Der er mange sandheder i vores liv. Men de 

skifter. Det gælder også med hensyn til mad. Forskerne 

giver os råd om, hvordan vi lever sundt. Men de kan 

pludselig skifte mening og finde på noget nyt.  Jesus 

siger: Jeg er livets brød.  Kan den sandhed også 

skifte. Nej, det, som Jesus kommer med, gælder til evig 

tid, endda når jorden er gået under. 

     Andre sandheder har deres tid.  Det har vi set med 

kommunismen og apartheid. Den sandhed, som Jesus giver 

os, er forskellig fra verdens sandheder. Der er en 

anden ånd over det, som Jesus har givet. Det er en 

sikker og fast ånd. 

     Kender I det, at det nogle gange kan virke som om 

en dårlig stemning præger hele landet. Hvis der en 

sommer ikke har været sol og varme nok, så mærkes det 

hen på efteråret, børn og voksne bliver let syge.  Når 

vejret skifter, f.eks. i foråret, så præger det vores 

humør, eller når vi i en periode hører om mange som har 

det dårligt eller kommer på sygehuset, så kan vi blive 

helt overtroiske og tænke at det er som en ond ånd har 

taget magten.  I aviserne skriver de også om, at hele 

landet kan være præget af samme ånd.  For tiden er den 

positiv. Aviserne skriver, at folk tror på fremtiden, 

så de køber mere.  Men det kan hurtigt ændre sig. Bedst 

som vi tror, at nu begynder de gode tider igen, så kan 

der komme et tilbageslag. 

     I kirken er der en sikker og en fast ånd.  Og den 

er sand, en god sandhed.  Vi kristne skal ikke lade os 

påvirke af eller holde os til de andre ånder, som kan 

blæse over vores land.  Vi skal adlyde den ånd, som er 

i kirken, også når det betyder vi skal gå i modvind i 

verden.  Når det er pessimistiske vinde, som fejer hen 

over vores land, så må vi opmuntre. Når der er lune 

vinde, så må vi huske hinanden på, at vi ikke er guder 

og at det er fra vores himmelske Far gaverne kommer og 

vi kun nyder dem til fulde, når vi gør det i 

taknemmelighed mod Gud. 

     Det er en anden ånd, som er i kirken, end alle de 

ånder, som blæser hen over verden. I kirken er livets 

ånd. Den kommer fra Jesus, som er livets brød.  Verdens 

ånder er kolde. De siger det samme. De siger: et 

menneske er, hvad det gør.  De siger: den, som har 

penge, kan købe. De siger: den, som tjener mest, er 

finest. Helligånden, som Jesus giver, er varm og 

gavmild. Den siger: I er, hvad Gud gør jer til: Guds 

børn.  Det får I uden penge. I får det gratis. I skal 

og kan ikke fortjene det. 

     Jeg hørte, at der i år skal være et stort stævne 

for kommunernes landsforening. En kontordame fortalte, 

at hun havde et stort arbejde med at fordele navnene på 

de rigtige stole. F.eks. gik ministrene højt op i, at 

rangordenen var rigtig, så de fineste ministre sad 

først. Og der måtte ingen fejl være. Kontordamen 

forstod ikke, at de gik så højt op i det. 

     Jeg læste engang i avisen om en indvielse af en 

banegård ved København.  Overskriften lød sådan: 

Hundeslagsmål om at sidde ved siden af dronningen.  Man 

kunne ikke blive enige om, hvem der skulle modtage 

dronningen på perronen, hvem der skulle sidde ved siden 

af hende på podiet, og hvem der skulle have den 

ærefulde plads over for hende i topkupeen. Og selv 

under arrangementet fik nogle tilkæmpet sig den fine 

plads, som ikke var tiltænkt dem. Den ånd præger 

verden: det høje, det fine, det ærefulde. 

     Men mon vi ikke allesammen kan mærke, at det er en 

ægte og sand ånd, som er i Jesu ord og som gør, at han 

er livets brød for os. Vi hører det allerede fra først 

af. Den første prædiken, som Jesus holdt i Nazareth, 

begynder sådan: Herrens ånd er over mig. Han har sendt 

mig for at bringe godt budskab til fattige, for at 

udråbe frigivelse for fanger og sætte undertrykte i 

frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.  Hvem er 

det Jesus sætter først.  Det er de fattige. Hvem er 

det, som han kalder frem. Det er dem, der er fanger og 

undertrykte. Hvem er det, han giver nåde og tilgivelse. 

Det er syndere. 

     Jesus er livets brød, dvs. det sunde og ægte, som 

vi kan leve på, fordi han hjælper de små og svage og 

siger til de fine, at det vigtige i livet ikke er deres 

mange penge og fine stillinger. Dem kan de miste på et 

øjeblik. Nej, det som består til evig tid er Guds nåde. 

     Det kunne lyde som en altfor mild tale.  Men der 

er kraft i ånden.  Vi svage føler kraften, at den 

rejser os op, så ingen jordiske myndigheder eller 

overnaturlige magter kan tage freden fra os. Også over 

for de stærke er der kraft i ånden, så de ser at styrke 

uden kærlighed er tom, ja, at selv den højeste 

myndighed og stilling intet er værd uden Guds nåde. 

     Der er to betydninger af ordet færdig. Man kan 

være færdig med dagens arbejde og være tilfreds. Man 

kan have nået sit mål og nået den stilling man gerne 

ville have i verdens hundeslagsmål. Også da kan man 

føle, at man er færdig med at kæmpe sig videre. Men man 

kan også føle sig færdig i en dårlig forstand. " Jeg er 

færdig", siger forretningsmanden, som er gået fallit. 

" Jeg er færdig med livet", siger den, som har mistet 

alt håb. 

     Jesus er livets brød, fordi han giver os den nåde, 

at vi ikke er færdige, og vi skal ikke gøre os færdige. 

Det, som venter os, er jo det evige liv.  For dem, der 

har nået høje jordiske stillinger, betyder det evige 

liv, at de kan se på sig selv i det rette perspektiv. 

For selv de fineste ministre står meget lavt i forhold 

til den mindste i Guds rige.  Og for de hjælpeløse, som 

føler livet som en fallit, der betyder det evige liv, 

at vi får en rigdom, som opvejer alle vores tab, en 

ægte rigdom, som vi også kan leve på nu. 

     Jesus er livets brød. Det mærker vi ved en 

gudstjeneste. Der er en helt særlig stemning ved en 

gudstjeneste.  Der er en stemning af ro og samtidig 

fylde.  Der er en stemning af, at lille jeg intet stort 

skal gøre. Jeg kan bare lytte, og alligevel føler jeg 

ikke, at der er andre steder, hvor jeg så helt og fuldt 

er tilstede som mig selv.  Det er mættende, det vi får 

ved en gudstjeneste. Det mætter os til evigt liv. For 

vi har alle den ærefulde plads ved siden af Jesus. Det 

kan vi, fordi han i ånden er hos os.  Egentlig er Jesus 

mere nærværende nu end da han gik omkring med sine 

disciple i Galilæa.  Hvert øjeblik de var sammen med 

ham, blev jo straks fortid. Tid og rum gør, at vi kan 

være sammen, men skiller os samtidig. Når Jesus er i 

ånden hos os, så er han helt nær hele tiden. Derfor kan 

vi alle have ærespladsen hos ham, fordi han er nær ved 

os. Paulus skriver det så stærkt: Jeg lever ikke mere 

selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på 

jorden, lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig 

og gav sig selv hen for mig. 

     Det er pinsens under. Det er åndens gave, at Jesus 

står stærkere hos os nu i sin ånd, end da han gik 

omkring i Galilæa. Hans ord taler med større styrke, 

for det er den opstandne selv, der taler til os, og 

rækker os livets brød og Guds nåde. 

 

ny prædiken 

De næste prædikener er med Joh 4,13 som tekst, men  

de handler også om ånd. 

 

 

     En af de amerikanske præsidentkandidater har 

udtalt, at han ikke vil have folk i sin stab, som har 

været gennem en skilsmisse. Han vil kun have folk 

omkring sig, som har en uplettet fortid. 

     I dag hører vi, at Jesus taler med en kvinde, som 

har været skilt 5 gange og nu lever hun papirløst 

sammen med en mand. Selv efter vores forhold er det 

mange skilsmisser, og hvis vi talte med et sådant 

menneske, så ville vi nok tænke, om han eller hun var 

til at stole på.  Vi ville føle, at det var et 

overfladisk menneske, med hvem man ikke kunne tale om 

dybe og væsentlige ting. 

     Men Jesus taler om det dybeste i tilværelsen med 

den umoralske kvinde.  Han taler endda positivt til 

hende. Han bebrejder hende intet. Da kvinden siger, at 

hun ingen mand har, siger Jesus: Du har ret. Dér sagde 

du noget sandt. Og han taler videre med hende, som om 

intet er sket. 

     Det viser, at Jesus er en profet, ja, mere end en 

profet. En hellig mand, som kræver meget af sig selv, 

ville nok også kræve et rent liv hos andre. Men selv om 

Jesus kender alle kvindens fejl, så udelukker han hende 

ikke fra Gud. Jesus er ikke moralsk fordømmende. Han 

giver kvinden lov til at tilbede Gud i ånd og sandhed. 

     Der er en særlig ånd over Jesus. Han udelukker 

ikke nogen fra Gud.  Derfor siger han også, at 

tilbedelsen af Gud ikke skal ske på et helligt bjerg, 

hvor kun få kan komme op, eller i en hellig by, i 

templet, hvor kun de få udvalgte bliver lukket ind. 

Nej, nu må alle tilbede Gud i Ånden. 

     Jesus giver livets vand til alle, som beder ham om 

det. I Israel var det meget vigtigt med vand. Kun hvor 

der var en kilde, kunne mennesker leve.  Vandet i det 

tørre og varme land, som Israel er, er forfriskende og 

slukker tørsten, så mennesker kan leve og arbejde. Og 

vandet gør planterne frodige og grønne. Det var kun 

helt bestemte steder, hvor der var en kilde, at jøderne 

kunne bosætte sig. 

     Men Jesus siger, at det vand, som han vil give, 

skal blive til en kilde i os. Tænk at have en kilde 

indeni sig, som man bærer rundt på. Så kan man jo leve 

alle steder.  Alle steder kan man blive forfrisket af 

den kilde. Alle steder udspringer der frodighed af den 

kilde. Jesus taler jo om Guds rige, og at det ikke er 

bundet til et helligt bjerg eller en hellig by, men at 

Guds rige kommer til os, hvor vi end er, og hvem vi end 

er, også selv om vi er lige så lidt hellige, som den 

umoralske kvinde vi hører om i dag. 

     Da Pontius Pilatus spurgte Jesus: Er du jødernes 

konge. Da svarede han: Mit rige er ikke af denne 

verden.  Guds rige er overalt, hvor Jesus er, og da han 

står i hedningeland hos samaritanerne og taler med en 

umoralsk kvinde, da er Guds rige dér. For Guds rige er 

åndeligt.  Det fortæller pinsen os. 

     I den salme, som for os er pinsens salme, " I al 

sin glans nu stråler solen", - i den salme skriver 

Grundtvig også om, at Guds rige ikke er af denne 

verden. Guds rige er oven over os. Det ånder over 

støvet. Det vifter gennem løvet. Det lufter under sky. 

Men samtidig beskriver Grundtvig så utrolig smukt, hvor 

nær Guds rige er ved os.  Det risler ved vor fod, som 

en bæk fra livets flod. 

     Bare det ene vers viser, hvor stor en digter 

Grundtvig er, så meget han får med i et vers og 

samtidig så bibelsk han er. 

     Netop i vores prædikestykke i dag er det knyttet 

sammen ånd og vand. At paradisk er himmelsk og 

overjordisk og alligevel nær ved os som en hjemlig 

luftning gennem løvet, ja, som en bæk, der risler lige 

ved vor fod. Vi skal ikke gå langt til et helligt bjerg 

eller en hellig by i et andet land, nej, bækken fra 

paradis risler lige ved vor fod. 

     Når Jesus taler om vand og ånd, så er det også om 

himmeriget han taler.  Det dejlige paradis, hvor synden 

ikke er mere, men hvor vi er fyldt med glæde og går med 

Gud i hånden, som Adam og Eva gjorde og talte frit med 

Gud om alt.  Pinsen tager alle mareridtsdrømme fra os. 

Alle de onde skygger forsvinder og vi må slumre sødt og 

vågne blidt, drømme sødt om Paradis. 

     Den første pinsedag hører vi også om ånd og vand. 

Det var ildtunger, som dalede ned fra himlen, og satte 

sig på hver af disciplen og der lød et åndepust fra 

himlen, så de kristne trak vejret dybt og blev ivrige 

efter at fortælle om Jesus.  Og tilhørerne blev så 

grebet af forkyndelsen, at de spurgte: Hvad skal vi 

gøre. Og de fik svaret: Lad jer alle døbe I Jesu Kristi 

navn til jeres synders forladelse, så skal I få 

Helligånden som gave. 

     Dåben er pinsens gave. Fra da af gik disciplene gå 

ud og døbte alle folkeslagene. I dåben er vand og ånd. 

Det livets vand, som vælder til evigt liv. Den ånd som 

er den rette tilbedelse af Gud. 

     I dåbsritualet hører vi jo også, at den, som ikke 

tager imod Guds rige som et lille barn, kommer slet 

ikke ind i det. Et lille barn, som døbes, tilbeder Gud 

på den rette måde og optages i Guds rige. Man kan også 

sige det sådan, at vi alle bliver som et lille barn, 

når vi døbes.  Kun på den måde kan vi tage imod Guds 

himmerige. Kun på den måde tilbeder vi Gud i ånd og 

sandhed. 

     Jesus siger det i kapitlet før vores 

prædikestykke.  Der taler han med en farisæer, 

Nikodemus, om ånden. Og Jesus siger: Den, der ikke 

bliver født på ny, kan ikke se Guds rige. Og meningen 

med de ord er jo netop, at vi skal blive som små børn. 

Men Nikodemus spørger: Hvordan kan et menneske fødes, 

når det er gammelt? Det kan vel ikke for anden gang 

komme ind i sin mors liv og fødes?  Og Jesus svarer: 

Den, der ikke bliver født af vand og Ånd, kan ikke 

komme ind i Guds rige. 

     Det er altså i dåben, at det umulige sker, at vi 

bliver født på ny og bliver som små børn og kommer ind 

i Guds rige. 

     Dåben viser jo den sandhed, som vi skal tilbede 

Gud med. Vi skal ikke kæmpe os op til det evige liv, 

stige op af et højt bjerg for at nå ind i himlen. Nej, 

vi må hvile fra alt vores eget, som et lille barn der 

bæres til dåb. 

     Sidste søndag havde jeg to dåb, og begge børnene 

sov sødt eller åbnede deres klare øjne ganske lidt da 

de blev døbt. Og da tænkte jeg på Grundtvigs salme, at 

vi må slumre sødt og vågne blidt, drømme sødt om 

Paradis og vågne til vor Herres pris.  Så trygge må vi 

være, som Guds kære børn. Dåben er en den kilde, som 

risler ved vor fod, og vandet vælder mod det evige liv. 

Strømmen fører os ind i Paradis. Vi må flyde med, lade 

os bære af Guds hånd som små børn. Det er i den ånd og 

sandhed vi alle må tilbede Gud. 

     Så let er det for os at komme ind til Gud. Vi skal 

ikke engang hjælpes derind. Det eneste, som kunne komme 

ud af vores anstrengelser, det var hindringer. Jesus 

siger jo: " Lad de små børn komme til mig. Dem må I 

ikke hindre." Det er som om Jesus mener, at børnene 

allerede er i Guds rige. Vi skal ikke hjælpe dem ind. 

De er der allerede. Vores anstrengelser og alvor ville 

kun lægge hindringer i vejen for børnene. 

   Vores Pinsebudskab til alle små mennesker er dette: 

" Guds rige er kommet helt nær. Du hører med deri." Vi 

må give velsignelsen til alle små mennesker, som vi 

møder.  Ligeså selvfølgeligt som Jesus tog børnene i 

sin favn og lagde sine hænder på dem og velsignede dem. 

For derved giver han dem og os den ånd, som er den sand 

tildelse af Gud. 

 

ny prædiken 

 

     Prædikestykket i dag begynder midt inde i en 

samtale.  Den foregår i Samaria, nabolandet til Israel. 

Og Jesus er faldet i snak med en kvinde.  Disciplene er 

nemlig gået ind til byen. Jesus er blevet ved brønden, 

som ligger uden for byen. Kvinden er kommet for at 

hente vand, og Jesus beder hende, om han må få lidt at 

drikke. Det undrer hun sig over, at en jødisk mand vil 

bede en samaritansk kvinde om noget. Der var et 

religiøst had mellem jøder og samaritanere. Men Jesus 

svarer kvinden, at hvis hun vidste, hvem hun talte med, 

så ville hun bede ham om vand, nemlig levende vand. Hun 

er meget praktisk, kvinden. Hun indvender, at Jesus jo 

ikke har nogen spand og brønden er dyb, så hvordan vil 

han give hende vand, desuden kan hun ikke forstå, at 

han kritiserer vandet fra brønden og vil give hende 

noget bedre vand, levende vand, for brønden er en 

hellig brønd. Den hellige forfader Jakob drak først af 

brønden og hans slægt drak også. Bedre kvalitetskontrol 

kan man ikke have. 

     Og så er det vi kommer ind i vores prædikestykke, 

hvor Jesus tørt konstaterer, at når man drikker vandet 

fra brønden, bliver man tørstig igen, det gør man ikke, 

når man drikker det vand, som Jesus giver. Jesus siger 

endda, at man så får en kilde indeni i sig selv. Det er 

helt eventyrligt. Man skal ikke hente vand langt væk, 

men bærer hele tiden en kilde inden i sig, som man kan 

læskes ved.  Kvinden, som er meget praktisk, ser straks 

en stor lettelse. Hun vil hellere end gerne have af det 

vand, for så behøver hun ikke gå langt uden for byen 

til brønden.  Det vil være en stor lettelse i hendes 

hverdag. Og når det så endda er kildevand. Det er bedre 

end vand selv fra den bedste brønd. 

     Og nu følger en ordveksling, som er helt 

fantastisk.  Førend Jesus vil give hende det levende 

vand eller måske er det sandhedens vand, som han nu 

giver hende ved at sige: Gå ind og hent din mand og kom 

så herud igen. Og kvinden svarer: Jeg har ingen mand. 

Og Jesus siger: Du har ret, for du har haft 5 mænd og 

den mand, du har nu, er ikke din mand. Dér sagde du 

noget sandt. Det er en fantastisk ordveksling. Når 

kvinden først siger, at hun ingen mand har, så er det 

jo for at Jesus ikke skal møde den hun lever sammen med 

og hører om hendes private situation. Hendes liv er jo 

et stort rod.  Man taler ellers om at der i Danmark er 

mange skilsmisser, men det er vist ikke mange, som har 

5 skilsmisser bag sig. Kvinden kan godt mærke, at det 

er noget hun helst skal skjule, særlig nu da hun står 

lige for, at få en eventyrlig gave, levende vand. 

Derfor siger hun: Jeg har ingen mand.  Det lyder så 

pænt.  Det lyder som om hun er alene, og der er ingen, 

som kan hjælpe hende; hun trænger altså så meget mere 

til det levende vand, der kan sparer hende mange skridt 

i hverdagen. 

     Og Jesus giver hende ret: hun har ingen mand. De 

mange mænd, som hun har levet sammen med, det er jo 

fortid. Og den hun nu er sammen med, er ikke hendes 

mand.  Jesus siger: Dér sagde du noget sandt.  Det er 

som om Jesus roser hende.  Jesu ord viser jo, at han 

hele tiden har vidst, hvem han talte med, hvordan hun 

har levet og han ved vel mere endnu om hende. 

     Det er som om Jesus stiller en prøve til kvinden. 

Han siger hun skal gå ind og hente sin mand. Og det er 

som om kvinden består prøven. Jesus siger i hvert fald 

til hende: Du har ret i dit svar. Dér sagde du 

sandheden.  Den karakter giver han hende. Vi ville nok 

give hende den karakter, at hun er løgner og synder, og 

vi kunne spørge: Hvorfor taler Jesus med hende?  Når 

han er en profet, der gennemskuer hende med det samme, 

hvorfor vil han så i det hele taget tale med hende. 

     Der er en anden fortælling, hvor ordene profet og 

synderinde også forekommer. Det er engang Jesus er på 

besøg hos en farisæer, og der kommer en synderinde ind 

og kysser Jesu fødder, og farisæeren tænker: hvis Jesus 

er en profet, hvorfor jager han så ikke den synderinde 

væk. Det kunne man også tænke her i fortællingen om 

kvinden ved brønden: Hvis Jesus er en profet, hvorfor 

taler han så med hende. Det er som om Jesus ser stort 

på al hendes synd og al hendes mislykkethed og hendes 

misforståelser.  Jesus kender sandheden om hende, men 

han lader ikke denne sandhed komme imellem dem, så han 

ikke vil tale med hende. 

     Det er som om Jesus har et særligt forhold til 

sandheden og reglerne og karaktererne, som vi giver 

hinanden. Det er som om Jesus er hævet over alle de 

kolde sandheder, der skiller os. Når man ser på 

situationen ved brønden med datidens øjne, er det endnu 

mere klart. Jesus taler med en kvinde om religion. 

Ingen mænd dengang regnede kvinder ligeværdige i det 

forstand, at de kunne tale med om så vigtige ting som 

religion. Men Jesus taler med hende.  Og så er hun 

endda samaritansk.  Ingen jøde regnede samaritaner som 

ligeværdige i religiøs henseende.  Det er vel nærmest 

det samme hadefulde forhold som mellem jøder og arabere 

nu om dage. De kan knap tale med hinanden om praktiske, 

jordiske spørgsmål og da slet ikke om religiøse. Det 

ville de aldrig begynde på. Men Jesus begynder en 

religiøs samtale med en samaritansk kvinde. Og dertil 

kommer som det sidste, at hun har levet forfærdeligt, 

hun er skilt 5 gange.  Jesus tager hende alvorligt og 

svarer hende og taler med hende om alvorlige spørgmål. 

Jesus bruger samme tone over for hende som over for den 

fineste og frommeste farisæer. 

     Det viser noget om Jesu livssyn. Vi kan også sige, 

det viser noget om hans religion og tro.  Jesus er ikke 

en revolutionær, der bare afskaffer sin samtids moral 

og synspunkter. Når han siger til kvinden: Gå ind og 

hent din mand og kom så herud igen. Så ligger der vel 

lidt deri, at en kvinde ikke er så meget værd uden sin 

ægtemand. Når Jesus taler om hendes skilsmisser, så 

viser det også, at han ikke er ligeglad med de ti bud. 

Og når han siger, at frelsen kommer fra jøderne og 

jøderne kender det, som de tilbeder, mens samaritanerne 

ikke gør det, så viser det også, at Jesus deler 

jødernes syn på nabofolket. Men alligevel er Jesus 

hævet over alle disse kolde sandheder.  Det ender jo 

med, at han fortæller hende, hvem han er. Det gør Jesus 

ikke over for nogen af de jøder, som han møder.  Men da 

kvinden siger, at hun ved Messias skal komme og at han 

vil fortælle os alt.  Så svarer Jesus: Det er mig, jeg 

som taler til dig.  Her hører vi et ekko fra påsken. 

Da Jesus efter opstandelsen påskemorgen viste sig for 

disciplene, da sagde han: Vær ikke bange. Det er mig. 

Man kan næsten sige, at det er den opstandne Kristus, 

som her viser sig for en samaritansk, syndig kvinde. 

Sikken kærlighed der er i ordene: det er mig, jeg som 

taler til dig.  Selv om Jesus er Messias, Guds riges 

konge, så taler han med hende, eller netop fordi Han er 

konge i kærlighedens rige, kan han tale med en 

mislykket kvinde og fortælle hende alt og give hende 

levende vand. For der er vel ikke noget andet, som kan 

forny vores liv, end at der er én som elsker os, og vil 

tale med os og fortælle os alt, selv om han kender 

sandheden om os. Jesus holder altså fast ved alle 

lovens bud og ved al god moral og anstændighed men han 

lader ingen af de kolde sandheder skille os fra ham. 

Det er som om han ser stort på alt det vi mennesker 

hænger os så meget i. 

     Det kan man også se med hensyn til 

tempeltjenesten.  Jøderne mente jo, at det kun var i 

Jerusalem i det hellige tempel, at man kunne dyrke Gud. 

Andre steder kunne man vel bede til Gud, men rigtig 

dyrke Gud det kunne man kun et sted, i templet midt i 

Jerusalem.  Det var kun dér, at der var et alter, hvor 

man brændte ofre til Gud. Jesus deler det syn på 

templet, at det er godt at ofre dér.  Han siger f.eks. 

en gang, at når man er på vej hen for at bringe et 

offer og kommer i tanke om, at man har gjort nogen ked 

af det, så skal man vende om gøre det godt igen og så 

kan man gå til templet og ofre til Gud.  Jesus siger 

dermed, at det er vigtigt hvordan mennesker lever 

sammen, men at det også er godt at ofre til Gud i 

templet. En anden gang roste Jesus dem, der lagde penge 

i indsamlingsbøssen i templet, også selv om det kun var 

en to-øre de lagde i, var det godt. Jesus talte altså 

ikke mod templet. Jeg vil give et sidst eksempel på 

det. Det var en gang Jesu modstandere spurgte Peter: 

Betaler du og din mester skat til templet.  De ville jo 

gerne gribe Jesus i noget forkert. Og Peter blev bange, 

så han svarede bare: Jo, vi gør.  Og da han kom hjem, 

så sagde Jesus til ham, før Peter kunne nå at fortælle. 

Jesus sagde: Hvem betaler skat, kongesønnerne eller dem 

uden for slottet. Og Peter svarede: dem uden for. - 

Jamen, så er sønnerne jo fri, sagde Jesus og fortsatte, 

men for at vi ikke skal forarge nogen, så gå ned til 

søen og kast en fiskekrog ud og den første fisk du 

fanger, skal du åbne munden på og dér vil du finde en 

mønt. Giv den som skat til templet. 

     Det viser, at Jesus har et helt eventyrligt 

forhold til alle regler, også når det gælder det 

hellige tempel.  Han bryder ikke reglerne, men det er 

ved et eventyrligt under, som han ikke selv gør noget 

for, at han opfylder reglerne, f.eks. ved at finde et 

mønt i munden på en fisk.  Jesus er hævet over alle de 

kolde love. Han lever med en ubekymrethed og lethed som 

kun kongesønnen kan. Det viser, at han er Messias, Guds 

egen søn, og han giver os lov til at leve i samme ånd 

og dyrke Gud på samme måde. Alle reglerne og de kolde 

sandheder bliver ved med at være det.  Der er forskelle 

mellem os. Vi er mænd og kvinder. Der er nogle, som 

lever mere syndigt og mislykket end andre, og der er 

forskelle mellem folkeslagene, men hvem vi end er, også 

en samaritansk, syndig kvinde giver Jesus lov til at 

være barn af Guds hus, dvs.  at vi må leve som frie 

mennesker, der ikke skylder noget, fordi Gud selv vil 

betale det hele for os, ligesom kongen sørger for sin 

familie. I den sandhed må vi leve.  Det har Jesus 

fortalt os. 

 

ny prædiken 

 

     Gud er ånd. Og det sted, hvor vi skal tilbede ham 

tilbede ham er i ånden. Samaritanerne havde et helligt 

bjerg, som de gik til, når de ville tænke på Gud og 

tale til Gud.  Jøderne gik til deres hellige by, 

Jerusalem.  Men vi skal ikke gå til nogen bjerge eller 

til nogen byer langt herfra, for at tale med Gud.  Vi 

må gøre det i ånden. 

     Det er for at det skal være lettere for os, Vi 

skal ikke langt op på et højt bjerg for at være nær ved 

Gud. Vi skal ikke rejse langt til et fremmed land for 

at dyrke Gud. Nej, Ånden bringer os sammen Gud, hvor vi 

end er. Der er som i eventyret, hvor Alladin  fandt en 

lampe og han gned på den, og da kom der pludselig en 

ånd frem, en tjenende ånd, som hjalp Alladin og bar ham 

på hænder, hvor han ville hen. Sådan er bærer ånden os 

op til Gud, uden at vi behøver at gå højt op eller 

rejse langt. Når vi tilbeder Gud i ånden, er det en 

kraft vi bruger. Det er en god kraft, som vil lede os 

og hjælpe os frem til Gud.  Det er for at gøre det let 

for os, at vi må tilbede Gud i ånd og sandhed. 

     Det er endnu lettere for os end i eventyret. For 

Alladin måtte ind i en mørk grav, for at finde lampen. 

Det skal vi ikke.  Vi skal bare høre Jesu lyse ord. De 

er den lampe, som er fyldt med Guds ånd. I Jesu ord er 

den kraft som bringer os nær til Gud. Derfor beder vi 

også i indgangsbønen her ved begyndelsen af 

gudstjenesten:" Herre, jeg er kommet ind i dette dit 

hus for at høre, hvad du Gud Fader, min Skaber, du 

Herre Jesus, min frelser, du gode Helligånd, i liv og 

død min trøstermand, vil tale til mig." Helligånden er 

en god ånd, som vil trøste os og hjælpe os både i liv 

og i død. Det er altså ikke ved at gnide en lampe, at 

vi får ånden frem. Nej, det er ved at høre Jesu ord. 

Han er frelseren. Og han frelser os med sine ord. 

     Kvinden i prædikestykket i dag håber, at Kristus 

skal komme som den gode hjælper. Og Jesus svarer: "Det 

er mig, jeg som taler med dig." 

     Det er gennem Jesu ord, at vi får den sandhed og 

den ånd, som vi kan tilbede Gud med. Det er det sted vi 

skal gå hen. Til Jesu ord for at dyrke Gud rigtigt. Et 

bjerg er højt og imponerende. Man kan godt forstå at 

mennesker i urtiden mente de skulle op i den rene og 

tynde luft for at være nær ved Gud. Templet i Jerusalem 

var også højt og imponerende. Man kan godt forstå, at 

jøderne mente, at det var det rigtige sted at dyrke 

Gud. Nogle ord derimod er ikke særlig imponerende.  De 

ser så fattige ud.  Men det er jo for at gøre det let 

for os, så vi ikke skal højt op.  Ånden kommer virkelig 

helt ned til os i dalen.  Ånden i Jesu ord kommer helt 

ned til os syndere og bringer os nådesbudskabet, 

fredsbudskabet, så vi kan dyrke Gud rigtigt.  Ånden i 

Jesu ord kan virkelig bringe os syndere sammen med Gud. 

     Man kunne måske godt få det indtryk her i Johannes 

evagenliet, at Jesu ord var meget begejstrede og 

højtragende.  At Jesus talte med for høje ord, når han 

f.eks. siger, at den som hører på ham og drikker af 

hans vand, han skal til evigt tid ikke tørste, men det 

vand Jesus giver, skal blive et kildespring til evigt 

liv." Men andre steder og i de andre evangelier, når 

Jesus taler, så kan man se, at hans ord er rolige og 

jordnære. Folk bliver nemlig ikke ophidsede. Når man 

ser folketalere optræde, så råber folket hurra og 

klapper og bliver ophidset.  Eller i frikirker, når 

taleren rigtig arbejder sig op i højden, så råber 

kirkegængerne hele tiden halleluja og vifter med 

hænderne. 

     Det gjorde folk ikke,når Jesus talte. Hans ord var 

jordnære. I sine lignelser brugte Jesus tit billeder 

fra den ganske almindelig hverdag. Da Jesus havde holdt 

en af sine størte prædiken -den står i Mattæus 

evangleiet kap 5-7, så står der til allersidst, at 

folkeskaren var slået af forundring over hans lære. 

For han lærte dem som en, der har myndighed.  De 

opfattede altså ikke Jesus som en folketaler, men en 

lærer. De sad stille og hørte hans ord.  Og de undrede 

sig over den myndighedens ånd som var i dem.  De 

mærkede det var Gud ånd.  Og at Jesu ord bragte noget 

meget vigtigt, som ændrede virkeligheden, så mennesker 

nu fik et helt andet forhold til Gud.  Det var det 

Jesus lærte dem, Hvordan de let kunne komme helt tæt 

til Gud. Nu skulle de ikke længere op i den høje og 

rene luft, nu skulle de ikke længere ind til den høje 

og hellige by.  Nej, Gud mødte de lige hvor de var, i 

Jesus i hans ord.  Jesus kom med svaret.  Nu var kampen 

forbi. 

     At ord, også enkle og fattige ord, kan have en 

sådan befriende virkning, kan man godt give 

sammenligninger på.  Der er en fortælling om en kamp 

mellem to lande, hvor det afgørende slag blev kæmpet i 

et snævert bjergpas.  Nogle få mænd holdt fjenderne 

stangen og forhindrede, at de trængte ind i landet.  Og 

det lykkedes dem virkelig. Men det var med deres liv 

som indsats. Alle forsvarerne døde, undtagen én. Og han 

skyndte sig til byen for at give det vigtige 

sejrsbudskab. Han løb alt hvad han kunne.  Han nåede 

ind midt i byen og råbte de få og enkle ord: " Sejren 

er vundet.".  Så faldt han om og døde af udmattelse. Så 

vigtige var ordene: "Sejren er vundet, at han løb sig 

til døde for at bringe dem til sine landsmænd. 

     Ordene var vigtige fordi de skabte en ny 

virkelighed.  Borgerne i byen havde jo levet i frygt. 

De vidste ikke, hvad det skulle ende med.  Måske stod 

fjenden i næste øjeblik midt i deres by og de måtte 

overgive sig.  Men da de hørte sejrsbudskabet, åndede 

de lettet op. Ikke fordi de kunne se nogen ændring i 

deres virkelighed. Det var den samme by, de samme 

bymure, de samme porte, som var lukkede af frygt for 

fjenden. Men ordene " Sejren er vundet" skabte en ny 

virkelighed. Ordene tog angsten fra folk.  De skabte en 

ny ånd i byen. 

     Det samme skete i 1945 i vors eget land, da man 

kunne høre det budskab i radioen, at Danmark ikke mere 

var besat. 

     Egentlig var det vel de færrste som i det øjeblik 

kunne se nogen ændring i deres eget daglige liv. De gik 

i den samme by, de samme gader.  Der var stadig ting, 

som manglede i butikkerne. Danskernes liv efter den 4. 

maj om aftenen var ikke fuldstændig forskelligt fra 

før. Og alligevel ændrede fredsbudskabet fuldstændig 

virkeligheden. Fredsbudskabet tog angsten fra folk og 

skabte en ny ånd i landet. 

     Der har været mange situationer hvor ord har skabt 

en ny virkelighed.  Det gælder især Jesu ord. Hvor 

enkle og fattige de end ser ud. Det fredsbudskab, som 

Jesus kom med, var også så vigtigt, at nogle har løbet 

sig til døde for at bringe dem videre til os. Ordene 

giver os en ny ånd at leve i, en ny måde at dyrke Gud 

på. 

     Pinsedag for 1945 år siden fortalte disciplene 

fredsbudskabet i mange sporg. De, som hørte de nye ord, 

kunne ikke straks se en ændring i deres liv.  Deres 

dagligdag var den samme. Men alligevel fik de et nyt 

liv, en ny virkelighed. De levede i en ny ånd, uden 

frygt og i frihed. 

     Den ånd lever vi i, ånden fra Jesu ord, som 

bringer os nær til Gud, hvor vi end er. Den pinsens ånd 

gør vores liv frit, så vi bliver frelst fra frygt. 

                                  Amen.