Pinsedag 1998 
 
Bøn:   Helligånd, tag mig ved hånden, 
          vis mig din herlighed, 
          skænk mig retning og mening, 
          fyld mig med kærlighed. 
 
          Helligånd, tag mig ved hånden, 
          fremelsk min tak og tro, 
          lad mig leve af nåden 
          og altid hos dig bo. 
          Amen. 
                                 ------ 
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes! 
Joh. 14, 15-21 
                                 ------ 
                                Prædiken: 
 
Pinsen er den sidste af kirkens 3 store højtider, og 
blandt de forretningsdrivende også den mest oversete. 
Vi kan ikke købe hverken pinseæg, pinsekyllinger, 
pinselys eller pinseservietter i særlig pinsefarve. Der 
er i det hele taget ikke megen farve og pragt over 
pinsen. Og så er der det dog alligevel, for med pinsen 
holder sommeren sit indtog. Naturens farver er pinsens 
farver. Naturen holder pinsefest.  Derfor er det også 
naturligt, når vi knytter pinsens tale om ildtunger 
sammen med den opgående, dansende sommersol. 
 Julen er festen for Jesu fødsel; påsken er festen for 
Jesu død og opstandelse. Og pinsen er festen for, at 
Gud stadig er her som levende og skabende virkelighed. 
Måske kunne man også kalde pinsen for fuldendelsens 
højtid. Med Åndens komme har mennesker med  et fået 
givet muligheden for at tyde underet: at Gud blev 
menneske - levede, døde og opstod midt iblandt os - og 
som det vigtigste af det hele - Gud er stadig midt 
iblandt os - det er her, han virker, skaber og regerer. 
------ 
Den prædiken, Jesus holder for disciplene i dag, hører 
selv sagt hjemme før både påske og pinse. Det er en 
afskedstale, Jesus holder - en art testamente, der 
læses op for arvingerne. Selv om talen ligger før død 
og opstandelse, er det en forudgribelse af det, der 
skal ske. Talen er en forkyndelse af den Ånd, der skal 
komme og skabe sammenhæng for disciplene - sammenhæng i 
det, der til den tid vil synes uden mening og mål. 
 Helligånden er altså kraften, der skaber sammenhæng - 
den er Gud selv her og nu - “levende, erfarbar 
virkelighed”, kan vi som prædikanter skrue os op til at 
sige og sandt er det så sandelig. Underligt er det så 
bare, at det skal være så svært at tale om Ånden. 
 I konfirmationsforberedelsen oplever jeg år efter år, 
at jeg får fortalt om Gud Skaberen og jeg får fortalt 
slet ikke så lidt om Jesus og disciplene, men 
Helligånden får ikke megen plads. Er det fordi, der er 
så rigeligt stof i de andre områder? --- Ja, stof er 
det rigeligt af, men forklaringen - undskyldningen er 
fattig, utilstrækkelig. 
                                 ------ 
Helligånden er en af vor tros mere uhåndterlige 
størrelser. Den lader sig ikke sådan tæmme eller rumme 
i kasser. Ånden går sine egne veje -“den blæser hvorhen 
den vil”, står der et sted. Dermed står vi med en helt 
anderledes, stor udfordring, når vi vil pege på 
Helligånden. Og vil vi forklare den, bliver opgaven let 
håbløs. Måske er sagen, at i forhold til Ånden kan vi 
kun tro og slet ikke forklare. Men her hører 
paradokserne ikke op. 
                                 ------ 
Pinsen udtrykker meget om, hvilket billede vi har af 
Gud. Og selv om vi har vanskeligt ved helt at få greb 
om pinsens indhold, så har vi dog alt andet lige 
nemmere ved at forholde os til Gud som ånd end som 
menneske. 
 Et af de største problemer i forhold til kristendommen 
er jo netop, at det er så vanskeligt at forstå, hvordan 
det kunne gå til, at Gud blev et menneske. For sådan 
opfører Gud sig ikke! Nej, Gud hører hjemme i Himlen. 
Og er han ikke der, ja, da har vi ikke styr på noget 
som helst! 
 Pinsen er også opgør med det forbehold. Pinsens 
udgydelse af Helligånden er en af Guds måder at 
forklare os det jordiske på på en sådan måde, at vi i 
det får øje på det himmelske. Pinsen er 
sammenknytningen af jord og himmel på en egen særlig 
måde. 
                                 ------ 
Når ordet, begrebet, navnet Helligånd nemt bliver 
opfattet som et ord, der er tømt for indhold, hænger 
det formodentlig sammen med, at ordet Ånd for mange er 
blevet et tomt ord. Eller “ånd” er i kirken blevet 
særeje for de elitekristne, og udenfor kirken er det 
stort set blevet forbeholdt de nye religiøse knopskud 
at håndtere det “åndelige”. At det er sådan har blot 
intet med nødvendighed at gøre. Søren Krarup siger et 
sted kort og klart, hvad ånd er, samtidig med at han 
sætter ordet på på dets centrale og vigtige plads. Han 
siger: 
“Ånd er et gammelt ord for, at livet kommer en ved.” 
Læg mærke til, at her står intet om at forstå livet, 
intet om at kunne håndtere livet etc. etc.. Nej, her 
står, at Ånd er at livet kommer  en ved - at livet 
bliver vigtigt for  en; at det, uden vi ved af hvordan 
eller hvorfor, fyldes med indhold og betydning. 
 Nok forsøger selv at holde fast - og i hvert fald 
forsøger jeg at lære mine børn, at de skal fylde deres 
liv med indhold og sådan være med til at give det 
betydning, men den endegyldige vejledning i, hvordan 
det gøres, har jeg og vel næppe noget menneske 
endegyldig løsning på. Noget bidrager vi selv med, men 
det vigtigste, afgørende kommer udefra. 
                                 ------ 
Da Helligånden faldt på apostlene den første pinsedag, 
kom evangeliet om den korsfæstede og opstandne Kristus 
dem ved på en ny måde. Derfor holdt apostlen Peter sin 
pinseprædiken. Den kom tilhørerne ved, så de følte sig 
ramt. “Det stak dem i hjertet”, står der i Apostlenes 
Gerninger.  Derfor spurgte de Peter: “Hvad skal vi 
gøre?” Hans svar var: “Omvend jer og lad jer alle døbe 
i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse.” Omsat 
til vor situation som døbte kan Peters svar formuleres 
sådan: “Vend om og tilbage til jeres dåb!” 
 Er vi nået længere end til dåben, er vi kommet længere 
bort. I dåben fik vi Helligånden og syndernes 
forladelse. Omvendelse er derfor at vende tilbage til 
dåben, at blive som et barn, kende sin afhængighed og 
dermed være villig til at tage livet af Guds hånd. 
                                 ------ 
Helligåndens virke er nøgtern og konkret. Vi kan ikke 
engang selv bede rigtigt, skriver Paulus i 
Romerbrevets: 
“Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For 
hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi 
ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med 
uudsigelige sukke.” 
 
Dvs. sukke, som vi ikke selv kan sætte ord på. Ånden må 
gøre det for os.  Nogle moderne forskere tolker disse 
“uudsigelige sukke” som betegnelse for tungetale - dvs. 
den uforståelige ekstatiske tale, som fandtes i de 
første menigheder og som nu findes i pinsekirken og den 
karismatiske bevægelse, hvor tungetalen fremhæves som 
tegn på Åndens kraft og sejr i deres menigheder! 
 Men i Romerbrevet er tungetalen hverken udtryk for 
frodighed eller blomstring! Det er Ånden, der kommer de 
hjælpeløse til hjælp med at bede rigtigt. 
                                 ------ 
Helligånden tydeliggør evangeliet. Det må være meningen 
i dagens lektie.  Her fortælles det, at apostlene blev 
fyldt med Helligånd og prædikede på fremmede sprog, som 
de ikke havde lært. Og de blev forstået. 
 Helligånden er tolk. Den “oversætter” for os, hvad 
Kristi liv, død og opstandelse betyder for os, og hvad 
der er Guds vilje med vort liv! Vi skal fornyes i en 
stadig kamp mod det i os, der siger “jeg”, så vi får 
lært, at det at bekende sin tro hører sammen med at 
fornægte sig selv.  Så nøgtern og konkret er 
Helligånden, vi fejrer pinse for. 
                                 ------ 
Den forestilling, at Ånd er noget højtravende og 
flygtigt, der ikke har noget nævneværdigt at gøre med 
de såkaldte realiteter, den forestilling sprænges af 
dagens tekst. Enkelt og klart lyder det der: “Elsker I 
mig, så hold mine bud!” 
Det er så kontant og så praktisk, som noget kan være. 
“Elsker I mig, så hold mine bud!” Det er ikke en sag om 
indlæring i alt, hvad Jesus har sagt eller gjort. Men 
derimod en sag om kærlighed, der vil være lydig mod 
Guds vilje. Elsk Gud helhjertet og din næste som dig 
selv.  Amen. 
                                 ------ 
                                 Salmer: 
247:I al sin glans nu stråler solen 
243:Kraften fra det høje 
265:Gud Helligånd, vor igenføder 
                                 ------ 
 249:Kærligheds og sandheds Ånd 
 Nadver: 431: Ditminde skal, o Jesus 
  674:Gak ud min sjæl