de selv kunne komme med.  Og 

pludselig står to engle hos dem og siger: hvorfor står 

I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er 

blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på 

samme måde, som I har set ham fare op til himlen." Ja, 

det var netop, hvad de følte, at Jesus var taget fra 

dem.  Derfor stirrede de så intenst efter ham, at de 

næsten var ligeglade med, at engle stod ved siden af 

dem. Jesus var vigtigere for dem og nu var han væk. 

     Efter det stykke vi hørte fra alteret, står der 

kort, at disciplene vendte tilbage til Jerusalem og de 

gik hen, hvor de plejede at opholde sig og de holdt 

alle i enighed fast ved bønnen. De brugte tiden til at 

bede. Og måske var indholdet i nogle af deres bønner: 

Jesus kom tilbage. Hvad er vi uden dig. 

     Men i stykket, som vi hørte her fra prædikestolen, 

dér står, at Jesus skiltes fra sine venner og blev 

båret op til himlen. De tilbad ham og fyldt med glæde 

vendte de tilbage til Jerusalem og var hele tiden i 

templet og lovpriste Gud. 

     Den første følelse, hvor disciplene fortabt 

stirrer op efter Jesus, den er menneskelig, vemoden, 

selvmedlidenheden, mens den anden følelse er troens, 

glæden over Jesus, vores himmelske konge. 

     Grundtvig har set det. Bortset fra julesalmerne, 

som nok står vores hjerte allernærmest, så synes jeg 

der er en salme i vores salmebog, som rummer en sådan 

styrke og glæde og højtid, at den kommer på højde med 

julesalmerne.  Det er Mægtigste Kriste, som hører til 

Kristi Himmelfartsdag.  Det er vel også melodien, som 

gør det.  Men i ordene er også en jubel over vores 

himmelske konge, som vi beder om at føre striden for os 

børn så svage.  Tving du vor fjende, driv hans magt 

tilbage. Vi beder om fred i kirken, i landet, men mest 

i vores hjerter: fred udi hjertet du for alting give. 

Og så slutter salmen: Hos os du blive! 

     I Bjerning er der en anden dag på året, hvor 

salmen Mægtigste Kriste altid bliver sunget. Det er på 

bjerningdagen, den 30. juni. Sammen med soldater fra 

Haderslev kasserne mindes kirkegængerne en falden 

soldat fra 1848. Ved højtideligeheden i kirken synger 

vi: Mægtigste Kriste. Og dels fordi kirken er fyldt, 

dels fordi soldater synger så det kan høres, så får 

salmen en ekstra dimension. Selv vores hær synger om 

Jesu magt, at det er den, som skaffer os en ægte fred. 

Vi har brug for jordiske våben til at holde ufred væk. 

Men det er kun Jesu himmelske våben, som kan skaffe os 

den sande fred. Det kan selv soldater synge med på. 

     På Bjerningdagen er der i øvrigt en anden salme 

eller sang, som ikke er i vores salmebog, nok fordi den 

i et af versene særlig nævner hæren. Den hedder 

Kongernes konge.  Bortset fra at den specielt nævner 

hæren, så kunne den sang godt synges på Kristi 

Himmelfartsdag. Den begynder sådan: Kongernes konge, 

ene du kan skærme vort elskede fædreneland. Og den 

slutter med verset: Herrernes Herre, mægtig og stor. 

Nådig du høre vort bedende kor. Herre, du ene - kan 

sejren os forlene. Værn om vort herlige og ældgamle 

Nord. 

     Sunget i en kirke fuld af soldater, som ikke kun 

bruger kommandostemmer, når de taler, men også når de 

synger, så giver den salme den stemning vi skulle have 

på Kristi himmelfartsdag. 

     Det, som skal hjælpe os til den glæde, er for det 

første, at Jesus ikke siger farvel på himmelfartsdagen. 

Tværtimod siger han, sådan som Mattæus fortæller det. 

Jesus siger: Se, jeg er med jer alle dage indtil 

verdens ende.  Et andet sted i Mattæus-evangeliet siger 

Jesus: Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér 

er jeg midt iblandt dem. 

     For det andet skal vi lægge til den kærlighed, som 

stråler ud af Jesus.  Han siger netop ikke til sine 

venner: Nu er det op til jer, om der kommer noget ud af 

det her.  Hvis I fejler, så er det hele spildt. I må 

tage jer sammen. I skal bruge alle jeres kræfter til at 

missionere om mig, så jeg ikke levede forgæves. Nej, 

Jesus siger: I får kraft fra det høje. I skal vente. 

Jeg lever og jeg sender jer nye kræfter, for jeg ved, 

at I er svage. 

     Kristi Himmelfart er netop ikke en afslutning. Det 

er en begyndelse.  Jesus siger det direkte: I skal 

begynde. " I Jesu navn skal der prædikes omvendelse til 

syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde 

i Jerusalem.  Men bliv i byen, indtil I bliver iført 

kraft fra det høje. 

     Jesus giver os kraft til at være hans mund og 

hænder og fødder. Vi rækker evangeliet til hiannden og 

til alle.  Der er et tidspunkt i gudstjenesten, hvor vi 

i allerhøjeste grad får kraft fra Jesus ved at han er 

hos os. Det er i nadveren. Paulus skriver det sådan: 

Velsignelsens bæger er det ikke fællesskab med Kristi 

blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med 

Kristi legeme. Fordi der er ét brød, er vi alle ét 

legeme, for vi får alle del i det ene brød. Sådan 

skriver Paulus.  Så nær er Jesus os, så ét er vi med 

ham, ét legeme. Derfor beder vi også under nadveren til 

Jesus, om at han vil bo ved troen i vores hjerter. 

     Jesus er vores konge. Men samtidig er han vores 

bror, som kender vores forhold. Det er vores ven, som 

er himlens konge. Det er en medfølende konge.  Han 

sender engle til os, sådan som vi hørte om den første 

himmelfartsdag. Ja, i ånden er Jesus os helt nær. Jesus 

løfter sine hænder til velsignelse, men det er ikke for 

sidste gang.  Jesus sænker ikke sine hænder igen. 

     Jeg vil slutte med to vers, som er skrevet af Hans 

Anker Jørgensen: 

 

ny prædiken 

 

 

     I Jesu navn skal der prædikes omvendelse til 

syndernes forladelse.  Omvendelse betyder, at vi skal 

vende vores sind og liv fra en retning til en anden. Det 

kunne betyde, det vi skulle vende os fra er alt det 

dårlige og onde. Og det vi skulle vende om til er alt 

det rigtige og gode.  Men Jesus siger, vi skal vende om 

til syndernes forladelse, og dvs.  tilgivelse af vores 

synder.  Jesus mener åbenart ikke, at vi kan blive helt 

rigtige og gode.  Vores chance er at blive tilgivet og 

leve under tilgivelse. 

     Det er en omvelse, som er svær for os. Inden for 

mange firmaer og offentlige arbejdspladser sker der 

mange fyringer i disse år. Og mon ikke arbejdsgiverne 

bedømmer meget hårdt, hvem der er mest effektive og 

hvem der bedst kan undværes og de sidste bliver fyret. 

Det er tit de ældste. Og mon det ikke er fordi man 

mener, at de begår flest fejl og ikke udretter så meget 

i løbet af arbejdsdagen. 

     Vi kan også tage vores retssystem. Alle, som ikke 

overholder loven, kommer for en dommer og får straf. 

Ellers ville hele vores samfund falde fra hinanden. 

Vores tankegang er præget af effektivetstænkning og 

straftænkning.  Hvordan kan vi vende om til det 

modsatte til syndernes forladelse, tilgivelse af alle 

syndere. 

     Men den omvendelse er nødvendigt for os. Ellers 

bliver vi til umennesker.  Selvfølgelig er det grusomt 

at begå et mord. Og vi må straffe det. Men er der ikke 

kun en gradsforskel til alt det onde, som vi gør til 

daglig med vilje eller uden at ville det. Man kan jo 

også slå i hjel med ord.  Hvis man siger til et 

menneske: Du kan ikke bruges længere. Du er ikke noget 

værd.  Så sker der tit det, at den fyrede mister al sin 

selvrespekt og får ødelagt sit liv, ja, måske endda 

bliver fysisk syg af sorg over at være udstødt.  Jeg 

hørte en fra bankfolkenes organisation, som var bange 

for, at der kunne komme selvmord på grund af de mange 

fyringer i bankerne. Eller vi kan tænke på, at der er 

et altfor stort antal unge, som prøver at begå 

selvmord. Mon det ikke er på grund af 

effektivitettænkningen. De unge får at vide, at de skal 

udrette meget og ikke begå fejl, og de føler, at de 

ikke kan leve op til kravene. De møder ikke nok 

menneskelig varme. 

     Der er kun en gradsforskel mellem det at myrde ved 

fysisk vold og myrde med ord. Jesus siger da også et 

sted: I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må 

ikke begå mord. Men jeg siger jer: Enhver, som bliver 

ved på sin bror, skal kendes skyldig af domstolen. Den, 

der siger: Nar til sin bror, skal kendes skyldig af Det 

store Råd.  Den, der siger: Fjols, skal dømmes til 

Helvedes ild. Jesus siger, at vi alle er lige store 

syndere, og det er vi fordi vi gør ondt til vores 

medmenneske, som er vores søster og bror. 

     Men hvordan kan vi vende om til tilgivelsen. Det 

er da umuligt for os.  Vi kan ikke indrette vores 

samfund efter andre regler end vi har nu. 

     Det lærer os, at den kristne tro ikke er en 

selvfølgelighed, som vi uden videre kan acceptere. Den 

kristne tro er ikke en tankegang, som vi let kan tage 

til os. Der er meget, både uden for os og indeni os, 

som taler mod det kristne evangelium. Det, som 

kendetegner troen er altså ikke først og fremmest at 

den retter sig mod noget usynlig og usikkert. Men 

tværtimod, at troen omfatter noget meget bestemt og 

konkret, at Gud tilgiver os vores synder for Jesu 

skyld, og at dette helt bestemte forekommer os umuligt 

og urimeligt.  Evangeliet er mod vores menneskelige 

forstand. 

     Her på Kristi Himmelfart ville mange mene, at det 

uforståelige i prædiketeksten er det, at Jesus opløftes 

til himlen. Og det er vel også grunden til, at Kristu 

Himmelfart ikke er blevet en folkelig fest. Den fejres 

ikke med varme hveder, gåsesteg eller lam. Men det 

egentlig uforståelige i prædiketeksten er i 

virkeligheden, omvendelsen til syndernes forladelse. 

Derfor siger Jesus til sine vidner, som skal gå ud og 

prædike om ham, at de skal vente til de er blevet iført 

kraft fra det høje. Uden kraft fra Gud kan vi ikke 

prædike om tilgivelsen, fordi den taler mod vores 

fornuft. Uden kraft fra Gud kan vi ikke holde fast i 

troen på syndernes forladelse. 

     Paulus skriver det sådan til de kristne i Korint: 

Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og 

bæven, oig min tale og min prædiken blev ikke fremført 

med overtalende visdomsord, men med ånd og kraft som 

bevis, for at jeres tro ikke skulle bygge på menneskers 

visdom, men på Guds kraft. 

     Troen er fornuftstridig og mod al menneskelig 

visdom.  Men alligevel kan vi sagtens mærke den gode og 

frelsende virkning, som troen har. Det føles som om 

alle byrder tages af vores skuldre, når vi tror på Guds 

tilgivelse.  Alt det som kan nage os i vores 

samvittighed, forsvinder som dug for solen. Det tager 

al frygt fra os, at Gud elsker os og vil blive ved med 

det. Også selv om vi skulle gøre en utilgivelig fejl, 

så vil Gud slette den synd og se forbi den og holde af 

os som sine kære børn. De fleste af os vil jo så gerne 

være effektive og lovlydige, men det er som et dejligt 

rensende bad for vores tanker, at Gud ser væk fra alt 

det ydre og tager os i sin favn, hvem vi end er, om vi 

har en høj stilling eller vi er arbejdsløse, om vi er 

unge og energiske eller vi er trætte af livet og 

ensomme, ja, endda om vi er i fængsel eller såkaldte 

frie mennesker. Det renser også vores forhold til 

hinanden, at leve under syndernes forladelse. Det 

betyder jo at vi skal tilgive hinanden, som vi beder i 

fadervor: Forlad os vor skyld, som vi forlader vores 

skyldnere. 

     Jeg læste om en forfatter, som ikke forstod den 

bøn.  Hun sagde, at hun var ked af, hvis Gud kun ville 

tilgive os på samme måde som vi tilgiver hinanden, for 

det er vi jo ikke særlig gode til. Men meningen med 

bønnen tværtimod, at Gud tilgiver os grænseløst, og det 

skal vi også gøre over for hinanden. Vi er hinandens 

søstre og brødre. Vi skal vide, at vi alle er syndere, 

og vi er alle Guds børn. Så højt skal vi værdsætte 

hinanden og glemme alt det som vi kan have mod 

hinanden. Og det ser vi jo tit, at når et menneske er 

meget stejlt og regelret og har svært ved at eftergive 

andre deres fejl, så kan det være rigtigt, fordi det 

menneske har været behandlet uretfærdigt og ondt. Men 

vi får alligevel en følelse, når vi står over for sådan 

et forkrampet og ubøjeligt menneske, at det er ham 

selv, der ødelægger sit liv med sine hårde tanker. Det 

er en glæde og en lettelse, at vi må tilgive hinanden. 

Vi kan skubbe alt det ud af vores tanker, som nager, 

også alt det som vi kan have mod hinanden. 

     Troen er fornuftstridig. Men alligevel kan vi 

sagtens mærke den gode og frelsende virkning, som troen 

har.  Vi får en stor tryghed i vores hjerte, når vi 

lever i troen på Jesus og syndernes forladelse, for det 

betyder jo, at vi har en stærk konge.  Det er jo også 

derfor Jesus siger til disciplene her i dag, at de bare 

skal vente inde i byen, indtil de bliver iført kraft 

fra det høje. Den kraft kommer fra Jesus. Han er i det 

høje.  Men han glemmer ikke os og han har magt til at 

hjælpe os. Han sender os kraft fra det høje.  Som der 

står i en af Kristi Himmelfartssalmerne om Jesus: " Hvo 

vil da frygte/ med kraft han beskytter sit rige/ lad 

end alverden med vold og med list det bekrige/ hvad han 

har bygt/ står på en klippe så trygt/ fjenden med skam 

må bortvige." 

     Og Jesus er en god konge. Vi kan se det ved, at 

Jesus løfter sine hænder og velsigner os. Han løfter 

ikke sin hånd og vinker os væk med en hånlig bevægelse, 

som en hård konge ville gøre. Nej, Jesus løfter sine 

hænder med en kærlighed bevægelse.  Han holder hænderne 

over os til beskyttelse og velsignelse. Og han bliver 

ved med det. Som Grundtvig skriver i én af sine salmer 

om Jesus: Der højt ophøjet troner han/ vor frelse og 

vor Gud/ velsignelserne trindt om land/ rundhåndet 

strør han ud. 

     Og Jesu velsignelse omfatter hele jorden. Man kan 

se det af, at Jesus sender prædikanter ud til alle 

folkeslagene. Til alle må vi prædike omvendelse til 

syndernesforladelse. 

     Jesus er ikke kun en stærk konge. Han er også en 

god konge. Det er evangliet her på Kristi 

himmelfartsdag.  Jesus stiger op på sin trone ved Guds 

højre hånd. 

 

ny prædiken 

 

     Disciplene vendte tilbage til Jerusalem fyldt med 

glæde og de lovpriste Gud. Egentlig står der på græsk: 

stor glæde. Den nye oversættelse er måske lidt 

blufærdig, når den udelader, at glæden er stor, og kun 

skriver, at disciplene er fyldt med glæde. Den store 

glæde skal jo få os til at tænke på to andre 

begivenheder i Jesu liv, fødslen og opstandelsen. 

Hyrderne på marken julenat blev grebet af stor frygt, 

da englen viste sig for dem, men englen sagde: Jeg 

forkynder jer stor glæde.  Og om kvinderne påskemorgen, 

som lige havde fået af vide af englen, at Jesus var 

opstanden, om dem står der, at de skyndte sig bort fra 

graven med frygt og stor glæde. Det skal vi lægge mærke 

til, både ved fødslen og ved opstandelsen står der om 

stor glæde, men der står også om frygt. 

     Her ved Jesu himmelfart er disciplene kun fyldt 

med glæde. De har ingen frygt.  Nu er ringen sluttet. 

Ved fødslen følte Maria og Josef og hyrderne det hele 

som et stort glædeligt mysterium. Ved opstandelsen 

kunne disciplenes forstand ikke følge med.  Det stod 

stille for dem. Det, som skete, var et stort glædeligt 

mysterium. Men nu er ringen sluttet og de ser meningen 

med det hele, de ser Jesus som vores himmelske Herre, 

der har fuldført frelsen for os. Nu er der ingen frygt 

tilbage. 

     Kristi himmelfart er altså ikke en højtid, som 

står under jul og påske.  Kristi himmelfart er 

højdepunktet.  Det skal siges med eftertryk, især til 

os i vore dage.  Vi kan jo nok have vores 

besværligheder med himmelfarten. Mon ikke de fleste af 

os i baghovedet kommer til at tænke på rumfart, når vi 

hører om Jesu himmelfart. Mon ikke vi har en lille 

tanke om alle de amerikaner og russeren, som er steget 

op i himlen. For os i dag kan det lyde lidt for 

almindeligt, når vi hører om himmelfarten. Hvad 

guddommeligt er der i det.  Det er sket for mange 

mennesker, at de for ud i himlen. 

     Men der er mange forskelle mellem deres himmelfart 

og så Jesu himmelfart.  De mennesker, som med jordiske 

midler er fløjet ud i himlen, de var alene og det var 

farefyldt.  De kunne miste livet. Det kunne gå galt, 

for det var mørket og ensomheden og tomheden, som de 

fløj ud i.  Og de var hele tiden afhængige af 

jordstationen. Derfra skulle de have hjælp og råd, hvis 

der var problemer.  Når Jesus stiger til himmels, så er 

det til lys og samvær han kommer, et fyldt samvær, der 

er så tæt og trygt, at vi ikke kan opleve det her på 

jorden, selv ikke i vores lyseste og mest festlige 

stunder.  Og der er ingen fare på færde. Alle farer er 

lagt bag. De er overvundet med langfredags kamp. Nu er 

der intet, som kan gå galt. Det er jo også derfor, at 

disciplene er fyldt med stor glæde og ingen frygt. 

Langfredag var de bange, fordi alt syntes tabt. 

Påskedag var der frygt i deres glæde, fordi 

opstandelsen kunne vise sig at være falsk og svindel. 

Men nu ved Jesu himmelfart er der intet mere som kan 

komme i vejen for troen eller for Jesus.  Nu er han hos 

Gud. Nu er han ikke afhængig af, hvad der sker på 

jorden. Nu er han hos den, som kan give hjælp og råd 

mod alt ondt. Jesus er ved sin Fars side. 

     Ved en raketopsendelse er det jordiske kræfter som 

bruges. Og det er forbavsende at mennesker kan samle så 

stor kraft sammen at det kan løfte mange tons ud i 

rummet, men Jesus bruger himmelske kræfter og han gør 

det for senere at sende de samme kræfter til os fra 

himlen. 

     Egentlig er det først med himmelfarten, at Jesus 

når højdepunktet for sin magt. 

     I Filipper brevet er et digt, som beskriver Jesu 

livsløb. Det begynder med at Jesus er hos Gud og har 

Guds skikkelse, og Jesus kunne ønske at blive i den 

herlighed, men han ønsker at gøre Guds vilje, og Jesus 

giver afkald på den himmelske herlighed og bliver som 

et menneske og han ydmyger sig endnu mere, han lider 

døden på et kors.  Derfor ophøjer Gud Jesus og giver 

ham navnet over alle navne, så at alle skal tilbede ham 

som Herre, som herskeren. 

     Filipperbrevet skriver.  Han, som havde GUds 

skikkelse, han gav afkald på sit eget, tog en tjeners 

skikkelse på og blev som et menneske, og han ydmygede 

sig og blev lydig til døden, døden på et kors. Derfor 

har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over 

alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, 

i himlen og på jorden og under jorden og hver tunge 

bekende: Jesus Kristus er Herre.  Det sker med Jesu 

himmelfart. Det er højdepunktet for Jesu magt. Han får 

del i Guds magt, i Guds almagt. Det er meget smukt, som 

Paulus skriver i Filipperbrevet, at hvert knæ skal bøje 

sig i himlen og på jorden og under jorden. Så langt 

rækker virkningen af Jesu himmelfart, at selv i 

dødsriget, selv under jorden knæler de ned for Jesus, 

og dvs. selv dér kan de tilbede Jesus og blive frelst i 

troen på ham. Så stor er hans magt, at han er herre 

både for levende og døde.  Der er ingen som er uden for 

hans herredømme. 

     Kristi himmelfart betyder, at nu begynder Kristi 

herredømme.  Jesus sidder på tronen ved Guds højre 

hånd.  Fjenderne er der stadigvæk, døden og djævelen, 

men engang vil Gud lægger dem foran  sin søn som en 

skammel for hans fødder. 

     Det er derfor disciplene er fyldt med stor glæde. 

Man kunne ellers misforstå kristi himmelfartsfartsdag 

som om at Jesus nu trækker sig tilbage, nu er hans tid 

forbi.  Men det det er en misforståelse. Nu er det 

sønnens tid, nu har Jesus tiltrådt sin kongegerning. 

     Derfor lever vi ikke i ensomhed og mørke og 

tomhed.  Derfor er der ingen fare på færde for os. Vi 

lever under en konge, som har himmelske kræfter, og som 

udstrækker dem til os. Han siger jo til sine: at de 

skal vente i byen, indtil de bliver iført kraft fra det 

høje. Vi skal ikke gå vores egne veje og stå alene med 

problemerne. Nej, Jesus har givet os kraft fra det 

høje. Det er jo mærkeligt, at mennesker med stor 

teknisk snilde kan løfte mange tons fra jorden, men det 

er menneskers liv ikke blevet mere opløftende af. Synd 

og sorg kan det største jordiske raket ikke rokke ved. 

Synd og sorg er så tung, at den lænker mennesker til 

jorden. Men Jesu magt er himmelsk og løfter os ud af 

synden og sorgen. 

     Fjenderne, døde og djævelen, er jo stadig på 

jorden i vores verden. Men når vi er iført kraft fra 

det høje, kan de ikke røre os.  Det er en bedre 

klædning end det bedste rumdragt. Det er en bedre 

overlevelsedragt end alt hvad mennesker kan finde på 

med al deres tekniske snilde. Når vi er iført kraft fra 

det høje, er vi beskyttet mod alle angreb fra det onde. 

     Paulus har skrevet det smukt i et andet af sine 

breve. Det er efeserbrevet, hvor han skriver: Hent 

kraft fra Herren og hans mægtige styrke.  Ifør jer Guds 

fulde rustning, så I kan holde stand mod djævelens 

angreb. Vor kamp er ikke mod kød og blod, men mod 

myndighederne og magterne, mod verdensherskerne i dette 

mørke. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan 

stå imod og overvinde alt. Stå da fast med sandhed 

spændt som bælte om livet.  Ifør jer refærdighed som 

brynje. Som sko skal I bruge villighed til at gå med 

fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjuld, 

hvormed I kan slukke alle Den Ondes brændende pile. Tag 

frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord. 

     Kraften fra det høje er altså Helligånden, som 

lærer os at bruge de rigtige våben og det er GUds Ord. 

Og Guds Ord må vi bruge så vi prædiker omvendelse til 

syndernes forladelse til alle folk. Det befaler vores 

konge os at gøre. Det befaler Jesus os her på Kristi 

Himmelfartsdag.



ny prædiken



 Er Jesus hos os eller er han ikke hos os. Er vi alene. 

Der er mennesker, som føler sig stærke, når de alene. 

Så skal de ikke tage hensyn til andre. Og de tror på 

deres egne kræfter og evner til at klare det som skal 

komme. Men jeg tror, at de fleste mennesker er bange  

for at være alene. 

 Det gælder helt bogstaveligt. Hvis vi ikke se et 

eneste andet menneske bare i en uge, ville vi komme til 

at savne nogen at tale med. Og hvis vi bare i en uge, 

måske kun har talt med købmanden eller ekspedienter i 

andre forretninger. Så længes vi efter  at tale ordentligt  

med nogen, som vi har et forhold 

 til og som ikke er ligeglade med os.  Der er nogen, 

 som har det så stærkt, at de bliver bange, bare de er 

 alene nogle få timer, de vil have familie omkring sig 

 hele tiden. Det kan være for meget. Det kan vise, at 

 de mennesker ikke har det godt med sig selv. Så er det 

 som om de flygter fra  at være sammen med sig selv. 

 Det mærkelige er, at vi også på et andet plan kan være 

 alene. Det er når vi føler os forladt af Gud. Der er 

 mennesker, som udtrykker det på en anden måde:  de 

 føler ikke at noget giver mening. De føler at livet er 

 trist og de kan ikke glæde sig over de mindste ting. 

  Jeg hørte i fjernsynet, at der har været mange samlet 

for at høre på Dalai Lama, han er både det reli giøse 

og det verdslige overhoved for tibetanerne.  Der var en 

i fjernsynet som forklarede det med, at mange søger 

noget åndeligt i vore dage. 

 Jeg tror ikke, at de kan finde det åndelige i kri- 

stendommen. For det åndelige, som de fleste søger, skal 

helst være synligt og effektfuldt. Dalai Lama er meget 

sympatisk og han er et godt og klogt menneske.  Han 

lever meget fattigt og bruger mange timer på at bede 

til Gud eller guderne, jeg kender ikke hans reli gion. 

 Hvad finder de som søger, i den kristne kirke. De 

finder ikke store personligheder som Dalai Lama. Vores 

kirkeorden er ikke sådan at der er en ærkebi skop, der 

tegner hele kirken. Og i praksis synes jeg heller ikke, 

at der nogen, som rager op over andre. Hverken  

blandt biskopperne eller blandt kirkegængerne  

landet over synes jeg der er én stor personlighed,  

som vi alle kan se op til. Det er helt 

særegent for kristendommen. 

 Vi hører tit, at i Danmark gælder janteloven. Det er 

 en lov, som en forfatter har opstillet og som han me 

 ner gælder for os danskere. Det er regler som: du må 

 ikke tro du er mere end andre. Du må ikke kunne mere 

 end andre.  I kristendommen er der det omvendte. Der 

 er en lov som hedder, hvis du skal være noget, skal 

 være som et barn. Den mindste, den som tjener, står 

 over alle andre. Som man kan høre, så er det en regel, 

 som automatisk ophæver, at nogen kan stille sig 

op som førererne og som dem andre skal se op til. 

 Dér er en som vi ser op til. Det hører vi også her på 

Kristi himmelfartsdag. Vi ser op til Jesus. Det gælder 

helt bogstaveligt: disciplene stod og så på, at Jesus 

blev båret op til himlen. De så efter ham til de ikke 

kunne se ham længere. Vi ser op til én, som vi ikke ser. 

 Jeg tror ikke, at det tilfredsstiller den åndelige 

 søgen, som hersker i tiden. Den skal have noget mere 

 konkret: en veltalende leder, nogle mirakler, en 

 moral, som bestemmer, så man ikke selv kan tænke.  I 

 den kristne kirke hører vi -  vi ser ikke -  vi hører 

 om Kristus, som led og døde og opstod på den tredje 

 dag, og i hans navn prædiker vi syndernes forla delse 

 til alle folkeslag.  Kristus, vores Herre, har lidt 

 mange smerter og meget ondt. Mon den åndelige søgen i 

 tiden synes om en leder, som har lidt og har vist 

 svaghed. Han døde og blev til intet. Mon den åndelige 

 søgen vil godtage, at Jesus opstod fra de døde, når vi 

 ikke kan vise Jesus frem. Og endelig talen om syndernes 

forladelse. Er der nogen effekt i det. Skaber det store 

forandringer hos os. Kan tilgivelse give mirakler. 

 Nej, der er noget meget småt over tilgivelse. Den 

 siger for det første, at vi ikke har levet rigtigt og 

 at vi aldrig kommer til det. Vi vil altid have brug 

 for syn dernes forladelse. Det er den vi må leve på. 

 Men så ser vores liv jo ud som før.  Og værre bliver 

 det, når Jesus siger, at Guds tilgivelse må vi give 

 til alle folkeslag. Den åndelige sø gen nu om dage 

 ønsker at finde og komme med i små flokke, hvor man 

 skiller sig ud fra de andre. Ganske vist prøver de 

 også at få andre med. Men hovedsagen er at man  

føler sig som højerestående end de almindelige mennesker. 

 Det kan en kristen aldrig. Den syndernes forladelse 

som han selv lever på, den må han give til alle, som 

han møder. Han kan ikke sige: du skal først ændre dig. 

Du skal først blive et godt menneske, før du kan komme 

med i gruppen. Nej, for så var det jo slet ikke  

syndernes forladelse, der var brug for, 
hvis vi selv skulle skabe betingelserne for at vi kan 

være med i kirken. 

 Man kan sige, at troen er forudsætningen. Hvis man 

 ikke tror tilgivelsen, så er man udenfor. Men det kan 

 aldrig være de kristne som siger det. En kristen må 

 blive ved med at sige til alle: Gud har tilgivet dig. 

 Og vi som er i kirke i dag eller som føler os kristne 

 vi kan såmænd sige om os selv, at det budskab: 

 tilgivelsen. Det bliver vi nødt til at høre igen og 

 igen for ikke at glemme det. Det er nemlig det 

 sværeste at leve efter.  Hvis man fik at vide, at vi 

 skulle stå op kl. 5 og bede 3 bønner. Så kunne vi gøre 

 det. Hvis vi fik at vide, at vi skulle købe en lille 

 måtte og lægge os på knæ på måtten 5 gange om dagen. 

 Så kunne vi gøre det. Men at leve i Guds tilgivelse 

 dagen lang  og natten med, det kan vi ikke gøre. 

 Tænk hvilken ro det ville give til os, kun at leve i 

 tilgivelsen. Det måtte da betyde, at vi aldrig kunne 

 få travlt, eller at vi aldrig tænkte dårligt om os 

 selv og skældte ud på os selv, fordi vi ikke fik gjort 

 og sagt en ting, for når Gud har tilgivet os, så må  

vi lade Guds ord stå ved magt og finde en 

fantastisk fred i det. Den fred måtte også gælde om 

natten. Intet mareridt kunne så mere forstyrre vores 

drømme. For Guds tilgivelse tager alle spøgelser og 

frygt væk. 

 Vi må have kraft fra Gud for at prædike tilgivelse. 

 For det ser ud af så lidt. Og vi må have kraft til 

 selv at leve i tilgivelsen.  Det hører vi også om her 

 på Kristi himmelfarts dag.  Jesus siger til 

 disciplene: Bliv i byen, indtil I bliver iført kraft 

 fra det høje.  Den kraft er helligånden. Når Jesus 

 taler om iført, så sammenligner han kraften med en 

 klædning vi tager på. Vi vil altid være svage i os 

 selv. Men vi må iføre os en klædning, som dækker over 

 vores svaghed og som giver os styrke til at kæmpe mod 

 alt det onde i verden og i os selv. Vi har ikke selv den 

styrke, men vi kan iføre os den. Den kommer til os fra 

det høje, fra Gud. 

 Kristi Himmelfartsdag tilbeder vi vores himmel ske 

Herre, som har givet os tilgivelsen at leve på og som 

giver os kraften som vi virkelig igen og igen lader 

tilgivelsen være det vigtige i vores liv.