Dette hellige evangelium skriver evangelisten

Johannes:

Jesus sagde: "Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil

bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand,

som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som

verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller

kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal

være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg

kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig

ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal

leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I

er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder

dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker

mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham

og give mig til kende for ham." Joh.14,15-21





Hvordan er det nu, det er med pinsen...? spørger

mange sig selv og leder efter et stikord, der kan bringe

tankerne på gled. Ofte forgæves. For pinsen er uden

tvivl dén af de kirkelige højtider, der står svagest i den

folkelige bevidsthed.

Journalisten Peter Birch nævner, at forklaringen på

pinsens manglende folkelige gennemslagskraft skal

findes i den omstændighed, at der ikke - i modsætning

til jul og påske - knytter sig noget måltid til pinsen. At

der altså ikke er nogen ydre handling at forbinde

pinsedagene med. Det er nok lidt ondt sagt, men noget

er der om snakken.  Derimod hævder professor i

teologi ved Aarhus Universitet, Johannes Aagaard at

manglen på kendskab til pinsen skyldes, at kirken har

berøringsangst og har det vanskeligt med Helligånden,

som er pinsens hovedperson. Han siger ganske

provokerende, og sandt et langt stykke: "Når det

kommer til stykket opererer vi med en treenighed, der

hedder: Gud Fader, Guds Søn og Guds Ord. Og derved

underordnes Åndens virke under ordet, for som

Aagaard tankevækkende siger: "Vi kan jo ikke have

sådan en Helligånd, der farer rundt uden at spørge os." 

Og her er vi måske ved kernen i vores ukendskab til

pinsens tale om Helligåndens kraft og virke. Vi tør

ikke lade os føre og lede af Helligånden, for måske

fører Han os derhen, hvor vi ikke tør eller vil gå.

Pinsedags beretning i Apostlenes Gerninger handler jo

unægtelig om hvor overrumplende Ånden er på færde

med egenmægtige og for os ukontrollable handlinger:

susen, ild, tungetale og beruselse, og ordet følger blot

efter for at beskrive, hvad Ånden gør. Det er i øvrigt, i

parantes bemærket, sådan, at i det meste af Apostlenes

Gerninger er det Ordet, der følger efter Helligånden og

beskriver Helligåndens virke. Det må have været svært

for disciplene, ja for alle i ovensalen at stå midt i alt

det spændende og "vanskelige", som Helligånden førte

dem ind i. De var kun blevet advaret med nogle måske

uforståelige gloser, som "at vente", at "iføres kraft fra

det høje", "at døbes med Helligånden". 

De havde ikke som vi har det, en praksis at holde

oplevelserne op imod, men på trods for de mange ord

vi har i skriften om Helligånden er der mange, der har

det svært blot med beskrivelserne af Helligåndens

virke, og det er måske baggrunden for den mangel, ja

fravær iblandt os af de åndsmanifestationer, som

skriften er så rig på. Hvordan skulle vi kunne

motiveres til at blive ledt på en dyb, inderlig og

dynamisk måde, hvis vi har det svært bare med

beskrivelserne? Så det er afgjort et trin på enhver

kristens måde at leve i Helligåndens kraftfelt, at man

først gør sig fortrolig med Bibelens omtale af Åndens

virke, for her er indfaldsporten til det liv i ånden, som

Paulus så indgående opfordrer sine menigheder til at

leve, men tør vi? Erfaringerne viser, kunne det synes,

at vi tør ikke. 

Men selv om vi står fattige overfor de mange

opfordringer til at leve et "pinseliv", så giver dagens

tekst os nøglen til vækst og fremdrift gennem et par

stikord: 

1. Jesus sagde: "Elsker I mig, så hold mine bud;

En kollega jeg har fortæller i en prædiken om sin

studentertid, hvor han var i praktik hos en ældre

erfaren præst. Han blev her spurgt om hvordan han

egentlig bar sig ad med at forklare konfirmanderne,

hvad Helligånden er for noget. Præsten gik op til

tavlen, tog et stykke kridt og skrev disse tre ord: Jeg

elsker dig. Vi troede, han var blevet skør! Men så

vendte han sig om og kom med forklaringen, som min

kollega aldrig har kunnet glemme: "Så længe de ord

bare står på tavlen, er de døde og uden betydning. Men

i samme øjeblik en ung mand siger dem til en ung

kvinde, er det helt anderledes. Så kommer der ånd i

dem! Det var altså det springbrædt, han brugte, når han

skulle forklare sine konfirmander, hvad der ligger i det,

som altid har været så vanskeligt at forstå, nemlig det

med Helligånden. Teksten kalder os bort fra filosofiske

tankegange om Helligånden og ind i dette forpligtende:

Elsker I mig, så hold mine bud, og Den, der har mine

bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og

den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg

skal elske ham og give mig til kende for ham." 

2. Også jeg skal elske ham og give mig til kende for

ham.

Lidt poppet siger vi, at pinsedag er kirkens fødselsdag.

Strengt taget er det ikke helt rigtig. Det er kirkens

dåbsdag, for på samme måde, som der er afstand

mellem fødselsdag og dåbsdag i vore børns liv sådan

også med kirkens fødsels- og dåbsdag. Kirken fødtes

ud af "det er fuldbragt" budskabet, og "han er ikke her,

han er opstanden" budskabet, men dåbsdagen var

pinsedagen 50 dage efter. 

Ordet døbe er på græsk et almindelig brugt ord, og

omtaler en række dagligdags ting, som feks det en

tøjfarver gør, når tøjet dyppes ned i farvevædsken. Tøj

og farve bliver til et. Andre dagligdags eksempler er

vask, opvask, et fiskenet, der sænkes i havet, et skib,

der går til bunds osv. men i vores sprog er døbe blevet

et "helligt" ord, og afgrænset til "ilddåb"

barnedåb/voksendåb eller åndsdåb. 

På pinsedag døbte Gud sin menighed i Helligåndens

kraft, en tanke vi også i afsvækket grad har gemt i

barnedåben: NN. "Jeg døber dig i Helligåndens navn".

Hans menighed er sænket ned i Helligåndens kraftfulde

og dynamiske liv og det betyder, at menigheden lever i

"dåbens nåde" fra dag til dag, for Gud har ikke ændret

på sin grundlæggende plan at fylde sin menighed med

kraft fra det høje. Dåbsdagen indhold er bl. a. at

Helligånden føder mission, ikke som noget kirken 

finder på af sig selv, men noget kirken bliver ført til og

ind i, og pinsens hele mening er, at den nye pagts kirke

bliver hele verdens kirke. Den kirke, der bliver født i

påsken, bliver tændt pinsedag.

Til slut skal Johannes Aagaard igen citeres for at sige:

- Der går ild i kirken, når Helligånden ikke

undertrykkes og lægges i spændetrøje. Al det uventede

i kirken er knyttet til mission, som er Helligåndens

sendelse. Det er udtryk for en usikrethed, som mange

i Folkekirken har det svært med. Vi er jo vant til, at

man ikke kan foretage sig noget uden kirkeskatten. 

Men der er ingen vej uden om den usikrethed, som

Helligånden fører kirken ud i.

Glædelig pinse.