Helligånden er hos os. Jesus har sendt den. Og 

fordi Helligånden er her, er vi Guds kirke. Når jeg kan 

tale så sikkert, er det fordi vi holder Jesu bud.  Han 

sagde, at vi skal døbe. Det gør vi. Han sagde, at vi 

skal samles til nadver. Det gør vi. Han sagde, at vi 

skal høre hans ord.  Det gør vi.  Vi døber de små børn 

i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Vi samles 

til nadver, hvor vi mindes Jesus, hvad han gjorde for 

os og hvad han stadig gør for os. Ja, i nadveren bliver 

vi ét med Jesu kød og blod. Og vi hører Jesu ord her i 

kirken. Vi hører de af hans ord, som vi kan lide og vi 

hører dem vi ikke kan lide og som vi må undre os over. 

Vi hører Jesu hele og fulde budskab. Der er intet 

skåret fra. 

     I den forstand holder vi Jesu bud. Vi døber i hans 

navn. Vi samles i hans navn. Vi beder i hans navn. 

Derfor gælder dét også for os, som han siger i stykket 

i dag, at han sender en anden talsmand, som skal være 

hos os til evig tid: sandhedens ånd. Jesus har sendt 

Helligånden til os. 

     Grundtvig skriver i en salme til Helligånden: Vi 

skal ej råbe: Kom til os.  Som du var i det fjerne. Men 

sukke: synd og død til trods, Guds Ånd, bliv hos os 

gerne, for Jesu skyld, som dig har sendt. 

     Jesus har sendt Helligånden til os. Når jeg må 

gentage det, så er det fordi vi nogle gange er for 

beskedne. Vi føler os ikke som særlig åndfulde.  Vi kan 

tænke: Helligånden hvad er det. Den mærker vi ikke 

meget til. Men jeg tror det hænger sammen med, at vi 

mener Helligånden skulle være en anden end det, som den 

er. 

     Vi sammenligner det måske med kunstnere, 

åndsmennesker, som kan få inspiration til store 

kunstværker. Eller vi sammenligner med statsmænd, som 

gør og siger det rigtige, så det kan samle et helt folk 

og præge en hel generation. Og vi tænker, sådan er vi 

ikke.  Vi er ganske almindelige små mennesker. 

     Det er rigtigt, at Guds ånd kan skabe stort røre 

her på jorden, skabe vækkelser. Det kender vi fra vores 

eget folk. Men vi kender det også fra den første 

pinsedag.  Efter det stykke vi hørte fra alteret, står 

der, at Peter holdt sin pinseprædiken og efter den var 

der 3 tusinde tilhørere som lod sig døbe. Men egentlig 

er det få gange i kirkehistorien, at Guds ånd på den 

måde skaber stort røre. 

     Når Jesus fortæller om, hvordan vores liv i ånden 

skal være, så taler han mere om vores ganske almindelig 

hverdag. Han kan sammenligne os med en tjener eller en 

karl, som er sat til at pløje og passe dyr. Og åbenbart 

havde en karl det hårdere på Jesu tid, for når karlen 

kom hjem fra marken, kunne han ikke bare sætte sig til 

bords og spise, nej hans Herre siger: lav mad til mig 

og vart mig op, mens jeg spiser og drikker.  Bagefter 

kan du selv spise og drikke. Og Jesus tilføjer: Mon 

hans Herre takker tjeneren, fordi han gjorde det han 

har fået besked på?  Således også I: Når I har gjort 

alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er 

unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle 

gøre. 

     Det lyder ikke særlig åndfuldt: unyttige tjenere, 

som pløjer og passer dyr og laver mad. Vi kan jo også 

tænke på det skriftsted: Salige er de fattige i ånden, 

for himmeriget er deres. Jesus priser ikke de store 

kunstnere og statsmænd lykkelige, fordi de er fyldt med 

åndsevner.  Nej, det er de fattige i ånden, som er 

salige, fordi de ser hen til Gud og får deres kræfter 

fra Guds ånd.  For det er et spørgsmål om dem, der 

føler sig som store ånder eller har fået særlig 

inspiration, det er et spørgsmål om de ikke mest er 

forelsket i sig selv. Mens vi, som er fattige i ånden, 

retter vores længsler mod Gud. 

     Den første pinsedag talte de kristne heller ikke 

om sig selv. De talte ikke i høje vendinger om sig selv 

og det, som de havde oplevet: ildtunger fra himlen og 

et vældigt åndepust, som fyldte dem, så de trak vejret 

på en ny måde. Nej, de kristne talte om Guds 

storværker, og dvs.  det som Gud har gjort for os ved 

at sende sin søn til verden. 

     Sådan er Helligånden. Den gør os ikke først og 

fremmest til begejstrede mennesker, så vi kan føle os 

selv åndfulde. Nej, den gør os til tjenere, der lever 

som vi har fået besked på, nemlig ved at fortælle og 

høre om Jesus og Gud. 

     Måske kan vi høre det i ordet ildtunger. Ved Jesu 

dåb var det i form af en due, at Helligånden dalede ned 

over Guds søn. Pinsedag var det som ildtunger, at Guds 

ånd kom til de kristne. En due er en svag og venlig 

fugl.  Den er blevet et billede på fred. Det samme skal 

vi se i ildtungerne. Det er ikke en steppebrand, som 

kommer fra himlen. Det er små flammer. Det ser ikke ud 

af meget. Hvem kan ikke let puste flammen på et 

stearinlys ud. Men selv om ildtungerne er små og svage, 

så gløder disciplenes tunger, så de taler om freden fra 

Gud. 

     Grundtvig har det udtryk i flere af sine 

pinsesalmer, at de kristnes tunger gløder. Men vi skal 

lægge mærke til, at de glødende tunger ikke fremkalder 

en brændende smerte hos tilhørerne. Det plejer ild og 

gløder at gøre. Men ildtungerne giver et mildt og sødt 

budskab. Som vi synger i salmen: Nu bede vi den 

Helligånd. Grundtvig skriver: O, talsmand, lad os finde 

trøst som barnet finder den ved moders bryst, i din 

søde stemme, så al vor elende smilende vi glemme over 

salig ende. 

     Grundtvig har set, at det var små flammer, som 

kaster et sødt og varmt lys, som kom pinsedag til os, 

for Grundtvig beder i en anden salme til Helligånden: 

Styrk og bøj os med din arm.  Gør vor kolde kundskab 

varm.  Dæmp og luer vilde. Hvor vi mennesker måske 

synes, at der er er kraft i en steppebrand, som ikke 

kan standses eller slukkes. Der taler pinsen netop ikke 

om vilde luer, men om søde og trøstende ord. 

     Pinsens ånd er hos os, netop deri at vi hører 

evangeliets milde røst.  For det er ikke selvfølgelige 

og naturlige ord vi hører i kirken. Det er mærkeligt at 

vi må tale om det højeste som findes i stille og roligt 

sprog.  Det er mærkeligt at vi må tale om det dybeste, 

der findes, i ganske almindelige dagligdags vendinger. 

Ja, at vi må tale om det mystiske, der findes, med 

barnlige ord: kalde Gud Far, kalde Guds søn vores bror 

og ven.  Når man læser om det overnaturlige i ugeblade, 

så er der noget fjernt, uhyggeligt og uberegneligt ved 

det. Man tænker: det er farligt.  Når vi hører om Gud 

og ånden i kirken, så mærker vi klart, at vi ikke skal 

være det mindste bange, men at vi må få den yderste 

tryghed fra Gud. Det er alt andet end selvfølgeligt og 

naturligt, det er pinsens ånd, som gør, at evangeliet 

giver os frimodighed. 

     I søndags var der bispevielse i Århus. Og den nye 

biskop sagde i sin prædiken: Der er ingen grund til at 

blive deprimeret og tilbageholdende i den danske 

folkekirke - heller ikke i en tid, hvor mange mennesker 

synes at have så meget andet at tage sig for, end at gå 

i kirke. Og biskoppen fortsatte: Jeg glæder mig over 

først og sidst at kunne være med til at indgive den 

frimodighed, der både er evangeliets forudsætning og 

dets følge. Vi har i de sidste år oplevet, at store 

tilværelsessystemer, politiske og militære, er brudt 

sammen. De har skabt troværdighed og er kommet i 

miskredit. Og ikke ret mange kan i den forbindelse 

erfare et savn eller en indre tomhed. Men fravæet i 

sprog og erfaring af Guds navn, af evigheden og nåden, 

det fravær kommer man ikke til rette med, heller ikke i 

dag. Savnet af evighedens store navne har måske aldrig 

været tydeligere end i dag. Det sagde den nye biskop i 

Århus. 

     Vi kan også sige det sådan, at vi bliver ved med 

at fattige i ånden. Vi bliver ved med at savne den 

sande fred. Og derfor må vi bede Helligånden om, at den 

bliver ved med at gøre sit værk, tale frimodighed og 

fred ind i os.  Helligånden vil til alle tider have 

travlt med at tale Jesu ord til os, fordi vi så let 

lader os forstyrre og forvirre, vi som er fattige i 

ånden. Og dog er det netop os Jesus priser salige: 

salige er de fattige i Ånden, for himmeriget er deres. 

Sådan passer det sammen i evangeliet: hjælpen er til de 

hjælpeløse. Frelsen er til de fortabte.  Helligånden 

giver troen til de vantro, som savner mening og fylde 

og retfærdighed i livet. 

     Visti Christensen skriver i en salme fra 1991: 

Helligånden har så travlt, den kan aldrig hvile; den 

skal gøre krig til fred, lære folk at smile. Ånden 

lærer folk at tro; skaberj jatmosfære, hvori kærlighed 

kan gro og kan li' at være. Ånden deler gaver ud, 

holder håb i live, så Guds rige her på jord komme kan 

og blive. 

 

ny prædiken 

 

 

     Nogle af teksterne i Johannes evangeliet lyder 

meget højtravende. I dag hører vi, at vi kender 

sandhedens ånd, og at Jesus kommer til os, så vi ser 

ham. Han siger, at han giver sig til kende for os. Det 

lyder så stort, at vi må spørge os selv, om det passer. 

Kender vi sandhedens ånd? Føler vi en kraft, der leder 

os gennem alt? Eller er vi tit i vildrede? Ser vi Jesus 

klart eller er det tværtimod sådan, at vi gerne ville 

se Jesus stå foran os, for så kunne vi jo rigtig tro på 

ham.  Er evangelisten Johannes er så fyldt med 

Helligånd og hans ord så åndrige, at vi har svært ved 

at følge med. 

     Men hvis vi tænker sådan, har vi misforstået 

Johannes. Når han siger, at Jesus kommer til os, så er 

meningen, at det er i Ånden Jesus kommer, og Ånden er 

ikke synlig som denne verdens ting er synlige. Vi kan 

ikke se Jesus uden for os, som vi kan se et træ eller 

et hus.  Det er et tættere forhold vi har til Jesus. Et 

træ kan vi gå forbi og glemme at vi har set det. Men 

Jesus kan vi ikke gå forbi. Han siger jo: " Jeg er i 

min Far, og I er i mig, og jeg i jer." Det betyder 

ikke, at vi skal se ind i os selv for at finde Jesus, 

men at vi er så nært knyttet til ham og bundet til ham 

i troen, at vi er ét i Ånden. 

     Man kan sammenligne det med ord. Andre steder i 

sit evangelium skriver Johannes, at Jesu ord bliver i 

os og vi skal blive i Jesu ord, leve i dem, holde dem. 

Ord er både uden for os og indeni os. De er det 

samtidig. Når vi hører ord, som rører vores hjerte, så 

er de en virkelighed både uden for os og indeni os og 

de fylder os med kraft. Det gør Jesu ord. Det gør hans 

ord mere end andre, fordi han selv er med i dem. Det er 

Jesus selv, der taler til os. I en salme står der om 

Jesus: ånd og liv er i hans ord. Det er Jesu Ånd eller 

den levende og opstandne Jesus, som taler til os, når 

vi hører hans ord. 

     Den første pinsedag så de kristne heller ikke 

Jesus stå foran dem. Nej, det var ildtunger, som kom 

ned fra himlen, og satte sig på hver af disciplene og 

der lød et åndepust fra himlen, så de kristne trak 

vejret dybt og blev ivrige efter at fortælle om Jesus. 

Vi bruger jo også den vending, at man kan tale 

brændende for en sag. Det er pinsens under, at de 

kristne pludselig brændte efter at fortælle om Jesus. 

Det var ord de fik fra himlen. Det var himmelske ord 

som de gav videre. De følte, at den himmelske Jesus var 

med dem når de i ganske almindelige ord fortalte om ham 

og gav hans bud videre. 

     Man kan sammenligne det med en af påskedagenes 

oplevelser. Da to disciple gik til Emmaus påskemorgen, 

kom Jesus og gik sammen med dem, men de genkendte ham 

ikke.  Man kan sige, at de både så ham og ikke så ham. 

Og Jesus forklarede dem om, at Kristus skulle gå gennem 

lidelse for at komme til himmelsk herlighed. Og da 

disciplene så genkendte ham, forsvandt han for dem.  De 

både så ham og ikke så ham. Men de sagde til hinanden: 

" Brændte ikke vores hjerter i os, da Jesus udlagde 

skriften for os." 

     Sådan følte disciplene pinsedag også, at Jesus var 

usynlig hos dem, og at deres hjerte brændte i dem, så 

de måtte fortælle om deres herre. 

     I den salme, som for os er pinsens salme, " I al 

sin glans nu stråler solen", - i den salme skriver 

Grundtvig også om det vi ser og ikke ser. Det ånder 

himmelsk over støvet, det vifter hjemlig gennem løvet, 

det lufter liflig under sky. Alt det er usynligt. Det 

er kun noget vi aner.  Det ånder, det vifter, det 

lufter. Også hos Grundtvig lyder det højt, som om vi 

skal se op: over støvet, gennem løvet, under sky. Og 

dog taler han om noget, som er hjertelig nært. Han 

kalder det hjemlig. Og Grundtvig siger, at det, som 

sker, er så nær, at det er ved vor fod.  Og yndig 

risler ved vor fod i engen bæk af livets flod.  For 

det, som sker, som Pinsen giver os troen på, - det, som 

Grundtvig skriver midt i verset, det er, at Paradis er 

opladt, åbnet, påny.  Livets flod flyder nu ind i vores 

liv. Floden fra Paradis. Vi mærker den måske som en 

bæk, men det er livets vand, som strømmer til os. Det 

er åndens gave.  Det er pinsens under, at alt det som 

Jesus sagde og gjorde, åbner os og åbner paradis for 

os. 

     Derfor kaldes ånden også Kærligheds og sandheds 

ånd.  Fordi Ånden overbeviser os om Jesu ord, fylder 

den os med kærlighed og sandhed fra Guds himmerige, fra 

Paradis. Og det har en stor virkning hos os. Paulus 

skriver i epistlen, som vi hørte fra alteret, at vi 

ikke mere er umyndige eller uforstandige børn, der 

slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved 

menneskers terningkast, når de med snedighed fører os 

på lumske afveje, men sandheden tro og i kærlighed skal 

vi i et og alt vokse op til Jesus. Over for Gud er vi 

ikke i vildrede, for vi er overbevist om, at Gud elsker 

os.  Det er sandheden, som ingen kan drive os fra. Og 

den sandhed, at Gud holder af os som sine børn, gør os 

frie og stolte og voksne i troen. Når Gud elsker os, 

betyder det jo, at Gud tager imod os med åbne arme, 

akkurat som vi er. Og når vi er så totalt accepteret, 

så betyder det jo, at vi lever i et trygt hjem, hvor vi 

alle får hjælp og støtte til at leve efter vores evner 

og sind og være glad for det.  Akkurat som en god far 

støtter sit barn, så det får den plads i livet, som er 

godt for barnet. Det er en dårlig far, som har helt 

andre ønsker for sit barn end barnet kan leve op til. 

Men Gud er vores kære himmelske Far, som kender det 

inderste i os og giver os den plads, som passer til 

hver af, hvor vi kan udfolde os helt i. 

     Pinsens ånd er en kærligheds og sandheds ånd. Og 

den ånd er der også i Jesu ord. Han siger jo i 

prædikestykket i dag: Elsker I mig, så hold mine bud. 

Og det er bud fra himmeriget, fra paradis. Det er bud 

om, at vi skal have et lige så nært forhold til 

hinanden som Adam og Eva, at vi er søstre og brødre. 

Sådan skal vi hjælpe hinanden. I en af sine lignelser 

fortæller Jesus om, at de, som kommer ind i Himmeriget, 

de har hjulpet en sulten eller en tørstig, de har taget 

sig af en, som ikke havde tøj, eller en, som var 

fremmed. De har besøgt en syg eller en, som var i 

fængsel. Jesus taler om ganske almindelig hverdagsagtig 

hjælp, et stykke brød til en sulten, et glas vand til 

en tørstig, et besøg til en, som trængte til det.  Det 

er ikke overdrevne krav Jesus stiller til os. Han siger 

ikke, at du eller jeg skal tage os af alle, som er 

sultne i hele verden, eller alle, som er syge. Det er 

for stort et ansvar for den enkelte af os. Men vi skal 

gøre det lidt vi kan.  Vi skal give den ringe hjælp som 

vi kan.  Og sammen kunne vi måske hjælpe mere end vi 

tror. 

     Men den største hjælp som vi kan give - det bud, 

som alle Jesu bud sigter på - det er at vi skal tilgive 

hinanden. Netop i det bud hører vi sandhedens og 

kærlighedens ånd. For det er jo sandhed, at vi mange 

gange gør noget, som kunne skille os helt fra hinanden. 

Den sandhed skal vi se i øjnene. Det vil aldrig blive 

ændret, at vi svigter. Og alligevel vil det ikke 

ødelægge vores liv sammen, når vi tilgiver hinanden. Så 

bliver vi ved med at være søstre og brødre.  Og der er 

intet som kan skille os. Vi lever efter syndefaldet, 

men vi springer tilbage over syndens afgrund og ind i 

paradis, når vi tilgiver.  Tilgivelsen, den vi får fra 

Gud og den vi giver hinanden, tilgivelsen er broen 

tilbage ind i paradis.  Når vi lever i sandhed og 

kærlighed, så lever vi som Adam og Eva og må gå med 

hinanden i hånden og med Gud i hånden. Det er pinsens 

ånd, som Jesus giver os at leve i. 

 

Det ånder himmelsk over støvet, 

det vifter hjem gennem løvet, 

det lufter liflig under sky 

fra Paradis, opladt på ny, 

og yndig risler ved vor fod 

i engen bæk af livets flod. 

 

ny prædiken 

 

     Pinsedag skal vi ikke tale om Helligånden, for 

ånden er selv en talsmand. Den første pinseprædiken som 

står i vores bibel handler heller ikke om ånden.  Det 

er Peter, som holdt den tale i Jerusalem. De handler om 

Jesus, at Jesus blev korsfæstet og at Gud oprejste ham 

fra de døde.  Peter siger det så direkte: Den Jesus, 

som I har korsfæstet, har Gud gjort til både Herre og 

Kristus. 

     Det var ånden, som talte gennem Peter, da han 

talte om Jesus, og gjorde det så direkte, at tilhørerne 

umuligt kunne sige, at det ikke angik dem.  Der står om 

tilhørerne, at Peters ord stak dem i hjertet. Og de 

spurgte ham: " Hvad skal vi gøre." 

     For det første skal vi lægge mærke til, at den der 

taler ved Guds ånd, ikke taler meget henrykt og 

hurtigt.  Peters tale er logisk opbygget. Han begrunder 

det, som er sket med Jesus, ud fra bibelens 

forudsigelser. Han bruger det gamle testamente, taler 

ud fra det, for at jøderne kan forstå, hvad han siger. 

Han bruger altså ord, som jøderne er vant til og 

kender.  Når han taler med en ny ånd, viser det sig 

ikke i, at hans ord er fuldstændig nye og overraskende. 

     For det andet viser åndens virkninger sig ikke i, 

at tilhørerne bliver henrykte. De står ikke og løfter 

deres hænder og råber amen og halleluja.  Nej, de 

spørger ganske stille: " Hvad skal vi gøre." Også det 

er almindelige ord, næsten for almindelige. Det kan 

vist kaldes det spørgsmål, som opstår tit for de fleste 

mennesker: Hvad skal jeg gøre. 

     Og nu kunne man så forstille sig, når det er den 

første pinsedag, hvor helligånden lige er blevet udgydt 

over disciplene, at de var meget glade og ivrige. Man 

kunne forestille sig, når tilhørerne spurgte om, hvad 

de skulle gøre, at disciplene svarede, at nu skulle der 

gøres store gerninger i åndens kraft. Man kunne 

forestille sig det svar, at nu var der ingen grænser 

for, hvad der kunne gøres. 

     Men Peter svarer tilhørerne: Omvend jer og lad jer 

alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders 

forladelse, så skal I få Helligånden som gave. 

Egentlig er det slet ikke noget svar på deres 

spørgsmål. De spurgte jo om, hvad de skulle gøre. Og 

Peter svarer med dåben. Men dåben er jo ikke noget de 

selv gør. Der er ingen handling, hvor vi er mere 

passive end ved dåben. Det gælder hos os i vore dage, 

hvor det som regel er små børn, som bliver båret til 

dåben. Men det gjaldt lige så meget på Jesu tid, hvor 

dåben skete i en flod,og hvor dåben foregik ved at en 

kristen holdt dåbskandidaten og sænkede ham helt ned i 

floden og løftede ham op igen. Dåben betyder, at der 

bliver gjort noget ved os. Vi løftes op. Vi får Jesu 

navn som vores efternavn, dvs.  vi løftes ind i hans 

slægt, og det sker ved, at vi får tilgivelse. 

     Det ændrer os, så vi lever i en stor fred og har 

stor mod, hvad der end sker her i verden. Det er netop 

at leve i ånden at leve i den fred og have det mod. 

Det kan nok ikke beskrives bedre ned Jakob Knudsen har 

gjort det. I en bog, som hedder " angst og mod" 

fortæller han om Luthers kvaler den anden nat i Worms, 

efter at Luther har udbedt sig betænkninstid med hensyn 

til sit svar til kejseren.  Luther får den nat mod ved 

at prædike for sig selv, ved hele tiden at gentage den 

første trosartikel om Gud Skaberen. Og han taler med 

sin ven Tilio om det. 

     Jakob Knudsen skriver: " Tilio kom ind med den 

fyldte spand og forklarede, hvor det havde varet så 

længe. Han havde ikke kunne finde brønden i mørket, og 

... men Doktor Martin hørte ikke efter ham. Han blev 

ved at gentage: " Vi tror på Gud FAder, den almægtige, 

Himlens og Jordens skaber.  Deri er det alt 

indbefattet, Tilio." Hans stemme havde forandre sig så 

pludselig, så Tilio blev helt overrasket. " han er den 

guddommelige, fuldkomne Far.  Skulle han da ikke tage 

imod det barn, som græder efter ham og higer efter ham 

som den tørstige hjort efter floderne. Og han er den 

almægtige. Hvad kan da hindre ham i at redde sit barn, 

om han kun vil. Ak, Tilio, at tro derpå det er så godt 

og så sandt, så at alt uden for troen bliver løgn og 

Satan. Ja, ja, at blive i troen det er at forsage 

djævelen, men uden for troen er alting løgn og Satan. 

Det er den største synd og den evige fortræd at gå uden 

for troen. Troen er himmerig, for hvad er troens Sum, 

Tilio, hvad er summen af de tre troens artikler og af 

hele kirkens liv og lære. Det er: At Gud er god og dét 

er himmerig. 

     Den tro skænker ånden os, fordi den fortæller os 

om Jesus og henviser os til dåben. Vi bliver altså ved 

med at leve som ganske almindelige mennesker i vores 

verden og alligevel er den fuldstændig forandret. 

Luther siger i Jakobs Knudsens bog til sin ven: Tilio, 

du går i verden og ved ikke, at her er himmerig. Det er 

Himmerig, så snart nogen ret kan tro, at Gud er god. " 

Men det tror jeg, hr.  doktor." svarer Tilio. - " Hvor 

er da dit himmerig?" spørger Luther. Og Tilio svarer: " 

Ja - her på stedet er det ikke." " Ser du det," siger 

Luther," Dit himmerige er oppe på slottet og alle andre 

steder, hvor du ikke kommer.  Men skal det være her, 

hvor du er, da er det: Gud er god, for det er troens 

sum." 

     Ånden bringer os himmerige her på jord, ja, 

bringer himmerige til os, lige dér hvor vi er. For 

netop lige her må vi tro, at Gud er god. Den sandhed 

får vi. Talsmanden er sandhedens ånd, og den fortæller 

sandheden om Gud ved at fortælle om Jesus og henvise os 

til dåben. Og sandheden som Jesus levede og døde for, 

den er, at Gud er god. 

     Det lyser også ud af Grundtvigs pinsesalme " I Al 

sin glans nu stråler solen." Her beskriver Grundtvig 

den forandring som sker med åndens komme, at vi nu 

lever i himmerig. I andet vers skriver han, hvor trygt 

vi må sove, vi må slumre sødt og vågne blidt, fordi vi 

tilhører Jesus.  Alt, hvad Herren kalder sit, må drømme 

sødt om Paradis og vågne til vor Herres pris. Det er 

nok natten op til pinsedag Grundtvig taler om. Der aner 

vi det som skal ske, drømmer om paradis, om himmerig. 

     Og så sker det pinsemorgen. Det er som en stille 

dag, hvor man går ude i naturen, så kan der pludselig 

komme en luftning, hvor bladene på træer og buske 

bevæger sig. Det er som en engel, der flyver forbi. 

Grundtvig taler selvfølgelig om det som skete den 

første pinsedag, hvor der lød en åndepust fra himlen og 

der kom tunger af ild og satte sig på disciplene. Men 

Grundtvig flytter det ud i den danske natur, så vi kan 

forstå, hvad der skete dengang, ja, hvad der sker 

hvergang ånden kommer over os, så ånder det himmelsk 

over støvet, det vifter hjemlig gennem løvet, det 

lufter liflig under sky fra Paradis, opladt på ny, og 

yndig risler ved vor fod i engen bæk af livets flod. 

Når Ånden kommer, sker der noget himmelsk, vi mærker en 

luftning fra paradis, fordi døren ind til paradis nu er 

åbnet. Men det er ikke kun noget som venter os og som 

vi skal se langt efter - vi skal ikke se op i himlen 

for at ane paradis, nej, ved vor fod risler bæk af 

livets flod. Og livets flod, det var jo den som var i 

Paradis, så går vi jo i himmeriget, så er himmeriget 

netop her hvor vi sætter vores fødder. Vi skal ikke 

skue op mod himlen. Vi er i paradis, når ånden 

fortæller os, at Gud er god. Det volder alt den ånd, 

som daler, det virker alt den ånd, som taler ej af sig 

selv, men - os til trøst af kærlighed med sandheds 

røst. 

     Jesus siger i prædikestykket i dag: Jeg lever og I 

skal leve.  Jesus er hos den levende Gud i paradis og 

vil at vi også skal være dér. Ja, han vil gøre alt for 

at det skal lykkes for os.  Han siger: Jeg lever og I 

skal leve.  Den ånd præger vores liv. 

 

ny prædiken 

 

     De tre store højtider på året ser meget 

forskellige ud. Julen taler selv til de mindste børn. 

Fødslen julenat er rørende at høre om. Påsken er mere 

dramatisk, Jesu død langfredag og hans opstandelse 

påskemorgen, det virker gribende på de fleste voksne. 

Pinsen derimod, hvornår den skete og hvad der skete, 

det ved hverken børn eller voksne. Fra højtid til 

højtid bliver det hele vanskeligere at forstå. Julen er 

let at forstå.  Den kan alle glæde sig over. Påsken er 

sværere. Hvorfor skulle Jesus dø?  Hvordan kunne han 

opstå fra de døde? Det må vi alle undre os over. 

Pinsen derimod er så svær at forstå, at vi ikke engang 

kan undre os over den. 

     Og så er det mærkelig at vi pinsedag fejrer 

klarheden og forståelsen, som kommer fra Gud til os 

alle. Helligånd er det samme som klarhed og kraft fra 

Gud. Pinsedag blev evangeliet forståeligt for alle 

folk. Pinsen er ikke den mindst folkelige af 

højtiderne, tværtimod det er folkenes fest. Fra da af 

gik Guds ord ud i alle sprog, til alle folkeslag. 

Helligånden er ikke vanskelig at forstå. Den kommer med 

forståelse og klarhed til os. 

     Jesus siger i dag, at talsmanden er sandhedens ånd 

og den vil give os erkendelse. Vi erkender, vi indser, 

at Jesus er i Gud og vi er i Jesus og han i os. 

Helligånden giver klarhed over, hvem Jesus er, og hvor 

nært vores forhold til ham er, at vi er ét i Gud. 

     At være fyldt af ånd betyder ikke, at man er ude 

af sig selv og taler uklart og tåget. Den, som er fyldt 

af helligånd, er ikke henrykt og begejstret og taler i 

store ord og høje toner. Nej, den, som er fyldt af 

ånden, taler jævnt og nøgternt om Gud og Jesus og os. 

Det er den klarhed og forståelse, som kommer med ånden. 

Pinsedag talte de kristne ikke sort.  Det var ikke et 

uforståeligt gudesprog, de talte. Tværtimod var deres 

ord helt menneskelige. Det var lysende rene og klare 

ord. 

     Pinsedag fortælles der, at disciplene sad sammen 

og pludselig hørte de en susen, som fyldte hele huset, 

hvor de var. De så tunger som af ild.  Og de mærkede en 

stor forandring som skete med dem selv. Alt blev 

pludselig klart for dem, så de kunne fortælle om det 

til alle andre, ja, i mange sprog. Hele evangeliet, alt 

det med Jesus og Gud, alt det med julen og påsken, stod 

så klart for dem, at de ikke kun kunne fortælle om det 

i deres eget sprog, nej de kunne også på sprog, som de 

ikke var vokset op med.  Og alle som har prøvet at lære 

et andet sprog end modersmålet, ved hvor svært det er 

at udtrykke noget indviklet på et fremmed sprog.  Ånden 

gjorde den kristne tro så enkel og fattelig for 

disciplene, at de kunne fortælle om Jesus og Gud til 

alle. 

     Det var jo det, som de kristne fortalte om. De 

talte ikke om noget overnaturlig og uforståeligt. Og 

det var vel derfor de slet ikke nævnte den ånd, som de 

lige havde fået. Nej, de talte om Gud og Jesus. Og de 

gjorde det ikke begejstret og åndrigt. Nej, de talte 

jævnt og almindeligt, så alle kunne forstå det. De 

brugte ikke himmelske ord, men jordiske. Vi kan se det 

i apostlenes gerninger, som handler om tiden efter den 

første pisne. Det kristnes taler er simpelthen 

genfortællinger, som kun handler om Jesu liv. Og 

fortællinger det er noget som alle kan forstå, både 

børn og voksne. Fortællinger er lette at oversætte til 

andre sprog. 

     Pinsedag sker der det modsatte af det, som sker i 

historien om Babelstårnet. Den står i første Mosebog i 

Det gamle Testamente, og den vil forklare, hvorfor der 

er mange sprog i verden. I de første tider, da 

menneskene var ét folk og havde ét sprog. Da sagde de 

til hinanden: " Lad os bygge et tårn, som når op til 

himlen. Det vil give os et navn, som kan holde os 

sammen." Da Gud så, hvad de gjorde, sagde han:" Når de 

er begyndt således, er der intet, som er umuligt for 

dem. Lad os derfor stige ned og forvirre deres sprog, 

så de ikke forstår hinanden.  Og Gud spredte dem over 

hele jorden. Han gjorde dem til mange folk. 

     Babel betyder på hebraisk " forvirring". Pinse 

betyder klarhed.  Pinsedag sker det modsatte af det, 

som sker i fortællingen om Babelstårnet. Gud gør, at de 

kristne taler forståeligt for alle folkeslag. Gud 

samler alle mennesker til ét folk igen, hvilket land de 

end kommer fra og hvilket sprog de end taler. 

     Da menneskene byggede Babelstårnet og lagde sten 

på sten og tårnet blev højere og højere, voksede også 

menneskenes synd. De ville være guder. Det var ikke nok 

at være mennesker. Da steg Gud ned og skabte forvirring 

mellem dem, for at deres synd ikke skulle blive så høj 

som himlen. 

     Pinsedag steg Gud ned og skabte klarhed for at 

enhver må høre om syndernes forladelse i Jesus. 

Pinsedag var det virkelig Guds egen kraft som kom til 

jorden. Der står, at der lød en susen fra himlen som af 

et vældigt åndepust.  Det kom fra Gud. Og der står at 

der kom ildtunger fra himlen.  I fortællingen om 

Babelstårnet steg Gud også selv ned fra himlen men da 

spredte Gud menneskene, så de gik ud i alle egne af 

jorden og ikke mere kunne forstå hinanden.  Det var for 

at deres synd ikke skulle nå helt op til himlen. 

Fortællingen om Babelstårnet er meget trist. 

Fortællingen om pinsedag er meget glædelig.  Da steg 

Gud ned fra himlen og ligesom han pustede liv ind i 

Adam og Eva, sådan pustede Gud liv i disciplene, så de 

gik ud i alle egne af jorden, selv de fjerneste, hvor 

der bare var ét menneske, de gik ud med de ord: Du er 

tilgivet. Jesu død og opstandelse har frelst os. Det må 

vi forstå. Det må vi samles om. 

     Ja, der er en stor kraft i det, at vi må være 

sammen, at alle folkeslag er ét, og at ingen grænser og 

sprog skal skille os ad.  Det var jo derfor Gud sagde i 

Det gamle Testamente: Når de er ét folk, og de forstår 

hinanden, er intet, som de sætter sig for, umuligt for 

dem." Derfor samlede Gud menneskene igen pinsedag, for 

at intet skal være umuligt for os. Den kraft, som 

samler os og giver forståelse mellem os, den kraft 

kommer nemlig fra Gud selv. Det er Helligånden. 

     Jesus sagde det selv engang: " Hvis det er med 

Guds ånd, Guds finger jeg helbreder, så er Guds rige 

kommet til jer." Helligånden er Guds finger og Guds 

tunge. Den kraft er i vores samvær og vores ord. Intet 

er muligt for os.  Der går en stige lige op til himlen, 

så vi kan være sammen med Gud.  Den kraft er der i 

Helligånden. Den lyser alt op for os, så vi kan se lige 

ind i himlen og være sammen med Gud. 

     Der er altså ikke noget overnaturlig og uhyggeligt 

ved Helligånden.  I mange andre religioner er man bange 

for ånderne og gør alt for at formilde dem. Jeg læste i 

et missionsblad om Kina, at man har helvedestempler, 

hvor man ofrer penge til ånderne, mens man græder og 

mens præsten går omkring i farvestrålende tøj  og 

smælder med en pisk og og kommer med underlige lyde. 

Man mener nemlig, at ånderne er døde mennesker, som vil 

vende tilbage og af frygt for dem, opsøger man 

helvedstemplet for at formilde ånderne. 

     Hvor forskellig er ikke Helligånden fra alle disse 

dødsånder.  Helligånden fører os ikke ind i et mørkt 

helvedestempel, men ind i Guds lyse kirke. Helligånden 

lammer ikke mennesker og gør dem forskrækkede, så de 

sætter sig hen og græder. Og vi skal ikke gå rundt og 

sige underlige lyde for at formilde Helligånden. Den er 

så mild, at vi glade og lettede må gå ud i verden og 

fortælle om Guds godhed, så alle kan forstå det. 

     Pinsen er ikke den mindst folkelig og den mindst 

forståelige af de kirkelige højtider. Den er folkenes 

fest. Den betyder, at Helligånden kommer med klarhed og 

kraft, så vi hører Gud selv. 

                                  Amen.