Hvis du har kommentarer så skriv hertil

	





 		

Kære brudepar

Jeg har hørt, at I mødte hinanden på et

bodybuildingcenter. Det fortæller noget om jer. Det viser, at

I passer på jeres krop. Og det er sundt, ikke kun som man

sagde i gamle dage, at man har et sund sjæl i et sundt

legeme. Nej, det er en god livsindstilling at dyrke motion og

holde sin krop igang. Det giver lyst og energi til meget

andet.

Det er en kristen tanke. Det er der nok ikke mange

som tænker over. Det er en kristen tanke at vores krop er

meget værdifuld. Den tro møder vi allerede i begyndelsen af

vores bibel. Gud skabte os med krop og ånd. Kroppen er

Guds gave. Og som Guds andre skaberværker er kroppen

ganske vidunderlig. Den må vi glæde os over. 

Og ligesom de andre gaver, som vi har fået for at vi

skal bruge dem, sådan er det også meningen at vi bruger

vores legeme. 

Det er sundt at blive brugt. Det er efter Guds vilje, at

vi træner regelmæssigt. Det er at bruge livet rigtigt. Og det

giver jer også en hjælp til at leve sammen i ægteskabet. Det

er også en gave, som skal bruges og plejes. Og det skal

være lige så regelmæssig som sportstræning, og det er I vant

til.

Jeg har brugt ordet regelmæssig, men livet og

forholdet mellem to som elsker hinanden, det er ikke

regelret. Livet er mere end det som kan passes ind i

skemaer. Ganske vist brugte de fromme jøder på Jesu tid en

sammenligning og sagde at der er 250 knogler i kroppen     

( det mente de) og lige så mange livsbud er der også og det

holder livet sammen at leve efter de bud. Og jøderne gik

indvendig og skrev krydser i et lille skema, hver gang de fik

klaret et bud.

Men Jesus sagde at det kun er et bud som er det

vigtigste, at elske Gud. Og så var Jesus ikke særlig god til at

tælle, for han sagde, at der er et andet bud, som er lige så

vigtigt som det første, nemlig du skal elske din næste som

dig selv.

Det sidste er et mærkeligt bud. For I to føler nok, at

det ikke er svært at holde det bud. I kan ikke lade være at

elske hinanden. I er jo knyttet så tæt sammen, at I har svært

ved at undvære hinanden.

Det siger biblen i øvrigt, at to som er gift er som et

legeme. Bodybuilding betyder at opbygge en krop. Det gør I

ved at gifte jer. I bliver så tæt forbundet som en krop er det.

I det tætte forhold er I lige meget værd. Paulus siger et sted: 

Øjet kan ikke sige til hånden: "Jeg har ikke brug for dig,"

eller hovedet til fødderne: "Jeg har ikke brug for jer." Og

Paulus spørger: Var hele legemet øje, hvad blev der så af

hørelsen? Og var det hele hørelse, hvad blev der så af

lugtesansen?

Sådan suplerer vi mennesker hinanden og det gælder

helt særligt i et ægteskab. De to personer i et ægteskab kan

være meget forskellige. Men de er lige, og lige meget værd.

Og de er som én. Når det går den ene godt, glæder den

anden sig, som om det var ham selv eller hende selv det

gjaldt. 

Det føles som et under, at to personer kan blive til ét.

Det er et under fra Gud. Det er kærligheden. Den

overskrider regler og skemaer. Kærligheden er jordisk men

den er også af en anden verden.

Det er kun kærligheden som kan smelte to personer

sammen så de bliver virkelig ét. Smelte sammen, ja,

kærligheden er som en ild.

Biskop Johannes Johansen har skrevet sådan i en

salme til Gud: Du, der skaber kærligheden, frydens flamme i

vor krop. Du er solen i skærsommer, lynet i det stærke vejr.

Kærlighedens kæmpekræfter driver os, vi følger efter mod

et stort og ukendt land. Hvem behersker, hvem begriber

med sin vilje og forstand, når hver celle og hver fiber

mægtigt bryder ud i brand. Og Johannes Johansen slutter

med at bede til Gud: Tag os kun i dine hænder ud på

kærlighedens dyb. 

I dag ved jeres bryllup her i kirken får I Guds

velsignelse til at fortsætte jeres vandring i kærlighedens

land.





  			
Tryk her tilbage præd 2. tekstr
Tryk her tilbage til forside
Siden er opdateret den 180598
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email