6.s.e.påske

 		

     Det er en lykke for os at føle os ét med andre. Vi 

kan ikke lide at stå uden for. Det er en lykke at være 

del at et fællesskab. Derfor er der så mange 

foreninger, for at vi alle kan finde et sted, hvor vi 

kan være sammen med andre.  Det gælder både 

erhvervsmæssigt og i fritiden at vi samles med 

ligesindede, for at finde støtte og hjælp til at 

udfolde os. Netop i denne weekend fejre de frivillige 

sønderjyske brandværn 100 års jubilæum, og brandværnets 

motto er En for alle og alle for en. For man kan klare 

meget, når man står sammen. Når man er ét med andre, 

kan man bedre klare de problemer, som kan opstå. 

     Det gælder også i det personlige liv. Familien har 

fået større betydning de sidste år. Vi lægger mere vægt 

på at have et nært fællesskab.  Vi er lykkelige, når vi 

har nogle, som vi føler os knyttet til, som føler os ét 

med. 

     Det er lykken Jesus taler om. Det er den nære 

kærlighed han taler om, når han taler om enhed.  - den 

lykke, som vi stræber efter, men som vi aldrig kan opnå 

helt.  Måske er det endda sådan, at jo mere vi længes 

efter et fællesskab, som vi kan gå op i, desto mere 

mislykkes det for os.  Hvis et kærestepar kun har øje 

for hinanden og glemmer alt omkring sig.  Hvis de 

bruger al deres tid på hinanden, så bliver de til 

særlinge.  Eller hvis vi kun er sammen med ligesindede 

og kun går op i én interesse og ikke er åben over for 

andet, så bliver det være et ensidigt liv vi lever. 

     Det er den ægte lykke og den ægte enhed, Jesus 

taler om, for han beder til Gud, at vi alle må være et. 

Den enhed levede Jesus for og den døde han for. 

     Fra først til sidst skabte Jesus enhed.  Både ved 

hans fødsel og ved hans død hører vi det.  Vi hører det 

i fortællingen om vismændene. 

     Det er tankevækkende, at det er hedninger, som 

jøderne foragtede, og som troede på stjerner, som var 

de første, der kom til Jesus.  Men Mattuæus lægger stor 

vægt på det.  Det er hedninger, som i begyndelsen af 

Mattæus evangeliet spørger om jødernes konge for at 

tilbede ham.  Og i slutningen af samme evangelium er 

det også en hedning, Pontius Pilatus, som sætter den 

indskrift på korset: Jødernes konge.  Det var hans måde 

at tilbede Jesus på.  Ved hjælp af modsætninger, 

hedninger - jødernes konge, viser Mattæus, at Jesus var 

en konge, som samler alle folkeslag, og at hedningene i 

al deres uvidenhed var med til at tilbede Jesus. 

     I Jesu forkyndelse hører vi også, at han skaber 

enhed. Han taler mod alt det som skiller mennesker fra 

hinanden, foragt, fordømmelse, frygt.  Jesus går netop 

til dem, der føler sig udenfor. Han ophæver deres 

fortabthed.  Også de må være med i Guds rige. Når Jesus 

gør undere er det også for at skabe enhed. De lamme, 

som måtte se folk gå forbi på gaden i dagligdagens 

travlhed, men som ikke selv kunne gå med. Dem rejste 

Jesus op, så de kunne gå hjem.  De spedalske, som slet 

ikke måtte komme ind i byerne, men levede udstødt og 

alene. Dem rensede Jesus, så de igen måtte være sammen 

med andre.  Jesus skabte enhed.  Det rige som han er 

konge i, himmeriget, er et kærlighedens rige, som har 

plads til alle slags mennesker. 

 

     Johannes Møllehave skriver det sådan i et digt: 

 

Vi trækker streger og sætter skel 

i mellem andre folk og os selv. 

 

Vi taler om børn, som vi kalder ægte 

og andre, hvis ægthed vi vil benægte. 

 

I evangeliet får vi at vide, 

Han stillede sig på de uægtes side. 

 

Og alle dem, der faldt udenfor stregen, 

dem slog han følge med hele vejen. 

 

Så ingen af dem, som Vorherre skabte, 

skal kaldes udenfor og fortabte. 

 

han fjernede grænser og slettede skel, 

og derfor slog de ham også ihjel. 

 

Han satte en streg over hver en streg, 

som sættes i mellem dig og mig. 

 

Det danner et kors, naturligvis, 

og det blev hans kærligheds høje pris. 

 

hans kærlighed sletter julenat 

de streger og skel, vi selv har sat. 

 

     For vi mennesker er ikke gode til at skabe enhed. 

Vi er bedre til at sætte skel. Derfor måtte Gud sende 

sin søn for at samle os alle i himmeriget, kærlighedens 

rige. 

     Vi kan sammenligne jordisk kærlighed og himmelsk 

kærlighed. De er begge evige. I hvert fald føler to, 

som holder af hinanden, at det aldrig kan høre op. Men 

Guds kærlighed er endnu mere evig.  Den føles ikke kun 

evig i det øjeblik, hvor den erklæres, sådan som to, 

der bliver gift, føler det.  Nej, Guds kærlighed er 

ikke kun evig og gælder for al fremtid, den gælder også 

for fortiden.  Jesus siger jo til Gud: Du har elsket 

mig, før verden blev grundlagt. Så evig, så langt 

rækker Guds kærlighed. Den var før verden var til og 

bliver, når verden ikke er mere. 

     Forskellene mellem Gud og mennesker  bliver 

tydelig, når vi ser på det, som Paulus skriver i 1.Kor. 

13, det kapitel som kaldes kærlighedens lovsang.  Der 

skriver Paulus om Guds kærlighed, at den er tålmodig. 

Den er mild.  Den misunder ikke. Den gør intet 

usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, 

bærer ikke nag. Den tåler alt, tror alt, håber alt, 

udholder alt. 

     Hvis vi går det efter punkt for punkt, vil vi se, 

at vi mennesker med vores følelser ikke når så højt. 

To, som elsker hinanden, kan være meget utålmodige med 

hinanden.  Man kan næsten sige, at jo mere to holder af 

hinanden desto mere utålmodige og krævende kan de være. 

Ja, man kan tage de modsatte ord af dem Paulus skriver 

i kærlighedens lovsang.  Man kan sige, at mennesker 

også i deres kærlighed søger sit eget, hidser sig op, 

bærer nag. 

     Guds kærlighed er en helt anden slags, for den 

tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Vi får 

ingen problemer med Guds kærlighed, for der er intet, 

som kan ødelægge den. Som Paulus skriver det i 

romerbrevet, det vi hørte fra alteret: Jeg er vis på, 

at hverken død eller liv eller engle eller magter eller 

noget nuværende eller noget kommende kan skille os fra 

Guds kærlighed i Jesus Kristus, vor Herre. 

     Mens jordisk kærlighed kan give mange problemer, 

så må vi hvile i Guds kærlighed og altid stole på den. 

     Derfor er det også en helt anden slags enhed og 

sammenknytning, som Gud skaber. Det er en fuldkommen 

enhed. Sådan som Jesus beder til Gud i prædikestykket i 

dag og siger: Den herlighed, du har givet mig, har jeg 

givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, 

jeg i dem og du i mig, for at de skal være fuldkomne og 

blive ét. 

     Der er ikke nogen bedre prædiken over evangeliet i 

dag end det som vi hørte fra alteret, hvor Paulus 

siger, at vi er fuldstændig ét med Gud. Og der er 

ingen, som skal komme og sige noget andet. " Er Gud for 

os, hvem kan da være imod os?" Ja, Paulus skriver, at 

der er intet som kan skille os fra Gud, hverken liv 

eller død, eller magter, eller det høje eller det dybe 

kan skille os fra Guds kærlighed i Jesus. Det er Guds 

kærlighed, som holder os sammen.  Derfor er vores 

forhold lige så tæt som to der elsker hinanden.  Også 

selv om vi ikke kan se det og føle det.  Men vi må tro 

det med en tro, der er stærkere end alt, hvad vi kan se 

og mærke.  Intet af det vi kan se, kan skille os fra 

Guds kærlighed. 

 

ny prædiken 

 

     Jesus beder Gud om, at vi troende skal være ét og 

at Guds kærlighed skal være i os. 

     Vi kan sammenligne jordisk kærlighed og Guds 

kærlighed, og vi vil finde mange ligheder og mange 

forskelle.  Den jordiske kærlighed ligner Guds 

kærlighed i den forstand, at de begge kalder på tro. 

Selv den, som man elsker mest, kan man ikke give 

holdbare beviser for sin kærlighed. Man kan ikke sige: 

Jeg har gjort det og det, altså er det bevist, at jeg 

elsker dig. For det man har gjort, kan jo være gjort 

for ens egen skyld. Man kan kun erklære sin kærlighed, 

og så må den anden tro det på ens ord.  Derfor er det 

også ulykkeligt, hvis én ikke tror på sin kærestes ord, 

for det er intet, som kæresten kan gøre for at 

overbevise.  Intet bevis er stort nok.  Alle beviser 

kan betvivles.  Sådan er det også over for Gud.  Vi må 

tro ham på hans ord, at han elsker os.  Vi kan finde 

meget som peger på, at det er sandt. Det kan vi i vores 

eget liv. Men beviser er det ikke. 

     Og alligevel har kærligheden store virkninger. Den 

ændrer et menneskes liv fuldstændig. Den forandring, 

som sker med et menneske, der har levet for sig selv, 

og så kommer til at leve sammen med en anden, er meget 

stor. Det er lige så stor en forandring som foråret, 

der lyser op og blomstrer og giver os grønne og varme 

farver i stedet for vinterens grå og kolde farver.  Så 

herlig er også Guds kærlighed. Den har forandret vores 

liv, så vi ikke lever i kold frygt, men i lys og 

frihed. Uden Gud bliver vores liv meningsløst og tomt. 

Det samme kan et menneske sige, når han bliver skilt 

fra sin kæreste, at han føler tomhed og meningsløshed. 

     Både den jordiske kærlighed og Guds kærlighed er 

smuk. De fleste sange vi hører i radioen og på plader 

handler om to, som holder af hinanden.  Sådan handler 

også nogle af de smukkeste sange, som er skrevet, om at 

Gud elsker os. Nogle af de bedste digte, som mennesker 

har skrevet, er vores salmer, der handler om Guds 

kærlighed. 

     Der er endnu en lighed mellem jordisk og himmelsk 

kærlighed. De forener begge mennesker. Om begge bruger 

bibelen samme stærke udtryk. I begyndelsen af bibelen 

står der, at en mand forlader sin far og mor og holder 

sig til sin hustru og de bliver ét kød, et legeme.  Og 

det skal tages helt bogstaveligt.  Man kan ikke rive en 

arm af en krop, uden at det menneske føler stor smerte. 

Så tæt er de to, som holder af hinannden.  De er vokset 

sammen.  De er en del af hinanden. Og hvis de rives fra 

hinanden, så føler de stor smerte. Akkurat det samme 

udtryk bruger bibelen om Jesus og kirken, at vi er ét 

legeme.  Så ét er vi med Jesus. 

     Paulus skriver det sådan i Efeserbrevet: at vi 

skal vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. Ved ham 

er hele legeme føjet sammen, og det holdes sammen, ved 

at hvert enkelt led hjælper til med den styrke,m det 

har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i 

kærlighed. 

     Jesus siger det også selv her i prædikestykket i 

dag.  Han beder Gud og siger: Far, jeg vil, at hvor jeg 

er, skal også de, som du har givet mig, være sammen med 

mig. Han taler altså altså om samme længsel og savn, 

som jordisk kærlighed giver, at man vil være sammen med 

den, man holder af, og føler smerte, når der er noget, 

som skiller. 

     Så store ligheder er der mellem jordisk kærlighed 

og Jesu og Guds himmelske kærlighed, at Jesus endda kan 

tale om sig selv som brudgommen. Det gør han et sted, 

hvor han siger, at hans disciple ikke kan faste og 

sørge lige så lidt som en brudgom og hans venner 

faster, nej, de fester og er glade, fordi brylluppet er 

en så dejlig og dyb fest.  Og et andet sted 

sammenligner Jesus også sit rige med et bryllup, hvor 

to som holder af hinanden bliver bundet sammen. Med det 

vil JEsus sige, at vi er bundet lige så tæt til ham. 

     Der er også den lighed mellem jordisk kærlighed og 

himmelsk kærlighed, at de begge er evige. I hvert fald 

føler to, som holder af hinanden, at det aldrig kan 

høre op. Men her må vi så begynde også at se 

forskellene mellem det jordisk og det himmelsk, for 

Guds kærlighed er endnu mere evig.  Den føles ikke kun 

evig i det øjeblik, hvor den erklæres, sådan som to, 

der bliver gift, føler det.  Nej, Guds kærlighed er 

ikke kun evig og gælder for al fremtid, den gælder også 

for fortiden.  Jesus siger jo til Gud: Du har elsket 

mig, før verden blev grundlagt. Så evig, så langt 

rækker Guds kærlighed. Den var før verden var til og 

bliver, når verden ikke er mere. 

     Forskellene mellem Gud og mennesker  bliver 

tydelig, når vi ser på det, som Paulus skriver i 1.Kor. 

13, det kapitel som kaldes kærlighedens lovsang.  Der 

skriver Paulus om Guds kærlighed, at den er tålmodig. 

Den er mild.  Den misunder ikke. Den gør intet 

usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, 

bærer ikke nag. Den tåler alt, tror alt, håber alt, 

udholder alt. 

     Hvis vi går det efter punkt for punkt, vil vi se, 

at vi mennesker med vores følelser ikke når så højt. 

To, som elsker hinanden, kan være meget utålmodige med 

hinanden.  Man kan næsten sige, at jo mere to holder af 

hinanden desto mere utålmodige og krævende kan de være 

de over for hinanden.  De er ikke milde, men kan virke 

helt ubarmhjertige.  To, som elsker hinanden, kan også 

gøre meget usømmeligt og behandle hinanden dårligt. Ja, 

man kan tage de modsatte ord af dem Paulus skriver i 

kærlighedens lovsang.  Man kan sige, at mennesker også 

i deres kærlighed søger sit eget, hidser sig op, bærer 

nag. 

     For tiden er der en serie i fjernsynet, som hedder 

" svenske hjerter", men den rammer vist også mange 

danske hjerter. De ægtepar, som den beskriver, har alle 

mange problemer. 

     Guds kærlighed er en helt anden slags, for den 

tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Vi får 

ingen problemer med Guds kærlighed, for der er intet, 

som kan ødelægge den. Som Paulus skriver det i 

romerbrevet, det vi hørte fra alteret: Jeg er vis på, 

at hverken død eller liv eller engle eller magter eller 

noget nuværende eller noget kommende eller kræfter 

aller noget i det høje eller i det dybe eller noget 

andet, der er skabt, kan skille os fra Guds kærlighed i 

Jesus Kristus, vor Herre. 

     Mens jordisk kærlighed kan give mange problemer, 

så må vi hvile i Guds kærlighed og altid stole på den. 

     Derfor er det også en helt anden slags enhed og 

sammenknytning, som Gud skaber. Det er en fuldkommen 

enhed. Sådan som Jesus beder til Gud i prædikestykket i 

dag og siger: Den herlighed, du har givet mig, har jeg 

givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, 

jeg i dem og du i mig, for at de skal være fuldkomne og 

blive ét. 

     Der er ellers mange forskelle mellem os kristne. 

Jeg tænker ikke kun, at vi er mænd og kvinder, at vi er 

forskellig politisk opfattelse, at vi har forskellige 

erhverv, fra de højeste til de laveste. Eller at vi er 

af vidt forskellig nationalitet. Der er jo også mange 

religiøse forskelle mellem os kristne. Det var der 

allerede på Paulus' tid. Han skriver i 1. Kor.: jeg 

hører, at I ligger i strid med hinanden. Jeg sigter 

til, at I alle siger hver sit: Jeg hører til Paulus, 

jeg til Apollos, jeg til Peter, jeg til Kristus.  Er 

Kristus da blevet delt? spørger Paulus. Allerede 

dengang var der altså forskellige religiøse grupper 

inden for kristendommen. 

     Men vi skal lægge mærke til, at Jesus i 

prædikestykket i dag ikke beder til os, om at vi skal 

udjævne alle forskelle og ligne hinanden, tale og tænke 

og mene det samme. Nej, Jesus beder til Gud, at han vil 

gøre os til ét med sin himmelske kærlighed, for det er 

kun den som kan gøre os til fuldkommen ét. Den kan få 

os til at synge sammen som vi gør det om lidt med 

Grundtvig: 

              O kærlighedens Gud, lad så 

              vort hjerte højt for himlen slå! 

              Da lavt du bor hos os i løn, 

              til hisset, i din hal så skøn, 

              vi ser dig klart og synger da 

              vort evige halleluja. 

 

 

                                    AMEN. 

 

ny prædiken 

 

                         

     Vi kristne er en enhed. Vi hører meget tæt sammen. 

Jesus siger jo, at vi er ét i ham og ét i Gud, 

fulkommen ét. Vi kristne går op i en højere enhed, som 

ikke stammer fra os, og hvad vi kan. Men kommer fra 

Gud.  Det er i Gud vi er ét.  Hvis man skal sammenligne 

med andre forhold, som er ligeså tætte, så må det være 

forholdet mellem to, som elsker hinanden.  Det kan være 

svært at se, at vores fællesskab er så tæt. Det kommer 

da heller ikke fra vores indre følelser eller vores 

ydre aktiviteter. 

     Det er den fejl, som mange sekter og frikirker 

gør, at de mener det kristne fællesskab skal vise sig i 

vores følelser og i vores sammenhold og fællesskab med 

hinanden.  Det er en højere enhed, Jesus taler om, for 

han taler om at vi skal være ét i Gud. Det er ikke i os 

selv vi skal være fælles. Hvis kirken skulle være en 

selskabelig forening, så havde vi langt igen. I kirken 

taler vi ikke meget sammen. Vi lytter. Og vi taler slet 

ikke om, hvad vi hver især føler inderst inde. Nej, de 

ord vi lytter til, kommer ikke fra os selv. De er 

næsten 2000 år gamle. Hvis kirken skulle være en 

selskabelig forening, så skulle man jo snakke om det 

allernyeste, det, som lige var sket for den enkelte 

iblandt af os.  Men kirken er ikke en selskabelig 

forening, hvor vi skal lære hinanden at kende med alle 

vores særheder og synspunkter og interesser og 

problemer.  Nej, det er en højere enhed, som Jesus 

taler om. 

     Vi er ét i Gud. Vi skal ikke høre om hinanden, men 

høre Guds ord. Vi skal ikke lære hinanden at kende, men 

høre, at Gud kender os. Vi skal ikke arbejde med at 

godtage hinanden. Vi får at vide, at Gud har godtaget 

os. 

     Vi må være helt optaget af Gud og ikke af 

hinanden.  Vi må være dejlig fri for at tænke på alt 

det, som kunne skille os ad. For tænk på alle de 

småting, som ville iriterer os, hvis vi skulle have et 

menneskeligt fællesskab med hinanden eller have en 

selskabelig forening. Ja, der er ikke noget forkert i 

at vi kender hinanden i et lokalsamfund, at vi tager 

del i hinandens problemer og sorger. Men vi ved også, 

at det kan skabe gnidninger, fordi vi er forskellige. 

Alle dé iriterende småting og gnidninger er vi fri for 

i kirken, fordi vi ikke skal være fælles med hinanden. 

Det er ikke dér vægten ligger. 

     Det er forkert, når den danske folkekirke bliver 

bebrejdet, at den ikke skaber et tæt fællesskab. Det er 

forkert, når man siger, at f.eks. den afrikanske kirke 

er meget bedre end den danske. Dér siger man, at 

gudstjenesterne og møderne er mere begejstrede og 

følelserne kommer bedre til udtryk.  Ja, jeg læste i et 

missionsblad om kirken i Liberia, at der ganske vist er 

mere spontaneitet og frimodighed. Men missionæren skrev 

så: " I kirkens ungdomskor, som vi samler hver torsdag 

aften i vores hus, kommer spontaneiteten til udtryk, 

når de unge bliver begejstrede over en sang og ikke kan 

lade være at springe op og danse.  Når spontaneiteten 

giver udslag i et bragende skænderi  -eller når vores 

vigtigste opgave som korledere bliver at forhindre et 

regulært slagsmål til en øveaften  -  er spontaneiteten 

mindre charmerende!!!!" Sådan er det nemlig i 

menneskelige fællesskaber. Det går op og ned. Der kan 

være begejstring og der kan være skænderi. Men det skal 

man ikke forveksle med kirkens enhed. 

     Vi kristne må gerne komme sammen og snakke og 

begejstres og skændes. Men det er ikke det, som udgør 

vores enhed. Det er noget dybere, som holder os sammen. 

Og derfor er det rigtigt at sige, at vi på en gang ikke 

kender hinanden særlig godt - hvis vi går i kirke inde 

i Haderslev, kénder vi slet ikke vores medkristnes 

navne  -alligvel kender vi hinanden dybere og 

inderligere end nogen andre steder, hvor mennesker 

kommer sammen. Vi er nemlig ét i Gud. Vi er ikke kun 

kødeligt i famlie med hinanden. Vi er åndeligt i 

familie. I vores jordiske familier kan søskende være 

meget forskellige og ikke have noget at snakke med 

hinanden om. I vores kristne hjem, kirken, er vi så 

meget i familie med hiannden, at vi slet ikke behøver 

at snakke om det. Dér er intet, som kan skille os ad. 

Hvor forskellige vi end kan være på alle punkter, så 

binder det åndelige og knytter bånd, der ikke kan 

brydes. 

     Jesus sagde engang: " MIn mor og mine brødre, det 

er dem, som hører Guds ord og handler efter det." Og i 

de første kristne menigheder kaldte man hinanden bror 

og søster. Vi kender ikke alle kristnes verdslige 

navne. Men der er et slægtsnavn og et efternavn, som vi 

alle har: kristen, dvs. vi tilhører Jesus. Vi tilhører 

Kristus. Vi er ét i ham og ét i Gud. 

     Vi skal altså ikke arbejde på at være fælles med 

hinanden. Enheden og sammenholdet bliver givet os. 

Selvfølgelig må vi kristne gerne tale med hinanden, men 

det skal ikke være for at skabe enhed. Vi er allerede 

ét. 

     Det kan være svært at se. Og der er da også 

kristne  - det er ikke særlig mange - men det er nogle, som 

mener, at kirkens enhed skal være mere tydelig. Kirken 

skal gøre sig bemærket i samfundet.  Kirken skal give 

sin mening til kende om alle spørgsmål, atomkraft, 

arbejdsløshed osv.  De kristne skal optræde som én 

gruppe, der gør godt i verden.  Kirken skal være et 

menings-og arbejdsfællesskab. Der skal være noget mere 

at se på end de gudstjenester som er nu,kedelige og 

tomme og ligegyldige, i hvert fald ifølge disse 

overivrige kristne. 

     Det er rigtigt, at kirkens enhed, som den er nu, 

er svær at få øje på.  Vi kristne har vel alle sammen 

en mening både om atomkraft og økonomi, men når den 

ikke råbes ud i fællesskab med én stemme med nøjagtig 

samme ordlyd, så lyder det ikke af så meget. Vi gør vel 

også alle lidt godt på det sted, hvor vi er.  Men det 

ser ikke ud af så meget, når det ikke gøres på én gang 

og  i samlet flok.  Det ser ikke ud af så meget, når vi 

hverisær lidt spredt gør noget godt. 

     Det kan være svært at se, at vi kristne er ét. Men 

det er nu også i trosbekendelsen, at kirken og enheden 

nævnes: Vi tror på en hellig, almindelig kirke, de 

helliges samfund.  Vi tror på, står der. Vi tror på, 

ikke vi ser på.  Og med troen er det som i resten af 

trosbekendelsen.  Vi tror på Gud Skaberen på trods af 

meget af det vi ser.  Vi ser megen nød og elendighed og 

tomhed i verden, men vi tror alligevel på Gud som den 

gode Skaber.  I trosbekendelsen står der også om Jesu 

opstandelse påskemorgen. Den tror vi på til trods for 

døden. Døden ser vi altfor klart. Vi sænker kisten i 

graven.  Den ser vi. Men alligevel tror vi på Jesu 

opstandelse fra de ddøe. 

     Sådan tror vi også på kirken. Selv om det er svært 

at se kirken, og selv om det er svært at se dens enhed 

og se dens hellighed, så tror vi på en hellig 

almindelig kirke.  De hellige samfund.  De hellige, er 

det os? Det er ikke til at se og mærke. Vi er hverken 

værre eller bedre end andre.  Ja, kirken er så 

almindelig, at den slet ikke er til at få øje på. Der 

er både konservative og socialister i kirken.  Der er 

både nogen, som er for atomkraft og nogle, som er imod. 

Nogen, somer for et stærkt milirær og nogen, som er 

imod. Kirken er så almindelig, at den ikke er til at få 

øje på. Nej, for kirken er en trossag som det at tro på 

Gud Skaberen og på den opstandne Jesus. 

     Kirken er ikke en gruppe af bestemte mennesker, 

som har bestemte meninger.  Det er godt at huske i 

denne uge, hvor der har været valg. Og hvor der er 

meget, som kunne skille mennesker fra hinanden. Men 

ikke os kristne. For vi er ikke ét med hinanden, men ét 

i Gud. 

     Derfor er vores enhed så stærk, fordi den kommer 

fra Gud og hviler på hans kærlighed. 

     Der er ikke noget bedre prædiken over evangeliet i 

dag end den prædiken, som Paulus holder i brevet til 

romerne, som vi hørte fra alteret. Han skriver, at vi 

er fuldstændig ét med Gud. Og der er ingen, som skal 

komme og sige noget andet. " Er Gud for os, hvem kan da 

være imod os?" Ja, Paulus skriver, at der er intet som 

kan skille os fra Gud, hverken liv eller død, eller 

magter, eller det høje eller det dybe kan skille os fra 

Guds kærlighed i Jesus. Det er Guds kærlighed, som 

holder os sammen. Derfor er vores forhold lige så tæt 

som to der elsker hinanden.  Også selv om vi ikke kan 

se det og føle det.  Men vi må tro det med en tro, der 

er stærkere end alt, hvad vi kan se og mærke.  Intet af 

det vi kan se, kan skille os fra Guds kærlighed.