Der er en fortælling om en by, hvor der var loppemarked. Der var mange forskellige ting, som de prøvede at sælge. Noget var godt, og noget var skidt. Et sted stod en ung mand og prøvede at sælge gamle musikinstrumenter. Men der var ingen, som ville købe. De ville ikke give ret meget for hans varer. Så løftede han en violin i vejret. Den så ikke ud af så meget. Den manglede nogle af strengene. Kunne der overhovedet spilles på den? Kunne der komme musik ud af den? Der var ingen, som havde lyst til at købe den og den unge mand var lige ved at lægge den til side.
Men en ældre herre havde med stor interesse fulgt den mislykkede auktion og han sagde pludselige: " Unge mand, lad mig låne violinen et øjeblik!" Han tog den varsomt i sine hænder, han vendte og drejede den, holdt den op mod lyset, kikkede ind i den, vendte og drejede den igen.
De, som stod omkring, så på ham og undrede sig. Pludselig stod manden helt stille med violinen i sine arme, som om det var et barn han holdt: " Jeg vil give 250.000 kr for den!" Det kunne de andre ikke forstå. De måtte da have hørt forkert. Han måtte have sagt 250 kr. selv om det også lød af for meget. Den ældre Herre kunne godt mærke det, så han gentog:"Jeg vil give dig 250.000 kr. For jeg har fundet Stradivarius-mærket i den!"
Stradivarius, det er en af de bedste violiner der findes. Det er jo fordi det er den dygtigste violinbygger, som har bygget den.
Guds velsignelse består i at han ser et fint mærke, der er sat på jer. Selv om vi ikke er som vi skal være, vi mangler måske også en streng, eller spiller lidt falsk nogle gange. Alligevel ser Gud et fint mærke i os. Han ser et stradivaius mærke. For vi er jo bygget af den dygtigste menneskebygger, som findes, nemlig Gud selv. Gud ser i jer sine børn. Det er den velsignelse som vi har fået i vores dåb. Gud ser i os noget af det mest værdifuldeste, der findes, noget som ikke kan købes for penge. Han ser sine børn i os.
Vi må stole på vores dåb. Vi skal se, at vi allerede har fået den største hjælp fra Gud. Vi blev gjort til Guds børn. Vi fik et godt udgangspunkt for vores liv.
Men hvordan kan det betyde så meget for os, hvad der skete dengang da vi var helt små. Vi kan ikke engang selv huske vores dåb. Jo, netop det gør dåben til det mest sikre grundlag, som vi kan leve vores liv på. Dåben er jo en af de få ting, som vi ikke selv har bevirket. Vi blev båret til dåben. Vi blev gjort til kristne. Vi fik Guds velsignelse, uden at vi selv havde gjort noget for det. Det betyder, at dåben altid vil stå fast. Intet kan rokke den. Ikke vores egne tvivlende følelser. Ikke vores egen kritiske selvvurdering. Dåben viser, hvor højt Gud vurderer os, som sine ægte børn.
Dåben er som et nyt fortegn, der blev sat for vores liv. Og det ved vi, at hvis der står minus foran et tal, så er det lige meget hvor lille eller hvor stort tallet er, det vil altid være minus. Men hvis det minus ændres til et plus, så har de samme tal fået en helt anden værdi. Sådan er dåben et fortegn, der betyder alt for resten af vores liv. Der giver en positiv ånd over vores liv. Vores tal er på den rigtige side af nul. Ja, vores livstal må sættes uendeligt højt, for Gud sætter os til den værdi, at vi er hans børn og at vi altid må stole på Guds kærlighed. Det tager en stor byrde fra os. Verden deler os jo i vindere og tabere, i nogle, som har høje karakterer og nogle, som har mindre. Men Guds kærlighed forener os, så vi alle er højt værdsat, hvor meget eller hvor lidt vi end kan. Dåben giver os samme menneskeværd. Og større værdi kan vi ikke få, end at være elsket, og det endda af Gud.
Ved dåben hører vi om tre navne, og det er ikke nogle ringe navne. Faderen er Gud den almægtige, himlens og jordens skaber. Gud, som har skabt himlen, den blå sommerhimmel, som lyser klart og friskt, og den sorte nattehimmel med de utrolig mange lysende stjerner, -Gud, som har skabt vores jord med de utrolig mange grønne plante, som det myldrer med, og de mange slags dyr, som det vrimler med, - Gud, som har givet os livet, er vores himmelske Far.
Og ved dåben hører vi også om Sønnens navn. Sønnen er Jesus. Han er Guds søn, fordi han lignede Gud så meget, at vi kan se Gud i ham. Ja, Jesus levede og fortalte om Gud, så det ikke kunne glemmes. Den magt eller den ånd er i Jesu ord. Den ånd, Helligånden, gør, at hans ord stadig taler til os, selv om vi lever i en anden tid og i et andet land. Sønnen, Jesus, er Guds højre hånd. Og Helligånden er Guds venstre. Gud har rakt os begge sine hænder for at give os sin kærlighed. At være døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, betyder, at Gud holder om os med begge arme. Det må vi stole på. Det må vi leve på. Det er svaret, når vi spørger: Hvad skal vi gøre. At Gud selv har gjort os til sine børn og elsker os som en Far.
Gud Jesus kender os. Og han kender altså ikke specielt dem, der har meget at rose sig af. Allermest kender Gud de mindste, børnene. Derfor er dåben i kirken for det meste dåb af børn. Det er for at vise helt konkret, at Gud netop kender og tager sig af dem, der intet kan og intet har gjort. Også når det er voksne, som bliver døbt, er dåben altid barnedåb. Det betyder, at det er en gave vi får, som vi ikke har fortjent. Og gaven er Guds tilgivelse og Guds omsorg.
Over for Gud må vi være som små børn, dvs. vi skal ikke være så optaget af, hvad vi får udrettet. Små børn er meget aktive, uafbrudt er de i gang med noget. Men de glemmer sig selv i legen. De lever i evigheden. Når de fortæller om det som de har gjort, så er det for at dele glæden og oplevelsen med andre, ikke for at sige om sig selv: så meget har jeg nået. Og det kunne børn ellers godt prale med, for der er ingen, der når så meget som et barn, suger mange indtryk til sig, bruger sin krop meget. Og barnet gør det legende og let. Netop fordi det er en leg og glæde.
Jesus siger, at vi skal blive som børn, for at komme ind i Guds rige. Det hører vi ved en dåb. Jesus siger: den, der ikke tager imod Guds rige lige som et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Med det mener han også, at vi skal lære af børnene at tro godt om andre. Børn tror på deres forældre. Små børn har en ukuelig evne og en ubøjelig vilje til at være trygge og ikke bekymre sig. Og Jesus siger, at sådan må vi være børn over for Gud, evigt trygge, fuldstændig sikre. Intet kan rive os ud af Guds hånd. Gud holder os fast, Gud er stærkere end det, der kan rive os fra ham. Derfor må vi elske Gud af hele vores hjerte,
Da Jesus selv blev døbt i Jordan floden, står der, at himlen åbnedes og en stemme lød fra himlen: Denne er min søn den elskede. I ham har jeg velbehag. En åben himmel, det er når solen skinner og alt er blå. Det er, når man bliver i godt humør og glemmer alt hvad der trykker. En åben himmel, det er foråret. Så kan man høre fuglene synge, planterne pible frem, varmen og livet og blomsterne folder sig ud.
Når der står ved Jesu dåb, at himlen åbnedes, skal vi ikke kun tænke på en forårshimmel. Vi skal tænke, hvordan det mon ville være, hvis forårshimlen gik til side og vi så ind i en endnu mere lysende og strålende og varm himmel.
Når foråret kan kalde liv frem, hvor meget mere kan så ikke Guds åbne himmel gøre det. Den hører vi om ved Jesu dåb. Det skal give godt humør, så vi glemmer alt hvad der kunne trykke os. Fra den åbne himmel lyder gode ord. " Denne er min søn den elskede, i ham har jeg velbehag." Ikke nok med at vi selv føler velvære og frimodighed. Vi hører endda om, at Gud føler velbehag. Vi kommer vel til at tænke på juleaften. Der hørte vi om engle, som sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden. Fred til mennesker med Guds velbehag. Og mon vi ikke tænkte juleaften, om vi mon er blandt de mennesker, som har Guds velbehag. Vi kunne vel nok mærke, at Guds glæde og fred strømmer ud fra juleevangeliet til mange mennesker, men er vi blandt dem.
Ja, det er vi fordi vi er døbt. I dåben ser vi ind i paradis og vi hører en god stemme, som taler om kærlighed og velbehag. Og sådan går vi også fra dåben.
Dåben er smuk og glad og befriende. Det kan vi undre os over, at vi må høre så store og varme ord her i vores verden, hvor storm og kulde og mørket ellers plejer at herske. Sådan tænker vi vel ved dåben af et barn. Vi tænker på at det er begyndelsen til et menneskeliv. Og hvad kan der ikke ske. Det ved vi fra os selv. Men det er som om dåben jager al denne tvivl og usikkerhed væk. Selv om man intet kan sige, om hvordan det vil gå barnet, så er himlen nu åben over det barn, og Guds velbehag daler ned. Guds kærlighed er som en ring, vi døbte ikke kan gå ud af, hvor vi end går hen.
Hvor er det mærkeligt, at dåben kan være et så smukt øjeblik. Barnet bliver båret. Barnet er i Guds hånd. Barnet knyttes til Gud. Derfor lyder ikke kun Barnets eget navn og forældrenes, men også Guds navn. Og mon ikke vi alle og forældrene i det øjeblik føler det lille barn som et under. I dåbens øjeblik føler vi tak til Gud og hjælp fra Gud. Der er én som bærer med, så vi må være de små mennesker, der ikke kan overskue eller klare alting. Vi må føle os lige med det lille barn over for Gud.
Dåben betyder, at der over os er en åben himmel, som løfter os oppe. Dåben betyder, at der er en åben hånd, som holder os oppe. Vi skal selvfølgelig give os i kast med alle de opgaver vi ønsker os, men resultatet har vi allerede nået fra begyndelsen af, i dåben, det er jo målet for vores liv Guds kærlighed. Den fik vi fra begyndelsen af. Det er på den baggrund vi skal leve vores liv.
Ny prædiken
Guds rige hører børnene til. Kan vi forestille os et sådant rige, hvor der kun er børn. Der ville nok være stor uorden og kaos i et land, hvor der kun var børn. Der ville nok være stor larm, råben og skrigen.
Hvis vi skulle tænke på et stærkt land, så er det et land, hvor der kun er voksne mænd. Der var engang, hvor Danmark var stærkt. Det var dengang vikingerne regerede. De rejste ud og gjorde lige som de selv ville. De plyndrede, og tog hvad de ville have. De havde magt. Eller de var handelsmænd, som rejste over det store hav og gjorde gode forretninger. Når vi tænker på vikingetiden, så ser vi for os mænd med hjelme; det var dem, som gjorde Danmark stærkt, men hvad med kvinderne og børnene har vi helt glemt dem.
Ja, når vi tænker os et stærkt land, så tænker vi på dem, som handler og bestemmer. Men vi skal tænke på en helt anden måde, når vi forestiller os Guds rige. I det rige er der kun børn. Og det er spædbørn der er tale om. Det må være et svagt rige, hvor alle er spæde. Der er ingen, som er over de andre. Der er ingen, som har travlt. Der er ingen, som vil regere. I den forstand er det rigtigt, at der er kaos i Guds rige, for der er ingen af os, som kan give love for de andre.
I Guds rige er der nemlig kun én, som bestemmer og handler, og som giver love og regerer, og det er Gud. Det er Gud selv, som gør, at hans rige er stærkt, fordi Gud selv står inde for styrken af hans land. Det kender vi også her i vores verden; når Amerika har en handlekraftig præsident, så smitter det af på landet, så alle tror på Amerika. Men når præsidenten er svag, så vender man sig mod andre lande, for at finde hjælp dér. Sådan er det også Guds egen handlekraft, der smitter af på Guds rige, så det land bliver troværdigt, så man ved, at man kan finde hjælp dér. Fordi Gud tegner landet, kan alle borgerne i det land være som spædbørn.
Med magt eller vold kan man ikke komme ind i det land. Derfor er det så stærkt. Man kan ikke erobre det land, hvor mange våben man end havde. Andre lande kan man angribe og overvinde. Men Guds rige kan man kun komme ind i, når man lægger alle sine våben og bliver som børn.
Hvordan kommer man ind i Guds rige, når man ikke selv kan gøre noget for det. Spørgsmålet kan man også stille sådan: " Hvordan får man tro, når man ikke selv kan gøre det mindste selv. Er det så ikke umuligt for os at blive troende." Jo, det er umuligt. Både fordi der kræves så meget, at vi aldrig kunne opfylde det. Troen har jo ikke kun at mene noget om Gud og Jesus. Nej, tro er det samme som at leve i Guds rige. Tro er med alle vores forhold at gøre, ikke kun med vores meninger. I tro lever vi som børn af Gud, dvs. så er livet hver dag lige så nyt og friskt som for et barn. Som børn af Gud har vi god tid, ja evig tid til hinanden. Det kan vi slet ikke opfylde. Vi kan jo ikke standse det, at vi bliver voksne. Livets farver blegner for os. Vi har svært ved at føle så stærkt og åbent som før. Vi kan ikke standse tiden. Jo ældre vi bliver, jo hurtigere går dagene. Og vi får mere og mere travlt. Og alligevel er det som om dagene forsvinder. Vi kan ikke gøre os til børn igen. Det er umuligt for os. Det kan vi ikke opfylde.
Hvordan får vi tro? Det er umuligt for os, ikke kun fordi der kræves altfor meget. Men egentlig også fordi der intet kræves. Det var jo meget lettere, hvis man kunne sige, at den, som går i kirke én gang om måneden og beder én gang om dagen og giver en hundredkroneseddel om måneden til de fattige, han er i Guds rige. Men der kræves intet for at komme ind til Gud. Vi skal ikke gå. Vi skal ikke give. Vi skal ikke sige og gøre. Det kan spædbørn ikke. Og det er sådan vi skal være i Guds rige.
Men hvordan får vi så tro? Hvad kan vi gøre for at komme ind? Ja, med det samme vi ønsker at være hos Gud, så er vi det, før vi kan nå at tænke os om. Netop fordi der ikke kræves nogen øvelser eller nogen prøvetid, før Gud vil have os hos sig. Jesus sagde det selv sådan en gang: " Bed, så skal der gives jer. Søg, så skal I finde." Og meningen var ikke, at vi skal bede i lang tid, før det lykkes os at finde ind til Gud, eller førend Gud svare os. Meningen er ikke, at vi skal søge i lang tid før vi finder åbningen til Guds rige. For Jesus tilføjer: " Bank på, så skal der lukkes op for jer." Så let er det.
Kernen i Jesu ord i prædikestykket i dag er jo, at det er let for os at komme ind til Gud. Vi skal ikke engang hjælpes derind. Det eneste, som kunne komme ud af vores anstrengelser, det var hindringer. Jesus siger jo: " Lad de små børn komme til mig. Dem må I ikke hindre." Det er som om Jesus mener, at børnene allerede er i Guds rige. Vi skal ikke hjælpe dem ind. De er der allerede. Vores anstrengelser og alvor ville kun lægge hindringer i vejen for børnene.
Vores budskab til alle små mennesker er altså ikke: " Du kan komme ind i Guds rige, hvis du vil." Nej, evangeliet til alle små mennesker er: " Guds rige er kommet helt nær. Du hører med deri." Vi skal ikke gå ud og sige: " Du kan få Guds velsignelse, hvis du ønsker det af hjertet." Nej, vi må give velsignelsen til alle små mennesker, som vi møder. Ligeså selvfølgeligt som Jesus tog børnene i sin favn og lagde sine hænder på dem og velsignede dem.
Døren ind til Guds rige skal vi altså ikke selv lukke op. Gud åbner den for os. Ligesom Jesus åbner sin favn og tager børnene ind til sig. Døren ind til Guds rige er vores dåb. Vi kan ikke døbe os selv. Vi bliver døbt. Det er Gud selv, der gør. Ligesom det er Jesus, der tager børnene i sin favn og holder om dem og giver dem Guds velsignelse. Sådan er det Guds velsignelse vi får i dåben. Det sang vi om i salmen før prædikenen. Gud Fader har sagt:stå engle på vagt, hvor mine de små er i senge. Guds rige har også en hær, nemlig en hær af engle, der står vagt for os. At være i Guds rige er at være i et stærkt land, som er godt beskyttet. Gud selv har slået korsets tegn for vores ansigt og bryst. Guds fingrene slog kors for din pande. Guds enbårnes røst slog kors for dit bryst, thi skal ingen djævel dig skade. Det er den velsignelse, som Jesus har givet os. Korset som et tegn, der beskytter os. Vi har fået korsets flag at leve under. Det er Guds magt og Guds velsignelse, som vi er beskyttet af, alle vi som er døbte.
Det er så stærkt et forsvar, vi er under, i Guds rige, at vi endda ikke engang selv behøver at være på vagt. Vi må være trygge, hvor farefuld vores færd end er. Vi må hvile roligt. Sådan skriver Grundtvig: Sov sødt, barnlille, lig rolig og stille, så sødelig sov, som fuglen i skov, som blomsterne blunde i enge. Gud Fader har sagt: Stå, engle, på vagt, hvor mine de små er i senge.